Se undervisningen direkte på YouTube her: https://youtu.be/9Wc9xjJAxcM

Matthæusevangeliet 18,21-35:
Da kom Peter hen til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, når han synder imod mig? Op til syv gange?« Jesus sagde til ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til halvfjerdsindstyve gange syv. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges, og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: ›Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen.‹ Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: ›Betal, hvad du skylder!‹ Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: ›Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det!‹ Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: ›Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?‹ Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan skal også min himmelske fader gøre med jer, hvis ikke hver især af hjertet tilgiver sin bror.«

1 Mosebog 4,6-15:
Da sagde Herren til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Er det ikke sandt: Hvis du handler rigtigt, kan du se frit op, men hvis du ikke handler rigtigt, lurer synden ved døren; den vil begære dig, men du skal herske over den.« Siden talte Kain til sin bror Abel. Da de en dag var ude på marken, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. Da sagde Herren til Kain: »Hvor er din bror Abel?« Han svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være forbandet, jaget bort fra den jord, som har åbnet sit gab for at modtage din brors blod fra din hånd. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og hjemløs skal du være på jorden.« Kain sagde til Herren: »Min straf er for hård at bære. Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og hjemløs på jorden; enhver, der møder mig, kan slå mig ihjel.« Men Herren sagde til ham: »Hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Herren satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel.

1 Mosebog 4,23-24:
Lemek sagde til sine koner, Adá og Silla, hør min røst, Lemeks koner, lyt til mine ord: Jeg dræber en mand for et sår, et ungt menneske for en flænge. Hævn over Kain hævnes syv gange, over Lemek syvoghalvfjerds gange.

Lukasevangeliet 15,11-32:
Han sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til sin far: Fader, giv mig den del af formuen, der tilkommer mig. Så delte han sin ejendom mellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste søn alt sit sammen og rejste til et land langt borte, og dér ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv. Da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt sig til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin. Han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og sagde: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og mod dig; jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og gik til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham og ynkedes inderligt over ham, løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og mod dig; jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at hente den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på. Og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Og de begyndte at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han nu gik hjemad og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Han kaldte på en af drengene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud, men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, når han kommer, så slagter du fedekalven til ham. Faderen sagde til ham: Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

1 Samuel 18,6-12:
Da hæren kom hjem, efter at David havde slået filisteren ihjel, gik kvinderne fra alle Israels byer ud for at møde kong Saul med sang og dans, til pauker og jubel og med triangler. Kvinderne sang i kor, mens de dansede: »Saul har dræbt sine tusinder, David sine titusinder.« Da blev Saul meget vred, han brød sig ikke om disse ord og sagde: »De giver David ti tusinder, men mig tusinder. Nu mangler han kun kongemagten.« Fra den dag så Saul skævt til David. Næste dag kom der en ond ånd fra Gud over Saul, så han blev helt ude af sig selv inde i huset. David spillede på lyren, som han plejede at gøre, mens Saul havde sit spyd i hånden. Pludselig kastede Saul spyddet efter David og tænkte: »Jeg spidder ham til væggen!« Men David undveg ham to gange. Saul blev nu bange for David, fordi Herren var med David, men havde forladt Saul.

Jonas’ Bog 1,1-3 og 3,1-10; 4,1-3:
Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn: »Bryde op, gå til Nineve, den store by, og råb ud over den, for deres ondskab er steget op foran mig.« Men Jonas brød op for at flygte til Tarshish, bort fra Herren. Han drog ned til Jafo, hvor han fandt et skib, som skulle til Tarshish. Han betalte, hvad det kostede, og gik om bord for at sejle med dem til Tarshish, bort fra Herren. — Herrens ord kom igen til Jonas: »Bryde op, gå til Nineve, den store by, og kundgør det budskab, jeg giver dig.« Jonas brød op og gik til Nineve efter Herrens ord. Nineve var en meget stor by, tre dagsrejser lang. Jonas gik en dagsrejse ind i byen, og han råbte: »Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!« Nineves folk troede på Gud. De udråbte en faste og klædte sig i sæk, både store og små. Da sagen kom Nineves konge for øre, rejste han sig fra sin trone, tog sin kåbe af, iførte sig sæk og satte sig i støvet. Derpå lod han råbe ud i Nineve: »På kongens og hans stormænds befaling: Hverken mennesker eller dyr, hornkvæg eller småkvæg, må spise noget, de må hverken græsse eller drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og indtrængende råbe til Gud; de skal vende om, hver fra sin onde vej og fra den uret, de øver. Måske vil Gud igen fortryde og lægge sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde.« Da Gud så, hvad de gjorde, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød Gud den ulykke, han havde sagt, han ville bringe over dem, og han gjorde det ikke. Men Jonas tog det meget ilde op og var vred. Han bad til Herren: »Ak, Herre! Var det ikke det, jeg sagde, dengang jeg var i mit eget land? Derfor ville jeg jo i forvejen flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, som fortryder ulykken. Tag nu mit liv, Herre! Det er bedre for mig at dø end at leve.«

Matthæusevangeliet 9,1-8:
Så steg han op i båden, satte over og kom til sin egen by. Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder er dig tilgivet.« Nogle af de skriftkloge sagde da ved sig selv: »Han spotter Gud.« Jesus kendte deres tanker og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er lettest at sige: Dine synder er dig tilgivet, eller: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« – da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!« Og han rejste sig og gik hjem. Men da skarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, som havde givet mennesker en sådan myndighed.

Matthæusevangeliet 6,9-12;14-15:
Derfor skal I bede således: Fadervor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men hvis I ikke tilgiver mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.

Markusevangeliet 11,25-26:
Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget imod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser. Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.«

Efeserbrevet 4,26-27:
Bliv blot vrede, men synd ikke; lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke Djævelen fodfæste.

Ordsprogenes Bog 19,11:
Et menneskes klogskab gør ham langmodig, det er hans ære at se bort fra en forseelse.

Jobs Bog 42,7-10:
Efter at Herren havde talt disse ord til Job, sagde han til Elifaz fra Teman: »Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig som min tjener Job. Tag nu syv tyre og syv væddere og gå hen til min tjener Job og bring brændofre for jer selv. Min tjener Job skal gå i forbøn for jer. Kun ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke handler nedværdigende med jer, for I har ikke talt sandt om mig som min tjener Job.« Så gik Elifaz fra Teman, Bildad fra Shuah og Sofar fra Na’ama hen og gjorde, som Herren havde pålagt dem, og Herren bønhørte Job. Herren vendte Jobs skæbne, da han gik i forbøn for sine venner, og Herren gav Job det dobbelte af, hvad han før havde haft.

1 Johannesbrev 2,9-11:
Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin bror, er stadig i mørket. Den, der elsker sin bror, bliver i lyset, og der er intet hos ham, som kan bringe til fald. Men den, der hader sin bror, er i mørket, og han vandrer i mørket og ved ikke, hvor han går hen, for mørket har blindet hans øjne.

1 Johannesbrev 3,15-16:
Enhver, som hader sin bror, er en morder; og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig. Deri har vi lært kærligheden at kende, at han satte sit liv til for os; så skylder vi også at sætte livet til for brødrene.

Lukasevangeliet 23,33-34:
Da de kom til det sted, som hedder Hovedskallen, korsfæstede de ham dér sammen med forbryderne, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«

Salme 103,11-12:
Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham. Så langt som øst er fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.

Mikas Bog 7,18-19:
Hvem er en Gud som du, der tilgiver skyld og går overtrædelser forbi for den rest, der er tilbage af hans ejendom? Han holder ikke evigt fast ved sin vrede, for han elsker at vise troskab. Han vil atter forbarme sig over os, han vil træde vore synder under fode. Du vil kaste alle vore synder i havets dyb.

Romerbrevet 8,1:
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.