Åbner i en ny fane

Gud som vores forsørger

Gud som vores forsørger

Gud som vores forsørger

Tre citater fra undervisningen d. 2021-02-03

Gud vil ikke velsigne vores grådighed, Han vil velsigne vores gavmildhed.

Vores penge er Guds penge, og de skal bruges med respekt for Hans hjerte.

Lad Gud være forsørgeren, og gå troens skridt på Hans måde – ikke på din.

Kort beskrivelse af undervisningen

Undervisningen udfolder, hvordan Gud er vores forsørger i hele livet – ånd, sjæl og krop – uden at glide over i “prosperity”-tænkning. Der opfordres til at søge Guds rige først, kaste bekymringerne på Ham og handle i tro med et gavmildt hjerte. Bibelske eksempler og nutidige vidnesbyrd viser, at når det lille lægges i Guds hånd, bliver der mere end nok. Freden vokser, når Guds løfter kendes, bekendes og leves i hverdagen. Der opfordres til at holde hjertet fri af materialisme og lade Helligånden lede konkrete skridt. Målet er et liv i hvile, lydighed og daglig tillid til Guds trofasthed.

Se undervisningen her...

Se undervisningen direkte på YouTube her: https://youtu.be/U0Mz7jEqhRg

NB!! Se bibelversene, som blev brugt, samt en transskribering af hele undervisningen, i bunden af siden!

Vi er afhængige af DIG!!

For at kunne lægge undervisning osv. ud er vi økonomisk afhængig af hjælp!

Da LytTilJesus.dk ikke er en organisation, er gaver ikke fradragsberettigede i sig selv — men du kan støtte gennem “Rescue Team”, som har indsamlingstilladelse og er indberettet til Skat:

Klik her og støt vores arbejde

Kom og vær med til et af vores møder

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.
Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.
Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Wedding seminar

Servicetjek af ægteskabet

Tag med til en inspirerende weekend for ægtepar, hvor I får tid, ro og konkrete redskaber til at styrke jeres ægteskab.
Seminaret er to dage og KUN for ægtepar. Det bygger på kristne værdier med fokus på kærlighed, respekt, ydmyghed og omsorg for hinanden – og selvfølgelig med god forplejning.

I løbet af dagene sætter vi fokus på kommunikation, forventninger, forskelligheder mellem mand og kvinde, konflikthåndtering og hvordan man skaber mere tryghed, nærhed og glæde i ægteskabet. Temaerne omhandler alt fra kommunikation, konflikter, tryghed og fælles værdier til seksualitet.

Vi kommer også ind på taknemmelighed, tilgivelse og konkrete redskaber, som kan styrke hverdagen sammen. Husk travesko – der bliver også plads til at gå en tur.

Undervisningen varetages af Birte og Andreas Slot-Henriksen, som selv snart har været gift i 30 år.
Birte er uddannet i PREP, som er et redskab til at styrke kommunikation og forståelse i parforholdet. Gennem årene har Birte og Andreas hjulpet mange gennem ægteskabsrådgivning og set flere ægtepar blomstre op.

Der er kun plads til MAX. 10 ægtepar, så tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. Når holdet er booket, er der ikke flere pladser!
Prisen er pr. par og er inkl. mad og forplejning.

Læs mere og tilmeld dig

Fællesskab med nadver (ingen undervisning)

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Denne aften har vi ingen undervisning, men vi har lovsang, nadver og vidnesbyrd hele aftenen.

Vi slutter vi af med en kop kaffe eller te.

Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

SøndagsCafé

Et arrangement for hele familien

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Klovborg

Sidste søndag i måneden samles vores lille hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Det er for hele familien... så er sker både noget for børn og voksne...!

I husmenigheden på Stenslyngen ønsker vi enhed omkring Jesus Kristus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Jesus Kristus og Guds ord, Bibelen, er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.
Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.
Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Denne undervisning er kategoriseret indenfor nedenstående emner:
– klik på dem for at se mere relevant undervisning

Vidste du, at du kan høre den nyeste undervisning som podcast på bla. Spotify og AppleMusic?

Klik dig ind og lyt her: https://li.sten.to/lyttiljesus

  • Skriftsteder fra undervisningen om 'Gud som vores forsørger'

Fjerde Mosebog 11.10–25 + 31-33
10 Moses hørte folket græde, hver familie fra sin teltåbning, og Herrens vrede flammede voldsomt op. Det tog Moses sig nær, 11 og han sagde til Herren: »Hvorfor handler du ondt mod din tjener? Hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne? Du har jo besværet mig med hele dette folk! 12 Er det mig, der har sat hele dette folk i verden? Er det mig, der har født det, siden du siger til mig, at jeg skal bære det i favnen til det land, du har lovet deres fædre, ligesom en plejefar bærer spædbarnet? 13 Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise! 14 Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byrde for mig. 15 Er det sådan, du vil behandle mig, så slå mig hellere ihjel, hvis du vil vise mig velvilje; lad mig slippe for at se min ulykke!«
16 Herren sagde til Moses: »Saml halvfjerds mænd af Israels ældste, om hvem du ved, at de er ældste og skrivere i folket; dem skal du tage hen til Åbenbaringsteltet, og dér skal de stille sig op sammen med dig. 17 Jeg vil stige ned og tale med dig dér, og noget af den ånd, som hviler på dig, vil jeg tage fra dig og lægge på dem; så skal de hjælpe dig med at bære det besvær, folket er, så du ikke er alene om at bære det. 18 Og til folket skal du sige: I skal hellige jer med henblik på i morgen, så skal I få kød at spise. I har jo grædt og sagt: ›Bare vi kunne få kød at spise! Vi havde det godt i Egypten.‹ Og det har Herren hørt. Men nu skal Herren give jer kød at spise! 19 I skal spise det, ikke én dag, ikke to eller fem dage, ikke ti eller tyve dage, 20 men en hel måned, indtil det står ud af næsen på jer, og I bliver dårlige af det; for I har forkastet Herren, som bor hos jer, og I har grædt og sagt til ham: Hvorfor drog vi dog ud af Egypten?« 21 Moses svarede: »Her står jeg med seks hundrede tusind mand omkring mig, og så siger du, at du vil give dem kød, så de har nok at spise en hel måned! 22 Kan der slagtes så mange får og køer, at der ville blive nok til dem? Selv om man fangede alle fisk i havet, ville der så blive nok til dem?« 23 Men Herren sagde til Moses: »Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om det, jeg har sagt til dig, sker eller ej«.
24 Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Han samlede halvfjerds mænd af folkets ældste og lod dem stille sig omkring teltet. 25 Herren steg ned i skyen og talte til ham, og han tog noget af den ånd, som hvilede på ham, og lagde den på de halvfjerds ældste. Ånden kom over dem, og de kom i profetisk henrykkelse. Det gjorde de ikke siden hen.
…
31 Da brød en storm fra Herren løs; den drev vagtler ind over lejren fra havet og kastede dem til jorden i et lag på to alen over et område så stort som en dagsrejse på alle sider af lejren. 32 Og folket samlede vagtler hele den dag og hele natten og hele næste dag; det mindste, nogen samlede, var ti homer (60 vagtler). De bredte dem ud rundt om lejren.
33 Men endnu mens de havde kødet mellem tænderne og ikke havde tygget færdig, flammede Herrens vrede op mod folket, og Herren slog en mængde af dem ihjel.

Lukasevangeliet 12.22–31
22
Til sine disciple sagde han: »Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. 23 Livet er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne. 24 Læg mærke til ravnene; de sår ikke og høster ikke, de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden. Hvor langt mere værd end fuglene er ikke I! 25 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? 26 Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige? 27 Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 28 Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende! 29 Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. 30 Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette. 31 Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift.

Peters Første Brev 5.5–9
5 Ligeså skal I unge underordne jer under de ældste; I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde.
6 Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, 7 og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.
8 Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; 9 stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden.

Matthæusevangeliet 11.28–30
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Matthæusevangeliet 14.13–21
13
Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne. 14 Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge. 15 Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.« 16 Men Jesus svarede dem: »De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!« 17 De sagde til ham: »Vi har kun fem brød og to fisk her.« 18 Han sagde: »Giv mig dem!« 19 Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. 20 Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. 21 Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.

Fjerde Mosebog 20.1–12
1
I den første måned kom hele israelitternes menighed til Sins ørken, og folket slog sig ned i Kadesh. Dér døde Mirjam, og dér blev hun begravet.
2 Der var ikke vand til menigheden, så de samlede sig om Moses og Aron. 3 Folket rettede anklager mod Moses og sagde: »Var vi bare omkommet ligesom vore brødre for Herrens ansigt. 4 Hvorfor har I ført Herrens forsamling ud i denne ørken, så både vi og vort kvæg skal dø her? 5 Hvorfor har I ført os op fra Egypten og bragt os til dette frygtelige sted, hvor der hverken er korn eller figner eller druer eller granatæbler, og hvor der ikke er vand at drikke?« 6 Moses og Aron forlod forsamlingen og gik hen til indgangen til Åbenbaringsteltet; de kastede sig ned, og Herrens herlighed viste sig for dem. 7 Herren sagde til Moses: 8 »Tag staven, og kald menigheden sammen. Du og din bror Aron skal tale til klippen for øjnene af dem, så vil den give vand. Du skal få vand ud af klippen til dem og give menigheden og dens kvæg at drikke.« 9 Så tog Moses staven, der lå for Herrens ansigt, sådan som Herren havde befalet ham. 10 Moses og Aron kaldte forsamlingen hen foran klippen, og Moses sagde til dem: »Hør nu, I trodsige! Mon vi kan få vand ud til jer af denne klippe?« 11 Så løftede Moses hånden og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede rigeligt vand ud, så både menigheden og deres kvæg kunne drikke. 12 Men Herren sagde til Moses og Aron: »I troede ikke på mig og agtede ikke min hellighed for øjnene af israelitterne; derfor skal I ikke komme til at føre denne forsamling til det land, jeg har givet dem.«

Paulus’ Andet Brev til Korintherne 9.10–15
10 Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, 11 så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os. 12 Den hjælp, som ligger i denne tjeneste, udfylder nemlig ikke kun de helliges mangler; den er også en rigdom ved at fremkalde manges taksigelse til Gud. 13 At I med den hjælp står jeres prøve, vil få dem til at prise Gud for, at I er lydige mod bekendelsen til evangeliet om Kristus, og prise ham for jeres oprigtige fællesskab med dem og med alle, 14 og de vil bede for jer og længes efter jer på grund af Guds overvældende nåde mod jer. 15 Gud ske tak for hans uudsigelige gave!

Peters Andet Brev 1.1–2
1 Fra Simon Peter, Jesu Kristi tjener og apostel.
Til dem, der ved vor Guds og frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed har fået den samme dyrebare tro som vi.
2 Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål i erkendelsen af Gud og Jesus, vor Herre!

NB! Nedenstående referat er en automatisk AI genereret tekst fra selve undervisningen. Der kan derfor forekomme fejl i større eller mindre grad!!
Se i stedet hele undervisningen på YouTube!!

  • Referat af undervisningen om 'Gud som vores forsørger'

– Gud er vores forsørger – men hjertet er nøglen, ikke “fremgangstricks”.
– Søg først Guds rige, så tager Han sig af resten – bekymring virker ikke.
– Guds forsørgelse handler om hele mennesket: ånd, sjæl, krop og praktiske behov.
– Giv i kærlighed og lydighed, ikke for at “få igen” – så velsigner Gud efter sit hjerte.
– Kast bekymringerne på Gud, ydmyg dig – og tag troens skridt, så åbner Han og lukker døre.
– Bibelens løfter skal kendes, bekendes og leves – så vokser troen, og freden lander.
– Undgå materialisme og “prosperity”-tænkning – det handler om Guds rige, ikke vores forbrug.

Det er fristende at gøre emnet om Guds forsørgelse til en teori eller en “model” for at få flere penge og mere velstand, men så mister vi selve hjertet. Gud vil forsørge, ja, men Han vil først og fremmest vores hjerte på rette plads. Prosperity-tanken fordrejer ofte motivet: “giv for at få.” I Guds rige er det “giv fordi du elsker Jesus’ og mennesker – så sørger Han for dig.” “Andreas Slot-Henriksen” underviser her om, hvordan vi lever i tillid til Guds forsørgelse uden at rutsje ud i grådighed eller kontrol, men ved at handle i tro og holde blikket på Hans rige. Når Gud velsigner økonomisk eller praktisk, er det aldrig for at puste vores forbrug op, men for at gøre os i stand til at velsigne andre. Guds forsørgelse er helhedsorienteret: Han ser både din krop, din sjæl og din ånd og ved præcis, hvad du behøver – også før du ved det selv.

Et stærkt billede på det finder vi i ørkenen, hvor Gud sendte manna hver dag. Pointen var ikke kun brød; pointen var tillid. De skulle ikke hamstre, men lære daglig afhængighed. Da de krævede kød i utilfredshed, blev det til en lærestreg: Gud gav dem, hvad de forlangte, men uden taknemlighed og tro fører det ingen gode steder hen. Moses, som elskede Gud, blev selv trukket ind i folkets frustration og troede, at byrden for at løse problemet var hans. Lige dér går det skævt: Når vi tror, at Guds sag hviler på vores skuldre, mister vi hvilen. Opgaven er Guds. Vores del er at bringe behovet til Ham og handle i lydighed, når Han leder.

Jesus taler praktisk og kærligt om bekymringer: Ravne sår ikke, liljer arbejder ikke – og Gud klæder og mætter dem. Hvor meget mere vil Han så ikke sørge for os? Bekymring forlænger ikke livet med en dag. Det er befriende og udfordrende. Er det nok bare at tro, eller kræver det et aktivt valg og offer? Det kræver skridt i tro: at gå, hvor Han leder, og regne med, at Han åbner og lukker døre, mens vi går. Nogle gange ønsker vi et lynklart signal, før vi rører os. Men ofte venter Gud netop på, at vi tager et skridt, så Han kan vise sin trofasthed.

Her taler Bibelen om ydmyghed som nøglen til hvile: Ydmyghed er ikke svaghed – det er at slippe kontrollen og kaste alle bekymringer på Ham. Så inviterer vi Gud til at bære det, vi ikke kan bære. Og midt i travlhed og pres lyder Jesus’ indbydelse så klart og livgivende: “Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Så skal I finde hvile for jeres sjæle, for mit åg er godt, og min byrde er let.” Den hvile er ikke passivitet – det er hvile i hjertet, mens vi går troens skridt.

Jesus’ bespisning af de mange viser det samme: Han beder disciplene give folket mad. De ser på deres begrænsninger; Jesus ser på Faderens rigdom. Da de lægger det lille, de har, i Hans hænder, bliver der ikke bare nok – der bliver mere end nok. Sådan arbejder Gud igen og igen: Når vi lægger det, vi har, i Hans hånd, velsigner Han og mangedobler, så andre mætter deres sult, og vi selv får lov at se Hans godhed i funktion. Det handler om hjertet og om overdragelsen, ikke om størrelsen på udgangspunktet.

Vi hører også nutidige vidnesbyrd om, hvordan Gud mætter, når der tilsyneladende ikke er nok. Ikke for showets skyld, men fordi kærligheden til mennesker trumfer frygten for at dumme sig. Det er troens natur: At handle ud fra Guds hjerte og ord – og så lade Ham stå for forsørgelsen. Når motivet er kærlighed og gavmildhed, ikke “investering” for egen vinding, responderer Gud med sin nåde. Derfor er det så vigtigt, at vi ikke gør økonomi og gaver til en transaktion med Gud. Vi giver, fordi vi elsker. Gud giver tilbage, fordi Han er god.

Vores penge er i virkeligheden Guds penge. Han har ingen udfordring med, at vi har et godt hjem eller en god bil. Problemet kommer, når ting tager Guds plads, og hjertet glider over i materialisme. Så bliver vi drevet af følelser eller “rush”, i stedet for at lytte til Helligånden og handle i enkel lydighed. Gud er ikke en følelse, Han er trofast. Om vi mærker meget eller lidt, er Han den samme. Derfor skal vores liv bygges på løfterne i Ordet, ikke på vores skiftende fornemmelser.

Det kræver, at vi kender Guds løfter. Troen vokser, når vi hører Guds ord, og freden kommer, når vi hviler i sandheden. Mange beder uden at kende løfterne – og så bliver bønnen enten egoistisk eller uklar. Men når vi beder efter Guds vilje, som Ordet åbenbarer, lander hvilen, og Gud handler. Det er ikke nok at kunne versene udenad; vi må holde fast i dem, bekende dem og handle på dem. Der vokser erkendelsen af Gud, og der udfolder Hans trofasthed sig i vores hverdag – i økonomi, familie, arbejde og tjeneste.

Når noget ikke bryder igennem med det samme, er fristelsen at blive bitter eller gå i rette med Gud. Men troens vej er at prise Jesus’, løfte Ham op og blive ved med at gøre det rigtige, også når vi ikke ser det endnu. Vi står fast, tager autoritet, hvor vi skal, og bevarer et ydmygt, taknemmeligt hjerte. Lad Ordet fylde munden. Proklamér Guds løfter over din familie, din økonomi, din krop, dit kald. Lev gavmildt. Gå de skridt, Han viser. Så ser du, hvordan Gud som din forsørger bærer, åbner og mætter – på Hans måde, i Hans timing og til Hans ære.

Citat fra undervisningen: Lad Gud være forsørgeren, og gå troens skridt på Hans måde – ikke på din.

Relevante søgeord: Guds forsørgelse – søg først Guds rige – bekymringer – tro i handling – gavmildhed – lydighed – materialisme – Guds løfter – hvile i Jesus – åndelig vækst – økonomi og tro – mirakler i hverdagen – tillid til Gud – proklamation – Helligånden leder

ReadTranscription

Klik her for at læse hele transkribtionen af ‘Gud som vores forsørger’.

Søg efter undervisning her...

Relateret undervisning

Læs hele indholdet af undervisningen 'Gud som vores forsørger'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

I aften skal vi have om Gud som vores forsørger. Og da jeg sad og forberedte mig her i dag, så talte jeg sådan, hvordan skal jeg gribe det her an, fordi vi ved jo egentlig godt, at Gud handler som vores forsørger på rigtig mange måder. Men hvis nu man sådan skal ikke bare høre det med teori, men også få det ind, så man virkelig kan forholde sig til det, og så man virkelig kan opleve, at det gælder egentlig også for mig det her.

Hvordan gør vi så det her? Fordi det er lidt farligt, når man begynder at snakke om det her med Gud som ens forsørger, fordi så er der rigtig mange, der med det samme kører over i det her med prosperity, altså det her med fremgangsteologi og med at bede Gud om at få en masse økonomi og velstand og penge. Og så hopper kæden fuldstændig af for rigtig mange.

Der findes faktisk en bibel, der hedder Prosperity Bible, som simpelthen er en bog, der er bygget op omkring, hvordan man får vredet armen om på Gud, om man så kan sige, at bruge alle kneb for at få penge ud af Gud på alle mulige leder og kanter. Og jeg vil sige, hvis man sidder og tænker, at jeg vil gerne have, at Gud forsørger mig, jeg vil gerne have alt det, jeg har brug for, og jeg bruger alle de kneb, der gælder, så har man faktisk et problem, fordi så har man tabt allerede, inden man er startet, fordi hjertet er det fuldstændig forkerte sted.

Og når det er sagt, så betyder det ikke, at Gud ikke vil forsørge os, og at Gud ikke vil sørge for os, og at Gud ikke ønsker, at vi får fremgang, fordi det står der flere steder i Bibelen, at han ønsker faktisk, at vi skal have fremgang. Og det er heller ikke en skam, hvis Gud vil sige, at han vil sige os økonomisk, men at Gud vil sige os aldrig økonomisk til, at vi skal bruge pengene på os selv.

Men Gud vil sige, at han vil sige os økonomisk, så vi kan sige, at vi vil sige andre mennesker. Fordi hvis ikke vi bliver velsignet, er det enormt svært at kunne velsigne andre mennesker, og det handler ikke kun om økonomi, det handler også om mad, om tøj, om generelt. Når Gud forsøger os, så er det jo ikke kun de materielle ting og sager, men det er også vores sjæl, det er vores synd, det er vores det hele os. Gud han tager sig af, og han forsøger.

Han ved godt, hvornår vores sjæl er sulten, hvornår vores fysiske krop er sulten. Han kender det hele, han ved det. Jeg vil starte med at tage udgangspunkt i rigtig mange år siden. Vi skal tilbage til Fjern Mosebog. Vi skal tilbage til, hvor Moses han har ført israelitterne ud af ørkenen og ørkenen.

Første ting, hvor vi oplever, at Gud forsøger de her enormt mange israelitter, det er, at Gud sender manna, altså mad, ned til dem. Og der står faktisk i Bibelen, at manna er englemad. Hvor vildt er det lige, at de får lov til at spise den mad, som englene får?

Det der er i det her, det er, at når de samler manna op, så må de kun tage manna til den ene dag. Hvis de samler ekstra manna op og gemmer til dagen efter, så rådner det simpelthen. Det får de at vide, det må de ikke, og der er alligevel nogen, der gør det, så Gud sørger selvfølgelig for, at det rådner.

Og det betyder, at hver dag er de nødt til at have tillid til, at Gud sender manna fra himlen. Hver dag. De er nødt til at have tillid til det, for de har ikke andet. Jo, de har nogle dyr, men de er rigtig mange mennesker, og så meget mad kan de simpelthen ikke få.

Men nu er det sådan med os mennesker, at selvom de faktisk får mad, og jeg er ret sikker på, at det her madsmærke er faktisk udmærket, og jeg er ret sikker på, at der er alle de proteiner, mineraler, vitaminer og salte og alt muligt andet i, som vi har brug for, for Gud ved, hvad vi har brug for, og han forsøger. Og han gav dem det, de havde brug for. Og alligevel så sker der det, at de bliver møg, hamrende, utilfredse.

Vi er tilbage ved konen i mudderbøtten. Vi mere vil have mere. Så i 4. Mosebog kapitel 11, jeg ved godt, det er lidt langt det, jeg læser her, men nu gør vi det alligevel. Det er fra vers 10-25, og så er det igen fra vers 31-33, og det her er i den autoriserede udgave.

Moses hørte folket græde, hver familie fra sin teltåbning, og Herrens vrede flammede voldsomt op. Det tog Moses sig nær. Og når man slår det her op, at det tog Moses sig nær, det er sådan lidt en kryptisk formulering, men når man slår de græske ord op, så betyder det faktisk, at det, der var godt, det der skulle være godt, blev ødelagt. Så det gode, der lå i Moses på det her tidspunkt om Guds forventning osv., det bliver ødelagt.

Og han sagde til Herren, hvorfor handler du ondt mod din tjener? Hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne? Du har jo besværet mig med hele dette folk. Er det mig, der har sat hele det her folk i verden? Er det mig, der har født det, siden du siger til mig, at jeg skal bære det i favnen til det land, du har lovet deres fædre? Ligesom en plejefar bærer spædbarnet.

Hvor skal jeg få alt det kød fra at give hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger, skaf os kød at spise. Alene kan jeg ikke klare hele dette folk. Det er for stor en byrde for mig. Er det sådan, du vil behandle mig? Så hellere slå mig ihjel, hvis du vil vise mig lidt velvilje. Lad mig slippe for at se min ulykke.

Så Moses her, han er rimelig godt sur. Han er rimelig godt frustreret. Og han er vred på Gud. Og han bebrejder Gud for, at det er simpelthen ikke okay. Det var ikke hans hjerte, men der står, at folket gjorde det her ved ham.

Der står så, Herren sagde til Moses. Saml 70 mænd af Israels ældste, om hvem du ved, de er i stamme med dig. Og jeg vil stige ned og tale med dig der. Og noget af den ånd, som hviler på dig, vil jeg tage fra dig og lægge på dem. Så de skal hjælpe med at bære det besvær, folket er. Så du ikke er alene om at bære det.

Og til folket skal du sige, I skal hellige jer med henblik på i morgen. Så skal I få kød at spise. I har jo grædt og sagt bare, at vi kunne få kød at spise. Vi havde det godt i Ægypten, og det har Herren hørt. Men nu skal Herren give jer kød at spise. I skal spise det. Ikke én dag, ikke to, ikke fem dage, ikke ti eller tyve dage. Men en hel måned, indtil det står ud af næsen på jer, og I bliver dårlige af det. For I har forkastet Herren, som bor hos jer. Og I har grædt og sagt til ham, hvorfor drog vi ud af Ægypten?

Moses svarede, her står jeg med 600.000 mænd omkring mig. Og så siger du, at du vil give dem kød, så de har nok at spise til en hel måned. Prøv lige at overveje, hvor mange geder og så videre der er tale om her, hvis det skal være. Han begynder allerede her at bygge op, for han skal have løst det. Kæmpe problem.

Kan der slagtes så mange får og geder, at det ville være nok til dem? Selvom man fangede alle fisk i havet, ville der ikke blive nok til dem. Men Herren sagde til Moses, er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om det jeg har sagt til dig sker, eller ej. Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt.

Han samlede 70 mænd og folkets ældste og bad dem om at stille sig omkring teltet. Herren steg ned i skyen og talte til ham, og han tog noget af den ånd, som hvilede på ham, og lagde den på de 70 ældste. Ånden kom over dem, og de kom i profetisk henrykkelse. Det gjorde de ikke siden hen.

Så springer vi lige lidt over, så tager vi fra vers 31. Da brød en storm fra Herren løs. Den drev vagtler ind over lejren fra havet og kastede dem på jorden i et lag på to alen. Over et område så stort som en dagsrejse på alle sider af lejren. Og folket samlede vagtler hele dagen og hele natten og hele næste dag. Det mindste, nogen samlede, var ti homer, det svarer til cirka 60 vagtler. Det er det mindste, nogen har samlet. De bredte dem ud rundt om lejren.

Men endnu mens de havde kødet mellem tænderne, og ikke havde tygget færdigt, flammede Herrens vrede op mod folket, og Herren slog en mængde af dem ihjel. Hvorfor læser jeg det her? Det gør jeg, fordi når vi snakker om det her med, at Gud er vores forsørger, at Gud han ønsker, så må jeg sige, at hele det Gamle Testamente peger hen på noget nyt, altså det, der kommer til at ske.

Alt, hvad vi læser, peger hen på Jesus. Alt, hvad vi læser, peger hen på de løfter, Gud har givet os. Og vi læser også i Det Nye Testamente, hvordan Jesus siger, at han vil tage sig af os. Det kommer vi tilbage til senere. Men det, der er ret specielt i det her vers, det er, at for det første så råber og skriger folk. Men de gør det ikke i taknemlighed til Gud, de gør det i vrede.

Og fordi de kommer i vrede med en forkert indstilling, så sker der faktisk det, at Gud straffer dem til sidst. Men ikke desto mindre, så får de faktisk det, de beder om. Og noget af det, der egentlig er rigtig slemt i det her, synes jeg, det er, at Moses, som virkelig er en Guds mand, han bliver revet med af folket. Han går direkte i rette med Gud, og det har han overhovedet ingen grund til, for det er ikke Gud, der har gjort noget forkert overhovedet.

Tværtimod er det folket, der vender sig mod Gud igen og igen og igen i ørkenen. Og Gud er barmhjertig og vender sig til folket igen og igen og igen. Men de får i hvert fald kød at spise her. Det, der også er interessant i det her, det er, at med det samme, når vi læser om den her beretning, så er det Moses, der tror, han skal yde en masse. Jeg kan jo ikke give dem mad. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan skal jeg skaffe? Hvad har du tænkt dig, jeg skal gøre? Tag dig nu sammen. Du har lagt det på mine skuldre.

Og allerede her, der har Moses fuldstændig misforstået Gud. Gud har valgt Moses, fordi han mener, at Moses er opgaven værd og værdig. Han lægger ikke nogen opgaver, der er for store eller for små på os, overhovedet, men han lægger den opgave på, som vi hver især kan bære. Problemet er, at Moses misforstår det her, til han tror, at det er ham, der skal bære folkets sult. Men det er det jo ikke, det er Gud. Det er jo Guds folk. Han skal bare lægge det frem for Gud og lade Gud klare det.

Men det gør han ikke, fordi han tror, det er mig, der skal klare det her. Så bliver han frustreret, han bliver vred på Gud, han tænker, det her kommer aldrig nogensinde til at lykkes, og så går han i rette med Gud. Ja, de får det, de beder om, men i Guds straf. Så jeg ved godt, at Moses ikke har haft Det Nye Testamente at læse i, hvor der står, at vi skal kaste vores bekymringer på Jesus, for han har omsorg for os. Men Gud har faktisk mødt ham mange gange. Gud har talt til ham mange gange. På en meget mere face-to-face måde end det, vi oplever i dag. Moses vidste godt, at Gud var der, men han har aldrig lagt det frem.

Han har aldrig sagt, at det her faktisk er dit problem. Det er faktisk dig, der har bedt mig om at få israelitterne ud af ørkenen. Det er dit problem. Jeg vil ikke bære det, og jeg kan ikke bære det, og jeg skal ikke bære det. Men det gør han ikke. Han venter til folk, at det bliver så fred, at han selv bliver fred, og så bliver det et kæmpe problem for ham.

Og når endelig Gud så svarer og siger, hvad han skal gøre, hvad sker der så, så tager han det næste problem på sig. Hvor skal jeg få alle de forfra? Selvom I fanger alle fisk, så er der jo ikke nok. Straks tager han det til sig igen. Straks tænker Moses, det er mig, der skal gøre noget her. Og en af de kerner i det her, det er, hvis vi virkelig ønsker, at Gud skal forsøge os, så er vi nødt til at forstå, at vi skal lade Gud gøre det på sin måde. Og det gør han ved, at vi handler i tro nogle gange.

Og man kan sige, fra os selv, for eksempel hvor vi har kigget på det her nye sted at være, der slog det mig lidt, at jeg ville så gerne have, at Gud rykker først. Jeg ville så gerne, at Gud siger det, der skal I hen. Det betyder så meget for mig, at det er rigtigt. Men jeg har også oplevet, at går vi forkert, så er jeg nødt til at stole på, at Gud, han lukker døren. Og går vi rigtigt, så åbner Gud døren. Så jeg behøver ikke at sidde og vente på, at han nødvendigvis bekræfter alt muligt for mig.

Men når vi handler i tro og tillid på ham, det er dér han vil sige, når. Når vi handler i tro og tillid, så vil sige, nej, han skal nok åbne dører, han skal nok lukke dørene. Det har jeg slet ikke tvivl om. Så for mig har det virkelig været, wow, ja, selvfølgelig, jeg vidste det jo godt, Gud, men jeg skulle nok lige have det igen. På din måde og ikke på min.

Og det er også derfor i Lukas-evangeliet, kapitel 12, vers 22-31, der siger Jesus. Til sine disciple sagde han, derfor siger jeg, vær ikke bekymret for livet, hvordan I får noget at spise eller for hvordan I får tøj på kroppen. Livet er jo mere end maden, og legemet er mere end klæderne. Læg mærke til ravnene, de sår ikke og høster ikke. De har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden. Hvor meget mere værd er I ikke end fuglene?

Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor så bekymre jer for det øvrige? Læg mærke til, hvordan liljerne gror. De arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i alt sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag, og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?

Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke. Vær ikke engstelige. Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres far ved, at I trænger til det. Søg derimod hans rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Og det er jo fantastisk, fordi vi kender den: Søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift.

Her er det netop nævnt, helt specifikt omkring det her med, at det er Gud, der forsøger os, når vi søger Gud, når vi søger hans rige. Der står ikke, søg Gud for svar på, om du skal gå til højre eller venstre i det her. Det er ikke noget med, at det er forkert at gøre, fordi det må vi gerne. Men ofte oplever vi bare nogle gange, at Gud faktisk ikke svarer, fordi han lægger bolden over til dig og siger, hey, hvad er din tro til? Hvor vil du gå hen?

Og så kan man sidde og tænke, at det tør jeg ikke mod på. Så kan man sige, at det gør jeg. Jeg ved, at det kan koste mig alt. Nu for eksempel den her bygning, ting vi har kigget på.

Hvis sælgeren siger, at jeg går med på det, den bliver en hård en, også psykonomisk. Og så kan man sige, at det er da fuldstændig vanvittigt. Nej, det er det ikke, fordi vores penge er Guds penge. Hvis vi tænker, at de der penge, dem har jeg ikke. Hvis ikke vi bruger vores penge inde i Guds rige, så kan vi heller ikke forvente, at han vil give noget tilbage. Og sådan er det. Sådan er Guds lov.

Hvis vi sår ind i Guds rige og giver nogle penge, eller giver noget mad, eller giver noget tid, eller hvad Gud lægger på dit hjerte, så kan du faktisk forvente, at han giver dig det tilbage. Men problemet er, hvis du går ind i det her med prosperity, altså fremgangsteologien, så er det, at så skal du give, fordi så får du tilbage. Og det skal du ikke have. Du skal give, fordi du elsker Jesus og vil velsigne andre. Og så kigger Gud på dit hjerte og siger, hvorfor giver hun, eller hvorfor giver han, og så vil han give tilbage.

Og det kan være, at han slet ikke vil give, at det er penge. Det kan være, at han vil give dig noget, du har meget mere brug for. Fordi Gud, han kender dine behov mere end du selv gør. Men hvis Gud, han lægger på dit hjerte, giv til det der, eller brug tid der, eller mal den væg for dem der, eller hvad det nu kan være, så gør det. Handl på det.

Og løber man og tænker, at det her er ikke tid til, at ligge i højde, eller sådan plejer jeg ikke at gøre, så det skal jeg heller ikke gøre nu. Jamen, Gud har lagt nogle gaver i dig. Brug dem. Forvent mere af ham, når du tager de første skridt. Der står faktisk også, hvis vi læser 1. Peters brev, kapitel 5, vers 5-9, der står der: Lige så skal I unge underordne jer de ældste. I skal alle være klædt i ydmyghed overfor hinanden. Gud står de hovmodige imod. De ydmyge viser han nåde.

Og så står der her: Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd. Så vil han ophøje jer, når tiden kommer. Og hvordan ydmyger man sig? Det gør man ved det næste, der står: Og kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer. Så det her med at kaste bekymringerne på ham, og lade hans omsorg være gældende ind i vores liv, det er faktisk en del af at ydmyge sig. Og ydmyge sin sjæl.

Fordi vi siger til ham, at det her, det kan jeg ikke selv. Vi kan ikke. Vi har jo ikke engang at være stolt og forsøge, når jeg lægger det over til dig. Og så gør jeg det. For jeg ved, igennem dig, så er det dig, der kan virke i mig. Mateus kapitel 11, vers 28-30, det har vi der også: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Så skal I finde hvile for jeres sjæle, for mit åg er godt, og min byrde er let.

Men når vi stræber, som det står, at verden gør efter, hvad skal jeg nu for at spise i morgen, hvad skal jeg nu, så går det galt. Hvis du hele tiden stræber efter det, så kommer det ikke til at lykkes. Men hvis du hviler i det med din tro, så Gud, det kan godt være, at jeg ikke har mad i morgen. Det kan godt være, at jeg ikke har fem flade øre til at gå ned og købe et eller andet. Men det er lige meget. Jeg går på den opgave, du har sat mig til i dag eller i morgen, og så ved jeg, at du vil give noget.

Så vi skal sætte vores egne behov til side og ydmyge os ind for Gud, så vil han velsigne os så vildt. Også igen, I kender historien fra Mateus-evangeliet, kapitel 14, vers 13 til 20. Det er bespisningsunderet, der sker. Jesus står og taler for denne store flok af disciple. Og så står der fra vers 15.

Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde, stedet er øde, og det er allerede sent. Send skaren bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig noget mad. Men Jesus svarer dem, de behøver ikke gå. Giv dem noget at spise. Og hvad sker der? Pludselig begynder disciplene at gøre præcis det samme som Moses. De tænker, vi har kun fem brød og to fisk her, og hvordan skal vi gøre det? Og tankerne begynder at køre op i hovedet på dem. Det kan de jo ikke selv det her. Jesus tager dem sammen, hvad har du til? Vi har da ikke råd nok til det. 5.000 mænd foruden kvinder og børn. Hvad tænker du på, Jesus? Der er jo sket så meget inde i hovedet på et splitsekund.

Jesus siger, giv mig dem. Og han lod folkeskaren sætte sig i græsset, tog de fem brød og to fisk op, så op mod himlen og velsignede det. Brød brødene og gav disciplene dem og delte dem ud til skaren. Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var til overs, 12 kurve fulde. Der var omkring 5.000 mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn. Wow. Og så kan man sige, jamen, det var jo dengang, og det sker jo ikke i dag. Det er troen, der aktiverer det.

Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt jer det før, men nu får I den igen. Dengang, hvor Stater skulle døbes, der havde vi inviteret nogle folk herhjemme. Jeg tror, vi var 40-45 stykker eller sådan noget bagefter. Hun ville gerne holde en lille fest, og vi skulle servere noget frugt. Og vi havde stået og kokkereret og gjort det ved. Og da vi så går i seng, så kommer vi virkelig til at tænke på, 45-50 mennesker, jeg har kun lavet fire frugttærter. Det er måske lige i underkanten.

Der var selvfølgelig også noget andet, men det skulle gerne være, så folk kunne få et stykke hver. Og det var der ikke, for det var jo ikke de kæmpe tærter. Så hvad gør hun? En klog kvinde rejser sig op i sin seng, går ud og beder, tak Jesus, fordi der er nok, så lægger hun sig ind i soveværelset. Og vi får Stater døbt, og vi skal til at spise frugt. Og der bliver skåret tærter, og alle får tærte, og mange tager to stykker, der bliver virkelig spist til, og der er halvanden tærte tilbage.

Det er sådan Gud arbejder, når vi lægger bekymringerne over til ham og stoler på, at han griber ind. Det er så vildt, og det er set så mange gange. Der er så mange, der har oplevet de her ting. I har hørt på et tidspunkt, Heidi Baker, hun havde et vidnesbyrd, og hun har jo en hjælpeorganisation i Afrika, og det er jo lige i starten, hvor hun kommer derned, og de har ingen penge, de har ingenting, og de starter helt i det små.

Så sker der det, at nabofamilien har lavet mad og kommer over med en gryde til dem, der er lige nok til deres familie på fire personer, og siger, vi skulle have lavet det her mad til jer. Hvad skulle du have spist? Heidi hun får sådan, jeg kan ikke spise det her. Der står 30, 40, 50 unge børn herude og har ingenting. Hvordan kan jeg spise det, det kan jeg da ikke? Så i ren tro stiller hun sig ud ved et bord med sin gryde, og så beder hun alle børnene om at stille sig i række med deres tallerkener, og så begynder hun ellers at øse op til samtlige børn.

De får, hendes familie får, og der er mere mad i gryden bagefter. Og det er den måde, Gud arbejder på, når vi tager skridtet i tro, og hun bad ikke til Gud, hun sagde ikke, Gud, vil du ikke godt fortælle mig, om det er rigtigt eller forkert det her? Vil du ikke godt fortælle mig, om det lykkes, for jeg kan altså ikke stå her og blive til grin? Det gjorde hun ikke. Hun handlede i tro og gjorde det.

Og så ville sige ned i Gud, fordi det ikke handlede om hende, det handlede ikke om stolthed, men det handlede om Gud. I Paulus’ Andet Brev til Korintherne, kapitel 9, vers 10-15, der står der: Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigt med udsæd, forøge det med mange folk og lade os retfærdige, bærerige frugter, så I får rigeligt af alt, til al gavmildhed, og det til en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os.

Så her har vi det her med, at hvis ikke vi gør tingene i gavmildhed, hvis ikke vi har den her, jeg vil gerne give, hvis ikke vores hjerte er at følge Guds hjerte, så kan vi ikke forvente, at han vil sige noget tilbage. Og det er det hele indbegrebet af det her med prosperity, det er der filmen knækker, at du gør alt, hvad du kan, for at vride armen om på Gud. Og det er slet ikke det, det handler om, så har vi jo fuldstændig misforstået budskabet, du har fuldstændig misforstået, hvem Gud er, og Guds hjerte, fordi Gud vil gerne give, og han vil gerne forsørge dig, og han vil også skænke dig, så du har rigeligt, og han har ikke noget imod, at man har sagt, at du har et okay hus og en okay bil osv., det har han ikke noget imod.

Men der, hvor han har noget imod, det er, når du går hen og bliver materiel og egoistisk, og det er det, der kommer til at fylde, og lige pludselig så, ej, jeg skal da have en ny bil, den er godt nok kun et år gammel, men jeg skal da have en ny bil, og den skal være større, og det skal Gud nok give mig. Så det er så vigtigt, at vi gør det rette. Jeg har hørt på et tidspunkt en historie med en præst, som kom og kørte i en okay stor bil, og så siger hans kollega præst, hvordan får du råd til sådan en stor dyr bil? Jamen, det gør jeg da, fordi jeg har lavet det navnligt med Gud, at jeg tager alle de penge, der kommer ind i kirkebøssen, og så kaster jeg dem alle sammen op i luften, og dem, der så lander på højkant, dem må jeg få lov at tage. Så derfor har jeg fået råd til en ny bil.

Okay, siger han. Nå, okay, spændende. Nå, ja, ja. Så mødes de nogle måneder efter, og så den anden præst her, han kommer kørende i den dyreste, dyreste bil ever. Så siger den første præst her, undskyld, hvad er der sket for dig? Nå, men jeg synes, det var sådan en god idé. Så jeg lavede en navntale med, at alle de penge, jeg kaster op, det er dem, der står på højkant, det er Gud, så resten, det er mine. Så, okay.

Men det her, det er mere for at sige, at det handler virkelig om hjertet i det her. Og når der kommer penge i det lige pludselig, og når vi ikke i ydmyghed siger, okay, det her det er Guds penge. Fordi vores penge er faktisk Guds penge, og de skal bruges med respekt. Hvor vil han vel sige det? Hvor vil han vel sige det? Og det er også derfor, at det er så vigtigt.

Hvis man kører sin tro på følelser, og på, nu føler jeg et rush, fordi nu skal jeg give til ham der, eller hende der, så går man også galt i byen. Jeg kan ikke føle, at Gud siger, at jeg skal give noget. Nej, men Gud er ikke en følelse. Man kan godt have, at nogle mennesker kan godt mærke Gud indimellem, og så er der andre, der virkelig går efter, at hvis ikke man kan mærke Gud, så er han der ikke. Om jeg har ikke mærket Helligånden i fem dage, så er han der ikke. Han har nok forladt mig, og så går man helt ned i en depression.

Men Gud er ikke en følelsegud. Gud, han ønsker at velsigne dig, jamen, det du har. Jeg hørte et vidnesbyrd med en præst. Jeg kan ikke huske hans navn, men han var prædikant. Han havde virkelig sådan, Gud, jeg vil gerne mærke dig mere i mit liv.

Hvorfor kan jeg ikke mærke dig? Hvor er du henne? Hvor er du i mit liv? Han havde virkelig indtrængende bedt, at han ville se en åbenbaring. Han ville se dig, og at han ville opleve dig meget mere.

Så en morgen vågner han, og han skulle i kirke og spille. Han var lovsangsleder i et stort band. Pludselig kunne han ikke huske sine akkorder. Han kunne ikke huske sangteksterne. Han vidste ikke, hvad de skulle spille. Han kunne overhovedet ikke huske noget som helst.

Hans kone tror, at han er fuldstændig ved at miste sutten, og det er drabeligt for ham, og hun bliver sådan virkelig… Hvad sker der for dig? I tre dage er alting væk. Efter tre dage får han det hele igen. Han oplever, at Gud siger til ham, at du tror, du ikke kan mærke mig. Men det er mig, der har gjort, at du kunne spille. Det er mig, der har gjort, at du kunne synge. Det er mig, der har givet dig alt, hvad du har. Nu har jeg taget det væk i tre dage, så du kan mærke, hvordan det er, når jeg ikke er der. Du behøver ikke mærke mig mere end det.

Jeg spørger aldrig mere Gud, om jeg må mærke ham, for jeg ved, at han er der hver dag. Det er det, jeg tror, er vigtigt. Man behøver ikke altid at mærke Gud på en eller anden måde. Hvad handler om det her? Hvis ikke vi kender Bibelen, hvis ikke vi kender Guds løfter inde i vores liv, så mister vi fuldstændig essensen i det hele.

Det er Guds løfter, vi skal handle på, uanset om vi mærker noget, uanset om vi ser noget. Og når vi holder os til Guds løfter, og vores tro begynder at arbejde, og vi manifesterer i den tro, wow! Så ser vi Guds mirakler og Guds indgriben, så er det ham, der rejser sig i vores liv på en måde, vi ikke havde troet. Men vi kan ikke gøre det, hvis ikke vi kender Guds ord. Vi kan ikke gøre det, hvis ikke vi kender løfterne.

Hvad er det, vi skal tro? Vi får det, når der står, at hvad vi beder om, det får vi, når det er Guds vilje. Men hvordan skal vi vide, hvad der er Guds vilje, hvis ikke vi kender Bibelen? Og der er så mange kristne, der ikke læser deres Bibel, og ikke ved, hvad der står i den. Så de beder i blinde eller egoistisk, og så får man det ikke.

Men når man beder, fordi man bare ønsker Jesus, at det skal være ham, man vil følge det, ham, vi skal ikke lægge planer for Gud, han skal nok selv klare at lægge planer. Vi er bare nødt til at komme frem til ham i tro, og i lydighed, og i tillid. Så vil signe han. Så vildt.

For at være lidt hårdere, så kan man sige, den fred, som mange mennesker søger efter, den kommer faktisk ikke ved at bede. Freden, vi alle sammen søger efter, den kommer, når vi hviler på Guds løfter, når vi hviler på Guds sandhed, for der står, at det er sandheden, der sætter os fri. Og troen kommer af det, der høres. Så når vi hører Guds ord, når vi læser Guds ord, når vi kender Guds løfter, så kommer freden, når vi holder fast i det.

Det er selvfølgelig ikke nok at kende det, hvis ikke vi holder fast i det. Men holder vi fast i det, tror på det, takker for det, så oplever vi også, at freden kommer. I Peters Andet Brev, kapitel 1, vers 1-2, der står der. Vi prøver lige at læse det en gang til. Til dem, der ved vores Guds frelsers Jesu Kristi retfærdighed, har fået den samme dyrebare tro som vi. Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål i erkendelsen af Gud og Jesus, vores Herre.

Det er den samme dyrebare tro som vi. Er I klar over, hvor meget de troede? Er I klar over, hvor meget de så af mirakler og alt muligt andet? Det her brev er skrevet til alle de mennesker, der har den samme tro, som Simon Peter har. Så hvis ikke folk har den samme tro, så er brevet ikke til dem. Det er det, der står.

Det er kun til dem, der har den samme tro. Faktum er, at når vi har taget imod Jesus, så har vi samme tro. Men det er bare ikke sikkert, at det er gået op for os, fordi vi ikke kender troen igennem løfterne. Så når vi rejser os i løfterne, så vokser troen. Det er den samme tro, men den vokser.

Derfor står der også nåde og fred være med jer stadig rigere i erkendelsen af Gud og Jesus, vores Herre. Og erkendelsen kommer jo netop, når vi læser, når vi hører, når vi tror, når vi stoler på, når vi hviler i. Når vi tør tage det næste skridt. Når vi tør træde ud over klippen, selvom der er en dyb, dyb afgrund at stole på. Gud sætter en usynlig klods, så jeg kan gå her. Det er dér, han vil sige noget. Det er dér, du får Guds fantastiske trofastheder at se.

Sådan er det i dagligdagen. Sådan er det med økonomi. Sådan er det med familie. Sådan er det med alle de ting, vi har behov for og brug for. Læs, hvad der står i Guds løfter. Proklamér det ind over familien, ind over økonomien. Ind over alt i dit liv. Ind over sygdomme. Ind over alt, hvad du har brug for i dit liv. Proklamér det.

Lad være at tvivle på Gud. Og mærker du, at det ikke slår igennem, så lad være at blive sur og gå i rette med Gud. Men bare pris Jesus. Ophøj ham. Lad være med at tænke på dig selv. Lad være med at tænke på, at du kommer til ham, fordi nu skal jeg have opfyldt noget. Nu skal jeg have ham til at fikse min økonomi. Jeg skal have ham til at fikse mit helbred. Jeg skal have ham til at… Selvfølgelig skal vi stå op for det. Vi skal tage autoritet over tingene. Men det er ikke det, vi skal gøre hver eneste dag. Vi skal rejse os op til Jesus, og så følge ham hele vejen igennem.

Luk