Skriftsteder fra undervisningen

Brevet til Hebræerne 11.1–7 (Danish CLV):
11 Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.* 2 Den er jo bevidnet om de gamle.
3 I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.*
4 I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død.* 5 I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud.* 6 Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. 7 I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro.

Paulus’ Brev til Efeserne 2.8–10 (Danish CLV):
8 For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.* 9 Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.* 10 For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

Paulus’ Første Brev til Korintherne 12.4–11 (Danish CLV):
4 Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme.* 5 Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. 6 Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.
7 Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn.* 8 Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. 9 Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd,* 10 og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.* 11 Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.

Johannes’ Første Brev 5.14–15 (Danish CLV):
14 Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os.* 15 Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.

Johannes’ Første Brev 3.21–24 (Danish CLV):
21 Mine kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud,* 22 og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham.* 23 Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os.* 24 Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham. Og at han bliver i os, ved vi af Ånden, som han har givet os.*

Jeremias’ Bog 17.5–8 (Danish CLV):
5 Dette siger Herren:
Forbandet den mand, som stoler på mennesker
og søger sin styrke hos dødelige,
men hvis hjerte viger fra Herren.*
6 Han bliver som en busk i ørkenen,
han ser ikke lykken komme,
han skal bo i stenørkenen,
i saltlandet, hvor ingen kan bo.
7 Velsignet den mand, som stoler på Herren
og tager sin tilflugt hos ham.*
8 Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
det sender sine rødder mod vandløbet,
det frygter ikke, når sommerheden kommer,
dets blade er grønne.
Det bekymrer sig ikke i tørkeår
og holder ikke op med at bære frugt.*

Første Kongebog 18.17–46 (Danish CLV):
17 Så snart Akab fik øje på Elias, sagde han til ham: »Nå, dér er du, som styrter Israel i ulykke!«* 18 Han svarede: »Det er ikke mig, der styrter Israel i ulykke, men dig og din fars hus, fordi I har svigtet Herrens befalinger, og fordi du følger Ba’alerne.* 19 Send nu bud og kald hele Israel sammen hos mig på Karmels bjerg, tillige med de fire hundrede og halvtreds Ba’al-profeter og fire hundrede Ashera-profeter, der har deres plads ved Jezabels bord.«
20 Akab sendte bud rundt til alle israelitterne, og han kaldte profeterne sammen på Karmels bjerg. 21 Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: »Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba’al, så følg ham!« Men folket svarede ham ikke et ord.* 22 Så sagde Elias til folket: »Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba’al-profeter.* 23 Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. 24 I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.« Og hele folket gav deres bifald til kende.
25 Så sagde Elias til Ba’al-profeterne: »Vælg I først jeres tyr, og bring den som offer, for I er jo de mange, og påkald jeres guds navn; men I må ikke sætte ild til.« 26 De tog så den tyr, som han havde givet dem, ofrede den og påkaldte Ba’als navn fra morgen til middag med ordene: »Ba’al, svar os!« Men der lød ingen stemme, intet svar, og de dansede haltende foran det alter, de havde bygget.* 27 Ved middagstid gav Elias sig til at håne dem og sagde: »Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!« 28 De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød ned ad dem.* 29 Over middag kom de i profetisk henrykkelse lige til aftenofferets tid, men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd.*
30 Da sagde Elias til hele folket: »Kom hen til mig!« og hele folket kom hen til ham. Han gav sig til at genopbygge Herrens alter, der var blevet revet ned. 31 Elias tog tolv sten, svarende til tallet på Jakobs sønners stammer. – Det var til ham, Herrens ord havde lydt: Du skal hedde Israel. –* 32 Af stenene byggede han et alter i Herrens navn, og rundt om alteret lavede han en rende, stor nok til at rumme to sea sædekorn. 33 Han lagde brændet til rette, skar tyren ud og lagde den på brændet! 34 Så sagde han: »Fyld fire krukker med vand, og hæld det ud over brændofferet og brændet!« Så sagde han: »Gør det igen!« og de gjorde det igen. »Tredje gang!« sagde han, og de gjorde det for tredje gang, 35 så vandet flød rundt om alteret; også renden blev fuld af vand. 36 Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette.
37 Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.« 38 Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.*
39 Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: »Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!« 40 Elias sagde til dem: »Grib Ba’al-profeterne! Ingen må undslippe!« Så greb de dem, og Elias førte dem ned til Kishonbækken og slagtede dem dér.* 41 Derpå sagde Elias til Akab: »Drag op, spis og drik, for jeg kan høre den susende lyd af regn,«* 42 og Akab gik op for at spise og drikke. Imens var Elias gået op på toppen af Karmel. Dér krummede han sig sammen mod jorden med ansigtet nede mellem knæene 43 og sagde til sin tjener: »Gå op og se ud mod havet!« Han gik op og så ud og sagde: »Der er ikke noget at se.« Syv gange sagde Elias: »Gør det igen!« 44 Syvende gang sagde tjeneren: »Der er en lille sky, så stor som hånden på et menneske, på vej op af havet.« Elias sagde: »Gå så op og sig til Akab, at han skal spænde for og køre ned, for at ikke regnen skal standse ham.« 45 I mellemtiden var himlen blevet sort af skyer, og det blev et vældigt regnvejr. Akab steg til vogns og kørte til Jizre’el. 46 Men Herrens hånd greb Elias, så han bandt kjortlen op om lænderne og løb foran Akab lige til Jizre’el.

Matthæusevangeliet 8.20–22 (Danish CLV):
21 En anden af hans disciple sagde: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.«* 22 Men Jesus sagde til ham: » Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.«

Matthæusevangeliet 10.27–39 (Danish CLV):
27 Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. 28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.* 29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. 30 Men på jer er selv alle hovedhår talt.* 31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.* 33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.* 34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.* 35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor,* 36 og en mand får sine husfolk til fjender.* 37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.* 38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. 39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.