Historien om Lazarus

Historien om Lazarus

Historien om Lazarus

Tre citater fra undervisningen d. 2026-06-10

Når du sender beskeden “Herre, den du elsker er syg”, så er det vigtigste ikke, hvor perfekt du beder, men at du ved, at du er den, Han elsker.

Nogle gange lader Jesus vente på sig, til alt menneskeligt håb er dødt og begravet, for at vise, at det virkelig er Ham, der gør miraklet.

Marthas mund bekender, at Jesus kan alt, men hendes tanker parkerer ham ude i “den yderste dag”; sådan kan vi også tro langt væk fra vores hverdag.

Kort beskrivelse af undervisningen

Undervisningen gennemgår historien om Lazarus i Johannesevangeliet kapitel 11 vers for vers og viser, hvordan Jesus møder skuffelse, sorg, tvivl og hån med både medfølelse og myndighed. Der lægges vægt på, at Jesus bevidst venter, til Lazarus har ligget fire dage i graven, for at vise Guds herlighed og afsløre, om der er tillid til, at Han virkelig er opstandelsen og livet midt i en håbløs situation. Der opfordres til at spejle sig i Martha og Maria, som både tror og bebrejder, og til at lade Jesus kalde én ved navn ud af “gravområder” i livet, hvor man har opgivet håbet. Samtidig understreges det, at menigheden har en vigtig rolle i at “løsne” dem, Jesus sætter fri, så fortidens bånd ikke bliver ved med at styre fremtiden.

Se undervisningen her...

Se undervisningen direkte på YouTube her: https://youtu.be/bp2CQ0v-7es

NB!! Se bibelversene, som blev brugt, samt en transskribering af hele undervisningen, i bunden af siden!

Vi er afhængige af DIG!!

For at kunne lægge undervisning osv. ud er vi økonomisk afhængig af hjælp!

Da LytTilJesus.dk ikke er en organisation, er gaver ikke fradragsberettigede i sig selv — men du kan støtte gennem “Rescue Team”, som har indsamlingstilladelse og er indberettet til Skat:

Klik her og støt vores arbejde

Kom og vær med til et af vores møder

  • Undervisning / forkyndelse af: Mona Kronborg Sørensen
  • Undervisning / forkyndelse af: Kim Quistgaard Nielsen

Fra frygt til frihed

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Mona
Undervisning / forkyndelse af:
Mona Kronborg Sørensen

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Denne aften har vi ingen undervisning, men vi har lovsang, nadver og vidnesbyrd hele aftenen.

Vi slutter vi af med en kop kaffe eller te.

Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

SøndagsCafé

Et arrangement for hele familien

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Klovborg

Sidste søndag i måneden · for hele familien

Sidste søndag i måneden samles vores lille hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Det er for hele familien — der sker noget for både børn og voksne

I husmenigheden på Stenslyngen ønsker vi enhed omkring Jesus Kristus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Jesus Kristus og Guds ord, Bibelen, er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

Husmenigheden mødes privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen på deres ejendom, Stenslyngen. Alle er velkomne — bare kom som du er.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag · lovsang, bøn og undervisning

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Lovsang · bøn · vidnesbyrd · undervisning · kaffe

Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.

Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.

Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

Husmenigheden mødes hos Birte & Andreas Slot-Henriksen på deres ejendom, Stenslyngen. Alle er velkomne — bare kom som du er.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag · lovsang, bøn og undervisning

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Lovsang · bøn · vidnesbyrd · undervisning · kaffe

Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.

Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.

Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

Husmenigheden mødes hos Birte & Andreas Slot-Henriksen på deres ejendom, Stenslyngen. Alle er velkomne — bare kom som du er.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Fællesskab med undervisning

Besøg fra USA

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Kim Quistgaard Nielsen
Undervisning / forkyndelse af:
Kim Quistgaard Nielsen

Hver onsdag · lovsang, bøn og undervisning

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Lovsang · bøn · vidnesbyrd · undervisning · kaffe

Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.

Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.

Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

Husmenigheden mødes hos Birte & Andreas Slot-Henriksen på deres ejendom, Stenslyngen. Alle er velkomne — bare kom som du er.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Denne undervisning er kategoriseret indenfor nedenstående emner:
– klik på dem for at se mere relevant undervisning

Vidste du, at du kan høre den nyeste undervisning som podcast på bla. Spotify og AppleMusic?

Klik dig ind og lyt her: https://li.sten.to/lyttiljesus

  • Skriftsteder fra undervisningen om 'Historien om Lazarus'

Johannesevangeliet 11.1–12.11, Danish CLV
1 Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. 2 Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. 3 Søstrene sendte nu den besked til Jesus: »Herre, den, du elsker, er syg.« 4 Da Jesus hørte det, sagde han: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.«

5 Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. 6 Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; 7 først derefter sagde han til disciplene: »Lad os tage tilbage til Judæa.« 8 Disciplene sagde til ham: »Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?« 9 Jesus svarede: »Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. 10 Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.«

11 Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: »Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.« 12 Disciplene sagde til ham: »Herre, hvis han sover, kommer han sig.« 13 Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. 14 Da sagde Jesus ligeud til dem: »Lazarus er død. 15 Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.« 16 Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: »Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.«

17 Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. 18 Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, 19 og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. 20 Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. 21 Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. 22 Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« 23 Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« 24 Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« 25 Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. 26 Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« 27 Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

28 Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« 29 Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. 30 Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. 31 Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

32 Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« 33 Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør 34 og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. 35 Jesus brast i gråd. 36 Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« 37 Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«

38 Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. 39 Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« 40 Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« 41 Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. 42 Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« 43 Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« 44 Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«

45 Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. 46 Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort.

47 Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da Rådet sammen og sagde: »Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. 48 Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.« 49 Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: »I forstår ikke noget som helst. 50 I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.« 51 Det sagde han ikke af sig selv; men som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket; 52 og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét. 53 Fra den dag af var de besluttet på at slå ham ihjel.

54 Derfor færdedes Jesus ikke længere offentligt blandt jøderne, men gik ud på landet, nær ørkenen, til en by ved navn Efraim; dér blev han sammen med disciplene.

55 Jødernes påske nærmede sig, og mange ude fra landet drog op til Jerusalem før påsken for at rense sig. 56 De ledte efter Jesus og sagde til hinanden, mens de stod på tempelpladsen: »Hvad mener I? Mon han ikke kommer til festen?« 57 Men ypperstepræsterne og farisæerne havde givet ordre til, at hvis nogen fik at vide, hvor Jesus var, skulle man melde det, så de kunne gribe ham.

Kapt. 12
1 Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. 2 Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

3 Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. 4 Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: 5 »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« 6 Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. 7 Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. 8 De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«

9 Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. 10 Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, 11 for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

 

Johannesevangeliet 6.35 (Danish CLV)
35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Johannesevangeliet 6.48–51 (Danish CLV)
48 Jeg er livets brød. 49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. 50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. 51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«


Lukasevangeliet 4.18–19 (Danish CLV)

18 Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger (Døden fangede Lazarus)
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
19 for at udråbe et nådeår fra Herren.

Matthæusevangeliet 16.21–23, Danish CLV
21 Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. 22 Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« 23 Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: » Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

Johannesevangeliet 8.12, Danish CLV
Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«

NB! Nedenstående referat er en automatisk AI genereret tekst fra selve undervisningen. Der kan derfor forekomme fejl i større eller mindre grad!!
Se i stedet hele undervisningen på YouTube!!

  • Referat af undervisningen om 'Historien om Lazarus'

Undervisningen tager udgangspunkt i historien om Lazarus i Johannesevangeliet kapitel 11 som et dybt og meget praktisk billede på, hvem Jesus er, hvordan Han møder menneskers sorg, tvivl og skuffelse, og hvordan Han kalder liv frem, hvor alt håb menneskeligt set er dødt og begravet. Vi følger hele fortællingen vers for vers og ser, hvordan en tilsyneladende “klassisk mirakelhistorie” rummer langt flere lag om identitet, tillid, disciplin, fællesskab og discipelskab, end man lige ser ved første blik. “Underviserens navn her” forklarer her om, hvordan både Lazarus, Martha, Maria, disciplene, jøderne omkring dem og de religiøse ledere spejler noget af det, vi selv kæmper med i dag, når vi står i ventetid, kriser, fortvivlelse og kamp for at tro, at Jesus virkelig er opstandelsen og livet – midt i vores helt almindelige hverdagsliv.

Først læses selve teksten: “Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: ‘Herre, den, som du elsker, er syg’” (Joh 11,1-3). Allerede her lægges der vægt på, at Lazarus’ identitet ikke først og fremmest beskrives ved alt, hvad han har gjort, men ved den kærlighed, Jesus har til ham: “den, som du elsker”. Det bliver en nøgle til hele undervisningen: Når vi kommer til Jesus med vores nød, er det som dem, Han elsker – ikke som nogen, der først skal bevise noget eller forklare alt i detaljer. Der peges også på navnet Betania, “de fattiges hus”, og at Jesus igen og igen viser, at Han er kommet netop til de fattige, de bundne og de fortvivlede for at sætte dem fri.

Så kommer det, der menneskeligt set virker helt ulogisk: Jesus elsker Martha, Maria og Lazarus, men da Han hører, at Lazarus er syg, bliver Han bevidst, hvor Han er, i to dage mere, før Han tager afsted. I undervisningen stilles der skarpt på det paradoks: Hvis man virkelig elsker nogen og ved, at man kan hjælpe, ville man så ikke løbe afsted med det samme? Der tales ærligt om den skuffelse, Martha og Maria må have oplevet, da Lazarus først dør, så bliver begravet, og endda når at ligge i graven i fire dage, mens Jesus stadig ikke er dukket op. Det sættes i forbindelse med vores egne oplevelser af, at vi har sendt budskabet afsted: “Herre, den du elsker, er syg”, “Herre, du ser mit problem”, og alligevel virker det, som om Jesus lader vente på sig. I stedet for blot at forklare det væk, får man lov at mærke deres skuffelse og bebrejdelse – og samtidig se, at Jesus hele tiden har et større perspektiv: sygdommen skal tjene til Guds herlighed.

Disciplene kommer hurtigt til at repræsentere den menneskelige logik og selvbevarelsesdrift. De minder Jesus om, at jøderne lige har villet stene Ham, og forstår ikke, hvorfor i alverden Han vil tilbage til Judæa. Jesus svarer med ordene om, at dagen har tolv timer, og at den, der vandrer om dagen, ikke snubler, fordi han ser denne verdens lys. Undervisningen kobler det til Jesus’ ord senere: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” (Joh 8,12) og peger på, at Jesu fokus ikke er at sikre sig selv først, men at gøre Faderens vilje, mens der stadig er tid. Der opmuntres til at se, at når vi går med Jesus, går vi i lyset, og så er det ikke frygt og risiko, der skal styre vores valg, men lydighed mod Hans kald – også selv om omgivelserne siger “lad dog være, det er for farligt eller for dumt”.

Midt i det hele kommer den ærlige og jordnære misforståelse: Jesus taler om, at “vor ven Lazarus sover”, og disciplene tænker straks på almindelig søvn, hvor man jo netop kommer sig. Her viser Jesus, hvor tålmodig Han er, når Han må sige det lige ud: “Lazarus er død”, og at Han faktisk er glad for, at Han ikke var der, “for at I må komme til tro”. Undervisningen bruger det til at vise, at selv de nærmeste disciple ofte slet ikke forstår, hvad Jesus gør, før bagefter – og det giver håb til os, når vi heller ikke forstår Guds timing og må nøjes med en enkelt klar sætning midt i alt det, der ikke giver mening: “Lazarus er død … men lad os gå hen til ham.” Der peges også på Thomas’ kommentar: “Lad os gå med, så vi også kan dø sammen med ham.” Det tolkes både som en blanding af misforståelse, mod og en ret vild beslutning: Når Jesus går, så går vi – også hvis det ser ud til at koste livet. Den beslutsomhed løftes frem som et forbillede i discipelskab, selv om Thomas senere bliver kendt for at tvivle på opstandelsen.

Da Jesus endelig kommer til Betania, er sorgen tyk. Lazarus har været død i fire dage, og mange jøder er kommet for at trøste Martha og Maria. I undervisningen bides der mærke i forskellen på de to søstres reaktion: Martha går Jesus i møde, mens Maria bliver siddende inde i huset. Der sættes ord på, hvordan Maria sandsynligvis er så såret og skuffet, at hun ikke engang orker at gå ud til Ham, der kunne have forhindret alt det her. Martha derimod går Jesus i møde med både tro og bebrejdelse i samme sætning: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Det beskrives som en blanding af ærlig smerte og en tro, der både vil og ikke kan på samme tid. Vi kender det, når vi siger de rigtige ting om Guds almagt, men indeni tænker “det er for sent”.

Jesus svarer Martha med en simpel og klar erklæring: “Din bror skal opstå.” Hun hører det i et rent teologisk spor og svarer med læren om opstandelsen på den yderste dag: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Her udvider Jesus perspektivet og siger de ord, som er helt centrale i undervisningen: “Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” (Joh 11,25-26). Der leges lidt med, hvordan Martha svarer “udenom”, ved at bekende, at Hun tror, Han er Kristus, Guds søn, men ikke direkte svarer på spørgsmålet. Det bruges til at spejle vores egen evne til at svare med smukke bekender, når Jesus egentlig spørger, om vi tror, at Han her og nu er opstandelsen ind i vores konkrete, stinkende grav-situation.

Da Maria endelig går ud til Jesus, falder hun ned for Hans fødder – et udtryk for ærefrygt, tilbedelse og erkendelse af, hvem Han er – men ordene, der kommer ud af hendes mund, er præcis den samme bebrejdelse som Marthas: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Undervisningen viser den dobbelthed, vi ofte har: Vi bøjer os for Jesus som Herre, græder ved Hans fødder, men samtidig vrider vi os i skuffelse og forstår ikke Hans timing. Jesus møder deres tårer med en stærk følelsesmæssig reaktion: Han bliver “stærkt opbragt” og brister i gråd. Der forklares, at det græske ord rummer både dyb bevægelse og en form for indre vrede eller harme. På den ene side ser Han deres sorg og græder med dem som fuldt menneske, der elsker sin ven og deres familie; på den anden side gør det ondt på Ham at se den manglende tillid og den hån, der også ligger i kommentarer som: “Kunne han, som åbnede de blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”

Da Jesus befaler, at stenen skal rulles væk, kommer Marthas menneskelige praksis-tanke igen: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Der undervises om, at graven på det tidspunkt var et rituel urent sted, at kontakten med døde krævede renselse efter loven, og at jøderne havde en forestilling om, at sjælen “blev omkring kroppen” i tre dage, men var definitivt væk derefter. Så Jesus vælger i praksis et tidspunkt, hvor ingen kan mistænke fejldiagnose eller “nærdødsoplevelse”; der er ingen vej tilbage, intet håb tilbage – det gør selve miraklet markant stærkere. Samtidig konfronterer Han Martha direkte: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Og her handler hun faktisk på troen: Stenen rulles væk, på trods af stanken, på trods af risikoen for social forlegenhed og religiøs kritik. Det gøres klart, at tro i praksis ofte handler om at gøre noget konkret og synligt, der kan blive dybt pinligt, hvis Gud ikke griber ind.

Derpå ser Jesus op mod Himlen og takker Faderen, fordi Han ved, at Faderen altid hører Ham. Det fremhæves, at Jesus med vilje beder højt “for folkeskarens skyld” – for at de skal høre, at Han ikke gør det på egen hånd, men som den, Faderen har sendt. Fokus flyttes fra selve miraklet til forholdet mellem Faderen og Sønnen: Jesus gør alt i Faderens vilje og giver al ære til Ham. Det bruges også til at opmuntre lytteren til at stole på, at når Jesus beder for os, beder Han som én, der ved, at Faderen altid hører, og Hans ord har vægt og autoritet over enhver dødssituation, vi står i.

Så kommer øjeblikket, hvor alt stiller skarpt: Jesus råber med høj røst: “Lazarus, kom herud!” I undervisningen beskrives det nærmest filmisk: Stanken, der vælter ud, gråden, råbene, nogle, der hvisker han er skør, andre der står i spændt tavshed og næsten holder vejret. Jesu ord siges at “skære igennem” folkemængden og ind i graven, og det påpeges, at når Jesus kalder, er død, mørke og åndelige magter nødt til at slippe; de har ingen ret, når Han taler. Lazarus kommer ud, stadig viklet i lindedugen, med klæde over ansigtet, og der lægges vægt på Jesu ord: “Løs ham og lad ham gå.”

Netop den sætning udfoldes som et stærkt billede på discipelskab og menighedens opgave. Jesus rejser Lazarus fra de døde – det kan ingen andre – men Han vælger ikke selv at vikle strimlerne af ham. Det overlader Han til dem, der står omkring. Der tales om, hvordan mennesker, der bliver sat fri, ofte stadig er bundet af gamle bånd, tankemønstre, relationer og ord, som andre har talt over dem. Nogle er kropsligt helbredte, men lever stadig i omgivelser, der taler sygdom og nederlag ind over dem. Her kalder Jesus sine disciple til at “løsne” hinanden – hjælpe hinanden ud af gamle bånd, pege på den nye identitet, bede, undervise, støtte, gå sammen og ikke bare lade hinanden stå viklet ind i fortidens “ligklæder”. Lazarus bliver et billede på hver eneste troende, der kaldes ud af graven med ny identitet: fra “den, der er syg eller død” til “ham, der var død, men nu er levende”.

Undervisningen fortsætter ind i kapitel 12, hvor vi ser, hvad der sker efter miraklet: Der holdes festmåltid, Lazarus sidder til bords med Jesus, Martha serverer, og Maria salver Jesus’ fødder med kostbar nardusolie og tørrer med sit hår. Det påpeges, hvor stærkt det er, at netop den Maria, der før var så skuffet, nu er den, der i dyb kærlighed og tilbedelse giver det mest dyrebare hun har til Ham, der faktisk lod hendes bror dø – for så at oprejse ham. Samtidig får vi at vide, at ypperstepræsterne nu også vil slå Lazarus ihjel, fordi mange jøder går til tro på Jesus på grund af ham. Det tegner et skarpt billede: Når Jesus virkelig griber ind i et menneskes liv, så det bliver et levende vidnesbyrd, vækker det både tro og voldsom modstand. Der tales om, at det kan koste noget at lade Jesus komme helt tæt på og forvandle ens liv – der kan være relationer, der vender sig imod én, eller modstand, der rejser sig, netop fordi man er blevet et synligt bevis på Guds kraft.

Til sidst bindes det hele sammen med en stærk opfordring. Lazarus’ historie bliver ikke bare en gammel beretning om en mand, der engang var død og blev levende. Den bliver et spejl for os: Hvor har vi områder i livet, der er “lagt i graven” – drømme, kald, relationer, tro, som vi har pakket ind og rullet en sten for, fordi vi tænker, at nu er det for sent, nu lugter det for meget, nu er alt håb dødt? Undervisningen opfordrer til at lytte efter Jesus’ stemme, der kalder os ved navn ud af graven, og til at tage imod det fællesskab, der vil hjælpe med at få “lindedugen” af – gennem dåb, forbøn, undervisning, fællesskab, tilgivelse og praktisk hjælp. Der opfordres til at lade være med at give op, selv når bønsvar lader vente på sig, men i stedet holde fast i, hvad Gud har sagt, og tro med hele sig – ikke kun med hovedet, men med hjerte, sjæl og krop – på, at Jesus ikke kommer for sent, selv om alt menneskeligt ser håbløst ud. Der sluttes af med at pege på, at det største mirakel ikke bare er, at Lazarus kom ud af graven en dag, men at Jesus selv gik i døden, så vi kan stå op til et helt nyt liv sammen med Ham – nu og i evigheden.

Citat fra undervisningen: Når Jesus kalder dig ud af graven, så må død, mørke og alle bånd slippe, for Hans ord går igennem stenen, ind i det døde og skaber liv, hvor du troede, alt var slut.

Relevante søgeord: Lazarus opstandelse – historien om Lazarus – Jesus opstandelsen og livet – skuffelse og tro – Martha og Maria – sten rullet væk – løs ham og lad ham gå – ny identitet i Kristus – håb når alt er dødt – Guds timing – bønhørelse og ventetid – discipelskab og fællesskab – liv efter død – hverdagsmirakler – Jesus kalder ved navn

ReadTranscription

Klik her for at læse hele transkribtionen af ‘Historien om Lazarus’.

Søg efter undervisning her...

Relateret undervisning

Læs hele indholdet af undervisningen 'Historien om Lazarus'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

Historien om Lazarus.

Jeg vil simpelthen starte med at læse den.

Fordi det siger mere end ord.

Eller det er sådan set ord, men Guds ord.

Og øhm det kan godt være den er lang, men øhm det gør ikke noget.

Fordi det er god læsning.

Det står i Johannesevangeliet kapitel 11 fra vers 1 og fremefter.

Der var en mand, som lå syg. Han hed Lazarus og var fra Betania. Den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede.

Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår. Og det var hendes bror Lazarus, der var syg.

Søstrene sendte nu den besked til Jesus.

Herre, den som du elsker er syg.

Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage der, hvor han var.

Først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.”

Disciplene sagde til ham: “Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og du vil derhen igen?”

Jesus svarede: “Har dagen ikke 12 timer?

Den der vandrer om dagen snubler ikke, for han ser denne verdens lys.

Den der vandrer om natten snubler, for lyset er ikke i ham.”

Sådan sagde han.

Og derefter siger han til dem: “Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.”

Disciplene sagde til ham: “Herre, hvis han sover, kommer han sig.”

Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn.

Der sagde Jesus lige ud til dem: “Lazarus er død.

Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke bad der, for at I må komme til tro.

Men lad os gå hen til ham.

Thomas også kaldet Didymos sagde da til sine meddisciple lad os gå med, så vi også kan dø sammen med ham.

Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven.

Betania lå i nærheden af Jerusalem 15 stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror.

Da nu Martha hørte, Jesus var på vej gik hun ud for at møde ham.

Men Maria blev siddende inde i huset.

Martha sagde til Jesus Herre, havde du været her, var min bror ikke død.

Men selv nu ved jeg, at hvad du beder om, vil Gud give dig.

Jesus sagde til hende: Din bror skal opstå.

Martha sagde til ham: Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.

Jesus sagde til hende Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

Tror du det?

Hun svarede Ja, Herre.

Jeg tror, at du er Kristus, Guds søn.

Ham, som kommer til verden.

Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder på dig.

Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham.

Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig der, hvor Martha havde mødt ham.

Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud.

De fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde der.

Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham faldt hun ned for hans fødder og sagde: Herre, havde du været her, var min bror ikke død.

Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør. Og han sagde: “Hvor har I lagt ham?”

“Herre, kom og se”, svarede de.

Jesus brast i gråd.

Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.”

Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede de blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”

Da blev Jesus atter stærkt opbragt. Han går atter hen til graven.

Det var en klippehule.

Og en sten var stillet for den.

Jesus sagde: “Tag stenen væk.”

Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede.

Han ligger der jo på fjerde dag.”

Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”

Så tog de stenen væk.

Jesus så op mod himlen og sagde: “Far, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.

Selv vidste jeg, at du altid hører mig.

Men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde, for at de skal tro, at du har udsendt mig.”

Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud.”

Og den døde kom ud med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet om ansigtet.

Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.”

Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og havde set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro.

Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort.

Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da rådet sammen og sagde: “Hvad gør vi?

Den mand gør mange tegn.

Hvis vi lader ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne kommer og tager både vort tempel og vort folk.”

Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst derover, sagde til dem: “I forstår ikke noget som helst.

I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.

Det sagde han ikke af sig selv, men som ypperstepræst derover profeterede han, at Jesus skulle dø for folket.

Og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til et.

Fra den dag af var det besluttet på at slå ham ihjel.

Nu vil jeg ikke læse videre lige nu, men øhm i bund og grund så skulle vi faktisk videre til kapitel 12 og så videre, men nu starter vi her.

>> [rømmer sig] >> Og øhm I kommer simpelthen med på et fantastisk bibelstudie nu. Vi starter simpelthen fra starten, og så går vi simpelthen igennem den her. Yes.

Øh fordi der er faktisk rigtig rigtig mange dybder i den her historie. Når man hører den, så kan man tænke: “Okay, der er en mand der er syg.” Øh Jesus bliver kaldt på. Jesus kommer hen. Han vækker ham til live. Hvor er det fantastisk, Gud han er stor. Wow. Og det er også rigtigt, og det er sådan set også essensen af historien. Men der ligger mange flere skjulte skatte i den her, når man begynder stille og roligt at åbne den op.

For det første så er det lidt interessant, tænker jeg, at navnet Lazarus, det betyder faktisk Gud har hjulpet eller Gud hjælper.

Og det er jo indbegrebet af, hvad der sker i det her. Det er, at Gud kommer til undsætning. Gud han er trofast.

Og der, hvor alt håb er slukket, der står Gud der.

Se, i vers et der står der, der var en mand som blev syg. Han hed Lazarus og han var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede.

Og øh det der er meget interessant, det er, at hvis man kigger lidt på, det der slog mig, det var, at I kender Betlehem.

Betlehem, det starter med Bet.

Og jeg ved, at Bet, det betyder hus. Og Lehem, det betyder brød. Så det betyder hus eller brødets hus.

Så Bet-ania, hvad betyder det?

Det betyder faktisk hus af de fattige.

Og så tænker jeg det er godt nok interessant, fordi hele historien starter med at Jesus kommer til huset af de fattige.

Jesus er kaldet.

Jesus han siger selv i Johannesevangeliet 6, 35: “Jesus sagde til dem: Jeg er livets brød.” Prøv lige, han er født i Betlehem.

Brødets hus.

“Jeg er livets brød. Den der kommer til mig skal ikke sulte og den der tror på mig skal aldrig tørste.”

Og så siger han lidt senere i Lukas 4: “Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige.

For at udråbe frigivelse for fanger.”

Hvem var fanget?

Lazarus var fanget af døden.

“Og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Så vi ved allerede her helt fra starten, at Jesus han er kommet til den her by, fordi han skal sætte fanger i frihed.

Han kom til de fattige, som den han var.

Og det der så er, uh, jeg elsker det her. Når vi går et skridt videre til vers 2, så står der: “Det var Maria, som salvede Herren med med sit hår. Det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: Herre, den du elsker er syg.”

Prøv lige, seriøst.

Hvis der kommer et menneske til, de har jo sendt et eller andet bud til Jesus.

Vil du ikke godt hente ham? Vil du ikke godt sørge for han kommer?

Jesus har absolut overhovedet ikke nødvendigvis kendt den person, som er kommet for at hente ham. Og så står der et eller andet vildt fremmed og siger: “Hey, Jesus, den du elsker er syg.

What?

Når vi kommer til Jesus, så er vi dem han elsker.

Og vi behøver ikke at sætte navn på. Vi behøver ikke at gøre det mere kompliceret. Vi kan bare komme til ham, fordi vi ved, at vi er i hans hånd. Vi ved, at han elsker os.

Jeg synes, det er så fantastisk, de kommer her. De kommer ikke med den her lange forklaring. Prøv lige at høre.

Lazarus, han har været syg, og det er faktisk noget skidt, og vi kunne godt tænke os, hvis du kom, og det kunne være dejligt, men fakta er, der bliver sagt: Herre, den du elsker er syg. Punktum.

Og Jesus svar er: Da han hørte det, sagde han: Den sygdom er ikke til døden, men tjener Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.

Så står der noget ret interessant. Der står: Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus.

Så vi ved, at han elsker dem, og det er jo enormt interessant, at det står i Bibelen, fordi vi læser faktisk ikke nogen som helst andre steder om Lazarus.

Der står ingenting om ham.

Intet.

Men der står, at Jesus elsker ham, og at han elsker de sådan trekløver af søskende, Martha, Maria og Lazarus.

Til trods for, at Jesus, han elsker Lazarus, så kommer det totalt paradoksale oveni, fordi hvis der er nogen, man elsker, og man hører, der er syg, og ved, jeg kan gøre noget, ville man så ikke ile afsted og skynde sig derhen?

Men der står i vers seks: Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage, hvor han var.

Lad os tage tilbage til Judæa.

Så de beder om hjælp, og Jesus siger: Ja, ja, men den sygdom fører ikke til døden, ingen problem. Og så fortsætter han sandelig med alt, hvad han har gang i, at prædike Guds rige og helbrede de syge.

Og jeg tror faktisk, at det der sker derhjemme, det er Martha og Maria, de venter på, at deres herre kommer.

De venter på.

Og de har tryllet, og de har bedt.

Og han er syg.

Og til sidst så slår sygdommen ham ihjel.

Og ikke nok med, at han ligger på dødslejet, men han når at blive begravet.

Han når at blive rullet ind i klippehulen. Han når at få stenen lukket for, og i fire dage ligger han og stinker.

Den skuffelse Martha og Maria har haft, den har været stor, fordi de havde forventet noget andet.

Men fakta er, at Lazarus er død, og Jesus ikke er der.

Nu er han så på vej.

Og disciplenes svar, da de skal tilbage, det er: Disciplene sagde til ham: Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du gå derhen igen?

Jeg ved ikke om I kan huske historien, da Peter han får en rigtig, rigtig god idé og siger til Jesus: Jesus, du skal da ikke tage til Jerusalem, for de har jo lige forsøgt at slå dig ihjel. Du skal da ikke tage dig ind og blive korsfæstet. Lad dog være.

Og hvad siger Jesus?

Vig bag mig, Satan.

Her kommer den her menneskelige tanke.

Det kan godt være du skal redde ham, men du skal da redde dig selv først.

Du skal da ikke tage dig ind.

Lad dog være. Bliv dog her.

Jesus er genial.

Har dagen ikke 12 timer? Den der vandrer om dagen snubler ikke. For han ser denne verdens lys.

Men den der vandrer om natten snubler.

For lyset er ikke i ham.

Og der er Jesus helt klokkeklar.

I Johannesevangeliet der står der generelt rigtig, rigtig meget om lyset, men i kapitel 8, vers 12 der står der: “Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den der følger mig skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Så det vil sige, han er den der lyser vejen op. Han er den der lyser for disciplene. Han er den der lyser hvor end du går sammen med ham.

Og når vi går sammen med ham, så ved vi også at dagen har 12 timer.

Og hvorfor siger Jesus det her? Fordi han ønsker at vi arbejder for Guds rige.

Han ønsker ikke at vi bare sætter os ned og er nogle dovne hunde der ikke gider at lave en dyt for ham. Han ønsker faktisk ikke som et slaveår, men han ønsker at vi gør det fordi vi elsker ham. Han ønsker vi gør det fordi vi ikke kan lade være.

Han ønsker at vi virkelig gør noget for hans rige.

Fordi hvad sker der når vi gør noget for ham?

Så vi sammen med ham.

Og jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har det altså sådan at jeg er ikke god til de der sammenkomster, hvor man skal sidde i rigtig, rigtig mange timer og snakke sammen over for hinanden.

Jeg vil meget, meget hellere lave noget sammen.

Jeg vil meget hellere gå en tur sammen eller whatever, lave noget sjovt sammen, Et eller andet, som ikke bare er at sidde på en stol.

Fordi man kommer hinanden meget mere ved.

Og det sjove det hele er, når vi begynder at arbejde for Jesus, når vi gør noget for Jesus, så er det meget sjovere at være sammen med ham. Og han kommer til at tale på os på måder, hvor vi tænkte what?

Normalt, hvis vi bare sidder på en stol og tænker: Så nu Gud, nu beder jeg til dig, nu må du godt svare mig. Så forventer vi hans svar kommer på en måde. Men når vi begynder at arbejde for ham, når vi begynder at bruge de her 12 timer, som han taler om, så taler han igennem det arbejde, vi gør for ham. Og vi altså, jeg siger jer bare, og jeg har sagt det mange gange, de første to en halv, tre timer, jeg var på gaden, der lærte Gud mig mere, end jeg havde lært i 15 år i kirken.

Og det er vildt.

Men der begyndte Gud så under at tale til mig. Der begyndte han at udruste mig og og gøre ved.

Så det er ikke klart, Jesus siger: Det her det handler ikke om mig. Jeg er det lys, som skal gå foran. Jeg skal ud til min ven, jeg skal ud til Lazarus.

Og der står i vers 11: Sådan sagde han.

Og derefter siger han til dem: Vor ven Lazarus sover.

Men jeg går hen og vækker ham.

Disciplene sagde til ham: Herre, hvis han sover, kommer han så.

Der sagde Jesus lige ud til dem: Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro.

Og jeg et eller andet sted, jeg elsker disciplenes altså, nogle gange så tænker jeg: Hold fast, hvor de simpelthen bare ikke forstår, [latter] når Jesus han siger noget mellem linjerne. De simpelthen øj, mand.

De er de virkelig helt basic nede på jorden.

De skal bare have det med skeer, de have det direkte.

Og det gør Jesus. Han giver det direkte.

Fordi han er god.

Men det viser også bare, at de disciple, som er udvalgt, det er ikke nogen, der er heroppe.

Men det er virkelig nogen, som Gud arbejder med for at kunne bruge inde i den tjeneste, han har.

Men det viser også det her, at for Jesus er der absolut ingenting at opvække en død. Ingenting.

Det er lidt det samme som at gå ind og ruske en, der sover. Hey, op. Jeg ved godt, det kan være svært nogle gange.

>> [latter] >> Men i hvert fald, hvis det er mig, der sover. Men det er bare at vække, vække en sovende, sådan er det for Jesus. Han bringer livet tilbage.

Og Thomas, han er meget sjov.

Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.”

Hold da op.

Altså, et eller andet sted er det jo en vild kommentar. Altså, det er det jo virkelig.

For det første, så har han den her, “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.”

Det er jo et enormt mod.

Det er jo et enormt mod. Og her, der ta- der er ikke tale om Lazarus på det her tidspunkt. Det kunne man godt tænke, men lige inden er der jo talt om, at Jesus bliver slået ihjel, hvis han går tilbage til Judæa.

Og det er der, Thomas siger, “Hey, så lad os gå med, så kan vi også bare blive slået ihjel.”

Sikke dog et mod.

Taget i betragtning af, at det senere er ham, der faktisk tvivler på, at Jesus han er opstået.

Men det er Thomas, der siger det her.

“Lad os gå med, så kan vi dø sammen med Han forstår det ikke.

Han fatter ikke, hvad det er, der sker.

Men han har den her enorme beslutsomhed.

“Lad os gå med, uanset hvad. Vi bliver igennem.

Vi går med.”

Og det er den beslutsomhed vi andre skal have. Det er den beslutsomhed vi skal have når vi går med Jesus. Jamen når Jesus har sagt gå, så går vi. Og så er det ligegyldigt hvad det så koster. Så er det ligegyldigt om du får en sten i nakken eller en spytklat i fjæset eller whatever du får. Det er ligegyldigt.

Fordi når Gud har sagt gå, så går vi.

Når Jesus har sagt følg mig, så følger vi ham.

Og det kan få alvorlige konsekvenser.

Men jeg lover dig for den dag du kommer hjem, så er du taknemmelig for alle de konsekvenser det gav at gå på Guds vej.

Også selvom det ikke var en en vej hvor du følte en forfærdelig masse.

Men en vej hvor du havde visshed på. Jeg går hvor Gud har kaldt mig.

Men.

Vers 17. Da Jesus kom, fik han at vide at Lazarus allerede havde ligget.

Fire dage i graven.

Betania lå i nærheden af Jerusalem.

15 stadier derfra. Og mange jøder var trøste dem med sorgen over deres bror.

Da nu Martha hørte at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham.

Prøv lige at høre det her.

Martha gik ud.

Men Maria blev siddende.

Har I overvejet hvorfor hun blev siddende?

Maria, hun var skuffet.

Hun var såret.

Hun havde forventet.

Hun havde slet ikke lyst til at gå der ud.

Så står der videre. Martha sagde til Jesus.

Herre.

Havde du ikke været her, var min bror Her kommer bebrejdelsen.

Helt ærligt Jesus.

Nu må du simpelthen tage dig sammen.

Hun er så skuffet. Hun er så ked af det.

Hun kan slet ikke se sig ud af det her.

For hun har set så mange mirakler. Og hun har set Jesus har helbredt de syge.

Og nu er hendes bror død.

Og så står han der. Hun skal se ham i øjnene.

Og så tillader han så at komme så meget for sent.

Men det vilde ved det hele det er, at hendes kommentar bagefter det er, “Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.”

Det er jo en helt enorm tillid, hun har til Jesus.

Men det sjove ved det hele det er, at hvis vi læser videre, så finder vi ret hurtigt ud af, hvordan den her tillid, den faktisk er ret hul.

Hvordan hun siger det, fordi hun virkelig gerne vil det, fordi det er det, hun ønsker.

Hun vil virkelig gerne.

Men Jesus svarer Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.”

Altså, det kan det kan ikke siges tydeligere.

Altså, det er sådan så er det ligesom sagt.

Hvad er hendes svar? Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.”

Pludselig så kører hun derover i jøde visheden, hvor man også tror på opstandelsen på den yderste dag.

[rømmer sig] Det er den, hun taler om.

Hun har lige sagt det inde, “Jeg ved, at hvad du beder om, det vil Gud give dig.”

I håbet om, “Bed nu om det, jeg vil have min bror tilbage.” Så står Jesus og siger: “Ja, ja, han skal nok opstå.” Ja, right.

Jeg tror, det skal nok ske på den Det er fuldstændig modstridende.

Og hun er helt Hun er helt fra den.

Og men et eller andet sted forstår man det jo godt.

Men Jesus svarer Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet.

Den der tror på mig skal leve, om han end dør. Og enhver som lever og tror på mig skal aldrig i evighed dø.”

Tror du på det?

Har du nogensinde overvejet hvad hendes svar der?

Altså hun skulle være blevet politiker.

Hun taler fuldstændig udenom.

Fuldstændig.

Hun siger: “Ja, Herre. Jeg tror at du er Kristus, Guds søn, ham som kom til verden.” Det var ikke det Jesus spurgte om.

Det var overhovedet ikke det han spurgte Men hun kan ikke forholde sig til det.

Hun kan ikke forholde sig til at snakke om opstandelse og Så hun svarer ud fra det hun kan.

Men hendes ånd herinde ved det jo godt.

Alt det inde råber: “Han er din frelser.

Det er ham der kan gøre det.”

Der var en grund til det var hende der gik derud til graven.

Imens Maria sidder derhjemme og surmuler, fordi hun er skuffet, hun er frustreret, hun er ked af det.

og sagde: “Mesteren er her og kalder på dig.”

Nu har hun ingen mulighed for at undvige længere, fordi nu er hun blevet kaldt på.

Nu er hun nødt til at rejse sig op. Nu er hun nødt til at se ham i øjnene. Nu er hun nødt til at gå ud lige hvor han er. Og hvad siger hun?

landsbyen, men var stadig der hvor Jøderne som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så at hun hurtigt rejste sig og ville ud. De fulgte efter hende, da de mente hun skulle ud til graven for at græde der.

Da nu Maria kom ud hvor Jesus var og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde Og se det her det er igen altså Jeg ved ikke om det er fordi det er kvinder det er så paradoksalt, undskyld, men det er bare hun falder ned for Jesus fordi hun ved han er konge og herre.

Hun ved hvem han er.

Men så står der Herre havde du været her, havde min bror ikke været død.

Der kommer bebrejdelsen lige igen.

Og alligevel så ligger hun på knæ foran ham.

Kan I se den her dobbelthed? Fuldstændig dobbelthed. Hun er Åh mand, hun har mistet sin elskede bror, de var trekløver.

Hun er bare vred, hun er skuffet.

Hun havde virkelig forventet, hun havde virkelig håbet.

græde som var fulgt med blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: Hvor har I lagt ham?

Herre kom og se, svarede de.

Og Jesus brast i gråd.

Og det det er ret sjovt det her fordi ordet stærkt opbragt hvis man går ind og kigger på det græske ord så betyder det faktisk indre oprør.

Det er en blanding af sådan en indre vrede og så en øh dyb [rømmer sig] bevægelse. I kender det der med man man hører noget man bliver virkelig bevæget, man bliver sådan følelsesmæssigt bevæget. Men en enorm harme.

Så der ligger både vrede og harme og dyb bevægelse i det udtryk der bliver brugt her.

hvorfor græder Jesus egentlig? Hvorfor gør han det?

Jeg tror egentlig han græder af to årsager.

For det første så er Jesus fuldt ud menneske. Der står han har afgivet sin Guddoms skikkelse og kommet som fuldt ud menneske. Det vil sige, han har følelser ligesom du og jeg.

Han gør præcis det samme ting som du og jeg.

På nær alt hvad der hedder synd.

Men han er fuldt ud menneske.

Han griner.

Han græder.

Og der kan han se, wow, der er faktisk nogen der er ked af det.

Men samtidig, hvorfor er det han bliver så oprørt?

Han bliver så frustreret over, at de ikke har tillid til ham.

Han bliver så frustreret. De har sendt bud efter ham.

De bebrejder ham.

Hvor er jeres tillid?

Og vi må forvente, at de kender hinanden.

Fordi ellers så sender man ikke nogen der siger, ham du elsker er syg.

Så Jesus, han bliver oprørt. Både den her virkelig følelsesmæssige, han tager del i.

Men samtidig så tror jeg virkelig han er frustreret over, kom nu mennesker. Tro nu på, at jeg er opstandelsen og livet.

Tro nu på, jeg har magt over døden.

Der sagde jøderne, se, hvor han elskede ham.

Men nogle af dem sagde, kunne han som åbnede den blindes øjne ikke også have gjort så Lazarus ikke var død?

Det vil sige, allerede her har vi igen masser af tvivl, masser af hån imod ham.

Han har ikke gjort noget. Han kommer bare.

Men fordi han har gjort så meget godt med andre mennesker, så bliver han hånet.

Der blev Jesus æder stærkt opbragt, og han går hen til graven.

Det var en klippehule, og en sten var stillet for den.

Jesus sagde, tag stenen væk.

Martha, den dødes søster sagde til ham, herre, han stinker, allerede han har ligget der på fjerde dag.”

Og det her, det både interessant, fordi når vi snakker om den her stank, om råddenskab og generelt om lig og død død på den her måde, så er det faktisk, ifølge Mose Det er urent.

Og der er helt klare renselsesritualer, hvis man har rørt ved en død.

Og nu befaler han, at de skal åbne graven og fjerne den her sten.

Det vil sige, pludselig bliver der åbnet en dør indtil det urene.

Hvor mange jøder jo ville have argh.

Samtidig så er det også interessant, der står her, at han har været død i fire dage.

Det er sådan, at hvis man går tilbage historisk og kigger, så jøderne, de havde en tese om, at i cirka tre dage, der var ens sjæl omkring legemet, indtil det fløj væk, han har sagt.

Så det vil sige, det der er gået fire dage, så ved de, jamen, der er ikke nogen sjæl længere, det fuldstændig umuligt, det kan ikke lade sig gøre det her.

Hvor de har det fra, det ved jeg simpelthen ikke, men et eller andet sted, gør det det jo bare enormt stærkt, at der går fire dage, fordi så selv den her interne uskrevne regel om, at sjælen er i nærheden af kroppen i omkring tre dage, også den er brudt.

Jesus sagde til hende, “Har jeg ikke sagt, at hvis du tror, skal du se Så det vil sige, nu konfronterer han faktisk med troen her.

Nu er det ikke længere, “Jeg havde forventet, jeg havde troet, helt ærligt, hvis du havde været her. Nu nu kommer Jesus direkte.

Har jeg ikke sagt til dig, skal du se Guds herlighed?

Og der handler hun. Der sker der noget.

Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: Far, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.

Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.

Så igen Jesus peger på sin far i himlen.

Jesus giver al ære til sin far i himlen.

Al ære.

Så kigger han hen mod graven.

Lazarus, kom herud.

Prøv lige at forestille jer det.

Der står mængder af mennesker, der græder, der hyler, der har de her hebraiske tilråb, når man sørger.

Mængder af larm.

Så bliver den her sten rullet fra, og stanken den ruller som en tåge ud over mennesker.

Og jeg tror, mange begynder at tænke, han er ikke rigtig klog. Han er fuldstændig skingrende skør.

Og jeg tror, der bliver stilhed.

Og når Jesus sagde: De ord, de skærer bare igennem menneskemængden, ind i graven.

Og Lazarus lytter, og hans krop adlyder, og sjælen vender tilbage.

Og jeg tænker, der er gået nogle sekunder, hvor folk står og tænker: Hvad laver han?

Det er jo det rene vanvid.”

Andre har stået forventningsfuldt.

“Hvad sker der?”

Indtil Lazarus står sat sig op og lige kommet til hægterne og kommer ud viklet med strimler af ligklæde rundt omkring sig.

Folk har været i de må have været i chok.

et klæde viklet rundt om ansigtet.

Og jeg elsker det. Jeg elsker det.

Så kan man sige: “Ja, ja, de skulle løse ham, fordi han var pakket ind i strimler og så videre.”

Der ligger så meget i det ord: “Løs ham.”

Er I klar over, hvor mange mennesker for eksempel vi beder for, som bliver helbredt, men hvor de for eksempel har en omgangskreds omkring dem, som ikke tror på lægedom og som bliver ved med at binde dem ind i sygdom?

De bånd skal løsnes.

De bånd om sygdom og død og råddenskab og elendighed skal løsnes.

Og det er interessant, det her, fordi det er ikke Jesus, der går hen og gør det.

Jesus kunne have gået hen og så kunne han have viklet det af, men han befaler faktisk menneskene, der står gå hen og løsne ham.

Det her, det er discipelskab.

Det her, det er et til lægemiddel.

Der er en, der har brug for hjælp. Gå hen og løsne ham.

Jeg har sådan For mig er det >> [fnyser] >> Det Jesus gør der Det er faktisk han giver ham en ny identitet.

Før var han kendt som Lazarus, Maria og Marthas bror.

Hvad tror I han bliver kendt for nu?

Det der, det Lazarus, det var ham der var død, men nu er levende.

Jesus giver ham en ny identitet.

Og det er det han gør ved dig.

Når du rejser dig op, når du kommer ud af graven, når du giver dit liv til Jesus, så giver han dig en ny identitet.

Han fører dig ud af graven. Han får nogle med disciple til at fjerne det linned der er omkring dig.

Han giver dig en ny identitet i at være den som var død, men som nu lever inden for Jesus Kristus.

Til at være en discipel af ham, til at være elsket af ham.

Den du elsker er syg.

Nej.

Den du elsker er opstået.

Lazarus var den Jesus elskede.

Du er den Jesus elsker.

Det er dig Jesus kalder på. Det kan godt være man tænker, jeg er jo ikke død. Jeg har ikke været syg. Jeg ligger Jesus kalder på dig.

Det der ligger inde i den hule, det jo, ved Lazarus var det død.

Men ved rigtig mange andre kan det være mange andre ting. Det er vores fortid der ligger derinde. Det er vores fortid der skal blive liggende derinde. Vi skal have det viklet af.

Hvad er det der sker, når du har været død i fire dage?

Føj hvor en stank. Du får det her viklet af. Jeg tror ikke det har lugtet særlig godt. Det første du gør det er du får et bad.

Det første du gør når du kommer til tro og kommer ud af den her fangehul her og sagt, det er du bliver døbt. Du bliver vasket ren.

Du bliver sat fri.

Du bliver udfriet.

>> Det der er så enormt interessant i det her, det er at hvis jeg tænker sådan logisk over det, og jeg ved at de her mennesker der har stået der, de er jøder, de har været med i hele begravelsesceremonien, de har set alt hvad der er sket, de har været med i det, de har stået på kloshold, de har set alt, alt.

Der kommer Lazarus ud.

Pludselig er han i live.

Og der står her: “Mange af de jøder som havde været hos Maria og set hvad Jesus havde gjort, kom til tro på ham.”

Wow.

Jeg ville jo have troet at det var alle.

“Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte hvad Jesus havde gjort.”

Det vil sige Jesus’ mirakel, at han opvækker Lazarus, det gør at han bliver stukket.

Det gør at nu får fjenden endnu en mulighed for anklage.

Og derefter sker der det at ypperstepræsten, ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da rådet sammen og sagde: “Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn.” Og så videre og så videre. Og fra den dag var de besluttet på at slå ham ihjel.

Så Jesus gav livet til Lazarus.

Han gav livet til dig.

Med [rømmer sig] det resultat at han blev slået ihjel for dig.

Det der er interessant i det her, >> [hoster] [rømmer sig] >> det læste jeg ikke før.

Men hvis vi går videre til kapitel 12, der sker der det at påsken, den er lige rundt om hjørnet.

Og øhm Der står seks dage før påske kom Jesus fra Betania, hvor Lazarus boede.

Han, som Jesus havde oprejst fra de døde.

Der holdt de et festmåltid for Jesus.

Martha sørgede for maden. Og Lazarus var en af dem, der sad til bords med ham.

Maria tog et pund ægte meget kostbar nardusolie.

Og salvede Jesus fødder og tørrede med sit hår.

Og huset fyldtes med duften fra den vellugtende olie. Og kan I huske her?

Maria var hende, der ikke havde lyst til at gå ud til Jesus.

Maria var hende, der var allerhårdest såret.

Maria var hende, der var så frustreret indeni, som både havde ærefrygten og knælede ned, men samtidig var det hende, der kiggede op og bebrejdede ham: Havde du været her, så var han ikke død.

Nu sidder hun der og salver hans fødder.

Og tørrede med ud med med sit hår.

Judas Iskariot, en af Jesu disciple, som han eller ham, som skulle forråde ham, sagde da: Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for 300 denarer og givet til de fattige?

>> Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige.

Men fordi han var en tyv.

Han var nemlig den, der stod for pengekassen.

Og han stak noget til side af det, der blev lagt i Da sagde Jesus: Lad hende være.

Så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer. Men mig har I ikke altid.

Den store skare jøder fik nu at vide, at Jesus var der.

Og de kom der ud, ikke på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde.

Så sker der noget meget interessant.

Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel.

For på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

Har I nogensinde fået det med?

At Lazarus oprejst fra de døde af Jesus Kristus.

Han sad til bords med ham og elskede ham så højt.

Men på grund af det Jesus havde gjort inde i Lazarus’ liv, der ønskede ypperstepræsterne at slå ham Om han bliver slået ihjel eller om han ikke bliver slået ihjel, det ved vi faktisk ikke noget om. Vi har ikke flere kilder omkring Lazarus.

Men vi ved, at det havde konsekvenser.

Det havde konsekvenser at lade Jesus komme helt tæt på.

Det havde konsekvenser at lade Jesus gå hele vejen fra døden til livet for Lazarus’ skyld.

Og man kunne sige, man kan da meget mere om den her historie.

>> Men for mig, der er Lazarus er ikke bare en historie om en mand, som var død, som Jesus han oprejst.

Men for mig, der er historien om Lazarus ligeså meget den her menneskelige historie med tvivl, med tro, med frustration, med ærefrygt, med hellighed, med Guds mægtige, mægtige kraft.

Det her, det er livet, det er hverdagslivet.

Det er det hverdagsliv, som vi hver især lever.

Det er ikke nødvendigvis at det er en der dør, som bliver vakt til live igen. Men det kan være alt muligt andet der sker i vores liv. Og jeg lover dig for, at når du kommer til Jesus, så har han hørt dig.

Og nogle gange kan vi synes det er ufatteligt at der skal gå så lang tid inden vi får et eller andet bønnesvar eller han kommer. Men jeg lover dig for at han kommer ikke for sent.

Heller ikke selvom du ser at tingene begynder at falde fra hinanden.

Heller ikke selvom du tænker “Wupsy, mand.

For sent. Lazarus døde.

Han har været død i en dag.

Han har været død i to dage. Føj, hvor det lugter. Nu er det godt nok alt for sent.

Han har været død i tre dage. Jesus, han kom stadigvæk ikke.

Nu er der bare intet håb.

Alt håb er ude.

Da fjerde dagen kommer det bliver morgen, så har man fuldstændig givet op.

Og det er der Gud han kalder “Lad være at give op.

Lad være at tænke med din menneskelige forstand, men tænk på hvad Gud han har sagt. Hvis Gud har sagt det sådan det er, så er det sådan det er, punktum.”

Der er liv og kraft i Guds ord.

Og når Jesus han kalder “Lazarus, kom ud.”

Så er han nødt til at adlyde.

For magter og myndigheder har absolut ingen ret til at holde fast på nogen som helst, når Jesus han kalder.

Og ved du godt at du har fået magt og autoritet, præcis ligesom Jesus har, til at kalde den døde ud af grav.

Og vi ser det ufatteligt sjældent her.

Ufatteligt sjældent. For langt de fleste der dør, de bliver pakket langt, langt væk.

Men i Afrika, der bringer man dem til kirken, til præsten som noget der aller, allerførste.

Du ser langt, langt flere dernede. Det er fordi man er frustreret, fordi man er man aner ikke hvad man skal gøre. Man har åh.

Men der ser man det faktisk, fordi man vælger ikke at ringe til bedemanden, men at gå til Gud.

Og må vi hver især have sådan at vi kommer til Gud som det første.

Og ikke blive skuffet, når vi føler, at han ikke svarer.

Ikke bliver skuffet, når vi tænker, jamen jeg har bedt simpelthen så lang tid, jeg hører I don’t care, hvor lang tid du har bedt.

Jeg ved, at bare den første bøn der ønsker Jesus at møde dig. Men det han ønsker af dig og det han faktisk indirekte revsede kvinderne for det var deres manglende Jeg har jo sagt til dig, at har du tro, så Men vi er så gode til at sige med vores mund, jamen jeg tror, jeg skal nok gå uh, det er så fint at have den her maske på, hvor vi tror på det hele. Men tror du på det, som vi tror og tror og tror, tror du på det helt nede fra din lilletå, at du ved det?

At du ved med hele hver eneste lille fiber i din krop, der ved du bare åh, min Gud, han kommer ikke for sent. Min Gud, han er bare åh, han er trofast. Jeg ved, hvad han har sagt og jeg ved, at når han har sagt, så gør han det.

Tror du det? Spiser du det? Tager du det ind?

Eller tror du det bare heroppe?

For det er ikke nok at tro det heroppe.

Du må tro det med hele dig.

Hele din ånd, hele din sjæl og hele din krop.

Og så må du tage en beslutning om at holde fast i den tro, du har.

For det der Gud får lov til at rykke.

Hvad tror I, der var sket, hvis Jesus havde sagt, jeg har jo sagt til dig, at har du tro, så Havde hun ikke haft tro, så havde hun ikke gået hen og fjernet stenen.

Og havde hun fjernet stenen, men ikke havde haft tro det havde aldrig nogensinde fungeret.

For folk havde brokket sig og revset hende hvis ikke der var sket noget.

Så hun havde fuldt overgivet sin tillid og sin tro til Jesus.

Og der kunne han rykke.

Og det gjorde han.

Amen.

Luk