Undervisningen tager fat i et emne, der for mange er både ømt og lidt tabubelagt: Hvad gør man, når man oplever, at bønner ikke bliver hørt, eller når det føles, som om bønnerne bliver blokeret, selv om man tror på Gud og beder så godt man kan. Der sættes ord på den frustration, rigtig mange kender: “Jeg har bedt og bedt, men intet sker, Gud svarer ikke, jeg oplever ingenting.” I starten beskrives en periode, hvor troen var der, kirken var der, børnenes kristne opdragelse var der, men livet med Gud føltes som en tør ørken, hvor der hverken var ord, billeder eller oplevelser af Guds nærvær. “Underviserens navn her” fortæller her om, hvordan bønslivet dengang mest handlede om ting, Gud skulle gøre for ham, svar han skulle have, løsninger han længtes efter – med ham selv i centrum og Gud ude i kanten – indtil Helligånden begyndte at vende det hele om, så det blev Gud i centrum og ham selv ude i periferien.

Der understreges, at Bibelen taler langt mere konkret om blokerede bønner, end mange måske er klar over. Et af de første steder, der nævnes, er oplevelsen af at læse, at en mand, der ikke behandler sin kone ordentligt, får sine bønner hindret. Det bliver en øjenåbner for, at det ikke bare er et teoretisk vers, men et helt praktisk eksempel på, at relationer og hjerteindstilling faktisk påvirker bønslivet. Der peges på, at det selvfølgelig også gælder den anden vej rundt – hvis en kone ikke behandler sin mand ordentligt, har det også konsekvenser. Ud fra det åbnes der op for et større billede: Der er faktisk en række tydelige Bibelske principper, som enten kan åbne for bønnesvar eller blokere, så Gud bogstaveligt talt “vender det døve øre til”. Det handler ikke om, at Gud er ligeglad, men om at Han står ved sit eget ord og ikke kan velsigne et liv, der bevidst går imod Ham.

Det første grundprincip, der bliver udfoldet, er, at synd og oprør mod Gud adskiller og lukker for bønhørelse. Der læses fra Esajas’ Bog: “Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører ikke for døve til at høre. Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud, jeres overtrædelser skjuler hans ansigt for jer, så han ikke kan høre” (Es 59,1-2). Her gøres det helt klart, at problemet ikke er, at Gud ikke kan, eller at Han har lukket for lyden; det er synden, der lægger et filter imellem. Det forklares, at det ikke handler om, at man falder i noget og angrer, men om bevidst, vedvarende synd, som man nægter at vende om fra. Så længe man insisterer på at gå den vej, vil Gud ikke bare bekræfte den ved at svare på alt muligt andet; der kaldes først og fremmest til omvendelse.

Dernæst tales der om motiver. I Salme 66 står der: “Havde jeg haft ondt i sinde, ville Herren ikke have hørt mig. Men Gud hørte, han lyttede til min bøn” (Sl 66,18-19). Pointen er, at man godt kan bede for noget, der i sig selv ser fint ud, men hvor motivet inde bagved er skævt: at blive set, at få ret, at få hævn eller at sikre egen position. Gud gennemskuer skjulte motiver fuldstændig, så det giver ingen mening at lade som noget over for Ham. Der opfordres til ærlighed i bønnen: at komme med det, som det er, og nogle gange også sige højt det, man skammer sig over at tænke, fordi det i sig selv kan blive en åbenbaring – man hører, hvad der faktisk bor i hjertet, og kan begynde at lade Gud rense det.

Et andet vigtigt tema er det at lukke ørerne for Guds ord. Der citeres fra Ordsprogenes Bog, hvor der står, at når nogen lukker ørerne for belæring, er selv hans bøn en afsky for Gud. Det bliver forklaret sådan: Hvis man ved, hvad Gud siger, men bevidst vælger at ignorere det – “jeg ved godt, der står sådan, men det gælder ikke rigtigt mig” – så er det at lukke ørerne. Når man så bagefter står i en krise og råber til Gud, står der, at bønnen vækker afsky, ikke fordi Gud ikke elsker mennesket, men fordi hjertet stadig nægter at bøje sig. Det bruges også som en advarsel til kulturelle kristne, som måske har hørt Bibelens ord mange gange, men ikke ønsker at adlyde, og først vil bruge Gud som “livsforsikring”, når alt brænder på. Det nævnes, at Gud stadig kan møde sådan en person i sin nåde, men at det ikke er noget, man kan bygge sin teologi på som normal måde at leve på.

Der peges også på uretfærdighed og forsømmelse af den fattige og svage som en blokade for bønner. Esajas’ Bog taler om et folk, der dækker Herrens alter med tårer, men som Gud ikke vil høre, fordi deres hænder er fulde af blod, og de har forsømt det, Han egentlig bad dem om. Ordsprogene taler om dem, der lukker øret for den fattiges skrig, og som selv vil komme til at råbe uden at få svar. Det gøres klart, at det ikke betyder, at man ukritisk skal hælde penge i enhver situation, hvor der er misbrug, men at man ikke bare kan vende ryggen til nød og samtidig forvente fuld himmelsk respons. Der gives eksempler med at lade være med at støtte en misbrugers misbrug økonomisk, men i stedet hjælpe med mad, samtale og praktisk kærlighed og gøre det tydeligt, at hjælpen kommer fra den himmelske Far.

Tilgivelse og forsoning fylder også meget i undervisningen. Der citeres ordet fra Jesus om, at hvis vi ikke tilgiver, vil vores far i Himlen heller ikke tilgive vores overtrædelser (Mark 11,26). Det sættes sammen med lignelsen i Matthæus 18 om den tjener, som fik eftergivet en kæmpe gæld, men selv nægtede at eftergive en langt mindre gæld og derfor blev overgivet til bødlerne, “sådan vil min himmelske far gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin bror” (Matt 18,35). Der tales ærligt om, hvor hårdt det kan være at tilgive mennesker, som virkelig har gjort ondt, men det vendes rundt: Hvis man forstod dybden af, hvad Gud har tilgivet, ville man aldrig holde fast i bitterhed; så er der noget, man ikke har grebet. Ikke at det føles let, men at det er nødvendigt for ikke at lukke for Guds tilgivelse og dermed for fællesskabet og bønslivet.

Et tæt beslægtet område er forsoning. Jesus siger, at hvis du kommer med din gave til alteret og kommer i tanke om, at din bror har noget imod dig, så skal du først forlige dig med ham, før du bringer gaven (Matt 5,23-26). Undervisningen gør op med tanken om, at det altid er den anden, der skal komme; hvis man ved, der er noget, opfordres man til at tage initiativ, række ud, invitere til en snak og søge fred, så langt det står til én selv. Der gives egne eksempler på at invitere folk, som havde noget imod en, til en kop kaffe for at få talt ud. Nogle sagde ja, andre sagde nej, og der understreges, at man ikke kan tvinge nogen, men at man kan sikre, at ens egen side er ren – og det har alt at gøre med frimodighed over for Gud.

Ægteskab og relationer bliver taget op igen med stærke ord fra både Malakias og Første Petersbrev. I Malakias beskriver Gud, hvordan Han ikke længere ser til offeret eller tager imod gaver, fordi manden har været troløs mod sin ungdoms hustru. Det kobles til opfordringen i 1. Petersbrev 3,7: “I mænd skal på samme måde vise forståelse i jeres samliv med kvinden, som den svagere part, og vise jeres hustru ære, da I også er medarvinger til livets nåde, for at jeres bønner ikke skal hindres”. Der lægges ikke vægt på “svagere” som mindre værd, men som noget, der skal værnes om og æres. Pointen er skarp: Hvis en mand eller kvinde lever bevidst troløst, hårdt eller foragtende i sit ægteskab, så vil det sætte sig som en blokade i bønslivet, indtil man omvender sig og gør op.

Et andet stort tema er hykleri, stolthed og tomme ord i bøn. Jesus’ ord om ikke at bede for at blive set af mennesker, men at gå ind i sit kammer og bede til sin Far, som ser i det skjulte, bliver læst, sammen med advarslen om ikke at lade munden løbe som hedningerne, der tror, de bønhøres for deres mange ord (Matt 6,5-8). Det forklares, at Gud ikke er imponeret af lange, flot formulerede bønner eller gentagne fraser uden hjerte bagved. Et græsk nøgleord for “tomme ord” forklares som en “mekanisk ordstrøm” eller “gentaget vrøvl uden hjertets engagement”. Det bruges til at opmuntre dem, der synes, de ikke kan finde de rigtige ord: Gud ved, hvad vi trænger til, før vi beder – det vigtige er ærlighed, taknemmelighed og hjertets engagement, ikke retorisk perfektion.

Tro over for tvivl og tvivlsomt sind bliver også nævnt som en mulig blokade. Jesus’ ord om at sige til bjerget, at det skal kaste sig i havet, uden at tvivle i hjertet, bliver læst, sammen med Jakobs brev, hvor der står, at den, der tvivler, er som en bølge, der kastes rundt, og at et tvivlsomt sind ikke skal regne med at få noget af Herren (Jak 1,5-8). Der fortælles personlige historier om at handle i noget, der mere lignede religiøs entusiasme end virkelig tro – for eksempel at befale en mobiltelefon at fungere, uden egentlig at være i tro, men mere i en blanding af pres og ønske om at vise noget. Da intet skete, blev det en ydmygende oplevelse, men også en lærestreg i forskellen mellem at sige de rigtige ord og at handle på en dyb indre vished. Alligevel understreges det, at Gud er nådig midt i vores læringsproces og kan bruge selv vores mislykkede forsøg til at åbne døre.

Til sidst kobles det hele sammen i et fokus på samvittighed, lydighed og frimodighed. Der citeres fra Første Johannesbrev: “Mine kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham” (1 Joh 3,21-22). Det betyder ikke, at vi skal være perfekte, men at vi lever et liv i lys, hvor vi ikke dækker over bevidst synd, men bekender, gør op og søger at gøre det, der glæder Gud. Der peges på, at en retfærdigs bøn har stor kraft, og at retfærdighed i praksis handler om at leve i omvendelse, tro, lydighed og kærlighed til mennesker. Når hjertet er rent, relationerne er taget alvorligt, og man lever af nåde og i tillid, åbnes der for et stærkt bønsliv, hvor man kan bede med frimodighed, stå imod djævelens løgne om, at Gud ikke vil høre, og opleve, at Faderen i Himlen både lytter og handler.

Citat fra undervisningen: Guds tavshed er ikke et tegn på, at Han er ligeglad; det er ofte en invitation til at få ryddet op i synd, motiver og relationer, så din bøn igen kan gå lige ind til Hans hjerte.

Relevante søgeord: bønner bliver blokeret – bønhørelse – synd og bøn – Esajas 59 – Ordsprogene 28 – ægteskab og bøn – tilgivelse og forsoning – tvivl og tro – hykleri i bøn – samvittighed og frimodighed – retfærdiges bøn – Guds tavshed – hjertets motiver – hverdagsbøn – kristent bønsliv