Andreas Slot-Henriksen underviser underviser d. 3. februar 2021 om emnet : “Gud som vores forsørger”

Skriftsteder fra undervisningen

Fjerde Mosebog 11.10–25 + 31-33
10 Moses hørte folket græde, hver familie fra sin teltåbning, og Herrens vrede flammede voldsomt op. Det tog Moses sig nær, 11 og han sagde til Herren: »Hvorfor handler du ondt mod din tjener? Hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne? Du har jo besværet mig med hele dette folk! 12 Er det mig, der har sat hele dette folk i verden? Er det mig, der har født det, siden du siger til mig, at jeg skal bære det i favnen til det land, du har lovet deres fædre, ligesom en plejefar bærer spædbarnet? 13 Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise! 14 Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byrde for mig. 15 Er det sådan, du vil behandle mig, så slå mig hellere ihjel, hvis du vil vise mig velvilje; lad mig slippe for at se min ulykke!«
16 Herren sagde til Moses: »Saml halvfjerds mænd af Israels ældste, om hvem du ved, at de er ældste og skrivere i folket; dem skal du tage hen til Åbenbaringsteltet, og dér skal de stille sig op sammen med dig. 17 Jeg vil stige ned og tale med dig dér, og noget af den ånd, som hviler på dig, vil jeg tage fra dig og lægge på dem; så skal de hjælpe dig med at bære det besvær, folket er, så du ikke er alene om at bære det. 18 Og til folket skal du sige: I skal hellige jer med henblik på i morgen, så skal I få kød at spise. I har jo grædt og sagt: ›Bare vi kunne få kød at spise! Vi havde det godt i Egypten.‹ Og det har Herren hørt. Men nu skal Herren give jer kød at spise! 19 I skal spise det, ikke én dag, ikke to eller fem dage, ikke ti eller tyve dage, 20 men en hel måned, indtil det står ud af næsen på jer, og I bliver dårlige af det; for I har forkastet Herren, som bor hos jer, og I har grædt og sagt til ham: Hvorfor drog vi dog ud af Egypten?« 21 Moses svarede: »Her står jeg med seks hundrede tusind mand omkring mig, og så siger du, at du vil give dem kød, så de har nok at spise en hel måned! 22 Kan der slagtes så mange får og køer, at der ville blive nok til dem? Selv om man fangede alle fisk i havet, ville der så blive nok til dem?« 23 Men Herren sagde til Moses: »Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om det, jeg har sagt til dig, sker eller ej«.
24 Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Han samlede halvfjerds mænd af folkets ældste og lod dem stille sig omkring teltet. 25 Herren steg ned i skyen og talte til ham, og han tog noget af den ånd, som hvilede på ham, og lagde den på de halvfjerds ældste. Ånden kom over dem, og de kom i profetisk henrykkelse. Det gjorde de ikke siden hen.
…
31 Da brød en storm fra Herren løs; den drev vagtler ind over lejren fra havet og kastede dem til jorden i et lag på to alen over et område så stort som en dagsrejse på alle sider af lejren. 32 Og folket samlede vagtler hele den dag og hele natten og hele næste dag; det mindste, nogen samlede, var ti homer (60 vagtler). De bredte dem ud rundt om lejren.
33 Men endnu mens de havde kødet mellem tænderne og ikke havde tygget færdig, flammede Herrens vrede op mod folket, og Herren slog en mængde af dem ihjel.

Lukasevangeliet 12.22–31
22 Til sine disciple sagde han: »Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. 23 Livet er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne. 24 Læg mærke til ravnene; de sår ikke og høster ikke, de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden. Hvor langt mere værd end fuglene er ikke I! 25 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? 26 Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige? 27 Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 28 Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende! 29 Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. 30 Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette. 31 Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift.

Peters Første Brev 5.5–9
5 Ligeså skal I unge underordne jer under de ældste; I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde.
6 Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, 7 og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.
8 Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; 9 stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden.

Matthæusevangeliet 11.28–30
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Matthæusevangeliet 14.13–21
13 Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne. 14 Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge. 15 Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.« 16 Men Jesus svarede dem: »De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!« 17 De sagde til ham: »Vi har kun fem brød og to fisk her.« 18 Han sagde: »Giv mig dem!« 19 Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. 20 Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. 21 Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.

Fjerde Mosebog 20.1–12
1 I den første måned kom hele israelitternes menighed til Sins ørken, og folket slog sig ned i Kadesh. Dér døde Mirjam, og dér blev hun begravet.
2 Der var ikke vand til menigheden, så de samlede sig om Moses og Aron. 3 Folket rettede anklager mod Moses og sagde: »Var vi bare omkommet ligesom vore brødre for Herrens ansigt. 4 Hvorfor har I ført Herrens forsamling ud i denne ørken, så både vi og vort kvæg skal dø her? 5 Hvorfor har I ført os op fra Egypten og bragt os til dette frygtelige sted, hvor der hverken er korn eller figner eller druer eller granatæbler, og hvor der ikke er vand at drikke?« 6 Moses og Aron forlod forsamlingen og gik hen til indgangen til Åbenbaringsteltet; de kastede sig ned, og Herrens herlighed viste sig for dem. 7 Herren sagde til Moses: 8 »Tag staven, og kald menigheden sammen. Du og din bror Aron skal tale til klippen for øjnene af dem, så vil den give vand. Du skal få vand ud af klippen til dem og give menigheden og dens kvæg at drikke.« 9 Så tog Moses staven, der lå for Herrens ansigt, sådan som Herren havde befalet ham. 10 Moses og Aron kaldte forsamlingen hen foran klippen, og Moses sagde til dem: »Hør nu, I trodsige! Mon vi kan få vand ud til jer af denne klippe?« 11 Så løftede Moses hånden og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede rigeligt vand ud, så både menigheden og deres kvæg kunne drikke. 12 Men Herren sagde til Moses og Aron: »I troede ikke på mig og agtede ikke min hellighed for øjnene af israelitterne; derfor skal I ikke komme til at føre denne forsamling til det land, jeg har givet dem.«

Paulus’ Andet Brev til Korintherne 9.10–15
10 Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, 11 så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os. 12 Den hjælp, som ligger i denne tjeneste, udfylder nemlig ikke kun de helliges mangler; den er også en rigdom ved at fremkalde manges taksigelse til Gud. 13 At I med den hjælp står jeres prøve, vil få dem til at prise Gud for, at I er lydige mod bekendelsen til evangeliet om Kristus, og prise ham for jeres oprigtige fællesskab med dem og med alle, 14 og de vil bede for jer og længes efter jer på grund af Guds overvældende nåde mod jer. 15 Gud ske tak for hans uudsigelige gave!

Peters Andet Brev 1.1–2
1 Fra Simon Peter, Jesu Kristi tjener og apostel.
Til dem, der ved vor Guds og frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed har fået den samme dyrebare tro som vi.
2 Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål i erkendelsen af Gud og Jesus, vor Herre!