Undervisningen tager fat i emnet “førsteafgrøden” og viser, hvordan et begreb, som mange automatisk forbinder med økonomi og tiende, faktisk handler om noget langt dybere: hvem der har førstepladsen i hjertet, i tiden og i hverdagen. Der lægges ud med at aflive idéen om, at emnet bare er et skjult forsøg på at få alle til at hive tegnebøgerne op og give alt til et projekt; fokus er i stedet på, hvilke velsignelser der ligger i at give det første og det bedste til Gud. “Underviserens navn her” forklarer her om, hvordan førsteafgrøden gennem hele Bibelen er et gennemgående princip, der både handler om konkrete gaver og om et indre liv, hvor Gud får ret til det, der betyder mest for os. Der opfordres til at se bort fra fordomme omkring penge og i stedet se på Guds hjerte bag princippet.

Der tages udgangspunkt i Bibelen som en bog fuld af rettigheder, som Gud har givet sit folk, mere end en samling regler, der bare skal holdes. Igennem Det Gamle Testamente går der en rød tråd om det første og det bedste, blandt andet i Anden Mosebog, hvor Herren siger til Moses: “Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg” (2 Mos 13,1-2). Det forklares, at Israel var Guds udvalgte folk, og at den, der har taget imod Jesus, i dag også regnes med til Guds folk. Derfor er princippet om, at det første og mest værdifulde tilhører Gud, stadig vigtigt, også om det ikke længere udføres på samme måde som i Moseloven.

Det gøres konkret med billedet af det første barn: Hvor stærkt det føles at stå med sit første nyfødte barn i armene, hvordan der ligger forventning, kærlighed, usikkerhed og glæde blandet sammen. På samme måde var det første af kvæget og høsten noget af det mest værdifulde, man ejede, og netop det bad Gud om at få som et udtryk for tillid og ære. Der forklares, at Gud ikke beder om det, fordi Han mangler, men for at vi ikke binder vores hjerte til gaven mere end til Giveren. Det samme princip gælder for vores økonomi i dag: Gud peger ikke først og fremmest på tallet, men på hjertet bag, og spørgsmålet bliver, om det er det første eller kun det overskydende, der får lov at gå til Gud.

Der zoomes så ind på Jesus som den førsteafgrøde i en helt særlig forstand. Der læses fra Kolossenserbrevet om Jesus som den usynlige Guds billede, den førstefødte før alt det skabte, den første, der opstod fra de døde, og den, i hvem alting er skabt og består. Jesus beskrives som både Gud og den første, som blev givet for os, og dermed som Guds egen “førsteafgrøde” til frelse for mennesker. Pointen er, at Gud ikke bare taler om at give – Han gav selv det dyrebareste først. Når vi taler om at give det første og bedste til Gud, står det på baggrund af, at Gud allerede har givet alt i Jesus, og derfor inviterer Han os ind i samme hjerte: et generøst hjerte, der elsker at give.

[bibelselskabet](https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/kol/1)

Undervisningen går herefter ind i bikurim-traditionen i Det Gamle Testamente, hvor jøderne bragte de første modne frugter af syv bestemte afgrøder til templet: hvede, byg, vindruer, figner, granatæbler, oliven og dadler. De beskrives som noget af det mest værdifulde i landet, langt fra nutidens supermarkeder, hvor alt kan købes; dengang var det livsnødvendige gaver, der kom som resultat af Guds velsignelse over jorden. Der fortælles om den jødiske landmand, der går ud i sin mark eller frugtplantage, ser den allerførste modne frugt, binder et siv omkring den som tegn og senere bærer en kurv med de første frugter til templet, hvor de bringes til Gud i glæde og fest.

Hver af de syv frugter nævnes med deres symbolik: hvede som livets brød og billede på Jesus som livets brød, vindruer som overflod og frodighed, figner som ro og velstand, granatæbler som frugtbarhed og kongelig værdighed, samt oliven og dadler som billeder på salvelse, lys og helbredelse. Der vises, hvordan Gud lader sit folk give det, som både har praktisk og symbolsk værdi, og til gengæld vil velsigne dem med det, frugterne peger på: liv, overflod, ro, frugtbarhed, salvelse og lys. Princippet bliver, at når vi giver det fysiske til Gud i taknemmelighed og tro, er Hans svar at give åndelige og praktiske velsignelser tilbage i overflod.

Der forklares også, hvordan præsterne i Det Gamle Testamente, levitterne, levede af folkets gaver, fordi de ikke havde egen jord. De andre stammer gav en tiendedel af deres afgrøder og økonomi, så levitterne kunne være fuldtids i tjeneste for Gud og folket. Det påpeges, at når 11 stammer giver 10%, svarer det til 110%, så levitterne reelt fik nok til både eget underhold og til at give videre. Pointen er, at Gud har tænkt sin ordning sådan, at der både tages hånd om dem, der tjener på fuld tid, og at der stadig er plads til offer og yderligere gavmildhed. Der understreges, at tiende i sig selv ikke er slutmålet, men ofte en god målestok og et minimum, hvorfra det egentlige offer først begynder.

Undervisningen trækker også linjen tilbage til Abraham og Melkisedek, før Moseloven blev givet. Der læses om Melkisedek, “Salems konge”, præst for Gud den højeste, uden kendt begyndelse eller slutning, og hvordan Abraham gav tiende af alt krigsbyttet til ham som en naturlig respons på Guds velsignelse. Det fremhæves, at Abraham gav, ikke fordi der var en lov, men fordi det var skrevet på hjertet, og han mærkede, at det var det rette at gøre. På samme måde peger undervisningen på, at i dag, efter Jesus’ fuldbragte værk, er vi ikke under Moseloven, men under Helligåndens ledelse, som skriver Guds vilje i hjertet og kalder til et gavmildt liv, der ofte går længere end lovens minimum.

[kristentf](https://www.kristentf.dk/sites/default/files/pbsk/NT/12_Kol.pdf)

Der tales om, at når Jesus dør og opfylder loven, ophæves de ceremonielle bud som krav, men Guds standard i hjertet bliver ikke lavere – den bliver tydeligere. Der gives eksemplet med utroskab: Før var det synd at være utro i praksis, nu siger Jesus, at det er synd allerede i hjertet, når man begynder at begære i tanker. På samme måde bliver spørgsmålet om økonomi og førsteafgrøde ikke et spørgsmål om at ramme et tal præcist, men om at leve i et ægteskab med Jesus, hvor alt, hvad Han har, bliver vores, og alt, hvad vi har, tilhører Ham. Billedet af ægteskabet bruges flere gange: I et sundt ægteskab er der fælles økonomi, fælles ansvar og fælles liv, og sådan ønsker Gud også at have fællesskab med sine børn.

Der gives praktiske eksempler på, hvad det vil sige at være en levende offergave. Det nævnes, hvordan det kan koste noget at bede for en person, man egentlig ikke har lyst til at tale med, eller at give penge, man faktisk kunne bruge på sig selv. Der skelnes mellem at give af sin overflod og at give et offer, som kan mærkes, og der sættes ord på, at et offer netop er noget, der gør lidt ondt – ellers er det bare det, der alligevel var til overs. Der udfordres til at overveje, om man er klar til at give alt til Jesus, ikke bare ord, men tid, energi, penge, komfort og planer, og at tælle omkostningen ved at følge Ham, ligesom Jesus selv taler om at kende omkostningerne ved at bygge et tårn.

Undervisningen beskriver, hvordan nogle reagerer, når de hører, at tempelskat og lovbud er ophævet: “Fedt, så slipper vi for at give.” Men der vendes perspektivet: I det nye liv med Jesus er det ikke 10% Gud og 90% mig – alt er Hans. Det betyder ikke, at man automatisk skal tømme kontoen, men at man lever i bevidsthed om, at man forvalter noget, der dybest set tilhører Gud. Når Helligånden prikker på noget konkret, kan det betyde at give mere, end der føles komfortabelt, eller at sætte Guds rige før egne ønsker. Pointen er, at den, der virkelig har forstået, hvad Jesus har givet, ikke spørger “hvor lidt kan jeg slippe afsted med?”, men snarere “hvordan kan jeg ære Ham med det, jeg har?”.

Der tages også fat på misbrug af givertjeneste, blandt andet fremgangsteologi, hvor fokus bliver, at hvis man bare giver det rigtige, så skylder Gud at gøre en rig, give luksusbil, dyre mærker og konstant økonomisk fremgang. Undervisningen tager afstand fra den tankegang og pointerer, at Gud ikke er en automat, man kan trække i med de rette gaver. Gud ønsker virkelig at velsigne, men målet er ikke vores ego og status; målet er, at Hans rige udbredes, mennesker frelses, helbredes, sættes fri og oplever Hans kærlighed. Der bruges eksempler fra egen erfaring, hvor der blev givet til Guds rige på måder, som gav økonomisk pres, men hvor Gud på overraskende vis lod pengene komme tilbage, netop fordi det handlede om Hans projekt og ikke om personlig luksus.

Mod slutningen rettes fokus endnu stærkere mod førsteafgrøden som et spørgsmål om prioritet i det hele taget. Det gælder ikke kun penge, men også tid, gaver, relationer og fremtidsplaner. Der spørges: Er det Gud, der får det første af dagen, eller er det telefon, nyheder og sociale medier? Får Gud det første af vores kraft og kreativitet, eller kun de rester, der er tilbage, når alt andet er klaret? Der opfordres til at lade Gud få det første i kalenderen, i beslutninger, i tanker og i handling, og til aktivt at spørge Helligånden, hvem og hvad der skal prioriteres, så livet ikke bare glider afsted på autopilot.

Undervisningen slutter af med at pege på, hvor dybt det forvandler et menneske og et fællesskab, når førsteafgrøde bliver en livsstil og ikke kun en teoretisk tanke. Når man giver det første og bedste til Gud i tillid, åbner det for hans overnaturlige forsørgelse, leder til afhængighed af Ham og en glæde over at være med til at bygge Hans rige. Der opfordres til at spørge Gud helt konkret: Hvor kan jeg så ind i andre menneskers liv, hvem kan jeg velsigne, hvor kan jeg bruge mine penge, min tid og min opmærksomhed, så det peger på Jesus? Der mindes om de første disciple, som gav alt, delte deres ressourcer og levede i radikal kærlighed, og der stilles et stille, men skarpt spørgsmål: Er det nok bare at tro, eller kræver det et aktivt valg om at give det første og det bedste til Gud i hverdagen?

Citat fra undervisningen: Hvis du kun giver Gud det, der er til overs, er det ikke et offer; førsteafgrøden er, når Han får det første og bedste, og du vælger at stole på, at Han tager sig af resten.

Relevante søgeord: førsteafgrøde – tiende – givertjeneste – økonomi og tro – Guds forsørgelse – Guds rige først – levende offer – Helligåndens ledelse – radikal efterfølgelse – fællesøkonomi med Gud – tillid og lydighed – hjertets prioriteringer – bikurim – åndelig velsignelse – kristent hverdagsliv