Bibelen beskriver, at “
Den som tror OG bliver døbt, bliver frelst” (Markus 16, 16).
Ordet “dåb” (baptizō) betyder FULD NEDDYKKELSE. Ordet “baptizō” (βαπτίζω) betyder…: “at neddykke; sænke ned; at vaske; at gøre rent med vand; at bade.”
I Bibelen bliver dåben i vand brugt som handling for at “begrave” det gamle liv med synd, hvorefter man “opstår” man til et nyt liv med Kristus. Dåben handler altså om at leve et nyt liv, hvor Jesus er Herre i ens liv. Det er altså ikke længere dig, der lever, men Jesus, der lever i dig. Dåben er kraftfuld og vasker vores synder bort, samtidig med, at du over for magter og myndigheder bekender dig til Jesus. Dåben er vigtig og sætter sammen med troen fri!
…er det kun voksne, der kan blive døbt? Nej – det kan alle, der er gamle nok til at have en personlig tro på Jesus Kristus.
I dag er vi så “bange” for dåben, men dengang, under Bibelens tid, var det noget man gjorde, så snart man kom til tro og ville overgive sig til Jesus – også fordi dåben ikke kun er symboslk, men bryder åndeligt med det gamle liv og de gamle bindinger.
Læser vi f.eks. i Apostlenes Gerninger 22,15-16 kan vi læse, hvordan Ananias siger til Paulus:
“…for du skal fortælle hele verden alt, hvad du har set og hørt. Hvad er der nu mere at vente på? Rejs dig op, lad dig døbe og få dine synder renset bort ved at bede om Herrens tilgivelse.”
…og herefter starter Paulus’ store tjeneste. Selv Jesus blev døbt i vand og med Helligånd, inden hans tjeneste startede.
Læs også i Kolossenserne 2,12-14 om “begravelsen”, i dåben (det står også flere andre steder i Bibelen).
I tog afsked med det gamle liv, da I blev begravet i dåbens vand, ligesom Kristus blev begravet, og I stod op fra dåben til et nyt liv sammen med Kristus, fordi I tror på den Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. Engang var I åndeligt talt døde og levede i synd og umoralitet, men Gud har givet jer et nyt liv, ligesom Kristus fik et nyt liv. Gud tilgav os alle vores overtrædelser, og anklageskriftet imod os, som byggede på Toraens krav, tilintetgjorde han ved at fastgøre det til korset.
Så kort og godt: Dåben skal være baseret på din egen tro – og dåben skal være at begrave dit GAMLE liv, for at opstå til et nyt liv med Kristus.
Hvad betyder det nye liv så…? Læs her fra Du lever et nyt liv – Kolossenserne 3,1-10:
Nu hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd. Læg vægt på den himmelske verdens værdier, ikke de jordiske. Jeres gamle liv er forbi, og jeres kommende liv ligger gemt hos Gud, hvor Kristus er.
Når Kristus bliver åbenbaret i sin herlighed, vil jeres kommende liv blive synligt, og I vil opnå den samme herlighed som Kristus har. Alt det i jeres gamle liv, som hører denne verden til, skal I derfor overgive til døden: seksuel synd, urene tanker, skammelige lidenskaber og ondt begær, samt pengegriskhed, som er en form for afgudsdyrkelse. Gud vil straffe de ulydige mennesker, der lever sådan. I levede også engang i ulydighed mod Gud, men nu skal I lægge al den slags fra jer. Undgå vredesudbrud, hidsighed, sjofelheder, samt ondskabsfulde og hånlige ord.
Lyv ikke for hinanden. I har jo aflagt den gamle livsstil med alle dens onde gerninger, og I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere.
Så hvis du er barnedøbt …hvad var mon det “gamle liv”, du begravede i dåben? Og valgte du selv dengang, at leve med/som Kristus? Og blev du “Fuldt neddykket” ?
En lidt provokerende historie:
En rig gårdmand, der var aktiv indenfor en kirke, hvor de praktiserede barnedåb, havde en staldknægt, som gik ind for “de troendes dåb”. Bølgerne gik ofte højt, når de samtalede om dåbens udførelse og billede på begravelsen og
opstandelsen med Kristus. Ud over dette kom de meget godt ud af det med hinanden, og den
rige gårdmand var glad for sin staldknægt.
En dag døde gårdmandens bedste hest, og han sørgede i mange dage. Den rige gårdmand bad sin staldknægt om at begrave hesten, hvilket staldknægten gik i gang med. Tre dage gik, og gårdmanden var en tur på møddingen. Her så (og lugtede) han til sin rædsel, at hesten lå frit oven på møddingen. Han råbte på staldknægten af sine lungers fulde kraft, og gav ham en overhaling, som passede sig til en sådan lejlighed.
Da han havde raset færdig fik staldknægten lov til at forklare sig. Han sagde: “Du ved, hvor stor respekt, jeg altid har haft for dig, og at jeg altid prøver at gøre, hvad du
beder mig om, så godt jeg evner”. Det måtte gårdejeren give ham ret i. “Jamen” sagde staldknægten “Jeg har blot begravet hesten efter dine idealer. Jeg lagde den her og puttede tre skovlfulde jord på dens hoved. Det er jo hvad du kalder en rigtig begravelse”.