Undervisningen tager udgangspunkt i historien om Lazarus i Johannesevangeliet kapitel 11 som et dybt og meget praktisk billede på, hvem Jesus er, hvordan Han møder menneskers sorg, tvivl og skuffelse, og hvordan Han kalder liv frem, hvor alt håb menneskeligt set er dødt og begravet. Vi følger hele fortællingen vers for vers og ser, hvordan en tilsyneladende “klassisk mirakelhistorie” rummer langt flere lag om identitet, tillid, disciplin, fællesskab og discipelskab, end man lige ser ved første blik. “Underviserens navn her” forklarer her om, hvordan både Lazarus, Martha, Maria, disciplene, jøderne omkring dem og de religiøse ledere spejler noget af det, vi selv kæmper med i dag, når vi står i ventetid, kriser, fortvivlelse og kamp for at tro, at Jesus virkelig er opstandelsen og livet – midt i vores helt almindelige hverdagsliv.

Først læses selve teksten: “Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: ‘Herre, den, som du elsker, er syg’” (Joh 11,1-3). Allerede her lægges der vægt på, at Lazarus’ identitet ikke først og fremmest beskrives ved alt, hvad han har gjort, men ved den kærlighed, Jesus har til ham: “den, som du elsker”. Det bliver en nøgle til hele undervisningen: Når vi kommer til Jesus med vores nød, er det som dem, Han elsker – ikke som nogen, der først skal bevise noget eller forklare alt i detaljer. Der peges også på navnet Betania, “de fattiges hus”, og at Jesus igen og igen viser, at Han er kommet netop til de fattige, de bundne og de fortvivlede for at sætte dem fri.

Så kommer det, der menneskeligt set virker helt ulogisk: Jesus elsker Martha, Maria og Lazarus, men da Han hører, at Lazarus er syg, bliver Han bevidst, hvor Han er, i to dage mere, før Han tager afsted. I undervisningen stilles der skarpt på det paradoks: Hvis man virkelig elsker nogen og ved, at man kan hjælpe, ville man så ikke løbe afsted med det samme? Der tales ærligt om den skuffelse, Martha og Maria må have oplevet, da Lazarus først dør, så bliver begravet, og endda når at ligge i graven i fire dage, mens Jesus stadig ikke er dukket op. Det sættes i forbindelse med vores egne oplevelser af, at vi har sendt budskabet afsted: “Herre, den du elsker, er syg”, “Herre, du ser mit problem”, og alligevel virker det, som om Jesus lader vente på sig. I stedet for blot at forklare det væk, får man lov at mærke deres skuffelse og bebrejdelse – og samtidig se, at Jesus hele tiden har et større perspektiv: sygdommen skal tjene til Guds herlighed.

Disciplene kommer hurtigt til at repræsentere den menneskelige logik og selvbevarelsesdrift. De minder Jesus om, at jøderne lige har villet stene Ham, og forstår ikke, hvorfor i alverden Han vil tilbage til Judæa. Jesus svarer med ordene om, at dagen har tolv timer, og at den, der vandrer om dagen, ikke snubler, fordi han ser denne verdens lys. Undervisningen kobler det til Jesus’ ord senere: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” (Joh 8,12) og peger på, at Jesu fokus ikke er at sikre sig selv først, men at gøre Faderens vilje, mens der stadig er tid. Der opmuntres til at se, at når vi går med Jesus, går vi i lyset, og så er det ikke frygt og risiko, der skal styre vores valg, men lydighed mod Hans kald – også selv om omgivelserne siger “lad dog være, det er for farligt eller for dumt”.

Midt i det hele kommer den ærlige og jordnære misforståelse: Jesus taler om, at “vor ven Lazarus sover”, og disciplene tænker straks på almindelig søvn, hvor man jo netop kommer sig. Her viser Jesus, hvor tålmodig Han er, når Han må sige det lige ud: “Lazarus er død”, og at Han faktisk er glad for, at Han ikke var der, “for at I må komme til tro”. Undervisningen bruger det til at vise, at selv de nærmeste disciple ofte slet ikke forstår, hvad Jesus gør, før bagefter – og det giver håb til os, når vi heller ikke forstår Guds timing og må nøjes med en enkelt klar sætning midt i alt det, der ikke giver mening: “Lazarus er død … men lad os gå hen til ham.” Der peges også på Thomas’ kommentar: “Lad os gå med, så vi også kan dø sammen med ham.” Det tolkes både som en blanding af misforståelse, mod og en ret vild beslutning: Når Jesus går, så går vi – også hvis det ser ud til at koste livet. Den beslutsomhed løftes frem som et forbillede i discipelskab, selv om Thomas senere bliver kendt for at tvivle på opstandelsen.

Da Jesus endelig kommer til Betania, er sorgen tyk. Lazarus har været død i fire dage, og mange jøder er kommet for at trøste Martha og Maria. I undervisningen bides der mærke i forskellen på de to søstres reaktion: Martha går Jesus i møde, mens Maria bliver siddende inde i huset. Der sættes ord på, hvordan Maria sandsynligvis er så såret og skuffet, at hun ikke engang orker at gå ud til Ham, der kunne have forhindret alt det her. Martha derimod går Jesus i møde med både tro og bebrejdelse i samme sætning: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Det beskrives som en blanding af ærlig smerte og en tro, der både vil og ikke kan på samme tid. Vi kender det, når vi siger de rigtige ting om Guds almagt, men indeni tænker “det er for sent”.

Jesus svarer Martha med en simpel og klar erklæring: “Din bror skal opstå.” Hun hører det i et rent teologisk spor og svarer med læren om opstandelsen på den yderste dag: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Her udvider Jesus perspektivet og siger de ord, som er helt centrale i undervisningen: “Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” (Joh 11,25-26). Der leges lidt med, hvordan Martha svarer “udenom”, ved at bekende, at Hun tror, Han er Kristus, Guds søn, men ikke direkte svarer på spørgsmålet. Det bruges til at spejle vores egen evne til at svare med smukke bekender, når Jesus egentlig spørger, om vi tror, at Han her og nu er opstandelsen ind i vores konkrete, stinkende grav-situation.

Da Maria endelig går ud til Jesus, falder hun ned for Hans fødder – et udtryk for ærefrygt, tilbedelse og erkendelse af, hvem Han er – men ordene, der kommer ud af hendes mund, er præcis den samme bebrejdelse som Marthas: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Undervisningen viser den dobbelthed, vi ofte har: Vi bøjer os for Jesus som Herre, græder ved Hans fødder, men samtidig vrider vi os i skuffelse og forstår ikke Hans timing. Jesus møder deres tårer med en stærk følelsesmæssig reaktion: Han bliver “stærkt opbragt” og brister i gråd. Der forklares, at det græske ord rummer både dyb bevægelse og en form for indre vrede eller harme. På den ene side ser Han deres sorg og græder med dem som fuldt menneske, der elsker sin ven og deres familie; på den anden side gør det ondt på Ham at se den manglende tillid og den hån, der også ligger i kommentarer som: “Kunne han, som åbnede de blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”

Da Jesus befaler, at stenen skal rulles væk, kommer Marthas menneskelige praksis-tanke igen: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Der undervises om, at graven på det tidspunkt var et rituel urent sted, at kontakten med døde krævede renselse efter loven, og at jøderne havde en forestilling om, at sjælen “blev omkring kroppen” i tre dage, men var definitivt væk derefter. Så Jesus vælger i praksis et tidspunkt, hvor ingen kan mistænke fejldiagnose eller “nærdødsoplevelse”; der er ingen vej tilbage, intet håb tilbage – det gør selve miraklet markant stærkere. Samtidig konfronterer Han Martha direkte: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Og her handler hun faktisk på troen: Stenen rulles væk, på trods af stanken, på trods af risikoen for social forlegenhed og religiøs kritik. Det gøres klart, at tro i praksis ofte handler om at gøre noget konkret og synligt, der kan blive dybt pinligt, hvis Gud ikke griber ind.

Derpå ser Jesus op mod Himlen og takker Faderen, fordi Han ved, at Faderen altid hører Ham. Det fremhæves, at Jesus med vilje beder højt “for folkeskarens skyld” – for at de skal høre, at Han ikke gør det på egen hånd, men som den, Faderen har sendt. Fokus flyttes fra selve miraklet til forholdet mellem Faderen og Sønnen: Jesus gør alt i Faderens vilje og giver al ære til Ham. Det bruges også til at opmuntre lytteren til at stole på, at når Jesus beder for os, beder Han som én, der ved, at Faderen altid hører, og Hans ord har vægt og autoritet over enhver dødssituation, vi står i.

Så kommer øjeblikket, hvor alt stiller skarpt: Jesus råber med høj røst: “Lazarus, kom herud!” I undervisningen beskrives det nærmest filmisk: Stanken, der vælter ud, gråden, råbene, nogle, der hvisker han er skør, andre der står i spændt tavshed og næsten holder vejret. Jesu ord siges at “skære igennem” folkemængden og ind i graven, og det påpeges, at når Jesus kalder, er død, mørke og åndelige magter nødt til at slippe; de har ingen ret, når Han taler. Lazarus kommer ud, stadig viklet i lindedugen, med klæde over ansigtet, og der lægges vægt på Jesu ord: “Løs ham og lad ham gå.”

Netop den sætning udfoldes som et stærkt billede på discipelskab og menighedens opgave. Jesus rejser Lazarus fra de døde – det kan ingen andre – men Han vælger ikke selv at vikle strimlerne af ham. Det overlader Han til dem, der står omkring. Der tales om, hvordan mennesker, der bliver sat fri, ofte stadig er bundet af gamle bånd, tankemønstre, relationer og ord, som andre har talt over dem. Nogle er kropsligt helbredte, men lever stadig i omgivelser, der taler sygdom og nederlag ind over dem. Her kalder Jesus sine disciple til at “løsne” hinanden – hjælpe hinanden ud af gamle bånd, pege på den nye identitet, bede, undervise, støtte, gå sammen og ikke bare lade hinanden stå viklet ind i fortidens “ligklæder”. Lazarus bliver et billede på hver eneste troende, der kaldes ud af graven med ny identitet: fra “den, der er syg eller død” til “ham, der var død, men nu er levende”.

Undervisningen fortsætter ind i kapitel 12, hvor vi ser, hvad der sker efter miraklet: Der holdes festmåltid, Lazarus sidder til bords med Jesus, Martha serverer, og Maria salver Jesus’ fødder med kostbar nardusolie og tørrer med sit hår. Det påpeges, hvor stærkt det er, at netop den Maria, der før var så skuffet, nu er den, der i dyb kærlighed og tilbedelse giver det mest dyrebare hun har til Ham, der faktisk lod hendes bror dø – for så at oprejse ham. Samtidig får vi at vide, at ypperstepræsterne nu også vil slå Lazarus ihjel, fordi mange jøder går til tro på Jesus på grund af ham. Det tegner et skarpt billede: Når Jesus virkelig griber ind i et menneskes liv, så det bliver et levende vidnesbyrd, vækker det både tro og voldsom modstand. Der tales om, at det kan koste noget at lade Jesus komme helt tæt på og forvandle ens liv – der kan være relationer, der vender sig imod én, eller modstand, der rejser sig, netop fordi man er blevet et synligt bevis på Guds kraft.

Til sidst bindes det hele sammen med en stærk opfordring. Lazarus’ historie bliver ikke bare en gammel beretning om en mand, der engang var død og blev levende. Den bliver et spejl for os: Hvor har vi områder i livet, der er “lagt i graven” – drømme, kald, relationer, tro, som vi har pakket ind og rullet en sten for, fordi vi tænker, at nu er det for sent, nu lugter det for meget, nu er alt håb dødt? Undervisningen opfordrer til at lytte efter Jesus’ stemme, der kalder os ved navn ud af graven, og til at tage imod det fællesskab, der vil hjælpe med at få “lindedugen” af – gennem dåb, forbøn, undervisning, fællesskab, tilgivelse og praktisk hjælp. Der opfordres til at lade være med at give op, selv når bønsvar lader vente på sig, men i stedet holde fast i, hvad Gud har sagt, og tro med hele sig – ikke kun med hovedet, men med hjerte, sjæl og krop – på, at Jesus ikke kommer for sent, selv om alt menneskeligt ser håbløst ud. Der sluttes af med at pege på, at det største mirakel ikke bare er, at Lazarus kom ud af graven en dag, men at Jesus selv gik i døden, så vi kan stå op til et helt nyt liv sammen med Ham – nu og i evigheden.

Citat fra undervisningen: Når Jesus kalder dig ud af graven, så må død, mørke og alle bånd slippe, for Hans ord går igennem stenen, ind i det døde og skaber liv, hvor du troede, alt var slut.

Relevante søgeord: Lazarus opstandelse – historien om Lazarus – Jesus opstandelsen og livet – skuffelse og tro – Martha og Maria – sten rullet væk – løs ham og lad ham gå – ny identitet i Kristus – håb når alt er dødt – Guds timing – bønhørelse og ventetid – discipelskab og fællesskab – liv efter død – hverdagsmirakler – Jesus kalder ved navn