Omvendelse og dåb

Omvendelse og dåb
Få bibelsk undervisning om omvendelse og dåb. Lær, hvordan omvendelse er at vende sig fra synd imod Jesus og tage imod Guds nåde, og hvordan dåben markerer begyndelsen på et nyt liv som kristen.
Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.
For lang tid siden, da jeg sad og lavede programmet, havde jeg sådan en god, hvad skal vi have på programmet? Og så fuldstændig ude af konteksten og alt muligt, der fik jeg simpelthen den her overskrift: Den brændende tornebusk. Så tænkte jeg, jamen jeg sætter Den brændende tornebusk på som et emne, men jeg havde som i overhovedet ingen idé om, hvor vi skulle ende henne. Og det har jeg stadigvæk ikke helt. Og så alligevel.
Og jeg vil starte med at læse Anden Mosebog, kapitel 3, vers 1-6. Der står: Moses vogtede får for sin svigerfar Jethro, præsten i Midian. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Der viste Herrens engel sig for ham i en flamme inde fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden. Og han tænkte: Jeg må hen og se nøjere på det mærkelige syn. Hvorfor brænder busken ikke?
Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: Moses, Moses! Han svarede: Ja! Og Gud sagde: Du må ikke komme nærmere. Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord. Og han sagde: Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke at se Gud.
Wow! Prøv lige at være der. Prøv lige at være den her fårehyrde, der går ud, og pludselig ser det her. En busk, der står i brand. Men den brænder ikke. Og pludselig så hører du en stemme derindefra.
Og nu er det ikke fordi, at vi skal læse hele episoden, fordi det er faktisk rigtig langt. Moses og Gud har en enormt lang samtale med hinanden. Og jeg vil virkelig anbefale jer, hvis ikke I lige kan huske, hvad der står, så gå hjem og læs Anden Mosebog, kapitel 3. Fordi der viser Gud sin storhed. Han giver både spedalskhed og alt muligt andet i løbet af splitsekunder. Der sker rigtig mange interessante, virkelig spændende ting. Så gå hjem og læs det, hvis I ikke lige kan huske det.
Men noget af det, som jeg havde læst det her, og havde sådan kigget ud, hvad er det, du vil have, jeg skal dele i det her? Fordi det er jo sådan ret… Altså lige til hvad det handler om, jeg tror, at enhver kan sådan forstå, at… Det er der, vi skal henad. Men der gik flere og flere ting op for mig, efterhånden som jeg sad med det.
Og den første ting, der virkelig kom springende i mit hoved, det var ærefrygt. Ærefrygt for Gud. Både den her med, at han skal tage sandalerne af, det kommer jeg tilbage til senere. Men også den her, at han turde faktisk ikke at se på Gud, og derfor dækkede han sit ansigt til. Det er første gang, Gud egentlig taler så direkte til Moses, som vi oplever her. Der sker enormt mange ting.
Og det, der er interessant i det, det er, at hvis vi læser videre til Anden Mosebog, på det her tidspunkt, der er israelitterne ført ud af Egypten og ind i ørkenen. Men Gud viser sin storhed, sin hellighed, sin magt og sin kraft på samme måde, hvor man kan sige, at i det her tilfælde, der skal Moses smide sandalerne. I det andet tilfælde, der må folk ikke røre ved bjerget. Gør de det, så mister de ganske enkelt livet.
Og det, der også er interessant, det er, at ved at have den ærefrygt, som vi oplever, der sker her i Anden Mosebog, hvor de ikke må røre ved bjerget, først derefter taler Gud. Det er der, han faktisk giver De Ti Bud. Hvad er det, vi ser i det andet eksempel, eller det første eksempel her med Moses? Det er, at da han kommer hen foran tornebusken, han smider sandalerne, da han får ærefrygten for Gud, det er faktisk først da Gud begynder at tale.
For lige at tage fat i det her med sandalerne, for det har for mig virkelig været en øjenåbner i det her. Og det er måske ikke lige den, folk får øje på til at starte med, men man kigger på den her brændende busk, man kigger på, at det er en engel, der kommer ned, da Gud taler fra busken. Men det vilde af det hele, det er, at Gud faktisk beordrer Moses til at tage sandalerne af, fordi han står på hellig grund. Og det gør han.
Nu vil jeg starte med at sige, at hvis der er nogen af jer, der nogensinde har været i en ørken, så tror jeg simpelthen ikke på, at nogen af jer frivilligt tager sandalerne af. Sand er så varmt, at du vil simpelthen brænde dig, så det står efter. Men Moses, han var lydig, han tog sandalerne af. Han er sandsynligvis ikke brændt. Men jeg er ret sikker på, at tankerne kørte ind i hans hoved, fordi han var forhyttet, han vidste udmærket godt, hvordan det var at gå i ørkenen og finde de her små grønne områder fra sted til sted. Det har ikke været sjovt. Det har været brændende varmt.
Men hvad er sandalerne? Hvorfor er det, han skal tage dem af? Jeg tror, at sandalerne er både et symbol på skidt og snavs, men det er også et symbol på verden. Fordi det, der er meget interessant, det er, hvis vi læser igen, hvad der står i vers tre, så står der på dansk: “Og han tænkte, jeg må hen og se nøje på det mærkelige syn. Hvorfor brænder busken ikke?” Det er en lidt mærkelig oversættelse.
Hvis vi kigger på den i den engelske King James, så står der faktisk – nu tager jeg den lige på engelsk, så skal jeg nok lige oversætte den bagefter – der står: “I will now turn aside and see this great sight, why the bush is not burnt.” Og det er bestemt ikke det, der står i den danske, der står der: “Jeg må hen og se nøje på det mærkelige syn.” Og det er godt nok noget andet end: “Jeg vil nu vende mig væk.” Det er ikke det samme.
Men det er bare helt enormt, for hvad er det, han vender sig væk fra? Han vender sig væk fra sin egen forstand. Han fatter ikke en bønnne af, hvad der sker. Han kommer ud i ørkenen, han ser det her, der står en Herrens engel, men Gud taler inde fra busken. Hvad sker der? Han er nødt til at lægge sin egen forståelse væk. Han er nødt til at lægge sit eget kød væk. Han er nødt til at lægge alt det ned, som han kommer med i sin bagage.
Og så får han tilmed at vide, at han skal tage de her sandaler af. Jeg kommer tilbage til det senere, men det her med at tage sandaler af, det var det, alle disciplene skulle gøre, før Jesus kunne vaske deres fødder. Johannes Døberen, hvad var det han sagde? Han brugte sandalerne, eller han skriver eller taler om en skorem, der står: “Jeg døber jer med vand, så kommer han, som er stærkere end jeg” – han refererer til Jesus her – “og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem.” Han skal døbe jer med Helligånden og med ild.
Det er en sko, der har en skorem, det er en sandal. Igen bliver der henvist til sandalen. Hvorfor er han ikke værdig til at løse den her sandal? Fordi han kan ikke sige til Jesus: “Du skal lade dig døbe.” Det er en omvendelse, at stå op, han kommer og fortæller. Du er nødt til at lægge det gamle liv væk. Han vidste udmærket godt, hvem Jesus var. Han var ikke værdig til at sige: “Du skal lade dig lige døbe her.” Han var overordentlig værdig til det. Jesus krævede, at alle disciplene tog sandalerne af, før at få udvaskelsen.
Det, der er så interessant, det er, at der er jo en, der synes, at det skal han ikke. Jeg vil lige prøve at læse det her fra Johannes 13, 6-11. Da han så kom til Simon Peter, det er altså Jesus, der er ved at vaske deres fødder. Og Peter sagde til ham: Herre, hvad skal du mine fødder? Jesus svarede ham: Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det. Peter sagde: Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder. Jesus svarede: Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lov at dele sammen med mig. Simon Peter sagde til ham: Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet. Jesus sagde til ham: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. I er rene, dog ikke alle. Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham. Derfor sagde han til dem: I er ikke alle rene.
Og her handler det lige præcis om det skidt, om det snavs. Det er så vildt, at det er lige præcis, at de her sandaler og fødderne, det handler om, i forhold til at stå på hellig grund. Moses skal tage sandalerne af, fordi det er hellig grund. Han skal afstå verden, han skal afstå sin egen forståelse, og han skal iklæde sig helligheden. Han skal stå nøgen overfor Gud, og først der er det, at Gud begynder at tale til ham. Først der er det, det sker, at Gud endda ikke bare taler til ham, men Gud åbenbarer sit navn for ham. Jeg er, jeg er den, jeg er. Guds identitet er den, der bliver røbet for Moses i det her. Jeg er den, jeg er. Jeg er den, jeg er.
Moses sagde til Gud: Når han kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger hans navn, hvad skal jeg så sige til dem? Gud svarede Moses: Jeg er den, jeg er, og han sagde: Sådan skal du sige til israelitterne, jeg er har sendt mig til jer. Det, der er sjovt i det her, det er, at Moses han bliver angrebet. Jeg tror ikke, der er mange, der tænker på det, men han bliver faktisk angrebet. Præcis ligesom vi andre bliver angrebet, når Gud han siger til dig: Jeg er med dig, du er værdig, jeg elsker dig, jeg vil bruge dig, jeg er ved det ene, jeg er ved det andet. Gud har så mange fantastiske løfter.
Der er så mange mennesker, der stiller sig op: Jamen, det er jeg ikke værdig, det er jeg ikke værdig, jeg er ved det ene, jeg er ved det andet. Jeg er ved det andet, Gud har så mange fantastiske løfter. Der er så mange mennesker, der stiller sig op: Jamen, det er jeg ikke værdig til, jamen Gud kan ikke bruge mig, jamen jeg duer ikke til noget. Hvad er det Moses han siger? Præcis det samme, der står her. Det er fra igen Anden Mosebog kapitel 4, vers 10-17: Men Moses sagde til Herren: Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke brugt min magt, og har aldrig haft det. Jeg har det heller ikke nu, efter du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.
Der sagde Herren til mig: Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? Gå nu, jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige. Men han svarede: Undskyld mig, Herre, send dog en anden. Der flammede Herrens vrede op imod Moses, og han sagde: Er det ikke din bror? Jeg ved, han kan tale, han er netop nu på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig i hjertet, når han ser dig. Tal til ham, og læg ordene i munden. Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. Han skal tale til folket på dine vegne. Han skal være mund for dig, og du skal være Gud for ham. Tag den stav i hånden, med den skal du gøre tegnene.
Moses kommer med sin utilstrækkelighed.
Moses kommer med, han kan ikke finde ud af tingene mere. Prøv at tænke på hans fortid. Han var hebraer, men han vokser op uden at vide noget om det. Han vokser op i paladset, han vokser op i faraos hus, han vokser op sammen med Ramses som sin bror. Han aner ikke noget om det her. Men Gud har skrevet sin DNA i ham. Gud har lagt sin lov på hans hjerte.
Så da han kommer til at slå en ægypter ihjel, pludselig går det op for Moses, hvad han har gang i. Fordi Guds lov er skrevet på Moses’ hjerte. Han får sig en samvittighedskvaler. Samtidig finder han ud af, at han overhovedet ikke er ægypter, men han er faktisk en hebræer. Han er nødt til at flygte. Så han er gået i storhed, i pomp, i pragt. Han er blevet set og lyttet til.
Og hvad står han og siger nu? Jeg kan ikke formulere mig, jeg kan ikke sige noget. Kig på hans fortid. Han om nogen har skulle formulere sig. Han om nogen har skulle stå frem. Men pludselig bliver han angrebet af det her mindre, jeg kan ikke finde ud af det. Og Gud bliver faktisk vred på ham. Så tag dig dog sammen, mand! Kom nu! Jeg har kaldt dig, kom nu! Er det ikke mig, der har skabt din mund? Er det ikke mig, der har skabt alt omkring dig?
Og alligevel siger han igen: Jeg tror, du skal finde en anden, Gud. Det er så godt det her for mig. Det kan jeg lige ikke kapere. Og Gud bliver vred. Men han er så trofast, og så god, og så kærlig, at han giver lov til, at Aron må komme med. Gud, han er så trofast i det hele. Fordi Moses har lagt alt ned. Moses, han er blevet virkelig udrustet.
Først så var han på højden. Han var toppen af poppen. Så flygter han. Og i 40 år er han ikke andet end en hyrde, der vader rundt ude i ørkenen, og bestemt ikke har nogen som helst former for autoritet eller noget som helst. Han har ikke engang sit eget. Han er hyrde for sin svigerfar. Han bliver pillet fuldstændig ned.
Den første opgave, der sker, da han bliver sendt ud i ørkenen, det er, at han skal forsvare en bunke kvinder, der kommer hen til en brønd og skal have noget vand. En mand på den tid, der forsvarer kvinder, er ikke klar over, hvor ydmygende det er. Men Moses gør det, fordi Gud skal have lov at skrive på hans hjerte, fordi han vidste, det var ret. Fordi alt det, der var pomp og pragt, er blevet pillet af ham, det er derfor, Gud kan bruge ham. Og Gud har haft en plan med ham helt til at starte med.
Guds plan var, at han selv skulle gå. Men Moses valgte faktisk at træde lidt ud af planen, fordi han tvivlede på sig selv, så Aron blev sendt med. Det var ikke planen til at starte med. Moses fik det frie valg, men han gik. Det er præcis det samme, du og jeg står i et samarbejde.
I kender det i Efeserne, hvor der står kapitel 4: I skal aflægge det gamle menneske, som hører jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forførerske lyster. Og I skal fornyes i sind og ånd, og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. Og det er også fantastisk, og det er også supergodt, og det er så vigtigt at gøre.
Men det nytter bare ikke noget, hvis ikke du er villig til at tage dine sandaler af, der hvor Gud kalder på dig. Hvis du ønsker, at tingene skal være på din måde, hvis du ønsker, at du vil have en forståelse af det hele – ja, men jeg kan ikke forstå det her, jeg kan ikke fatte, hvorfor jeg skal tage mine sandaler af, for jeg kommer til at brænde mine fødder helt vildt, det giver jo ikke mening, Gud, det gider jeg ikke det her. Jeg vil gerne bruges af dig, men jeg gider ikke tage sandalerne af.
Så har du ikke ærefrygt for Gud. Så forstår du ikke, hvad det handler om.
Jamen kom om Gud, det er jo mig, der skal have noget af dig, jeg skal jo ikke være din stikkerant, drenge, vel. Altså du har skabt mig, så må du også forsørge mig, give mig alt muligt, det er dig, der står for at sørge for, at jeg har det godt. Ja, ja, på Guds måde. Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får du alt det andet i tillæg.
Så vi skal huske at vende den rundt, det handler ikke om os, men det handler om, at vi hver især skal spørge Gud, hvor er det, jeg skal tage mine sandaler af? Hvor er det, jeg kan komme ind i dit nærvær? Hvor kan jeg have ærefrygt for dig, far? Samtidig så sandaler, de var jo lavet af døde dyr, af skind på det tidspunkt, det var det, man havde. Du er nødt til at tage alt det døde flæsk af, for at bruge symbolet. Alt det, der er dødt, alt det døde kød.
Forstå, at det er blevet begravet i dåben, og du bliver en ny skabning i ham, når du oprejser dig fra dåben. Vi er nødt til at fjerne vores gamle tankebygninger. Vores gamle, sådan plejer det at være. Uanset om man har tankebygninger fra religiøsitet, hvis man har været låst fast i en religiøs boks, hvis man har været noget, der er sagt katolik, eller fra Indre Mission, eller fra alle mulige andre steder, hvor man har puttet, og det er ikke for at sætte label på nogen, men bare for at have den her med.
Vi kommer fra en baggrund, hvor vi alle sammen har noget med i bagagen, om Gud han er sådan og sådan. Man kan have skuffelse på Gud. Man kan komme fra hele New Age-bevægelsen og have den her, at Gud han er en energi, så strømmer han af det Guddommelige. Jesus han er sådan en Jesus-kræft, vi lige kan trække på en gang imellem. Men vi er nødt til at have Guds forståelse af det. Og vi er nødt til at iklæde os Kristus.
Og den eneste måde, vi iklæder os ham på, der er kun én måde til det. Der er kun én måde. Og det er ved at blive døbt til at tilhøre ham. Paulus siger det så tydeligt i Galaterne, der står, for I er alle Guds børn ved troen i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt Kristus. Når vi lægger det gamle liv ned, det er der, han kan få lov til at komme til.
For mit eget liv, der havde jeg jo også sådan før i tiden, da jeg levede. Som standard kristen, troende liv. Jeg hørte aldrig fra Gud. Til trods for, at jeg stillede ham rigtig mange spørgsmål. Men jeg hørte aldrig fra ham. Det var ikke så tit, jeg bad. Men når jeg gjorde, så var det altid fordi, jeg havde brug for hjælp.
Gud, svar mig nu på det her. Hvad skal jeg? Hvilken vej skal jeg gå? Hvad vil du have af mig? Hvad skal jeg? Det var aldrig noget med, hvad kan jeg gøre for dig, eller hvordan vil du bruge mig? Men det var, hvad skal jeg gøre for, at jeg selv får mest muligt ud af det? Hvilket job skal jeg have? Hvad gør jeg med noget, han har sagt med et lån? Hvad skal jeg gøre med sådan og sådan og sådan? Gud, svar mig.
Jeg fik bare ikke de der svar. Fordi de allerede stod i Guds ord. Men jeg læste ikke Guds ord. Jeg kendte ikke hans løfter. Jeg anede ikke, hvad ærefrygt var. Det handlede om mig. Det var mig, der var i centrum. Og når man sætter sig selv i centrum for tro, så er det, man ikke får lov til at opleve Gud.
Men når man fjerner sig selv fra centrum, og er villig til at tage sandalerne af, selvom med ens menneskelige hjerne, du kan få brandvabler, det kan gøre ondt, og det ikke er rart. Hold da op, hvor der sker noget. Pludselig så er det på hans bekostning, vi kommer. Han havde sagt, det er ud fra, hvad han ønsker, og ikke ud fra, hvad jeg ønsker. Det er ikke noget med, Gud skal jeg tage det job, eller skal jeg tage det job? Hvad kommer til at fungere bedst for mig?
Men det handler om Gud. Ønsker du, at jeg skal have et nyt job? Så led mig til, hvad det er for et nyt job, jeg skal have. Og jeg skal selvfølgelig selv søge, og alle de her ting, og være opmærksom på det. Men hold fast, hvor har jeg godt nok bedt bønner mange gange, hvor jeg synes, at Gud overhovedet ikke har svaret mig? Fordi jeg satte mig selv i centrum. Jeg satte mig selv i centrum i alle ting.
Når man kigger tilbage, kan man få sådan en helt “hold da op”. Men jeg forstod ikke, hvem Gud var. Jeg forstod ikke, at det på den måde var ham, der skulle i centrum. Jeg forstod ikke, hvad ærefrygt var. Jeg forstod ikke, hvad det betød, når for eksempel, som vi hørte før, at israelitterne måtte ikke komme hen til bjerget. Det var kun Guds udvalgte. Det var Moses på det her tidspunkt. Han fik lov at gå hele vejen op. Og da han kom op, da fik han det tip ud.
Jeg forstod ikke, at Gud var retfærdig. Jeg havde inde i mit hoved, at Gud var en kærlig Gud. Gud havde en ubetinget kærlighed til os alle sammen. Og det har han også. Den er bare ikke ubetinget. Den er betinget af, at du gør hans vilje. Fordi han er retfærdig. Så han elsker dig. Han elsker dig så højt. Siger, kom nu. Tag nu din sko af. Læg dig på knæ indenfor mig. Kast dig på maven indenfor mig. Vis, at jeg har frygt. Gå med mig.
Men vi har bare tit og ofte så travlt med verden omkring os. Vi lukker op fra kukkassen, så ser vi, hvordan verden fungerer, og så tilpasser vi os stille og roligt til, at det skal være en del af vores liv. Og kan det ikke det? Så er der godt nok noget skidt noget i dag. Har det i alt? Prøv at kigge på udseende. Hvor mange af jer, måske primært kvinder, står og kigger tal på vægten? Hvor mange vil gerne tabe sig x antal kilo, fordi man synes, det er pænt? Fordi man i sin tid har set en masse, masse modeller på tv, der er alt for tynde. Hvor mange er styret af det? Det går hen og bliver en afgud.
Og så har vi hver især. Tag fitnesscenter. Hvor er der mange, der er afhængige af fitness. De kan slet ikke lade være. Det bliver en afgud. I stedet for at lægge dig fladt ned og sige, okay Gud, her er jeg. Ja, pas på dit tempel. Men lad være med at lave afguder ud af det. Sådan er det i alle aspekter i vores liv. Spørg hver især, hvor vi skal tage sandalerne af. Hvor det er, vi kigger for meget på os selv. Hvor det er, vi alt, alt for meget vil beholde de her sandaler på. Spørg hende. Spørg i dit liv. Hvor ønsker du, jeg skal tage sandalerne af?
Når du kommer hjem i dit lønkammer næste gang. Når han har sagt, prøv at spørge Gud, om du må få lov at se billedet af den flammende, brændende tornebusk. Og så prøv at genkalde den ærefrygt, som Moses havde haft. Den ærefrygt, hvor der står, han gemte sit ansigt, fordi han ikke engang turde kigge på Gud. Det var overnaturligt. Busken, den brændte, men den brændte ikke. Der var ild i den, men den blev ikke fortæret. Tværtimod.
Det er sådan, der sker i dit liv, når Gud får lov til at være der for dig, og med dig, og i dig. Du begynder at brænde, ligesom busken begynder at brænde. Du får lov til at være lys for andre mennesker. Du kommer til at stråle. Guds engel vil passe på dig. Det var her, han gik. Guds engel vil passe på dig. Det var her, der var Guds engel, der var i busken. Gud talte indenfor den. Han vil sætte englevagt omkring dig. Du kommer til at blive lys, når du fjerner fokus fra dig selv. Så bliver du den brændende tornebusk.
Endnu mere, jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vildt det er. Jesus, han går i døden. Han får en tornekrone på hovedet. Da Moses hører Gud for første gang, er det en tornebusk, som Gud viser sig fra.
Han skulle tage sandalerne af for at lægge verden væk, for at lægge det beskidte væk. Jesus fik tornekronen på hovedet som et symbol på alt det beskidte på hån. På nedgørelse, spyt, pinslen, for at tage det hele for os. For at gå hele vejen på korset. For din skyld, for min skyld, for at vi kunne komme i frihed.
Så når vi tager sandalerne af og vælger at gøre det på hans måde, så har han betalt prisen for dig. Gud startede med at tale ved en tornebus, og Jesus fuldendte med en tornebus på hovedet. Så gå ud og bliv en brændende tornebus, gå ud og være et lys.
Men husk, at du er nødt til at tage sandalerne af, inden du gør det. For ellers, så kan han ikke bruge dig. Det handler om ham, ikke om dig.
















