At elske sin næste er ikke et lille side-bud i Bibelen, men helt inde i kernen af, hvad det vil sige at leve med Gud. Der bliver taget udgangspunkt i Jesus’ ord om, at det største bud er at elske Herren af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin styrke, og at det næststørste er: “Du skal elske din næste som dig selv.” Det er ikke en hyggetekst til væggen, men noget der bliver sat på linje med selve kærligheden til Gud. Andreas Slot-Henriksen forklarer her om, hvorfor næstekærlighed i Guds øjne er vigtigere end alle de religiøse ydre ting, og hvorfor det ikke handler om følelser, men om vilje, valg og konkrete handlinger.
Der bliver først peget på, at en skriftklog i Markus-evangeliet faktisk selv opsummerer Guds hjerte, når han siger, at det at elske Gud og elske sin næste er mere værd end alle brandoffer og slagtoffer. Det er stærkt, fordi hele systemet på det tidspunkt byggede på ofre, lov og ydre handlinger. Alligevel bliver det her slået fast, at kærlighed til Gud og næsten står over alt det. Jesus bekræfter det og siger til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” Dermed bliver det tydeligt, at næstekærlighed ikke bare er et ekstra krydderi, men en af de helt bærende søjler i Guds rige.
Undervisningen går videre med at forklare, at den kærlighed, der tales om her, ikke er en flyvsk følelsesstemning, men den kærlighed som Bibelen beskriver som en selvopofrende kærlighed, der bæres af en beslutning. Det handler ikke først om, hvad man føler for et menneske, men hvad man vælger at gøre for det menneske. Den samme kærlighed, der bruges om forholdet til Gud, bruges også om forholdet til næsten. Med andre ord: Den måde du vælger at elske Gud på, med vilje, lydighed og handling, er også den måde, du skal beslutte at elske din næste på. Det er voldsomt, men det er sådan, Jesus lægger niveauet.
Der bliver også taget fat i nogle almindelige misforståelser. Nogle tænker, at fordi de ikke bryder sig særlig meget om sig selv, så forpligter buddet om at elske næsten som sig selv dem ikke så meget. Andre ender i den modsatte grøft og mener, de først skal lære at elske sig selv enormt meget, forkæle sig selv og fokusere på sig selv, før de kan elske andre. Begge spor bliver afvist. Der bliver i stedet peget på, at buddet bygger på en forudsætning: Du er skabt i Guds billede, og når du begynder at tro det, Gud siger om dig, vil en sund kærlighed til dig selv vokse frem – ikke som egoisme, men som taknemmelig hvile i at være elsket.
Der bliver også nævnt, at verden i dag har presset en masse skæve idealer ned over mennesker, så mange kæmper med selvforagt, kropshad og skam. Men Gud har ikke skabt os til at hade os selv. Tanken om, at ingen har hadet sit eget kød, bliver brugt til at vise, at Gud fra starten har lagt en grundlæggende værdi ind i mennesket. I stedet for at spejle sig i mediernes billeder, kaldes man til at spejle sig i det, Gud siger. Når identitet og selvbillede bliver forankret i Guds kærlighed, bliver det muligt at elske sig selv på en sund måde og derfra elske andre uden at skulle bruge dem til at fylde ens egen tomhed.
Et centralt spørgsmål i undervisningen er: Hvem er egentlig min næste? Der bliver forklaret, at i Det Gamle Testamente, hvor buddet først står, er ordet “næste” på hebraisk knyttet til den gruppe, man hørte til – ens eget folk, egen stamme, eget nærmiljø. Man skulle med andre ord elske dem, der var “inden for cirklen”. Men i det Nye Testamente går Jesus et skridt videre. På græsk bliver “næste” i højere grad forbundet med den person, man møder i den situation, Gud sætter én i – uanset baggrund, gruppe eller tilhørsforhold. Dermed sprænges den snævre ramme, og næstekærlighed bliver noget, der rækker ud over egne rækker.
Her bliver lignelsen om den barmhjertige samaritaner trukket frem som et stærkt billede på, hvad næstekærlighed er i praksis. En mand ligger forslået i vejkanten, og dem, der burde hjælpe – de religiøse og dem fra “den rigtige gruppe” – går forbi. Det ender i stedet med, at en samaritaner, som jøderne så ned på, stopper op, forbinder sårene, betaler for ophold og pleje og lover endda at dække ekstraudgifter. Næstekærlighed bliver her vist som noget, der koster tid, kræfter og penge. Det er ikke bare et klap på skulderen og et “god bedring”, men konkret hjælp, omsorg og generøsitet.
Det bliver understreget, at sådan kærlighed ikke er billig. Den barmhjertige samaritaner ofrer sin komfort, sin plan, sin egen økonomi og sin tid. Pointen er, at næstekærlighed uden offer hurtigt ender som fine ord uden tyngde. Der skelnes også mellem ren humanisme og kristen næstekærlighed. Humanisme kan have fokus på at hjælpe mennesker, men uden Gud i centrum. Kristent kald til næstekærlighed bærer både praktisk hjælp og et ønske om at føre mennesker til Jesus. Derfor handler det ikke kun om at dække behov, men også om at være åben om, at kærligheden kommer fra Gud.
Undervisningen bevæger sig videre til det, der måske gør mest ondt: at elske, selv når man ikke får noget igen. Der bliver realistisk sagt, at man vil opleve skuffelser, utaknemmelighed og kulde. Man kan have inviteret folk hjem, hjulpet, givet tid og kræfter og aldrig få et tak eller en invitation den anden vej. Men næstekærlighed handler ikke om, hvad man får igen, men om at afspejle den kærlighed, man selv har modtaget fra Gud. Der opfordres til at investere i mennesker, selv om det gør ondt, og selv om det nogle gange føles, som om man “taber” på det i det korte løb.
Et vigtigt sted i undervisningen er, hvor der læses fra Matthæusevangeliet kapitel 25 om fårene og bukkene, hvor Jesus taler om at have givet mad til den sultne, tøj til den nøgne, besøgt den syge og den fængslede. Her bliver det klart, at Jesus tager det personligt, hvad man gør eller ikke gør mod de små, svage og oversete. Det er ikke bare “god stil”, men noget der vejes på den sidste dag. Når man hjælper den mindste, er det som at hjælpe Jesus selv, og når man ignorerer den mindste, er det som at vende sig fra Jesus. Det er hård læsning, men det viser, hvor alvorligt Gud tager næstekærlighed.
Der bliver også talt ærligt om, at djævelen kan sende mennesker på ens vej for at dræne, styre og ødelægge, og at det derfor er vigtigt at have åndelig dømmekraft. Man skal ikke ukritisk kaste sig ind i enhver relation, som ender med at trække én væk fra Gud og ud i kaos. Derfor opfordres der til at bede om at kunne bedømme ånder, så man kan skelne mellem dem, Gud sender, og dem, der er sat til at ødelægge. Samtidig bliver der sagt, at selv når man tager fejl i god tro, ser Gud hjertet og glæder sig over viljen til at elske. Det er ikke fejlfrihed, Han leder efter, men mennesker der vil lade sig forme og lære undervejs.
Undervisningen lander i en praktisk opfordring: Bed Gud vise, hvem din næste er. Det kan være en nabo, en kollega, en ven, en flygtning, en hjemløs, en familie på McDonald’s, et menneske på gaden eller en gammel kontakt fra fortiden. Det vigtigste er ikke, hvor du finder personen, men at du er villig til at lade Gud pege. Der lægges vægt på, at kærlighed til næsten kommer til at koste tid, bekvemmelighed og ofte økonomi – men at Gud også velsigner, når man går i det, Han kalder til, uden at gøre det for at “tjene på det”. Til sidst bliver der opfordret til at tage buddet om at elske sin næste som sig selv med hjem og lade det få lov at udfordre, forme og lede, så næstekærlighed ikke bliver et ord, men en livsstil.
“Citat fra undervisningen:””Elsk næste som dig selv.”
Relevante søgeord: elsk din næste – næstekærlighed – barmhjertig samaritaner – elsk dig selv – agape kærlighed – praktisk kærlighed – offervillighed – hjælpe andre – Guds kærlighed – discipelskab – dommens dag – barmhjertighed – generøsitet – kristen livsstil – elsk fjender
