Andreas Slot-Henriksen underviser om, hvordan tilgivelse og forbøn for fjender hænger uløseligt sammen med frelse, frihed og et liv i fællesskab med Gud, og hvordan bitterhed og had lukker hjertet for Guds nåde og helbredelse. Udgangspunktet er Jesu ord om tilgivelse, hvor der spørges, hvor mange gange man skal tilgive, og om syv gange ikke må være nok, når det samme menneske igen og igen træder på én, svigter og sårer. Der males et konkret billede af en person, der gentagne gange gør det samme sårende imod dig, og hvordan alt i det menneskelige reagerer med irritation, vrede og modstand, mens Bibelen insisterer på tilgivelse igen og igen. Det stilles på spidsen, at selv efter tre, fire, fem gange, hvor tålmodigheden er brugt op, siger Jesus ikke, at nu er det nok, men udvider perspektivet til et mål, der menneskeligt virker helt urimeligt. Det understreges, at pointen ikke er at tælle til et bestemt antal, men at Gud åbenbarer en helt anden standard: at tilgivelse ikke handler om antal, men om en grundholdning i hjertet, hvor der vælges tilgivelse hver gang.
Der sættes fokus på, at Jesu svar ikke bare er et krav om mere moral, men at Han bevidst tager fat i en gammel bibelsk historie om Kain og Abel og den senere efterkommer Lamek for at vise, at hvor menneskelig hævnlogik siger “syv gange” eller “77 gange” i hævn, vender Jesus det om og siger “77 gange” i tilgivelse. Bitterheden sættes ind i et større perspektiv med Kain, der bliver misundelig på sin bror, fordi Gud tager imod Abels offer, men ikke hans eget. Gud advarer ham om, at synden lurer ved døren, vil begære ham, men at han skal herske over den, og der beskrives, hvordan bitterhed vokser frem, når man ikke lytter til Guds advarsel, men i stedet lader såret og misundelsen få lov at gro. Det fremhæves, at Gud allerede dér kalder Kain til omvendelse, fordi Gud ved, at hvis bitterheden får lov at vokse, vil den føre til had, og hadet vil føre til vold. Der vises, hvordan denne bitterhed forplanter sig ned gennem slægten, så Lamek skryder af, at han dræber en mand for en flænge og et barn for en skræmme, og forstørrer hævnen til 77 gange, mens Jesus bruger det samme tal til at ophæve hævnlogikken og erstatte den med en radikal tilgivelseslogik.
Undervisningen tager fat i, at bitterhed ofte udspringer af oplevelsen af uretfærdighed: man føler sig forurettet, misforstået, overset eller direkte nedbrudt. Eksemplerne fra Bibelen bliver spejle på nutidige erfaringer: broderen til den fortabte søn, der ikke kan glæde sig over, at den fortabte vender hjem, fordi han oplever det som dybt uretfærdigt, at der festes for ham, mens den hjemmeblivende, trofaste søn aldrig har fået så meget som en gedekid. Brorens bitterhed får ham til at trække sig væk fra fællesskabet med faderen og broderen, og det understreges, at bitterhed ikke bare er en følelse, men en beslutning i hjertet om at lukke sig ude. Der peges også på Saul, der ikke kan acceptere, at Gud har udvalgt David i stedet for ham; Sauls jalousi vokser til et had, der flere gange får ham til at forsøge at dræbe David, fordi han ikke kan bære at se Guds gunst på en anden. Jonas’ vrede nævnes som et eksempel på, hvordan man kan blive så vred over Guds nåde mod andre, at man næsten hellere ville dø end se dem blive tilgivet, fordi ens eget perspektiv og egen retfærdighedsfølelse står i vejen for Guds hjerte.
Der sættes også ord på, hvordan bitterhed ofte vokser frem gennem konkrete livserfaringer: mobning i skolen, svigt i familien, vold, seksuelle overgreb, ødelagte relationer, religiøs kontrol og hårde, kærlighedsløse hjem, hvor mennesker aldrig har lært, hvad sand kærlighed vil sige. Spørgsmålet bliver: hvordan kan man tilgive mennesker, der reelt har gjort noget dybt ondt, måske endda med fuldt overlæg? Der anerkendes ærligt, at smerten kan være enorm, og at det menneskeligt set kan virke helt umuligt at tilgive, men samtidig insisteres der på, at hvis ikke man tilgiver, lader man den person, der gjorde én fortræd, blive ved med at styre ens liv indefra. Et billede bruges: hvis man lægger en småkage i en dåse og bare sætter låg på og glemmer den, forsvinder den ikke, men bliver muggen og fyldt med orme; på samme måde forsvinder et sår ikke af, at man lægger låg på, det ligger bare og rådner videre, indtil noget i nutiden minder én om det og river det hele op igen.
Der bygges bro til moderne forskning, hvor det nævnes, at lægevidenskabelige studier viser, at bitterhed og vedvarende vrede påvirker kroppen med kronisk stress, forhøjet puls, forhøjet blodtryk, ubalancerede stresshormoner, hjertekarsygdomme, belastet immunsystem, angst, depression, dårlig søvn og generel mistrivsel. Der beskrives, hvordan disse negative følelser over tid svækker kroppen og ikke bare sjælen, og at det ikke er tilfældigt, at Gud har skabt mennesket sådan, at tilgivelse og fred i hjertet også hænger sammen med fysisk helbredelse. I kontrast hertil nævnes, at de samme forskningstyper viser, at når mennesker føres gennem processer, hvor de aktivt vælger at tilgive, falder blodtrykket, stressniveauet daler, søvnen bliver bedre, der kommer mere ro og overskud, og kroppen generelt fungerer sundere. Det understreges, at selv på et rent menneskeligt plan giver tilgivelse dyb mening, og at det stemmer med Bibelens mønster, hvor Jesus igen og igen knytter tilgivelse sammen med helbredelse.
Der henvises til Jesu helbredelser, hvor Han ofte siger til mennesker, at deres synder er tilgivet, før de oplever fysisk helbredelse, og hvor tilgivelsen bliver nøglen, der åbner for Guds kraft og liv ind i knuste kroppe og skæbner. Det understreges, at Jesus ikke blot renser synden væk, men at der i selve tilgivelsen ligger en myndighed, som sætter fri og genskaber. Der peges på, at mange kristne gerne vil have Guds kraft, helbredelse og velsignelse, men samtidig går rundt med uopgjorte ting i hjertet, hvor de nægter at slippe andre fri. Her bliver Fadervors ord om, at Gud skal forlade vores skyld, “som også vi forlader vores skyldnere”, konfronteret som en konkret bøn, der i praksis betyder, at hvis vi ikke vil tilgive, beder vi Gud om ikke at tilgive os. Jesu skærpelse af det samme i fortsættelsen af Fadervor fremhæves: at hvis vi tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil vores himmelske Far også tilgive os, men hvis vi ikke tilgiver, vil Han heller ikke tilgive os. Der lægges ikke polstring på: dette handler om frelse og fortabelse, ikke om små detaljer i fromhed.
Undervisningen går tæt på, at mange kan have en stærk, følelsesmæssig gudsrelation, hvor de søger Gud, lovsynger, beder og oplever Hans nærvær, men samtidig bærer rundt på dyb vrede og bitterhed mod mennesker, episoder og måske sig selv. Der siges klart, at hvis hjertet er fyldt af bitterhed, kan man blokere for, at Jesus får lov til at komme helt ind og sige: “Rejs dig, bliv helt, tag din seng og gå.” Tilgivelse beskrives som at åbne fængselsdøren indefra, både for den anden og for sig selv, og som at klippe de usynlige bånd over, der binder hjertet i mørke. Det bibelske bud “Lad ikke solen gå ned over din vrede” bruges som en konkret rettesnor for Guds timing: tilgiv ikke “en dag”, men tag det så hurtigt som muligt, inden vreden når at slå rod og blive til bitterhed. Der advares om, at bitterhed tænder vrede og synd, så man i længden begynder at handle ud fra selviske, mørke motiver, ofte uden at opdage det selv, fordi man gradvist vænner sig til at leve med lukket hjerte.
Der uddybes, hvad “tilgivelse” i bibelsk forstand betyder: at løslade, at frigøre. Når der tilgives, løslades den anden fra de lænker, som er bundet til hjertet, men samtidig løslades hjertet også selv. Der bruges billeder af et bånd, der snører sig mere og mere sammen om hjertet, når der holdes fast i bitterhed; man bliver fanget i sin egen stolthed og sorthed og i det, fjenden ønsker at lægge på. Argumentet “du kender ikke mit liv, du ved ikke, hvad jeg har været igennem” mødes med, at Gud netop kender det i dybden, og at ingen af os i Guds perspektiv fortjener at blive tilgivet, og alligevel er det netop det, vi får i Jesus. Der peges på, at Jesus på korset bad om tilgivelse for dem, der korsfæstede Ham, mens de stadig var i gang med at håne og pine Ham, og at Hans tilgivelse ikke var afhængig af, om de først fortrød, bad om tilgivelse eller forstod, hvad de gjorde. Det udfordrende spørgsmål bliver derfor: hvis Jesus kunne tilgive dem, der slog Ham ihjel, hvad giver os ret til at holde mennesker fast i gæld i vores hjerter?
En vigtig del af undervisningen handler om at tilgive sig selv. Der beskrives, hvordan mange lettere kan tilgive andre end sig selv, og hvordan selvbebrejdelser, skam og selvhad kan vokse frem, enten fordi man objektivt har gjort noget alvorligt forkert, eller fordi man føler sig dum, svag eller skyldig i det, andre har gjort mod én. Der tales om djævlens konstante anklager, der minder en om synderegisteret, peger på alle fejl og forsøger at overbevise om, at det er umuligt at være tilgivet. I kontrast hertil stilles Guds ord om, at den, der er i Jesus, er helliggjort og retfærdiggjort, elsket og tilgivet, og at fortiden i Guds øjne ligger begravet, ligesom synden bliver kastet i glemslens hav. Det understreges, at det ikke handler om at fornægte, at man har syndet, men om at tage imod, at Jesus allerede har betalt prisen, og at nægte at tilgive sig selv i praksis er at sige, at Jesus’ kors ikke er nok, og at ens egen dom vejer tungere end Hans.
Der opfordres til, at man lader Guds ord definere identiteten og ikke fortiden, synden eller andres ord. Identitet i Jesus er et tema, der nævnes som noget, der må udforskes igen og igen, fordi Guds nåde og kærlighed er for dyb til at forstå fuldt ud, men som man kan vælge at tro og tage imod. Den, der kæmper med skam, opmuntres til at se sig selv som Guds barn, elsket og tilgivet, uanset hvor langt synderegisteret synes at række. Undervejs nævnes, at mange af de mennesker, som har såret én, selv bærer på skyld og skam, og faktisk godt ved, at de har handlet forkert, men ikke aner, hvordan de skal håndtere det. Ved at tilgive dem og også sige det højt, når muligheden opstår, kan man være med til at sætte dem fri fra den skyld, der binder dem, og det beskrives som en dybt befriende erfaring for begge parter.
Et konkret vidnesbyrd deler, hvordan en arbejdskollega snød for mange penge, og hvordan der naturligt opstod en blanding af vrede, frustration og følelse af at være udnyttet. Der fortælles, hvordan processen med at tilgive ikke skete på et øjeblik, men hvordan der på et tidspunkt opstod en uventet telefonsamtale, hvor navnet og stemmen pludselig var i røret. I stedet for at angribe eller kræve hævn blev der sagt: “Jeg har tilgivet dig, jeg bærer det ikke længere imod dig, det er okay.” Reaktionen på den anden side var lettelse, fordi vedkommende havde gået med skyld og skam over det, der var sket, dag og nat. Efterfølgende sammenfald af omstændigheder, hvor personen fik et nyt job, der betød jævnlig kontakt i arbejdssammenhæng, bruges som et eksempel på, hvordan Gud kan vende situationer og relationer, når tilgivelse får lov at få plads, og hvordan Gud kan bruge det til at bringe forsoning og nye muligheder.
Der sættes også fokus på, at tilgivelse ikke nødvendigvis betyder, at relationen skal tilbage til, hvad den var, eller at man skal drikke kaffe med den person, der har gjort én ondt, dag efter dag. Der skelnes mellem tilgivelse og grænsesætning: det er helt legitimt at vælge ikke at have nær relation til mennesker, som har krænket ens tillid eller gjort dyb skade, men det er ikke legitimt at gå og nære bitterhed, had og hævntørst. En praktisk indikator nævnes: hvis man møder personen på gaden, og det snører sig sammen i maven, så er der stadig noget, der ikke er tilgivet i hjertet, selvom man måske har besluttet det med viljen. Processen beskrives som, at tilgivelse starter med en viljesbeslutning – “jeg vælger at tilgive i Jesu navn” – og at følelserne ofte først følger efter, mens Gud arbejder i hjertet.
En meget konkret vejledning gives i at tilgive detaljeret: i stedet for bare at sige “jeg tilgiver den person”, opfordres der til at nævne specifikt, hvad man tilgiver for: de konkrete handlinger, ordene, manipulationen, svigtene, samt hvad det har gjort i én – følelsen af at være værdiløs, knækket, misbrugt, udnyttet eller overset. Ved at sætte ord på og tilgive både handlingen og virkningen i ens indre, får Gud lov til at hele både de ydre og de indre sår. Når gamle minder dukker op, selv efter man har tilgivet, opfordres der ikke til at tænke “så har jeg ikke tilgivet alligevel”, men til at tage den konkrete episode og sige: “Også dette tilgiver jeg i Jesu navn.” På den måde arbejdes der lag for lag igennem, indtil hjertet bliver helt frit.
Undervisningen går videre med eksemplet fra Jobs bog, hvor Job, midt i egne lidelser, mister familie, ejendom og helbred og samtidig bliver mødt af venner, der fejltolker hele situationen og beskylder ham for skjult synd. Det påpeges, hvor dybt sårende det må have været at blive misforstået og anklaget af dem, der skulle trøste, og hvordan bitterhed meget nemt kunne have slået rod i Jobs hjerte. Alligevel ser man, at Gud til sidst befaler vennerne at gå til Job og bringe offer, og at Job skal gå i forbøn for dem, og først da – da Job beder for dem, der har talt imod ham – vender Herren hans skæbne og giver ham mere, end han havde før. Det fremhæves som et stærkt princip: at miraklet, vendepunktet, ofte ligger der, hvor der vælges at gå i forbøn for dem, som har såret, bagtalt eller svigtet. Tilgivelse og forbøn for fjender bliver ikke præsenteret som et ekstra fromt niveau, men som selve nøglen til, at Gud kan gennembryde og vende situationer.
Der peges også på de klare ord fra Første Johannesbrev, hvor det siges, at den, der siger, at han er i lyset, men hader sin bror, er i mørket, og at den, der hader, faktisk betegnes som en morder, som ikke har evigt liv i sig. Det udlægges, at had i hjertet ikke er en “lille ting”, men noget, Gud tager dybt alvorligt, og at det står i direkte modsætning til at være et Guds barn og leve i lyset. Der opfordres til selvransagelse: er der mennesker, man ikke kan tåle at se, navne, der fremkalder en knude i maven, situationer, man vægrer sig ved at lade Gud røre ved? Det understreges, at det ikke er for at lægge ekstra byrder, men fordi Gud ønsker, at hjertet skal være helt frit, både i forhold til andre og i forhold til sig selv.
Der tales om, hvordan selvhad og selvfordømmelse kan være lige så destruktivt som had mod andre, og at det er en form for bitterhed vendt indad. Mange har let ved at tænke, at de “fortjener” at have det dårligt, eller at frygtelige ting, der er sket, dybest set skyldes deres egen dumhed eller uduelighed. Det fører til en selvfortælling, hvor man konstant ser sig selv som mindre værd, fejlbehæftet og ubrugelig. Her understreges det, at fjenden ønsker at fastholde mennesker i den løgn for at skille dem fra den frihed, Jesus allerede har vundet. Der opfordres til at tage imod Guds sandhed om, hvem man er i Jesus – elsket, tilgivet, renset – og til at afvise den indre stemme, der konstant minder om fortiden, som en løgn, der ikke fortjener at blive lyttet til.
En konkret vej til frihed, der beskrives, er at tage tid alene med Gud og spørge: “Er der mennesker, jeg ikke har tilgivet? Er der situationer, jeg har lagt låg på? Er der ting, jeg stadig hader mig selv for?” I stedet for at flygte fra de spørgsmål opmuntres der til at gå ind i en proces med Gud, hvor der ærligt sættes ord på smerten, uden at bagatellisere den, men hvor der samtidig træffes beslutning om at gøre det på Guds måde. Det siges klart, at det er okay, at det gør ondt, at det kan være hårdt, og at tårer og kamp kan være en del af processen, men det er ikke okay at sige til Gud, at man ikke vil gøre det på Hans måde. Der understreges, at det her ikke bare handler om bedre psykologi, men om selve vejen til frelse: hvis man bevidst vælger at blive i bitterhed og had, vælger man samtidig at stå uden for den tilgivelse, Gud rækker i Jesus.
Til sidst kaldes der til konkret respons: at lægge bitterhed, vrede, hævntørst og selvfordømmelse ned og vælge tilgivelse. Der opfordres til at bede for dem, der har gjort ondt, og ikke kun neutralt, men ved at velsigne dem, bede om, at Gud vil møde dem, helbrede deres hjerter og lade dem erfare Hans kærlighed. Der lægges vægt på, at tilgivelse ikke er at sige, at det, de gjorde, var i orden, men at lade dommen være Guds og ikke sin egen. Der åbnes også for, at Gud kan forvandle fjender til venner, hvis man slipper kontrollen og lader Ham bestemme, hvilke mennesker der skal være i ens liv. Tilgivelse beskrives som frihedens fuldkomne lov, hvor man ikke længere er slave af fortiden, men vandrer i Guds kærlighed. Spørgsmålet står tilbage: Er det nok bare at tro, eller kræver det et konkret valg om at tilgive og slippe bitterheden – også når alt i én skriger imod, men Guds ord kalder på lydighed og tillid til, at Hans vej er liv.
Citat fra undervisningen: “Tilgivelse betyder ikke, at det den anden gjorde, var okay, det betyder, at du nægter at lade det styre resten af dit liv.”
