Når kræfterne er små, følelserne er slidte, og tankerne kredser om spørgsmålet: Hvor er Gud henne midt i alt det svære, er det lige præcis dér, undervisningen tager fat i temaet om, at når jeg er svag, er Han stærk, og hvad det konkret betyder ind i hverdagslivet med Jesus, hvor både frustration, tvivl og magtesløshed kan fylde rigtig meget. Underviserens navn her fortæller her om, hvordan Gud bevidst vælger det, som ser ubetydeligt og svagt ud i verdens øjne, og gør det brugbart, så det ikke bare bliver et stort, imponerende lerkar, men et redskab, Han kan bruge til noget konkret, og hvordan det netop er dér, hvor man føler sig mindst, at Gud begynder at forme, rense og opbygge. I lyset af Israels historie beskrives det, hvordan Gud valgte det allermindste og mest ubetydelige folkeslag, israelitterne, som sit ejendomsfolk, ikke fordi de var store og imponerende, men fordi Han ville vise, at Han løfter det mindste op, og at Hans trofasthed og beskyttelse står fast, også når mennesker ikke følger Hans vilje eller endda fornægter Jesus Kristus, samtidig med at der peges på, hvordan Gud stadig beskytter landet Israel, selvom jøderne som folk ikke tager imod Jesus, og hvordan det spejler den måde, Gud også kan have sin hånd over den enkelte troende, selv når man ikke fuldt ud forstår eller ser det.

Der fortælles om Gideon, som oplever sig selv som den yngste og mest ubetydelige i sin familie og stamme, og som derfor har svært ved at tro på, at Gud virkelig vil bruge ham til at befri Israel fra midianitterne, men netop i den oplevede svaghed får han at vide: Jeg vil være med dig, du skal slå midianitterne alle som en, og undervisningen fremhæver, hvordan Gideon endda sætter Gud på prøve flere gange, fordi han næsten er sikker på, at Gud må have valgt forkert, men at Gud tålmodigt bekræfter sit kald, reducerer hæren drastisk, og til sidst lader Gideon og 300 mand gå imod en kæmpe fjendehær, så det bliver fuldstændig tydeligt, at sejrens kraft kommer fra Gud og ikke fra menneskelig styrke. På samme måde tages historien om Samson frem som et billede på, hvordan en person, der er stærk og udvalgt af Gud, kan misbruge sin styrke, blive fanget i kompromis og stolthet, miste al kraft, og alligevel, da han er helt ydmyget, blind og magtesløs, igen finde styrke ved at overgive sit liv til Guds plan og lade sin sidste handling blive et opgør med fjenden til gavn for Guds folk, så pointen bliver, at sand styrke ikke ligger i muskelkraft og ydre indtryk, men i at være overgivet til Guds vilje, også når det koster noget.

David nævnes som hyrdedrengen, der i sig selv ikke var noget særligt, men som går mod Goliat i Guds navn og nægter at stole på kongelig rustning og menneskelig beskyttelse, og der åbnes for refleksionen om, hvorvidt David var stolt, eller om han bare havde forstået, hvem Gud havde kaldet ham til at være, og turde glæde sig over det. Undervisningen udfordrer janteloven og den danske tendens til at se ned på sig selv, fordi den ofte forveksles med ydmyghed, og der peges på, at sand ydmyghed ikke handler om at underordne sig en usund jantelov, men om at give Gud æren for alt det, Han har lagt ned i én, turde takke for styrke, intelligens, evner og gaver, og samtidig være helt klar på, at det ikke er noget, man har skabt selv, men noget Gud har lagt i én for at bruge det til Hans plan og folk. Det beskrives, hvordan djævlens løgne om at være svag, ubrugelig og mindre værd får lov at definere mange kristne, og at der derfor er brug for at begynde at tale sandt om, hvem Gud har skabt én til at være, så troen på Hans værk i ens liv kan vokse, og løgnen mister sin kraft.

Jakobs brev 4 løftes frem som en stærk formaning om, at Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver Han nåde, og teksten læses som en direkte opfordring til at underordne sig Gud, stå djævlen imod, drage nær til Gud og lade sig rense, samtidig med at der forklares, at ordet for at Gud “står imod” har karakter af en militærfront, hvor Gud aktivt stiller sig i kamp mod hovmod og stolthed, og dermed bliver stolthed ikke bare en lille karakterbrist, men noget, der gør mennesket til modstander af Gud. Der forklares, at ydmyghed ikke er at lægge sig fladt ned i jantelovens mentalitet, men at gå i ærefrygt og erkendelse af, at alt godt kommer fra Gud, at styrken kommer fra Hans hånd, og at hele fokus må være at give Ham æren, uanset hvor højt Han vælger at rejse én op. Undervisningen advarer samtidig mod den modsatte grøft, hvor man begynder at bruge Guds kald som undskyldning for selvhævdelse og egen ære, så troens walk bliver til et projekt i selvpromovering i stedet for et liv i ærefrygt og afhængighed.

På den baggrund præsenteres fem konkrete punkter som en praktisk vej ind i det her med, at når jeg er svag, da er Han stærk, og hvordan man i praksis kan blive løftet op i Guds kraft midt i magtesløsheden. Første punkt handler om at erkende sin magtesløshed uden Gud og ærligt se, at uden Hans indgriben vil ens projekter, tjeneste og livsførelse mangle frugt og ikke lede til omvendelse, forvandling eller Guds liv, og der bliver lagt vægt på, at så længe man dybest set tror, man kan klare sig i egen kraft, vil man igen og igen falde tilbage i tomme projekter. Andet punkt handler om at gøre sig afhængig af Gud i alt, både i tjeneste, i det profetiske, i bøn, i økonomi og i alle livets områder, og der gives konkrete eksempler fra gade-evangelisation og helbredelsesbønner, hvor det bliver tydeligt, at hvis der skete mirakler hver eneste gang, ville fristelsen være stor til at tro, at man selv havde styrken, og derfor kan Gud tillade, at der ikke sker noget i nogle situationer for at minde én om, at det aldrig handler om menneskets succes, men om Hans nærvær og suveræne vilje.

Tredje punkt handler om at stole hundrede procent på Bibelen som Guds ord og holde fast i løfterne, også når følelser og omstændigheder skriger det modsatte, og der henvises blandt andet til løftet om, at Helligånden vil give de rette ord, når man står foran dommere og ansvar, og til billedet af Jesus, der sover i båden midt i stormen som et forbillede på at kunne sove trygt, også når verden kollapser omkring én, fordi man ved, at man er i Guds båd. Her nævnes Esajas 40, hvor der står: “Ved du det ikke, har du ikke hørt det? Herren er en evig Gud, skaber af den vide jord; han bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske. Han giver den udmattede kraft og den kraftesløse ny styrke. Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder; men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.” Det forklares, hvordan dette ord ikke bare er en trøst, men et kald til at leve i aktiv tillid til Gud, så man ikke ligger søvnløs om natten og bekymrer sig, samtidig med at man påstår at tro på Hans forsørgelse.

Fjerde punkt går i dybden med ordet “håber” i Esajas 40 og beskriver, hvordan det hebraiske ord, der ligger bag, rummer både aktiv forventning, sammenfletning og hukommelse, så håb ikke er en passiv “nå, jeg håber det går”, men en levende, aktiv forventning om, at Gud vil handle, flettet sammen med Hans væsen som et reb, og bundet til hukommelsen om, hvad Gud tidligere har gjort, både i ens eget liv og i Bibelens historier, så man kan sige: Gud, du gjorde det før, du vil gøre det igen. Ved at flette denne aktive forventning sammen med Guds trofasthed opstår et håb, der giver nye kræfter, og undervisningen opfordrer til at se tilbage på egne erfaringer med Guds indgriben, takke for dem og bruge dem som brændstof til håb, så man ikke fanges af nuværende omstændigheder, men ser dem i lys af Guds trofasthed. Femte punkt handler om at slippe egen ære og kontrol, sige farvel til behovet for at have styr på alle detaljer og blive set som den dygtige, og i stedet lade Gud få både æren og styringen; der peges på Moses som et eksempel, der en gang tager æren ved at slå på klippen på sin egen måde, og konsekvensen, og der opfordres til at lade være med at tage kredit for noget, Gud gør, og i stedet hvile i, at Jesus er i båden, og at Han ved, hvor man skal sejle hen, også når man selv ikke kan se ruten.

Undervisningen samler trådene ved at understrege, at alt det handler om at handle i tro, ikke som en imitation af andre, men fordi man selv ved, at Gud er trofast, at Han har gjort noget før, og vil gøre det igen, så ens handlinger udspringer af et personligt håb og en personlig vandring med Gud, ikke bare af andres vidnesbyrd. Der læses og nævnes flere bibelsteder for at understrege kontrasten mellem verdens tanker og Guds tanker, blandt andet Ordene om, at verden siger, at de stærke, kloge og magtfulde vinder, mens Gud siger, at Hans nåde er nok, at Hans magt udøves i magtesløshed, og at Han udvalgte det, som verden ser som tåbeligt, svagt og ubetydeligt, for at gøre de vise, de stærke og de stolte til skamme, så ingen kan rose sig af noget som helst foran Gud; alt dette knyttes til tanken om, at korset, som fjenden troede var nederlag, i virkeligheden er stedet, hvor Guds styrke og sejr bryder igennem, og at Jesu død og opstandelse netop viser, at sand sejr kommer gennem ydmyghed, lydighed og overgivelse. Der citeres også Jeremias’ ord om den forbandede mand, der stoler på mennesker og sin egen styrke, og den velsignede, der stoler på Herren og bliver som et træ plantet ved vand, der ikke frygter tørke, og det bruges som et stærkt billede på, hvordan det ser ud, når man enten bygger sin identitet på egen styrke og andres mening, eller på Gud som kilde, hvor man er plantet ved Hans nærvær.

Afslutningsvis forklares billedet med ørnens svingfjer som et billede på, at når Gud giver nye svingfjer, giver Han ikke bare lidt ekstra energi, men løfter én op, så man kan se sit liv og sine relationer fra et helt nyt perspektiv, hvor man ser andre menneskers historie, sår og kamp, i stedet for kun at se sin egen sårede følelse i øjeblikket, og der beskrives, hvordan Gud klipper løgn og frygt af som visne grene, rejser én op til nye højder, og giver et større udsyn, så man kan elske mennesker, man før havde svært ved, og bede oprigtigt for dem, man tidligere kun kunne kritisere. Undervisningen slår fast, at svaghed ofte handler om manglende perspektiv, hvor man kun ser sit eget lille tidsrum af 80-90 år og sine egne aktuelle følelser, men når man fletter sig sammen med Gud i håbet, erkender sin magtesløshed uden Ham, gør sig afhængig af Ham, stoler på Hans ord, slipper egen ære og kontrol og handler i tro, så rejser Han én op, giver nye kræfter, og lader én gå sammen med Ham i de forudberedte gerninger, hvor styrken ikke længere afhænger af ens egen dagsform, men af Hans nærvær og trofasthed over ens liv. Den gennemgående tråd er, at det netop er i svagheden, magtesløsheden og ydmygheden, at Gud kan vise sin styrke, forme redskabet og bruge det, og at sand frihed og frugt kommer, når man tør lade sig rejse op af Ham og leve et liv, hvor Hans ære er centrum.

Citat fra undervisningen: Verden siger, du skal blive stor for at blive til noget, men Gud han siger, ydmyg dig, så vil jeg ophøje dig.

Relevante søgeord: når jeg er svag er han stærk – Guds styrke i svaghed – kristen ydmyghed – jantelov og tro – Gideon og tro – Samson og ydmyghed – David og Goliat – håb på Herren – Åndens kraft i hverdagen – kristen identitet – Guds kald og gaver – opgør med stolthed – discipelskab og efterfølgelse – svaghed og magtesløshed – nye svingfjer som ørnen