Åndeligt liv & Bøn
Åndeligt liv & Bøn
Opdag kraften i bøn og det åndelige liv gennem bibelsk undervisning på. Få inspiration til et nærværende bønsliv og lær, hvordan daglig kontakt med Gud kan styrke troen og bringe dybde i vandringen med Jesus.
Opdag kraften i bøn og det åndelige liv gennem bibelsk undervisning på. Få inspiration til et nærværende bønsliv og lær, hvordan daglig kontakt med Gud kan styrke troen og bringe dybde i vandringen med Jesus.
Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.
Fordi hvis vi er stolte over at lovprise Gud, hvorfor frygter vi som mennesker? Gud lukker munden på vores modstandere, når vi lovpriser. Det er et våben. Er du sulten, når du kommer til Gud? Eller er du blevet mæt ved alle andre ting, du har fyldt dig med?
Et liv i tilbedelse. Det handler lige så meget om, hvilke valg det er, du ikke tager. Fordi hvis Gud beder dig om at gøre noget, og du ikke gør det, så er det ikke et liv i tilbedelse. Fordi tilbedelse. Men det, jeg skal snakke om i dag, det er et liv i tilbedelse. Lidt sådan lovsang, lidt taksigelse, lidt tilbedelse, sådan lidt af det hele. Et godt mix.
Men først vil jeg bare lige måske skære lidt de her definitioner ud. Hvad er lovprisning? Hvad er tilbedelse? Hvad er taksigelse egentlig? Vi kan jo sige, lovprisning, det er det her med at synge eller udtrykke til Gud. Altså lovprisning til Gud. Tilbedelse, det kommer jeg rigtig meget ind på i dag. Men det er mere det her med at bøje sig og ære ham og underordne sig. Og det er både i ord, altså fysisk også, men det er også den her handling, faktisk en livsstil i tilbedelse.
Og så har vi taksigelse, som er noget af det, vi netop har gjort, det her med at komme frem for ham med tak og takke Gud for det, han har gjort. Og måske det, det er måske lidt kliché at starte med, men jeg tænker det her med bare lige at skære ud i pap, hvad er formålet med tilbedelse? Hvem skal tilbedes? Hvorfor? Og hvad tilbeder vi egentlig for?
Jeg tror, altså Bibelen er jo ret klar om, at det er Gud alene. Det er ham, der skal tilbedes. Jesus han svarer for eksempel, da Satan kommer og prøver at friste ham, så kommer Jesus. Det er Lukas 4:8, hvis I vil have det skrevet ned. Der står der, Jesus svarede: Der står skrevet, det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene. Det er Gud alene.
Og vi ser det også mange gange i Salmerne, for eksempel 95:6, hvor der står: “Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud. Lad os knæle for Herren, vores skaber.” Og så er der den her lidt anden del i, at Gud faktisk søger tilbedere. Han søger nogen, der kan tilbede ham, fordi det bringer Gud ære.
Og det ser vi for eksempel i Johannesevangeliet kapitel 4, vers 23 til 24. Der står: Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere Faderen søger. Gud er ånd, og de der tilbeder ham skal tilbede i ånd og i sandhed.
Og først og fremmest så tror jeg, det er et spørgsmål, der egentlig rimelig ofte opstår: Hvad betyder det at tilbede i ånd og sandhed? Men Gud har givet os ånden. Gud har givet os den Hellige Ånd. Så det er jo også det her med at tilbede i eller bede, søge Gud i åndens ledelse. For eksempel tungetale.
Og Bibelen er sandheden. Så hvis du begynder at tilbede Gud for det, han siger, han er, så tilbeder du Gud sandheden. Og Gud ønsker nogen, der søger ham af et oprigtigt hjerte. Nogen, der faktisk ønsker at søge ham og ikke bare søge gaven, han giver. Nogen, der ønsker at søge ham uanset hvad det koster. Nogen, der ønsker at søge ham kompromisløst. Det er det, der ærer Gud. Og det er det, han søger.
Vi skal tilbede Gud, fordi han er hellig. Fordi han er konge. Fordi han er skaber. Fordi han er frelser. Og jeg kunne have sagt mange andre ord der. Men Gud han er god.
Men det, jeg vil snakke om i dag, der vil jeg tage udgangspunkt i tre dele. Taknemmelighed og lovprisning, det der er praise på engelsk, og så tilbedelse.
Det, som man på engelsk vil kalde worship. Ja. Og det er måske, altså selvfølgelig er det sat lidt på spidsen, fordi at alle de her tre ting kan, altså de flyder lidt sammen. Men jeg prøver sådan at adskille det lidt og forklare, hvad Bibelen siger om hver ting. Specielt tilbedelse, for det er det, der bliver mit fokus i dag.
Men for eksempel taknemmelighed. Taknemmelighed, der anerkender vi Guds storhed. Lad mig sige det igen. Vi anerkender Guds storhed. Og jeg synes, det er ret interessant, fordi går vi for eksempel til Salme 10 vers 4, der står der, at vi skal træde ind af tempelporten med takkesang, gå ind i hans forgård med glæde, lovprise hans navn og sige ham tak. Der står tempelporten, det er altså det første, vi går indad for at gå ind i hans nærvær. Det vil sige gå ind med tak, gå ind med glæde.
Og det synes jeg er lidt sådan, jeg synes det er lidt nice, fordi at adgangsbilletten er taksigelse. Adgangsbilletten til foregården, det er pris. Så det her med at træde ind i hans nærvær med tak. Vi ser det for eksempel også i Kolossenserbrevet kapitel 3 vers 16 til 17. Jeg ved, der kommer mange bibelvers, men altså I må bare hænge på, skriv det ned eller et eller andet. Der står: “Lad Kristi ord få lov at fylde meget i jeres liv, så I kan undervise og vejlede hinanden med hans visdom.” Syng lovsange, salmer og åndelige sange med taknemmelighed i hjertet til Gud. Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.
Lad mig bare lige læse vers 17 igen. Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus. Og det synes jeg er lidt interessant det her med, at det er faktisk alt vi gør, skal være motiveret af taknemmelighed og lydighed til Gud. Og lydighed kunne man også lidt oversætte til tilbedelse, for de to ord ligger faktisk ret tæt op ad hinanden, men det vil jeg komme ind på senere.
Det er taknemmelighed. Jeg går ikke sådan dybere ind over det, fordi at det er ikke det, der er mit fokus i aften. Men hvis vi går videre til lovprisning, altså det der er praise på engelsk, der anerkender vi Guds… sorry, i taknemmelighed der anerkender vi Guds godhed, og i lovprisning der anerkender vi Guds storhed. Elsker der i salmerne, så står der en plads det her med, at vi bygger, eller Gud troner på vor lovsang. Og det er noget, der virkelig har hjulpet mig meget i lovsang.
Det er det her med at forestille mig helt fysisk, at når jeg faktisk sidder og lovsynger Gud, så bygger jeg en trone, han kan sidde på. Jeg bygger tronen, for han troner på min lovsang. Det forestiller jeg mig faktisk ret ofte. Og noget andet. Vi ser det faktisk. Lad os se for eksempel i Salme 106 vers 47. Der står: “Fr os, Herre vor Gud. Samle os for folkene, så vi kan takke dit hellige navn og være stolte over at lovprise dig.” Og der vil jeg bare lige sådan lægge mærke til rækkefølgen igen. Først så står der: “Lad os takke dit hellige navn og så være stolte over at lovprise dig.” Så først tak og så lovprisning.
Og så det her med at sådan være stolt af at lovprise Gud. Og da jeg sad og læste det her bibelvers, så det træf mig lidt, fordi at jeg ved ikke med jer, men i hvert fald jeg havde mange samtaler med folk dengang jeg gik på efterskole, hvor folk sagde, jeg synes godt nok, det er lidt grænseoverskridende nogle gange det her med at tage hænderne ud af lommen under lovsang eller det ved jeg ikke.
Jeg ønsker at være lidt mere fri, men jeg kan ikke helt, fordi der er så mange mennesker. Hvad tænker de om mig? Men så er der bare en essens i det her bibelvers, vi ikke har forstået. Fordi hvis vi er stolte over at lovprise Gud, hvorfor frygter vi som mennesker? Hvis vi er stolte over at lovprise Gud, hvorfor frygter vi som mennesker?
Og det er måske noget, du skal tage med i dit eget liv. Jeg ved ikke, hvor du er i det, men hvis du er stolt over at lovprise Gud, hvorfor frygter du som menneske? Noget andet, det er, at i Salme 8, der står der, du har fået små børn til at lovprise din herlighed for at lukke munden på dine modstandere. Du har fået små børn til at lovprise din herlighed for at lukke munden på din modstander.
Og det er jo sådan lidt interessant, at der står små børn eller spædbørn i andre oversættelser. At Gud, han har udvalgt de mindste, dem som i verden ses som de svageste. Men det han gør, det er, han giver dem faktisk det stærkeste våben. Han har udvalgt de svageste og giver dem det stærkeste våben. Og det tror jeg egentlig er meget sigende i Guds rige, fordi det er ofte det, han gør.
Alle dem, som i verdens øjne er de svage, det er dem, han udvælger og giver dem det stærkeste våben, nemlig lovsang og troen på ham. Men noget som også talte meget til mig, det er det her med, at et spædbarn er ikke nødvendigvis opmærksom på alt det, de har adgang til, alt det, de har fået. Og jeg tror ofte, jeg er ikke helt sikker på, at vi har forstået, hvad Gud faktisk har givet os adgang til gennem lovsangen.
Der står, det lukker munden på vores modstandere. Prøv lige at tænke over det. Det lukker munden på vores modstander. Det betyder, at Gud arbejder faktisk gennem vores lovsang. Og det er måske lidt kliché, men sådan Gud lukker munden på vores modstander, når vi lovpriser. Det er et våben.
Og vi ser det faktisk for eksempel i Det Gamle Testamente, hvor den her kong Josafat eller hvad han hedder på dansk, jeg ved det ikke. Han sender lovsangerne foran i den krig, som han skal føre, ikke? Hæren først, og så lovsangerne bagefter, men han sender lovsangerne først. Og det der sker, det er, at fjendens hær bliver så forvirret, at de bare ender med at gå efter hinanden i stedet.
Og det er ret interessant, fordi her bliver deres våben ikke fysiske våben, men det bliver igen lovsang, som Gud har lagt i deres mund. Gud har givet de svageste eller de mindste det stærkeste våben. Men til det, som jeg virkelig gerne vil sætte fokus på i aften, så er det tilbedelse. Nemlig, vi anerkender Guds hellighed.
Og hellighed, det er sådan et ord, der smager lidt godt i munden. Hellighed. Sådan. Det er lidt anderledes end de to andre, fordi taknemmelighed og lovprisning, det er noget, som vi på en eller anden måde udtrykker med vores mund. Det er noget, som vi kan sætte ord på. Men tilbedelse, den er på en eller anden måde lidt anderledes, for den er lidt mere sådan fysisk, men det er heller ikke bare det at bøje knæ eller noget sådan.
Nej, det er faktisk en attitude. Det er en attitude i vores liv. Det er på en måde en livsstil. Det er en attitude af dit indre. Og det er faktisk meget sjovt, for alle de ord, der bliver brugt i Bibelen, når lovsang eller tilbedelse omtales, og det er både om det er græsk eller hebraisk, det fortæller om på en måde en attitude of the body, altså en attitude med din krop ligesom.
Og det mest naturlige eller det mest almindelige ord for tilbedelse i Bibelen, det beskriver det her at bøje knæ eller falde på sit ansigt i en dyb ærefrygt for Gud.
Ordet tilbedelse beskriver at bøje sig ned eller knæle sig ned med ansigtet mod jorden. Så tilbedelse er faktisk også en fysisk ting. Det beskriver noget fysisk, at vi på en måde med vores krop kan love eller tilbede Gud.
Så det her med lovprisning og tilbedelse og sådan, det er ikke bare, vi skal ikke, jeg tror vi må udvide vores perspektiv lidt, så vi ikke bare tænker, at det er lovsang med et klaver og en mikrofon ligesom. Men lovsang, tilbedelse, det er noget, vi også fysisk gør med vores krop.
Eller noget andet for eksempel, det er det hebraiske ord for taksigelse. Taksigelse. Det er toda. Og det er et ord, som stammer fra et, nu bliver det lidt teknisk, men det stammer fra verbet i hjertet, som ofte beskriver en tilbedelse, hvor hænderne de faktisk rækkes frem mod Gud eller ja, sådan rækkes op mod og frem for Gud.
Og det er det her med sådan, jeg ved ikke om I nogensinde har stillet jer spørgsmålet, hvorfor løfter vi egentlig hænderne? Hvorfor gør vi det egentlig? Og så er man bare sådan lidt, jamen det er jo fordi jeg vil ære Gud. Altså det er jo det jeg vil. Men der er faktisk altså et helt hebraisk ord for det her. Det betyder at vi løfter vores hænder. At vi gør noget fysisk mod Gud. Det betyder det her at sige tak til Gud.
Men nu har jeg snakket meget om de her fysiske ting. Vi kan bøje knæ, vi kan tage vores hoved ned mod jorden, vi kan løfte vores hænder til Gud, vi kan også danse og alt muligt andet. Det hele er tilbedelse. Men det er bare det her med, det er ikke kun fysisk. Det er en attitude. Og det var det, jeg nævnte lidt før. Lad mig gå lidt ind på det.
Men sådan bare det her, hvad betyder egentlig ordet tilbedelse? For det betyder jo det her med egentlig at vise den højeste form for ære, hengivenhed eller overgivelse til Gud. Og da jeg sad lidt med det her i går, der kom jeg frem til den her konklusion, som jeg skrev ned. Det lyder meget fint. Tilbedelse er menneskets respons på Guds storhed og hellighed, hvor man bøjer sig for ham, ærer ham og adlyder ham.
Det at adlyde, det er jo en form for attitude. Det er en form for en indstilling. Man giver ham den ære, som alene tilkommer ham. Tilbedelse peger altid på Jesus. Man må kunne se Jesus i vores tilbedelse.
Og da jeg sad og tænkte på det her i går, så kom der en sætning til mig, og det er mødet med Guds hellighed må føre til en forandret attitude i vores liv. Lad mig lige sige det en gang til. Mødet med Guds hellighed må føre til en forandret attitude i vores liv.
Fordi Gud han er hellig, han er suveræn, han er almægtig. Men det at Gud er hellig, det betyder at synd er et no. Det betyder at vi kan ikke tro at vi vil tjene Gud og så samtidig vælge at leve i det som Gud hader. Det er modpoler. Det går ikke sammen.
Så når mødet med Guds hellighed møder os, må det føre til en forandret attitude i vores liv. Og det er jo radikale valg. Hvad fylder du dig med? Altså hvad er det du ser på? Hvad er det du lytter til? Hvad er det for nogle samtaler du er med i? Fylder du dig selv med frustration? Eller træner du åndens frugter?
Hvad er det der sker i dit indre ligesom? Hvad er det for en indre indstilling du har? Og sådan er du sulten, når du kommer til Gud. Eller er du blevet mæt ved alle andre ting, du har fyldt dig med? Fordi hvis vi fylder os selv med alle andre ting, så ender vi med at blive mætte, når vi kommer til Gud. Og så er vi egentlig ikke så sultne efter det, han har, fordi vi har mættet os en anden plads.
Så jeg tror også bare, hvis du oplever, at du ikke er sulten, når du kommer til Gud, så prøv lige at spørge ham efter i dag. Gud, mætter jeg mig selv med noget andet? Hvad er det, jeg mætter mig med? Og så, men det her, det er ting, som vi kan gøre, det er ting, vi kan ændre på en måde i vores liv, som måske altså på en måde fører os tættere til Gud, eller gør, at vi lever mere radikalt med ham.
Men et liv i tilbedelse, det handler lige så meget om, hvilke valg er det, du ikke tager. Fordi hvis Gud han beder dig om at gøre noget, og du ikke gør det, så er det ikke et liv i tilbedelse. Fordi tilbedelse og lydighed, det hænger så meget sammen. Hvis Gud har bedt dig om at gøre noget, og du ikke gør det, så er det ulydighed. Det er ikke tilbedelse.
Og der står i Hebræerbrevet kapitel 12 vers 14: Stræb efter at holde fred med alle og leve et helligt liv. Uden hellighed får ingen Herren at se. Uden hellighed får ingen Herren at se. Og det tror jeg faktisk er en key i vores liv med Gud. Fordi hellighed er så vigtigt i vores møde med Gud.
Men det her med tilbedelse, det kan virke lidt abstrakt, når man bare snakker om det sådan her. Men jeg har lyst til at tage et eksempel i Bibelen, som har talt mega meget til mig på det sidste om en mand, som virkelig levede i tilbedelse. Og det er Abraham. Så ham kommer jeg til at snakke lidt om.
Men først så vil jeg læse en passage for jer i Bibelen. Det står i Første Mosebog kapitel 22, tror jeg. Vers et til, skal jeg lige se. Jeg skrev det ned her. Et til 14. Det her, som jeg læser op nu, det handler om den passage, hvor Abraham han er på vej op for at ofre sin søn Isak. En lydighedshandling eller en handling i tilbedelse, kan man også sige. Der står, jeg ved det er lidt langt, men I må bare lige følge med. Det var Første Mosebog 22.
Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til. Abraham kaldte Gud. Ja, Herre, svarede han. Jeg lytter. Tag din eneste søn Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Moria. Der skal du bringe ham som et brandoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.
Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham.
Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne. Vent her med æslet, sagde Abraham til tjenerne, mens drengen og jeg går videre for at finde et sted for at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage. Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.
Far, sagde Isak. Ja, min dreng. Vi har brændet og ilden, men hvor er det lam, der skal ofres? Det vil Gud selv sørge for, min dreng, svarede Abraham. Så gik de videre i tavsheden.
Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn Isak og lagde ham på alteret ovenpå brændet. Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.
I samme øjeblik lød en røst fra himlen. Abraham, Abraham. Ja, Herre, svarede han. Læg kniven ned og gør ikke drengen noget, for nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig, siden du var villig til at ofre din eneste elskede søn. Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk.
Han tog vædderen og ofrede den som brandoffer på alteret i stedet for sin søn. Og Abraham kaldte stedet Herren sørger for os. Derfor siger man endnu den dag i dag: På bjerget vil Herren sørge for os.
Og det her, det er sikkert en historie, du har hørt et par gange. Men det, som er interessant, det er, at akkurat den her passage i Bibelen, det er første gang, ordet tilbedelse bliver nævnt i Bibelen. Første gang ordet tilbedelse bliver nævnt i Bibelen, det er her. Det er her, hvor han siger det i vers fem. Abraham siger til sine tjenere, at ham og Isak, de skal gå op og tilbede Herren, når de snart kommer tilbage igen.
Og det er jo her, hvor den handling, som han snakker om, som er tilbedelse, det er at ofre hans søn. Det er første gang, ordet tilbedelse bliver nævnt. Og det synes jeg er interessant. Interessant, fordi for mig så er det her, den her handling måske mere en lydighedshandling end det tilbedelse. Men det er nok, fordi at de ligger så tæt på hinanden.
Først og fremmest så vil jeg have lidt sådan baggrund for den her handling, fordi da jeg læste det her, så tænkte jeg altså, hvad er Abraham egentlig vokset op i? Havde Abraham et miljø dengang, hvor hans familie faktisk også troede på Gud, eller var det sådan afgudsdyrkelse som i alle andre steder på det tidspunkt? Og Abraham, han voksede ikke op i et miljø, hvor det at tilbede kun Gud var normalt, fordi der var tilbedelse af så mange andre guder. Selv Abrahams far tilbad andre guder.
Og sådan. Jeg tror lige, jeg vil prøve at lave en lille timeline over, hvad der sker i Abrahams liv, og hvor stort det egentlig er, at han er villig til at ofre Isak. Fordi da Abraham, eller da Abraham han er 75 år, der kalder Gud Abraham, og han giver ham et løfte. Da han er mellem 75 og 85 år, der bliver Gud ved med at gentage løfterne. Han udvider dem.
Og da han, da de er, da han er 85 år, så efter de har fået det her løfte om, at han skal blive stamfar til et stort folk, så bliver de lidt sådan utålmodige. For nu er der gået 10 år fra de modtog løftet til han er 85 år. Så går Sarah til Abraham og siger, hvis du kan få min slavekvinde Hagar, prøv det. Det kan være, Gud vil give os en søn gennem det. Det er altså 10 år efter, han har modtaget løftet. Det er da han er rundt 85 år.
Da han er 86 år, så bliver Ismael født, som er den her søn, som Abraham får med slavekvinden. Da han er 99 år, der fornyer Gud løfterne. Han giver dem, han giver Abraham og Saraj nye navne, så de bliver Sarah og Abraham. Og Sarah, hun bliver lovet, at det er hende, der skal bære det lovede barn.
Og da han er 100 år, der bliver Isak født. Og så dør Abraham så, da han er 175 år. Men det er jo meget interessant, fordi at det løfte, som Abraham får, det er, man kan sige, det er delt lidt op i tre ting. Det er delt op i, at han bliver lovet et folk. Altså Abraham vil blive stamfar til et stort folk. På trods af at de på det tidspunkt var barnløse, så bliver han lovet et land. Gud vil give hans efterkommere et land at bo i. Og så bliver han lovet en velsignelse. Der står: Gennem Abraham, eller gennem Abraham, skal alle jordens folkeslag blive velsignet.
Og det er jo det her løfte, Abraham har at holde fast i. Og Abraham, han venter faktisk 25 år på Isak. Fra han får løftet til Isak bliver født, der går 25 år. Og så tænker jeg bare lidt, hvis jeg har ventet 25 år på noget, som virkelig, virkelig, virkelig betyder noget, og som Gud har givet så mange løfter omkring, vil jeg så være så villig, som Abraham var til bare at ofre Gud. 25 år. Og der tror jeg måske, jeg vil stille dig et spørgsmål.
Hvordan ville du reagere, hvis Gud bad dig om at give slip på noget, der var så dyrebart for dig? Det du elskede allermest. Og det her med at Abrahams lydighedshandling, det bliver tilbedelse. Og det bliver faktisk tilbedelse, der peger på Jesus. Og det synes jeg er interessant, og det vil jeg faktisk gerne gå lidt ned i, fordi at hele den passage, som jeg netop læste, peger så meget på Jesus. Det er jo direkte profetier om Jesus også.
Men det der også er lidt specielt, som jeg bare lige vil have, I skal lægge lidt mærke til, det er, at alt det, som sker, det er, at de ting, de profetiske billeder på Jesus og sådan nogle ting, det sker først i handlingen, altså i det Abraham faktisk er trådt ud i tro. Det er der, billedet på Jesus bliver synligt. Men for eksempel i vers seks, der ser vi, at Isak bliver et billede på Jesus, fordi der står, at Isak han bærer selv offerbrændet op ad bjerget. Jesus bar selv korset op ad bjerget.
I vers syv til otte der står der, eller der profeterer Abraham om lammet, som Gud selv vil sørge for. Det er der, hvor Isak spørger, jamen far, vi har brændet, men vi har ikke lammet. Og så siger Abraham, jamen det vil Gud selv sørge for. Og læg mærke til, at her der siger han lam. Gud vil selv sørge for lammet. Og Gud sørger også for offerdyret. Da Isak han er ved at blive, skal til at blive dræbt ligesom ofret, så siger Gud nej, og så sender han en væder.
Og det som er interessant med den her væder, det er at dens horn eller dens hoved er viklet ind i et krat, som jo et eller andet sted bliver et billede på Jesu hoved, der var viklet ind i torne. Og det som også er interessant, det er hvorfor er det en væder, som Gud sender, når Abraham har stået og snakket om et lam. Men det er fordi det er dobbelt profeti. Gud han sørger for væderen, som er til det her offer. Men det er også et profeti om det der sker engang, om at Gud faktisk vil sørge for lammet. Det perfekte offerlam, som er Jesus.
Og så udover det, så ligger der bare en meget dybere tro forankret i Abraham, fordi han har fået det her løfte om hans, altså at hans folk skal blive talrigt. Men det opfyldes kun, hvis det er gennem Isak, fordi det var det, som han havde fået et løfte om, at gennem Isak skulle hans folk blive talrigt. Det betyder, at hvis han går op og ofrer Isak, så har han jo et problem, fordi så stemmer Guds ord jo ikke, hvis Isak skal dø.
Men det som er lidt interessant, det er i Hebræerne 11 vers 19, sådan det rigtig gode troskapitel, der står der: Abraham regnede nemlig med, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, hvis det skulle være. Han fik ham jo også tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde. Og der står også et andet sted i Hebræerne 11, at i tro var Abraham villig til at ofre. Så en større sikkerhed til det usynlige end til det synlige ofrede han. Eller var han villig til at ofre?
Og her var det jo et andet billede på Jesus i tilbedelsen. Det her med at Isak kom tilbage i livet, ligesom som skulle være et billede på Jesu opstandelse. Og det synes jeg bare er mega interessant, fordi nu har jeg nævnt så mange billeder på Jesus gennem en handling, som var en lydighedshandling eller egentlig en tilbedelseshandling, som der står, vi skal op og tilbede Herren. Så igennem Abrahams tilbedelse, så peger det på Jesus, og vi kan se Jesus gennem tilbedelsen. Og det synes jeg er ret interessant.
Jeg tror bare lige, sådan for at understrege det, som jeg har sagt så mange gange nu, er at tilbedelse ikke kun er verbalt med dine ord, men den attitude og den lydighed, når Gud kalder, det er et liv i tilbedelse.
Så tror jeg, for at slutte det her af, så tror jeg, jeg vil stille dig to spørgsmål eller sådan noget. Er der noget i dit liv, hvor Gud har kaldt dig til at gå i lydighed eller tilbedelse, men du ikke har gjort det? Og hvad vil du stille op med det?
Og så spørgsmålet: Hvordan kan din tilbedelse pege på Jesus? Hvordan kan din tilbedelse pege på Jesus?
