Åbner i en ny fane

Den brændende tornebusk

Den brændende tornebusk

Den brændende tornebusk

Tre citater fra undervisningen d. 2023-03-15

Tag dine sandaler af, for ellers kan Han ikke bruge dig.

Lydighed før forståelse – det er sådan Gud åbner næste skridt.

Når du tager sandalerne af, flytter du fokus fra dig selv til Ham.

Kort beskrivelse af undervisningen

Undervisningen udfolder mødet ved den brændende tornebusk som et kald til ærefrygt, overgivelse og lydighed. Sandalerne bliver et billede på at lægge “verden” og egne forklaringer væk, så Gud kan tale og sende. Der drages tråde til Jesus’ fodvask, dåb, daglig renselse og valget om at søge først Guds rige. Der opfordres til konkret at spørge, hvor sandalerne skal af i hverdagen, så livet kan brænde med Helligåndens ild uden at blive fortært.

Se undervisningen her...

Se undervisningen direkte på YouTube her: https://youtu.be/7qoWWbFYEC0

NB!! Se bibelversene, som blev brugt, samt en transskribering af hele undervisningen, i bunden af siden!

Vi er afhængige af DIG!!

For at kunne lægge undervisning osv. ud er vi økonomisk afhængig af hjælp!

Da LytTilJesus.dk ikke er en organisation, er gaver ikke fradragsberettigede i sig selv — men du kan støtte gennem “Rescue Team”, som har indsamlingstilladelse og er indberettet til Skat:

Klik her og støt vores arbejde

Kom og vær med til et af vores møder

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.
Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.
Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Wedding seminar

Servicetjek af ægteskabet

Tag med til en inspirerende weekend for ægtepar, hvor I får tid, ro og konkrete redskaber til at styrke jeres ægteskab.
Seminaret er to dage og KUN for ægtepar. Det bygger på kristne værdier med fokus på kærlighed, respekt, ydmyghed og omsorg for hinanden – og selvfølgelig med god forplejning.

I løbet af dagene sætter vi fokus på kommunikation, forventninger, forskelligheder mellem mand og kvinde, konflikthåndtering og hvordan man skaber mere tryghed, nærhed og glæde i ægteskabet. Temaerne omhandler alt fra kommunikation, konflikter, tryghed og fælles værdier til seksualitet.

Vi kommer også ind på taknemmelighed, tilgivelse og konkrete redskaber, som kan styrke hverdagen sammen. Husk travesko – der bliver også plads til at gå en tur.

Undervisningen varetages af Birte og Andreas Slot-Henriksen, som selv snart har været gift i 30 år.
Birte er uddannet i PREP, som er et redskab til at styrke kommunikation og forståelse i parforholdet. Gennem årene har Birte og Andreas hjulpet mange gennem ægteskabsrådgivning og set flere ægtepar blomstre op.

Der er kun plads til MAX. 10 ægtepar, så tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. Når holdet er booket, er der ikke flere pladser!
Prisen er pr. par og er inkl. mad og forplejning.

Læs mere og tilmeld dig

Fællesskab med nadver (ingen undervisning)

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Denne aften har vi ingen undervisning, men vi har lovsang, nadver og vidnesbyrd hele aftenen.

Vi slutter vi af med en kop kaffe eller te.

Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

SøndagsCafé

Et arrangement for hele familien

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Klovborg

Sidste søndag i måneden samles vores lille hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Det er for hele familien... så er sker både noget for børn og voksne...!

I husmenigheden på Stenslyngen ønsker vi enhed omkring Jesus Kristus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Jesus Kristus og Guds ord, Bibelen, er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.
Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.
Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Denne undervisning er kategoriseret indenfor nedenstående emner:
– klik på dem for at se mere relevant undervisning

Vidste du, at du kan høre den nyeste undervisning som podcast på bla. Spotify og AppleMusic?

Klik dig ind og lyt her: https://li.sten.to/lyttiljesus

  • Skriftsteder fra undervisningen om 'Den brændende tornebusk'

Anden Mosebog 3.1–6
1 Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. 2 Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, 3 og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« 4 Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, 5 og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« 6 Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.


Anden Mosebog 19.9–20.7
9 Herren sagde til Moses: »Jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre mig tale med dig og for al fremtid stole på dig.« Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt, 10 og Herren sagde til Moses: »Gå ned til folket; du skal hellige dem i dag og i morgen, og de skal vaske deres klæder. 11 De skal holde sig rede til i overmorgen, for i overmorgen vil Herren i hele folkets påsyn stige ned på Sinajs bjerg. 12 Du skal spærre af for folket hele vejen rundt og sige til dem, at de skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af det. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden; 13 men ingen hånd må røre ham; han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve. Når vædderhornets lange tone lyder, må man gå op på bjerget.«
14 Så kom Moses ned fra bjerget til folket; han helligede folket, og de vaskede deres klæder. 15 Og han sagde til dem: »Hold jer rede til i overmorgen; hold jer fra kvinder!«
16 Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel. 17 Men Moses førte folket ud af lejren, hen imod Gud, og de stillede sig op ved foden af bjerget. 18 Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, 19 og hornklangen blev kraftigere og kraftigere. Moses talte, og Gud svarede ham, så det kunne høres. 20 Herren steg ned på Sinajs bjerg, på toppen af bjerget; han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop. 21 Herren sagde til Moses: »Gå ned og advar folket mod at trænge sig frem til Herren for at se ham, for så vil mange af dem miste livet. 22 Selv præsterne, der må træde frem for Herren, skal hellige sig, for at Herren ikke skal bryde løs mod dem.« 23 Moses svarede Herren: »Folket kan ikke komme op på Sinajs bjerg, for du har jo selv advaret os og sagt, at vi skulle afspærre bjerget og hellige det.« 24 Men Herren sagde til ham: »Gå nu ned, og kom så herop sammen med Aron! Præsterne og folket må ikke trænge sig frem for at komme op til Herren, for så bryder han løs mod dem.« 25 Så gik Moses ned til folket og sagde det til dem.
1 Gud talte alle disse ord: 2 »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.
3 Du må ikke have andre guder end mig.
4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. 5 Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; 6 men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.


Lukasevangeliet 3.16
16 Men han sagde til dem alle: »Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.


Johannesevangeliet 13.6–11
6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.


Anden Mosebog 3.3
3 og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?«

Exodus 3:3 (KJV 1900)
3 And Moses said, I will now turn aside, and see this great sight, why the bush is not burnt.


Anden Mosebog 3.13–14
13 Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« 14 Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«


Anden Mosebog 4.10–17
10 Men Moses sagde til Herren: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.« 11 Da sagde Herren til ham: »Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? 12 Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« 13 Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!« 14 Da flammede Herrens vrede op mod Moses, og han sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. 15 Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. 16 Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham. 17 Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.«


Paulus’ Brev til Efeserne 4.22–24
22 at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, 23 og at I skal fornyes i sind og ånd 24 og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.


Paulus’ Brev til Kolossenserne 3.8–17
8 Men nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot og skamløs snak i jeres mund. 9 Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger 10 og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse. 11 Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.
12 Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. 13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. 14 Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. 15 Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. 16 Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. 17 Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!


Paulus’ Brev til Galaterne 3.26–29
26 For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. 27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. 28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, 29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

NB! Nedenstående referat er en automatisk AI genereret tekst fra selve undervisningen. Der kan derfor forekomme fejl i større eller mindre grad!!
Se i stedet hele undervisningen på YouTube!!

  • Referat af undervisningen om 'Den brændende tornebusk'

– Den brændende tornebusk peger på ærefrygt for Gud og på at lægge verden fra sig for at høre Hans stemme
– Sandalerne som billede på skidt, snavs og “verden” skal af, før Gud taler og sender
– Moses’ usikkerhed og Guds trofasthed: kaldet står fast, selv når vi tvivler
– Jesus’ fodvask viser behovet for renselse i det daglige vandring med Ham
– At “tage sandalerne af” i dag: omvendelse, dop, lægge gamle tankebygninger og afguder ned
– Søg først Guds rige – flyt fokus fra mig til Ham, så kommer ledelse, fred og frugter
– Tornebusk og tornekrone: fra kaldets ild til frelsens fuldendelse i Jesus
– Bliv selv en “brændende tornebusk”: et lys, der ikke fortæres, fordi Gud bærer

Forestil dig ørkenvarmen, støvet og stilheden, før noget bryder igennem: en tornet busk, der brænder uden at blive fortært, og en stemme midt i ilden, der kalder ved navn. Hele undervisningen folder dette øjeblik ud som et nutidigt kald ind i ærefrygt, lydighed og nærvær. Der er en rytme i Guds måde at møde mennesker på: Han tiltrækker, afklæder, taler og sender. “Andreas Slot-Henriksen” underviser her om, hvordan det begynder med at tage sandalerne af – billedet på at lægge verdens støv og egne forklaringer væk – så Helligåndens ild kan brænde uden at fortære, og Gud kan forme hjerter, ord og skridt.

Når Moses går tættere på, bryder Guds hellighed ind: “Kom ikke nærmere. Tag dine sandaler af, for du står på hellig jord.” Ærefrygt er ikke afstand, men den rette holdning i Guds nærvær. Først da begynder Gud at tale, åbenbare sit navn og fremtiden. Det mønster ses også ved bjerget, hvor folket ikke må røre ved grænsen, før Gud taler. Det handler ikke om at holde mennesker væk, men om at holde hjertet vågent. Den, der tager sandalerne af i Guds nærhed, hører tydeligere og sendes stærkere.

Sandaler samler snavs. De var lavet af dødt skind. Billedet er klart: Læg det døde af, læg verdens støv og dine vaner ned. Moses “vender sig bort” fra sin egen forstand for at se, hvad Gud gør. Det er en nøgle: Vend dig fra behovet for at forstå alt til at adlyde det, Gud gør nu. Det går igen i Jesus’ fodvask: fødderne – der bærer dagens støv – skal renses. Ikke hele livet én gang til, men den daglige vandring skal bringes ind i Hans hænder, så fællesskabet bevares rent og stærkt.

Johannes Døberen peger i samme retning: “Jeg er ikke værdig til at løse Hans skorem.” Det handler ikke om teknik, men om hjerte: Når Jesus træder frem, bøjer alt i ærefrygt. Ligesom disciplene måtte have sandalerne af, inden Jesus vaskede fødder, må vi sætte os hos Ham uden forsvar, undskyldninger og facader. Lydighed før forståelse – og renselse før sendelse.

Moses’ kamp med utilstrækkelighed er genkendelig. “Jeg kan ikke tale. Send en anden.” Guds svar er kærligt, men fast: “Hvem gav mennesket en mund?” Gud bliver vred, men bliver også hos Moses og giver ham Aron som mund. Kaldet står ikke og falder med vores evne, men vores overgivelse. Gud lader os ikke sidde fast i skam eller selvkritik – Han tænder busken for at tænde os. Spørgsmålet er: Vil jeg tage sandalerne af, selv når sandet er glohedt, og mit hoved skriger: “Det giver jo ikke mening”?

Her lander undervisningen meget praktisk: Hvad er mine sandaler i dag? Det kan være gamle religiøse kasser, skuffelser, kontrolbehov, frygt for at fejle, eller det kan være tidens afguder – udseende, præstation, fitness, karriere, økonomi. Intet af det gør os “urene” i sig selv, men når det styrer vores valg, tanker og identitet, tager det pladsen i centrum. Derfor kalder Gud os til at tage sandalerne af, lægge os fladt ned for Ham og lade Hans ild definere os igen.

Dåben bliver her et stærkt sted at stå: det gamle begraves, det nye står op. I Kristus iklædes vi noget, vi ikke selv kan producere. Alligevel kræver den daglige vandring bevidste valg: at søge først Guds rige, at spørge “Herre, hvad ønsker du?” i stedet for “Hvad passer mig bedst?”, at lade Ordet forme bønnen, og at bære ærefrygt ind i hverdagsbeslutninger. Når fokus flyttes fra mig til Ham, begynder svar, fred og frugt at dukke op de steder, hvor stilheden før var tung.

Der er også en stærk tråd fra tornebusk til tornekrone. Kaldet brænder i en busk; frelsen fuldendes med torne på Jesus’ hoved. Foragt, hån og smerte blev lagt på Ham, så vi kunne være frie til at træde ind på hellig jord uden fordømmelse. Det er ikke vores renhed, der gør jorden hellig; det er Hans nærvær. Men Han kalder os til at handle derefter: tag sandalerne af, kom ind, lyt, og gå så ud i den styrke, Han giver.

Frugten? At blive som den brændende tornebusk: et lys i mørket, et vidnesbyrd om Guds nærvær, en ild der ikke æder os op, fordi Han bærer. Der, hvor vi før søgte svar for at sikre os selv, begynder vi at søge Hans hjerte for at glæde Ham. Der, hvor vi før tog beslutninger ud fra bekvemmelighed, begynder vi at spørge: “Herre, ønsker du, jeg skal gå?” Så udspringer livet ikke af pres, men af overgivelse.

Undervisningen munder ud i en klar opfordring: Gå ind i dit lønkammer, bederummet, og bed Gud vise dig den brændende tornebusk, så ærefrygten igen bliver frisk i hjertet. Spørg, hvor du konkret skal tage sandalerne af: i din tid, dine relationer, dit arbejde, din økonomi, din skærmtid, dine tanker om dig selv. Når du gør det, vil Hans stemme blive tydeligere, Hans fred dybere og Hans sendelse klarere. Det handler ikke om at præstere, men om at overgive sig. Ikke om at blive stærk nok, men om at lade Ham være stærk i dig.

Citat fra undervisningen: Så gå ud og bliv en brændende tornebusk, gå ud og være et lys.

Relevante søgeord: brændende tornebusk – ærefrygt for Gud – tag sandalerne af – Guds nærvær – kald og sendelse – Jesus’ fodvask – omvendelse og dåb – nyt liv i Kristus – søg først Guds rige – lydighed før forståelse – hellig jord – Helligåndens ild – renselse og vandring – afguder i hverdagen – Guds stemme i hverdagen

ReadTranscription

Klik her for at læse hele transkribtionen af ‘Den brændende tornebusk’.

Søg efter undervisning her...

Relateret undervisning

Læs hele indholdet af undervisningen 'Den brændende tornebusk'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

For lang tid siden, da jeg sad og lavede programmet, havde jeg sådan en god, hvad skal vi have på programmet? Og så fuldstændig ude af konteksten og alt muligt, der fik jeg simpelthen den her overskrift: Den brændende tornebusk. Så tænkte jeg, jamen jeg sætter Den brændende tornebusk på som et emne, men jeg havde som i overhovedet ingen idé om, hvor vi skulle ende henne. Og det har jeg stadigvæk ikke helt. Og så alligevel.

Og jeg vil starte med at læse Anden Mosebog, kapitel 3, vers 1-6. Der står: Moses vogtede får for sin svigerfar Jethro, præsten i Midian. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Der viste Herrens engel sig for ham i en flamme inde fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden. Og han tænkte: Jeg må hen og se nøjere på det mærkelige syn. Hvorfor brænder busken ikke?

Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: Moses, Moses! Han svarede: Ja! Og Gud sagde: Du må ikke komme nærmere. Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord. Og han sagde: Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke at se Gud.

Wow! Prøv lige at være der. Prøv lige at være den her fårehyrde, der går ud, og pludselig ser det her. En busk, der står i brand. Men den brænder ikke. Og pludselig så hører du en stemme derindefra.

Og nu er det ikke fordi, at vi skal læse hele episoden, fordi det er faktisk rigtig langt. Moses og Gud har en enormt lang samtale med hinanden. Og jeg vil virkelig anbefale jer, hvis ikke I lige kan huske, hvad der står, så gå hjem og læs Anden Mosebog, kapitel 3. Fordi der viser Gud sin storhed. Han giver både spedalskhed og alt muligt andet i løbet af splitsekunder. Der sker rigtig mange interessante, virkelig spændende ting. Så gå hjem og læs det, hvis I ikke lige kan huske det.

Men noget af det, som jeg havde læst det her, og havde sådan kigget ud, hvad er det, du vil have, jeg skal dele i det her? Fordi det er jo sådan ret… Altså lige til hvad det handler om, jeg tror, at enhver kan sådan forstå, at… Det er der, vi skal henad. Men der gik flere og flere ting op for mig, efterhånden som jeg sad med det.

Og den første ting, der virkelig kom springende i mit hoved, det var ærefrygt. Ærefrygt for Gud. Både den her med, at han skal tage sandalerne af, det kommer jeg tilbage til senere. Men også den her, at han turde faktisk ikke at se på Gud, og derfor dækkede han sit ansigt til. Det er første gang, Gud egentlig taler så direkte til Moses, som vi oplever her. Der sker enormt mange ting.

Og det, der er interessant i det, det er, at hvis vi læser videre til Anden Mosebog, på det her tidspunkt, der er israelitterne ført ud af Egypten og ind i ørkenen. Men Gud viser sin storhed, sin hellighed, sin magt og sin kraft på samme måde, hvor man kan sige, at i det her tilfælde, der skal Moses smide sandalerne. I det andet tilfælde, der må folk ikke røre ved bjerget. Gør de det, så mister de ganske enkelt livet.

Og det, der også er interessant, det er, at ved at have den ærefrygt, som vi oplever, der sker her i Anden Mosebog, hvor de ikke må røre ved bjerget, først derefter taler Gud. Det er der, han faktisk giver De Ti Bud. Hvad er det, vi ser i det andet eksempel, eller det første eksempel her med Moses? Det er, at da han kommer hen foran tornebusken, han smider sandalerne, da han får ærefrygten for Gud, det er faktisk først da Gud begynder at tale.

For lige at tage fat i det her med sandalerne, for det har for mig virkelig været en øjenåbner i det her. Og det er måske ikke lige den, folk får øje på til at starte med, men man kigger på den her brændende busk, man kigger på, at det er en engel, der kommer ned, da Gud taler fra busken. Men det vilde af det hele, det er, at Gud faktisk beordrer Moses til at tage sandalerne af, fordi han står på hellig grund. Og det gør han.

Nu vil jeg starte med at sige, at hvis der er nogen af jer, der nogensinde har været i en ørken, så tror jeg simpelthen ikke på, at nogen af jer frivilligt tager sandalerne af. Sand er så varmt, at du vil simpelthen brænde dig, så det står efter. Men Moses, han var lydig, han tog sandalerne af. Han er sandsynligvis ikke brændt. Men jeg er ret sikker på, at tankerne kørte ind i hans hoved, fordi han var forhyttet, han vidste udmærket godt, hvordan det var at gå i ørkenen og finde de her små grønne områder fra sted til sted. Det har ikke været sjovt. Det har været brændende varmt.

Men hvad er sandalerne? Hvorfor er det, han skal tage dem af? Jeg tror, at sandalerne er både et symbol på skidt og snavs, men det er også et symbol på verden. Fordi det, der er meget interessant, det er, hvis vi læser igen, hvad der står i vers tre, så står der på dansk: “Og han tænkte, jeg må hen og se nøje på det mærkelige syn. Hvorfor brænder busken ikke?” Det er en lidt mærkelig oversættelse.

Hvis vi kigger på den i den engelske King James, så står der faktisk – nu tager jeg den lige på engelsk, så skal jeg nok lige oversætte den bagefter – der står: “I will now turn aside and see this great sight, why the bush is not burnt.” Og det er bestemt ikke det, der står i den danske, der står der: “Jeg må hen og se nøje på det mærkelige syn.” Og det er godt nok noget andet end: “Jeg vil nu vende mig væk.” Det er ikke det samme.

Men det er bare helt enormt, for hvad er det, han vender sig væk fra? Han vender sig væk fra sin egen forstand. Han fatter ikke en bønnne af, hvad der sker. Han kommer ud i ørkenen, han ser det her, der står en Herrens engel, men Gud taler inde fra busken. Hvad sker der? Han er nødt til at lægge sin egen forståelse væk. Han er nødt til at lægge sit eget kød væk. Han er nødt til at lægge alt det ned, som han kommer med i sin bagage.

Og så får han tilmed at vide, at han skal tage de her sandaler af. Jeg kommer tilbage til det senere, men det her med at tage sandaler af, det var det, alle disciplene skulle gøre, før Jesus kunne vaske deres fødder. Johannes Døberen, hvad var det han sagde? Han brugte sandalerne, eller han skriver eller taler om en skorem, der står: “Jeg døber jer med vand, så kommer han, som er stærkere end jeg” – han refererer til Jesus her – “og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem.” Han skal døbe jer med Helligånden og med ild.

Det er en sko, der har en skorem, det er en sandal. Igen bliver der henvist til sandalen. Hvorfor er han ikke værdig til at løse den her sandal? Fordi han kan ikke sige til Jesus: “Du skal lade dig døbe.” Det er en omvendelse, at stå op, han kommer og fortæller. Du er nødt til at lægge det gamle liv væk. Han vidste udmærket godt, hvem Jesus var. Han var ikke værdig til at sige: “Du skal lade dig lige døbe her.” Han var overordentlig værdig til det. Jesus krævede, at alle disciplene tog sandalerne af, før at få udvaskelsen.

Det, der er så interessant, det er, at der er jo en, der synes, at det skal han ikke. Jeg vil lige prøve at læse det her fra Johannes 13, 6-11. Da han så kom til Simon Peter, det er altså Jesus, der er ved at vaske deres fødder. Og Peter sagde til ham: Herre, hvad skal du mine fødder? Jesus svarede ham: Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det. Peter sagde: Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder. Jesus svarede: Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lov at dele sammen med mig. Simon Peter sagde til ham: Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet. Jesus sagde til ham: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. I er rene, dog ikke alle. Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham. Derfor sagde han til dem: I er ikke alle rene.

Og her handler det lige præcis om det skidt, om det snavs. Det er så vildt, at det er lige præcis, at de her sandaler og fødderne, det handler om, i forhold til at stå på hellig grund. Moses skal tage sandalerne af, fordi det er hellig grund. Han skal afstå verden, han skal afstå sin egen forståelse, og han skal iklæde sig helligheden. Han skal stå nøgen overfor Gud, og først der er det, at Gud begynder at tale til ham. Først der er det, det sker, at Gud endda ikke bare taler til ham, men Gud åbenbarer sit navn for ham. Jeg er, jeg er den, jeg er. Guds identitet er den, der bliver røbet for Moses i det her. Jeg er den, jeg er. Jeg er den, jeg er.

Moses sagde til Gud: Når han kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger hans navn, hvad skal jeg så sige til dem? Gud svarede Moses: Jeg er den, jeg er, og han sagde: Sådan skal du sige til israelitterne, jeg er har sendt mig til jer. Det, der er sjovt i det her, det er, at Moses han bliver angrebet. Jeg tror ikke, der er mange, der tænker på det, men han bliver faktisk angrebet. Præcis ligesom vi andre bliver angrebet, når Gud han siger til dig: Jeg er med dig, du er værdig, jeg elsker dig, jeg vil bruge dig, jeg er ved det ene, jeg er ved det andet. Gud har så mange fantastiske løfter.

Der er så mange mennesker, der stiller sig op: Jamen, det er jeg ikke værdig, det er jeg ikke værdig, jeg er ved det ene, jeg er ved det andet. Jeg er ved det andet, Gud har så mange fantastiske løfter. Der er så mange mennesker, der stiller sig op: Jamen, det er jeg ikke værdig til, jamen Gud kan ikke bruge mig, jamen jeg duer ikke til noget. Hvad er det Moses han siger? Præcis det samme, der står her. Det er fra igen Anden Mosebog kapitel 4, vers 10-17: Men Moses sagde til Herren: Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke brugt min magt, og har aldrig haft det. Jeg har det heller ikke nu, efter du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.

Der sagde Herren til mig: Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? Gå nu, jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige. Men han svarede: Undskyld mig, Herre, send dog en anden. Der flammede Herrens vrede op imod Moses, og han sagde: Er det ikke din bror? Jeg ved, han kan tale, han er netop nu på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig i hjertet, når han ser dig. Tal til ham, og læg ordene i munden. Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. Han skal tale til folket på dine vegne. Han skal være mund for dig, og du skal være Gud for ham. Tag den stav i hånden, med den skal du gøre tegnene.

Moses kommer med sin utilstrækkelighed.

Moses kommer med, han kan ikke finde ud af tingene mere. Prøv at tænke på hans fortid. Han var hebraer, men han vokser op uden at vide noget om det. Han vokser op i paladset, han vokser op i faraos hus, han vokser op sammen med Ramses som sin bror. Han aner ikke noget om det her. Men Gud har skrevet sin DNA i ham. Gud har lagt sin lov på hans hjerte.

Så da han kommer til at slå en ægypter ihjel, pludselig går det op for Moses, hvad han har gang i. Fordi Guds lov er skrevet på Moses’ hjerte. Han får sig en samvittighedskvaler. Samtidig finder han ud af, at han overhovedet ikke er ægypter, men han er faktisk en hebræer. Han er nødt til at flygte. Så han er gået i storhed, i pomp, i pragt. Han er blevet set og lyttet til.

Og hvad står han og siger nu? Jeg kan ikke formulere mig, jeg kan ikke sige noget. Kig på hans fortid. Han om nogen har skulle formulere sig. Han om nogen har skulle stå frem. Men pludselig bliver han angrebet af det her mindre, jeg kan ikke finde ud af det. Og Gud bliver faktisk vred på ham. Så tag dig dog sammen, mand! Kom nu! Jeg har kaldt dig, kom nu! Er det ikke mig, der har skabt din mund? Er det ikke mig, der har skabt alt omkring dig?

Og alligevel siger han igen: Jeg tror, du skal finde en anden, Gud. Det er så godt det her for mig. Det kan jeg lige ikke kapere. Og Gud bliver vred. Men han er så trofast, og så god, og så kærlig, at han giver lov til, at Aron må komme med. Gud, han er så trofast i det hele. Fordi Moses har lagt alt ned. Moses, han er blevet virkelig udrustet.

Først så var han på højden. Han var toppen af poppen. Så flygter han. Og i 40 år er han ikke andet end en hyrde, der vader rundt ude i ørkenen, og bestemt ikke har nogen som helst former for autoritet eller noget som helst. Han har ikke engang sit eget. Han er hyrde for sin svigerfar. Han bliver pillet fuldstændig ned.

Den første opgave, der sker, da han bliver sendt ud i ørkenen, det er, at han skal forsvare en bunke kvinder, der kommer hen til en brønd og skal have noget vand. En mand på den tid, der forsvarer kvinder, er ikke klar over, hvor ydmygende det er. Men Moses gør det, fordi Gud skal have lov at skrive på hans hjerte, fordi han vidste, det var ret. Fordi alt det, der var pomp og pragt, er blevet pillet af ham, det er derfor, Gud kan bruge ham. Og Gud har haft en plan med ham helt til at starte med.

Guds plan var, at han selv skulle gå. Men Moses valgte faktisk at træde lidt ud af planen, fordi han tvivlede på sig selv, så Aron blev sendt med. Det var ikke planen til at starte med. Moses fik det frie valg, men han gik. Det er præcis det samme, du og jeg står i et samarbejde.

I kender det i Efeserne, hvor der står kapitel 4: I skal aflægge det gamle menneske, som hører jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forførerske lyster. Og I skal fornyes i sind og ånd, og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. Og det er også fantastisk, og det er også supergodt, og det er så vigtigt at gøre.

Men det nytter bare ikke noget, hvis ikke du er villig til at tage dine sandaler af, der hvor Gud kalder på dig. Hvis du ønsker, at tingene skal være på din måde, hvis du ønsker, at du vil have en forståelse af det hele – ja, men jeg kan ikke forstå det her, jeg kan ikke fatte, hvorfor jeg skal tage mine sandaler af, for jeg kommer til at brænde mine fødder helt vildt, det giver jo ikke mening, Gud, det gider jeg ikke det her. Jeg vil gerne bruges af dig, men jeg gider ikke tage sandalerne af.

Så har du ikke ærefrygt for Gud. Så forstår du ikke, hvad det handler om.

Jamen kom om Gud, det er jo mig, der skal have noget af dig, jeg skal jo ikke være din stikkerant, drenge, vel. Altså du har skabt mig, så må du også forsørge mig, give mig alt muligt, det er dig, der står for at sørge for, at jeg har det godt. Ja, ja, på Guds måde. Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får du alt det andet i tillæg.

Så vi skal huske at vende den rundt, det handler ikke om os, men det handler om, at vi hver især skal spørge Gud, hvor er det, jeg skal tage mine sandaler af? Hvor er det, jeg kan komme ind i dit nærvær? Hvor kan jeg have ærefrygt for dig, far? Samtidig så sandaler, de var jo lavet af døde dyr, af skind på det tidspunkt, det var det, man havde. Du er nødt til at tage alt det døde flæsk af, for at bruge symbolet. Alt det, der er dødt, alt det døde kød.

Forstå, at det er blevet begravet i dåben, og du bliver en ny skabning i ham, når du oprejser dig fra dåben. Vi er nødt til at fjerne vores gamle tankebygninger. Vores gamle, sådan plejer det at være. Uanset om man har tankebygninger fra religiøsitet, hvis man har været låst fast i en religiøs boks, hvis man har været noget, der er sagt katolik, eller fra Indre Mission, eller fra alle mulige andre steder, hvor man har puttet, og det er ikke for at sætte label på nogen, men bare for at have den her med.

Vi kommer fra en baggrund, hvor vi alle sammen har noget med i bagagen, om Gud han er sådan og sådan. Man kan have skuffelse på Gud. Man kan komme fra hele New Age-bevægelsen og have den her, at Gud han er en energi, så strømmer han af det Guddommelige. Jesus han er sådan en Jesus-kræft, vi lige kan trække på en gang imellem. Men vi er nødt til at have Guds forståelse af det. Og vi er nødt til at iklæde os Kristus.

Og den eneste måde, vi iklæder os ham på, der er kun én måde til det. Der er kun én måde. Og det er ved at blive døbt til at tilhøre ham. Paulus siger det så tydeligt i Galaterne, der står, for I er alle Guds børn ved troen i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt Kristus. Når vi lægger det gamle liv ned, det er der, han kan få lov til at komme til.

For mit eget liv, der havde jeg jo også sådan før i tiden, da jeg levede. Som standard kristen, troende liv. Jeg hørte aldrig fra Gud. Til trods for, at jeg stillede ham rigtig mange spørgsmål. Men jeg hørte aldrig fra ham. Det var ikke så tit, jeg bad. Men når jeg gjorde, så var det altid fordi, jeg havde brug for hjælp.

Gud, svar mig nu på det her. Hvad skal jeg? Hvilken vej skal jeg gå? Hvad vil du have af mig? Hvad skal jeg? Det var aldrig noget med, hvad kan jeg gøre for dig, eller hvordan vil du bruge mig? Men det var, hvad skal jeg gøre for, at jeg selv får mest muligt ud af det? Hvilket job skal jeg have? Hvad gør jeg med noget, han har sagt med et lån? Hvad skal jeg gøre med sådan og sådan og sådan? Gud, svar mig.

Jeg fik bare ikke de der svar. Fordi de allerede stod i Guds ord. Men jeg læste ikke Guds ord. Jeg kendte ikke hans løfter. Jeg anede ikke, hvad ærefrygt var. Det handlede om mig. Det var mig, der var i centrum. Og når man sætter sig selv i centrum for tro, så er det, man ikke får lov til at opleve Gud.

Men når man fjerner sig selv fra centrum, og er villig til at tage sandalerne af, selvom med ens menneskelige hjerne, du kan få brandvabler, det kan gøre ondt, og det ikke er rart. Hold da op, hvor der sker noget. Pludselig så er det på hans bekostning, vi kommer. Han havde sagt, det er ud fra, hvad han ønsker, og ikke ud fra, hvad jeg ønsker. Det er ikke noget med, Gud skal jeg tage det job, eller skal jeg tage det job? Hvad kommer til at fungere bedst for mig?

Men det handler om Gud. Ønsker du, at jeg skal have et nyt job? Så led mig til, hvad det er for et nyt job, jeg skal have. Og jeg skal selvfølgelig selv søge, og alle de her ting, og være opmærksom på det. Men hold fast, hvor har jeg godt nok bedt bønner mange gange, hvor jeg synes, at Gud overhovedet ikke har svaret mig? Fordi jeg satte mig selv i centrum. Jeg satte mig selv i centrum i alle ting.

Når man kigger tilbage, kan man få sådan en helt “hold da op”. Men jeg forstod ikke, hvem Gud var. Jeg forstod ikke, at det på den måde var ham, der skulle i centrum. Jeg forstod ikke, hvad ærefrygt var. Jeg forstod ikke, hvad det betød, når for eksempel, som vi hørte før, at israelitterne måtte ikke komme hen til bjerget. Det var kun Guds udvalgte. Det var Moses på det her tidspunkt. Han fik lov at gå hele vejen op. Og da han kom op, da fik han det tip ud.

Jeg forstod ikke, at Gud var retfærdig. Jeg havde inde i mit hoved, at Gud var en kærlig Gud. Gud havde en ubetinget kærlighed til os alle sammen. Og det har han også. Den er bare ikke ubetinget. Den er betinget af, at du gør hans vilje. Fordi han er retfærdig. Så han elsker dig. Han elsker dig så højt. Siger, kom nu. Tag nu din sko af. Læg dig på knæ indenfor mig. Kast dig på maven indenfor mig. Vis, at jeg har frygt. Gå med mig.

Men vi har bare tit og ofte så travlt med verden omkring os. Vi lukker op fra kukkassen, så ser vi, hvordan verden fungerer, og så tilpasser vi os stille og roligt til, at det skal være en del af vores liv. Og kan det ikke det? Så er der godt nok noget skidt noget i dag. Har det i alt? Prøv at kigge på udseende. Hvor mange af jer, måske primært kvinder, står og kigger tal på vægten? Hvor mange vil gerne tabe sig x antal kilo, fordi man synes, det er pænt? Fordi man i sin tid har set en masse, masse modeller på tv, der er alt for tynde. Hvor mange er styret af det? Det går hen og bliver en afgud.

Og så har vi hver især. Tag fitnesscenter. Hvor er der mange, der er afhængige af fitness. De kan slet ikke lade være. Det bliver en afgud. I stedet for at lægge dig fladt ned og sige, okay Gud, her er jeg. Ja, pas på dit tempel. Men lad være med at lave afguder ud af det. Sådan er det i alle aspekter i vores liv. Spørg hver især, hvor vi skal tage sandalerne af. Hvor det er, vi kigger for meget på os selv. Hvor det er, vi alt, alt for meget vil beholde de her sandaler på. Spørg hende. Spørg i dit liv. Hvor ønsker du, jeg skal tage sandalerne af?

Når du kommer hjem i dit lønkammer næste gang. Når han har sagt, prøv at spørge Gud, om du må få lov at se billedet af den flammende, brændende tornebusk. Og så prøv at genkalde den ærefrygt, som Moses havde haft. Den ærefrygt, hvor der står, han gemte sit ansigt, fordi han ikke engang turde kigge på Gud. Det var overnaturligt. Busken, den brændte, men den brændte ikke. Der var ild i den, men den blev ikke fortæret. Tværtimod.

Det er sådan, der sker i dit liv, når Gud får lov til at være der for dig, og med dig, og i dig. Du begynder at brænde, ligesom busken begynder at brænde. Du får lov til at være lys for andre mennesker. Du kommer til at stråle. Guds engel vil passe på dig. Det var her, han gik. Guds engel vil passe på dig. Det var her, der var Guds engel, der var i busken. Gud talte indenfor den. Han vil sætte englevagt omkring dig. Du kommer til at blive lys, når du fjerner fokus fra dig selv. Så bliver du den brændende tornebusk.

Endnu mere, jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vildt det er. Jesus, han går i døden. Han får en tornekrone på hovedet. Da Moses hører Gud for første gang, er det en tornebusk, som Gud viser sig fra.

Han skulle tage sandalerne af for at lægge verden væk, for at lægge det beskidte væk. Jesus fik tornekronen på hovedet som et symbol på alt det beskidte på hån. På nedgørelse, spyt, pinslen, for at tage det hele for os. For at gå hele vejen på korset. For din skyld, for min skyld, for at vi kunne komme i frihed.

Så når vi tager sandalerne af og vælger at gøre det på hans måde, så har han betalt prisen for dig. Gud startede med at tale ved en tornebus, og Jesus fuldendte med en tornebus på hovedet. Så gå ud og bliv en brændende tornebus, gå ud og være et lys.

Men husk, at du er nødt til at tage sandalerne af, inden du gør det. For ellers, så kan han ikke bruge dig. Det handler om ham, ikke om dig.

Luk