Åndeligt liv & Bøn
Åndeligt liv & Bøn
Opdag kraften i bøn og det åndelige liv gennem bibelsk undervisning på. Få inspiration til et nærværende bønsliv og lær, hvordan daglig kontakt med Gud kan styrke troen og bringe dybde i vandringen med Jesus.
Opdag kraften i bøn og det åndelige liv gennem bibelsk undervisning på. Få inspiration til et nærværende bønsliv og lær, hvordan daglig kontakt med Gud kan styrke troen og bringe dybde i vandringen med Jesus.
Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.
Det handler om noget så godt som Guds grundlæggende fred. Og det er simpelthen så vigtigt, fordi der er så mange mennesker rundt omkring, som tror på Jesus, og som bare ikke har den her dybe, dybe fred. Og ikke desto mindre, så taler Bibelen så mange gange om fred. Og hvordan kan det være, at man kan være kristen, har taget imod Jesus, blevet døbt til at tilhøre ham, og så bare stadigvæk går med alt andet end fred.
Hvis vi kigger på, hvad fred egentlig er, så kommer det fra det hebraiske shalom, som man jo også bruger som en fredshilsen. En goddag. Det bruger man i Israel. Shalom. Og det er noget så genialt, at det dækker over alt lige fra trivsel, helbred, sikkerhed, velstand, fremgang, helhed, fuldkommenhed. Det er simpelthen et ønske, man lægger ind over den anden, når man siger shalom. Og det er faktisk ikke dårligt. Man bruger det også som et udtryk for fravær af krig.
Det vil sige, der hvor der er fravær af ufred, der er der fred. Der hvor der er fravær af krig, der kan vi sige shalom. Der hvor der er venskab, der hvor der er fuldkommenhed eller fuldstændighed, der kan vi sige shalom. Så det er jo en fantastisk fredshilsen. Og ikke desto mindre, så bliver den brugt flere gange i Bibelen.
Og I kender fra Fjerde Mosebog kapitel 6 vers 24 til 26. Det tror jeg, det skriftsted har I hørt så mange gange og er så centralt. Og der står: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lad sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt imod dig og give dig fred. Og give dig fred, det vil sige, det er en fredshilsen. Det er en fredsvelsignelse.
Og det er faktisk Gud, der siger til Aron i det her: “Tal det her ind over israelitterne. Tal det her, at det er mit ønske ind over dem.” Men hvorfor er det så, når fred er så centralt i Guds ord, hvorfor er det så, at vi oplever den her fravær af fred? Mangel på fred, der er rigtig mange årsager til det, men en af årsagerne, det er frygt. En rigtig, rigtig stor årsag, det er frygt.
Rigtig mange mennesker bekymrer sig. De bekymrer sig for hverdagen. De bekymrer sig for morgendagen. De bekymrer sig for Putin. De bekymrer sig for USA. De bekymrer sig om alt muligt, som de alligevel ikke kan gøre noget som helst ved. Et stort magtspil, som folk tager del i og tænker, nej hvor er det forfærdeligt.
Jeg var nede i morges, da vores fyr var gået i stykker. Der skulle jeg have presset sådan nogle tandhjul ned over nogle lejer, og det var sådan lige lidt mere end vores værktøj kunne klare. Så har jeg kørt ned til det lokale savværk, hvor der er en god mand nede, som er landmand, og han har bare sageren. Han har barsageren.
Og noget af det første han begyndte at snakke om, fordi han har et savværk, og jeg siger, hvad så? Får du savet noget træ for tiden? og siger: “Nej, det gør jeg ikke. Jeg har overhovedet ikke haft nogen som helst ordre siden oktober måned.” Siger what? Hvorfor? Jamen, det er jo fordi folk de er så bange på grund af alt det her med krigen og uvissheden. Og man ved jo ikke hvordan og hvorledes. Og der er så mange der ikke tør at lægge planer, fordi og han talte jo frygten op, og så talte han ellers TV havde sagt, og nu var vi uha da da. Og Trump, han var en vær banan. Og ej, det var helt utroligt.
Det var enormt sjovt at høre fra den her vinkel. Men at høre, hvor meget frygten faktisk lå. Og den her mand, han er ikke bange. Han er frygtløs på rigtig mange måder. Og alligevel så lå der dybt nede den der frygt. Hvad sker der i morgen? Hvad sker der i overmorgen? Hvad sker der i vores liv? Hvad sker der? Får vi krig?
Får vi tredje verdenskrig? Får vi whatever? Hvad sker der? Folk er så bange. Og når man går med den her frygt, så kan Guds fred overhovedet ikke nå igennem.
Mange mennesker går også måske ikke nødvendigvis med den her frygt ind i fremtiden, men mange mennesker går faktisk med en skam. Skam over noget, man har gjort. Skam over ting, man ville ønske, man aldrig nogensinde havde sagt. Eller man banker sig selv i hovedet for noget, som skete for lang, lang tid siden. Man har svært ved at tilgive sig selv.
Og et eller andet sted så ved man godt, jamen man har fået det gjort op med Gud. Man har fået det gjort op, men vi bliver bare mindet om det igen og igen og igen. Og så ligger der som en dyne af skam. Og så er det rigtig svært at gribe den her enorme fred, som Gud har til os.
Eller mange oplever det her, hvis du mister din egen kontrol. Hvis du mister kontrollen, mange, mange mennesker, rigtig mange mennesker, måske lige lidt flere kvinder end mænd, men rigtig mange mennesker har brug for at have kontrol. Og hvis man mister den her kontrol, wow, så kan man slet ikke være i det. Så er man ude på det her skib, der bare gynger frem og tilbage.
Manglende tillid til Gud eller manglende tillid til mennesker, fordi du kommer til at sætte mennesker højere end Gud. Det stjæler din fred. Der er så mange faktorer, som simpelthen kan stjæle den her dybe, dybe fred. Mange mennesker oplever det her med, at netop man har gjort noget forkert, og man ved ikke, hvordan man skal takle det.
Jeg kan huske et meget sjovt eksempel, som vi havde på et tidspunkt, da vores søn var lille. Det var de andre børn også. Men der sker det, at vi netop lige flyttede ind i vores nybyggede hus, og det var bare super godt. Og så opdager jeg lige pludselig en kæmpe stjerne på en af ruderne som et stenslag. Tænkte jeg, det er bare mærkeligt. Man kunne se, det sad i sådan en børnehøjde, tænkte, det er altså godt nok mærkeligt.
Og vi spurgte børnene, er der nogen af jer, der har kendskab til det her? Er der nogen af jer, der ved, hvorfor der er kommet hul i vinduet? Ej, det var der godt nok ikke overhovedet. Og vi spurgte flere gange. Nej, det var der ikke. Og jeg havde bare sådan indeni, jeg vidste, at skylden og skammen den nagede. Og den nagede rigtig meget. Men jeg kunne ikke komme igennem, fordi skammen fyldte så meget, at man ikke turde komme og sige, det var mig.
Så det vil sige, den her fred, som egentlig kunne have været, og alt var fint, den var lige pludselig erstattet af en “Oh, jeg håber ikke, jeg bliver opdaget.” Og hvad gjorde jeg? 200 IQ. Jeg sagde, nå, det er helt okay, det ikke er nogen af jer. Det er nok bare hærværk, og det er selvfølgelig, hvad det er. Så nu skal I bare vide, at i morgen der ringer jeg til politiet, og så melder jeg det, og så finder de nok ud af, hvem det er, og så må vi se, hvad der sker med personen.
Og jeg vidste jo udmærket godt, at det her det var en af børnene. Men jeg havde brug for at sige, eller jeg havde brug for, at de kom til mig og sagde: “Far, det er mig,” fordi så kunne jeg tilgive. Hvis jeg opdagede det selv, så ville jeg have sagt, hvorfor i alverden kom du ikke? Og helt ærlig, så er hun nødt til at køre sagen derud, hvor jeg vidste, nu presser jeg lidt.
Og så kan man sidde og tænke, det var godt nok ikke pænt gjort af dig. Jo, for det der skete, det var, at sønnike, han kommer, så siger han: “Far, jeg vil godt lige snakke med dig.” Nå da da, hvad vil du snakke med mig om? Det var mig. Åh, ved du hvad? Det var bare godt, du kom og sagde det. Ej, ved du hvad? Det er så godt, du siger det.
Ved du hvad? Du er bare tilgivet. Det var simpelthen, det er helt okay. Så, og godt du sagde det, fordi så behøver vi ikke ringe efter politiet. Så det skal du slet ikke tænke på mere. Hvor var det godt, du kom og sagde det.
Og det betyder for ham, bliver det pludselig en positiv oplevelse at komme og indrømme det, man har gjort forkert. Den skam, som han havde gået med herinde, som han troede egentlig drev ham til frygt. Åh nej, hvad siger mor og far? Jeg får bare en skideballe. Og det er præcis det samme, når vi kommer til vores himmelske far. Han kommer ikke og giver en skideballe.
Vores himmelske far, når vi kommer til ham, siger: “Åh, hvor var det godt, du sagde det. Lad være at gøre det igen. Lad være at gøre det igen.” Og nogle gange kan han sige, ved du hvad, det er godt, du har sagt det. Her er der en ny rude. Kan du ikke lige skifte den? Det kan Gud godt finde på at sige til os. Og det er helt okay. Det er retfærdigt. Det er mig, der har slået den i stykker. Det er mig, der skal skifte den.
Det kunne han ikke gøre, sønnike. Så var det godt, vi havde en forsikring. Så pyt med det. Jesus han går med disciplene i tre år, og der sker så mange ting, og der er optøjer, og der er alt muligt. Folk vil stene ham. Folk vil have ham skubbet ud over skrænten, og folk vil af med ham. Og der sker rigtig, rigtig meget i løbet af den tid, Jesus er der. Mange vilde ting og mange trælse ting.
Jeg har lige lyst til at læse fra Johannesevangeliet kapitel 14 vers 22 til 27. Der står der: Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: “Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?” Jesus svarede ham: “Den, der elsker mig, vil holde fast ved mine ord, og min far vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer. Min fred giver jeg jer. Jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerter må ikke forfærdes og ikke være modløse.”
Så Jesus lover her. Fred efterlader jeg jer. Min fred giver jeg jer. Jeg giver jer ikke, som verden giver. Og hvad er det, verden giver? Verden lover en fred. Verden lover en ro. Men når du kommer derind, hvor du tænkte, ej, der var ro, så er der bare ikke ro. Og så længes du bare efter mere, fordi det var en falsk fred. Det var en midlertidig fred.
Men den fred, Jesus giver, det er en permanent fred. Det er en dyb fred. Det er en fred, der når helt ind i marv og ben. Det er en fred, hvor bekymringerne ikke kommer væltende ind over dig. Det er den fred, han ønsker at give dig.
Og vil generelt sige til jer, gå hjem og læs. Ikke lige nu. I må godt vente til bagefter, men gå hjem og læs Johannesevangeliet kapitel 14. Der står så mange guldkorn. Det er et af mine yndlingskapitler. Johannesevangeliet kapitel 14. Gå hjem og læs den. Der står så mange guldkorn. Så meget fantastisk.
Fred, det er måske et lidt mærkeligt udtryk, men at vide sig til rette med Gud. Altså du ved, som I ved, at du er ret ind for Gud. Du ved, som I ved, som I bare ved herinde. Jeg har ikke nogen udestående overfor Gud. Jeg har gjort op. Jeg har lagt mit liv ned for ham.
Hvis han siger til mig, der er nogle ting, jeg skal ændres eller ændre, så ændrer jeg dem, fordi jeg har lagt det ned. Jeg ved mig til rette med Gud. Jeg ikke bare tror på ham, men jeg ved. Og hvordan gør man det?
Det gør man ved at starte med et valg. Starte med et valg om at tro på, at de løfter, som Gud han har sagt til os og givet os i sit ord, at de er ægte. At løfterne også gælder mig. Og tro på, at Jesus han har besejret. Tro på, at det ikke er en kamp, som han skal til at tage, men han har taget den. Tro på, at det er fuldbragt. Ikke at det er halvgjort eller kvartgjort, men det er fuldbragt. Det betyder, det er helt gjort. Vid det. Vid det gælder ind i dit liv. Vid han har gjort det, der skal til. Han har givet dig alt, hvad du har brug for.
Oftest så er det heroppe eller inde i vores sind, det går galt. Det er gamle vaner, gamle mønstre, gamle ting og sager, gamle sår, gamle forventninger, gamle afspejlinger, der kører igen og igen og igen i vores sind. Og det er det, der gør, at der kommer frygt ind, at der kommer skam ind. Det kan godt være, du har begravet det i dåbens vand, men hvis du ikke lader det ligge. Hvis du ikke, når djævlen han kommer, så kommer han og holder det op i hovedet for at friste dig. Så kan du sige, frist, hvor det er da ikke at friste mig at komme med noget fra mit gamle liv. Jo, fordi han frister dig til at tage stilling til det igen og få nogle følelser frem igen. Og det er en fristelse.
Det kan være en fristelse at sige, ej, men det er godt nok rigtigt. Jeg er nok nødt til at gå til en psykolog nu og få det bearbejdet. Jeg troede ellers, jeg havde lagt det ned. Nu er jeg nok nødt til at få det bearbejdet en gang til. Og så får du snakket om det. Og så finder du ud af præcis samme konklusion, som du gjorde før, at du havde egentlig lagt det ned. Problemet er bare lige, du har brugt en bondegård af penge på en psykolog, som du egentlig burde have brugt i Guds rige i stedet for. Og du har brugt mængder af tid i dit liv, som du skulle have brugt for på at forkynde for andre mennesker til at finde ud af, hvordan har jeg det, hvordan føler jeg det?
Men du kan, du har det ikke, og du føler ikke, hvis du er død for dig selv i dåbens vand. Nej, hvordan er det? Gud siger, jeg har det. Og det betyder ikke, at man ikke, man må gerne være frustreret indimellem. Man må gerne være ked af det indimellem. Det er okay, men det er ikke de følelser, der skal drive os. Det er et valg om at sige, okay, jeg er den Gud, siger jeg. Jeg har valgt, at jeg vil gå på den vej.
Nu er vi det her kæmpe, kæmpe, kæmpe byggeprojekt. Vi har bygget i tre et halvt år, og der er langt de fleste dage, der er vi alene. Og man står oftest i arbejde, hvor man tænker, høj mand, ting, hvor man egentlig, hvis man virkelig skal mærke efter, så gider man det ikke. Men man gør det, fordi vi er kaldet til at gøre det. Vi gør det, fordi vi ved, at det er det Gud han har sagt, vi skal gøre. Så er det ikke et spørgsmål om at mærke efter og sige, det har jeg da mega meget lyst til. Nej, vi gør det, fordi vi gør det. Vi gør det, fordi Gud har kaldet. Vi gør det, fordi vi ved, at det er ret.
Prøv at spørge, om Noah han gad at bygge arken. Jeg tror, der har været mange, mange dage, hvor han absolut ikke gad noget som helst. Jeg tror, han var super træt af at fælde alle de træer. Super træt af at slæbe dem ind og skulle save dem i stykker i planker. Og det har jo taget mega, mega mange år. Jeg tror virkelig ikke, han synes, det var sjovt. Og han havde absolut ingen mål med det. Han byggede en ark ude i ørkenen. Han vidste ikke, hvorfor han skulle bygge den. Han skulle bare bygge den. Okay. Peace be with it. Men han gjorde det, og han fandt motivationen frem, fordi Gud havde sagt. Og det er jo der, vi alle sammen skal være, at når Gud har sagt, så gør vi det.
Og det er det, vi oplever, at når vi handler på det, Gud siger og går, uanset hvad verden siger, for det er ikke verden, der giver os freden, det er Gud, der giver os freden, så kommer tingene til at skifte. Så kommer tingene til at lykkes. Og det forvandler, og det er vildt. Nogle af de få løfter, som Gud han har givet, som vi skal tage fat i for virkelig at stole på, at han er den, han siger, han er, så freden kan få lov at råde i vores liv.
Det er for eksempel Matthæus 28:20. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Prøv lige. Han er med dig. Alle dage. Der står ikke, nogle gange kan man have sådan, Gud, jeg føler dig ikke i dag. Hvorfor er du så langt væk? Han er ikke langt væk. Det er dig, der er langt væk fra ham. Der står, han er med dig alle dage indtil verdens ende. Alle. Og hvis vi slår det græske ord op for alle, så betyder det faktisk alle uden undtagelse. Alle.
Og det er ikke mandag, onsdag, fredag. Det er mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag. Og jeg kunne blive ved. Men det vil de ikke gide at høre. Det kan jeg godt sige jer.
I Hebræerne 13:5. Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke. Det er et løfte til dig. Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke. Jamen, jeg føler mig altså godt nok svigtet. Okay. Er det så fordi du går i din egen plan, eller går du i Guds plan?
Salme 91:2. Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på. Så hvis han er din tilflugt, så er det der, du flygter hen, når tingene er træls. Du flygter ikke ind i dit eget skjul. Du flygter ikke hen til venner og alle mulige andet. Nej. Du flygter ind i din tilflugt. Du flygter ind til din himmelske far, ind i hans favn. Det er der, du flygter hen. Og så er han din borg.
Hvad betyder det, at det er en borg? Det betyder, der er fæstningsmur rundt omkring. Det betyder, der står engle hele vejen rundt om. Du er inde i borgen. Han skal nok sørge for beskyttelsen. Det er ikke din opgave. Din opgave, det er at blive inde i borgen og gøre det på kongens måde.
Salme 46:2. Gud er vor tilflugt og styrke. Altid at finde som hjælp i trængsler. Første Peters brev 5: Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer. Og det er så vildt. Jeg ved ikke, om I overvejer, der står: “Kast alle jeres bekymringer på ham.” Kast. Tit så har vi sådan, nå vi må hellere gå hen og lægge det sådan lige hen ved korsets fod, så kan det ligge der. Nej, nej, fordi så skal du bruge tid på at gå derhen.
Gud ønsker, at så snart bekymringerne kommer, så skal du ikke tænke på, nej, nu skal jeg hen og aflevere det til Gud. Der er godt nok lang vej. Nej, kast det. Kast det. Så er det fuldstændig ligegyldigt, om du kan kaste langt eller ej. Kast det. Væk med mine bekymringer med det samme, øjeblikkeligt. Kast det.
Det betyder, du skal ikke eje, du skal ikke have det. Du skal ikke tage det ind over dig. Du skal ikke gå og bære det. Heller ikke hen til korset. Du skal kaste det hen, fordi han har omsorg for dig. Og tit så er vi som kristne den her, om jeg skal lige gå og fundere lidt over det, og så skal jeg lige tænke lidt mere, fordi det kan jo være at kaste det nu. Hvis det er en bekymring, så smid den dog fra dig.
Du vil opdage, at måske en halv procent af alle de bekymringer, du har haft i hele dit liv, er faktisk blevet til noget, du burde bekymre dig over. Men lige præcis den halv procent var den halv procent, du ikke bekymrede dig nok over. Så med andre ord, bare lad være at bekymre dig. Det kan slet ikke, det kan overhovedet ikke betale sig.
Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. Det er fra Filipperne 4:7. Tak Jesus, fordi mine tanker må være dig. Tak fordi mine tanker, alt hvad jeg er, alt hvad jeg har, må være i dig. Min forstand, alt. Læg det over dig selv. Pris Gud for det. Er det hvilet som en fred?
Der er et af de messianske profetier, som er kommet ind over Jesus fra flere hundrede år før han blev født, fra Esajas bog, faktisk enormt interessant. Det er fra Esajas 9:6. Der står der: “For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skulder. Man skal kalde ham underfuld rådgiver, vældig Gud, evighedsfader, fredsfyrste.” Nu har jeg ikke læst resten nu, men wow.
Freds fyrste kommer af det hebraiske sar shalom. Og sar shalom betyder faktisk en regulær konge, en myndighedsperson, en hersker. Det vil sige, at den Jesus er, det han skal herske over, er freden. Det vil sige, når han har sagt “fred være med jer”, hvad er det der står? Hans ord vender ikke tomt tilbage. Det vil sige, når han ønsker fred, når han taler fred, så ønsker han også, at den fred, den skal du tage imod, for han er fredsfyrsten.
Jamen, hvordan kan det så være? Fordi det er jo fint, fordi vi ser jo, at Jesus han ønsker at give fred. Men hvis der var noget, der absolut ikke var, da Jesus kom på jorden, så var det fred. Der var absolut ikke noget som helst andet end fred. Og hvis vi kigger på Matthæus 10 fra 29 til 42, så starter vers 29 med det her fantastiske, om to spurve ikke sælges for ingenting, og alligevel så er Gud med dem, og han elsker dig langt, langt mere.
Og går vi et skridt videre til vers 34, så står der: “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden.” Aha. Stod der ikke lige, at han var fredsfyrste? Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor. En mand får sine husfolk til fjender.
Den der elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værd. Og den der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den der har reddet sit liv, skal miste det. Og den der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
Fredsfyrste? Jo. Men hvad var det, vi læste før? At den fred han giver, er ikke for denne verden, men det er den dybe fred herinde. Og det der sker, når vi kommer som levende lys for ham, det betyder, at folk de bliver, som min gamle farmor ville have sagt, de bliver onde i sujulet. De får et horn i siden på dig.
Havde du fortalt dem, du var blevet buddhist? Ingen problem. Næ, hvor spændende. Så tror du på reinkarnation? Må jeg høre noget mere? Jeg tror på Jesus Kristus. Ah, hvad siger du? Jamen, jeg er begyndt at læse min bibel. Din hvad? Undskyld. Jeg tror lige mine ører faldt af her. Hvad? Prøv at sige det igen. Jamen, jeg tror på Jesus. Okay. Nå, jamen det må du gerne bare. Jeg kan blive fri. Det er sådan folk tager imod det.
Og lige præcis derfor siger Jesus, at han er kommet for at bringe splid. Han ønsker ikke splid, men han kommer, fordi han bringer godt nyt til fanger. Han bringer godt nyt til dem, der har brug for det. Han bringer faktisk godt nyt til alle. Men rigtig, rigtig mange vil ikke tage imod det. Rigtig mange vil selv. Og rigtig mange, der ser vi, hvordan den her åndelige kamp begynder. Det er ikke længere bare kød og blod, men det er en åndelig kamp.
Og man ser, hvordan man mister familiemedlemmer, hvordan man mister bedste venner, hvordan man mister den ene og den anden og den tredje. Man ser, hvordan man bliver hængt ud som et kæmpe fjols, bare fordi man har fundet Jesus. Og det vilde af det hele, det er, at midt i det her, selvfølgelig kan det gøre ondt, men der er freden bare herinde. Åh, jeg ved bare, det er rigtigt det. Jeg ved bare, jeg vil følge dig, Jesus.
Jeg så en video her den anden dag, var det iranske fanger, som i 2025 sidste år bliver henrettet, tror det var 10 eller sådan noget for deres tro. De skulle knæle ned på række, så stod deres bødler bagved. Så skulle de afsværge deres tro. Og hvis ikke de gjorde det, så røg hovedet af. Og den film, der kan man bare se freden ind over deres ansigter. Og man kan se, hvordan de beder til Jesus. De sidder ikke bare stille. Man kan bare se, hvordan de sidder med lukkede øjne og bare munden går. Vi beder bare til vores himmelske far.
Midt i kaos, midt i verdens ondskab, midt i sværdet, der havde de fred. Vi læser det da Stefanus, han blev stenet. En ting er at få hugget dit hoved af. Selvfølgelig kan frygten komme. Det er ikke fordi, det er ret hurtigt det, så er du død. Stefanus, han blev stenet. Det er sten for sten for sten. Det er så modbydeligt. Hans ansigt strålede, fordi han vidste, hvad der ventede ham.
Den fred, den fred, det er den fred, vi skal vandre i. Og den fred, det er den fred djævlen forsøger at stjæle fra dig igen og igen og igen. Han forsøger at tage den, så du ikke får ro. Han forsøger alt, hvad han kan og fjerne roen og freden fra dit sind. Og han har så mange måder, så mange metoder, og vi er så gode til at falde for dem alle sammen.
Og derfor er det nogle gange nødvendigt at kende fjendens taktik, så man kan sige: “Nå, der var du igen. Har stadigvæk ikke tid. Jeg ligger på knæ foran min far. Jeg vil være som dem, der blev henrettet og havde fred. Den fred vil jeg gå med. Nej, jeg har ikke lyst til at blive henrettet, men jeg vil lige til det sidste gå med Guds fred. Og jeg ønsker, at vi alle sammen skal gå med den fred.
Freden er en del af åndens frugt. Du får åndens frugt, og en af de bider du tager, det er freden. Men åndens frugt, det er Galaterne 5, 22 til 25. Men åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod. De som hører Kristus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i ånden, skal vi også vandre i ånden.
Fred er tit misforstået. Fred, det er ikke fravær af problemer, men fred det er nærvær med Jesus. Fred er ikke fravær af problemer, men fred det er nærvær med Jesus. Han skulle gerne være sammen med dig.
Da Jesus opstår og viser sig aller allerførste gang for hele flokken af disciple. Og det her, det er enormt spændende, fordi disciplene ved, at Jesus skal dø, og han har fortalt dem, han kommer til at opstå. Og han har sagt det så meget, som så rygterne er endda gået til ypperstepræsterne og til Pilatus, som sætter ekstra vagtmandskab foran graven, fordi de ved, han skal opstå på tredje dagen. Det er altså ikke noget, som man måske kan læse ud af linjerne et eller andet sted. Der er en grund til, at graven er bevogtet. Disciplene de vidste det.
Og alligevel så står der, da disciplene var samlet, det her det står i Lukas 24, 36 til 43. Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: “Fred være med jer.” De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men så sagde han til dem: “Hvorfor er I rystede?”
Og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og fødder. Det er mig. Føl på mig og se. En ånd har ikke kød og knogler, som I ser jeg har. Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de på grund af glæde ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: “Har I noget at spise?” Og de gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.
Fred være med jer er hans aller aller allerførste kommentar, da han møder dem. Og så spørger han, hvorfor er I rystet, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerter? Tvivlen giver frygten. Og derfor starter han med at sige, hvorfor er I rystede? Starter med at sige, fred være med jer. Hey, hvad sker der for jer? Hey, tag jer lige sammen. Hvorfor er I rystede? Fordi de bliver fristet af tvivl, af modløsheden, af sorgen, af frustrationen. Den tager fuldstændig over. Og da de så endelig ser ham, så kommer han ikke som de havde forventet.
Satan forsøger at stjæle din fred. Det gør han ved at få dig til at tro, at du ikke er god nok. Det gør han ved at give konflikter i din omgangskreds eller ægteskab. Det gør han ved, at man kommer til at føle sig forurettet. Altså dit ego, det vokser lidt for meget. Nu er jeg bare sur, for jeg fik ikke min vilje. Det gør han ved religiøse doktriner. Det gør han ved tanker som: Gud, han holder jo ikke sine løfter. Djævelen ønsker at sætte forvirring omkring bønnesvar. Han ønsker at putte ind i dit hoved, at du ikke er ledt af Gud, og at du går på egne ben.
Der står i Kolossenserne 3,15: “Kristi fred skal råde i jeres hjerter.” Og når der står råde i jeres hjerter, når vi går ind og kigger på ordet med råde i jeres hjerter, så betyder det faktisk, du skal give lov til. Det er noget, du selv skal give lov til. Hvis ikke du giver lov, så kommer det ikke til at ske. Så det er et aktivt valg om at sige, okay, jeg ønsker faktisk, at Kristi fred skal råde i mit hjerte. Og jeg ønsker faktisk at lægge det ned, der står i vejen for det. For ellers så kommer det ikke til at ske, når der står, at det skal råde i vores hjerter. Vi skal lade det råde.
Hvad betyder råde? Det betyder faktisk, at freden skal være dommer, overdommer. Så du skal aktivt lade freden være overdommer i dit liv. Interessant. Er det freden, der er overdommer i dit liv, eller er det bekymringerne? Eller er det skammen? Eller nogle af alle de andre ting, vi har talt om. Det er så vigtigt, at vi giver lov til, at det er sådan, det er.
Esajas Bog 26, 2-4. Der står der: “Luk portene op, så et retfærdigt folk kan drage ind. Et folk som holder fast ved troskab. Og hvis vilje er fast. Du bevarer freden, for de stoler på dig. Stol altid på Herren, for Herren er en evig klippe.” Prøv lige. Du bevarer freden. Og det, der er interessant her, det er, at ordet fred, der bliver brugt her, her står der faktisk på hebraisk, det er det Gamle Testamente. Der står der ikke bare shalom, men der står shalom shalom. Hvorfor gør der det? Fordi når shalom bliver sagt to gange lige efter hinanden på hebraisk, så betyder det den fuldendte. Den fuldendte fred. Så du bevarer den fuldendte fred, Herren, for han er en evig klippe.
Der hvor freden ikke er, det er fordi du ikke stoler på Gud. Har du nogensinde overvejet det? Der hvor freden ikke er, er fordi bekymringerne kommer i vejen, så din tillid til Gud forsvinder. Og så kan man måle med sig selv, okay, hvor er jeg i forhold til fred? Hvor er jeg i forhold til tillid til Gud? Og hvis man ikke har freden, så skal man virkelig seriøst gå hjem og arbejde med at få et tillidsforhold til sin Gud. Det er bare nødvendigt.
Jeg vil ikke sige så meget mere, udover at jeg vil lige læse en lille historie. Den er lidt lang, men den er også lidt stærk. Og den kan I jo så sidde og gruble over.
Den handler om Julie. Julie sad igen ved køkkenbordet med Bibelen slået op på Kolossenserbrevet 3. Og det ved I, hvad der står, fordi det har vi jo gennemgået. Nå, hun sad med Bibelen slået op på Kolossenserbrevet 3. Hun havde allerede bedt i en hel time den morgen, lyttet til to undervisningsvideoer, været med til online bøn, havde skrevet en hel side noter i sin dagbog, og alligevel sitrede hendes hjerte af uro.
Tankerne myldrede. Du burde være længere fremme. Hvorfor har du stadig ikke fred? Hvad er der galt med din tro? Hun kendte versene udenad. Kristi fred skal råde i jeres hjerter. Lad Kristi ord bo i rigt mål blandt jer. Undervis og forman hinanden med al visdom. Hun havde gjort alt, hvad hun troede, der stod. Hun bad, hun læste, hun lyttede, hun fyldte sig med undervisning time efter time.
Men freden, som hun læste om, var som en by, hun kunne se på afstand, men aldrig rigtig komme ind i. I menigheden kendte de Julie som den ivrige. Hun sad altid med notesbogen fremme og nikkede ivrigt og slog alle skriftsteder op, stillede dybe spørgsmål efter gudstjenesten. Men når der blev spurgt efter hjælpere til børnekirke, praktiske opgaver eller besøgstjeneste, så trak hun sig tilbage.
Ah, jeg er ikke klar endnu, sagde hun til sig selv. Jeg har brug for mere helbredelse. Jeg har brug for mere undervisning. Jeg har brug for mere tid til Gud, før jeg kan give noget videre. Jeg har heller ikke tid, fordi jeg er med til online bøn.
En tirsdag formiddag sad hun med Johannes 14 foran sig. Hun læste langsomt Jesu ord: Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord. Fred efterlader jeg jer. Min fred giver jeg jer. Jeres hjerter må ikke forfærdes og ikke være modløse. Hun lænede sig tilbage og sukkede.
Jesus, jeg holder fast ved dit ord, mumlede hun. Jeg læser det jo hver dag. Hvorfor er mit hjerte så modløst? Hvorfor er jeg stadigvæk bange for fremtiden, for økonomien? For om jeg er god nok? Som et svar dukkede en tanke op, som hun ikke kunne ryste af sig. Du holder fast ved det i hovedet, Julie. Men handler du på det? Det var ikke en hård stemme, mere som en mild, men skarp påmindelse.
Hun forsøgte at skubbe den væk. Hun tænkte på Paulus’ ord om Åndens frugt: kærlighed, glæde, fred og tålmodighed. Hun længtes efter netop det, men det var som om frugten aldrig rigtig modnedes i hendes eget liv.
Senere på ugen sad hun til bibelstudie i menigheden. Aftenens tekst var netop Kolossenserne 3, 1 til 17. Da lederen læste ordene op: “Kristi fred skal råde i jeres hjerter. Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman hinanden med al visdom.” Så var det som om versene lyste op for hende på en ny måde.
Har I lagt mærke til, sagde lederen, at det ikke bare handler om, hvad vi fylder os selv med, men hvad der flyder ud af os? Undervis og forman hinanden. Syng med tak. Hvad end I gør, gør det alt sammen i Herren Jesu navn. Freden hænger sammen med, at vi lever for Jesus og ikke for os selv. At vi handler på troen og ikke bare isolerer den til personlig brug.
Ordene ramte Julie lige i hjertet. Hun kunne pludselig se sig selv udefra: timerne foran skærmen med undervisning, podcasts, prædikener, timer i bøn, men mest bønner om, at hun måtte få det bedre, få mere fred, få mere glæde, få mere ro. Hun elskede at lære, og hun delte det næsten aldrig med nogen.
Hun var så optaget af at få det godt, at hun, uden hun ville, var kommet til at dreje det hele om sig selv. På vej hjem fra bibelstudiet den aften var der stille i bussen. Hun så ud af vinduet og lod tankerne vandre. Hun kom til at tænke på Jesu ord i Johannes 10: Tyven kommer for at stjæle og slagte og ødelægge. Hun begyndte at ane, at der var noget stjålet. Ikke Guds kærlighed til hende, men hendes fokus var blevet stjålet.
Djævlen har ikke kun løjet om, hvem jeg er, tænkte hun. Han har også fået mig til at tro alt andet om mig, at jeg skal blive helt indeni, før jeg kan tjene andre. Men hvad nu hvis helbredelsen i virkeligheden sker, mens jeg tjener? Det gik op for hende, at måske skulle hun gøre det omvendte af det, hun plejede at gøre. Måske skulle hun handle på troen, uanset omstændigheder.
Næste søndag efter gudstjenesten stod der igen en besked i kirkebladet. Vi mangler hjælpere til praktiske opgaver, besøgstjenester og børnekirke. Julies første reaktion var den samme som altid. En blanding af dårlig samvittighed og frygt. Det kan jeg ikke. Jeg er for skrøbelig. Jeg har ikke styr på mit eget liv endnu. Den velkendte stemme fra hendes indre lød. Men denne gang blev den afbrudt af en tanke. Du er elsket. Ikke når du har styr på det hele, men nu. Du er ambassadør for Jesus. Ikke fordi du er perfekt, men fordi han er det.
Hun blev stående lidt længere nede i kirkesalen end normalt, inden hun nåede at overtale sig selv til at lade være. Ja. Så gik hun hen til præsten. “Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan,” sagde hun tøvende. “Men hvis der er brug for praktisk hjælp eller bare være sammen med mennesker, eller bare… jeg vil bare gerne melde mig.” Præsten smilede varmt. Det glæder mig, Julie. Vi har faktisk en ældre dame, der savner besøg. Og næste måned skal vi bruge en ekstra hånd i cafeen efter gudstjenesten. Skal vi starte der?
Hun gik hjem den dag. Problemerne var bestemt ikke forsvundet, og hendes indre kritiker var ikke blevet stille fra den ene dag til den anden. Men hun mærkede en ny form for ro. Det var som om, der var kommet en ny linje i hendes indre. Jeg er ikke kun en, der modtager fra Gud. Jeg er sendt af ham til andre.
De næste uger blev travlere end normalt. En eftermiddag om ugen besøgte hun den ældre dame, Anna, der boede alene. De drak kaffe sammen, bad sammen og læste ofte i Bibelen sammen og snakkede altid om Jesus, hver gang de var sammen. Julie opdagede, at vers, hun syntes hun kendte, de voksede i dybde, når hun læste dem højt for Anna og forklarede dem. Pludselig blev “undervis og forman med al visdom hinanden” meget konkret. Det var ikke et ideal, men en lille stille samtale ved et spisebord med rød te i du.
Hun begyndte også at hjælpe praktisk i menigheden. Det var ikke det store. Det var ikke den store prædiketjeneste eller platform. Bare kaffe, opvask, rengøring og et smil og tid til at lytte. Men på en gang oplevede hun, at Gud brugte hende i små bemærkninger og korte bønner med mennesker, der havde brug for en opmuntring. Hun opdagede, at når hun fokuserede på at elske dem, der stod foran hende, blev hendes egne bekymringer mindre højtråbende.
En aften efter et langt besøg hos Anna satte Julie sig med sin bibel igen. Denne gang slog hun op på Filipperne 4: Vær ikke bekymret for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.
Verset var det samme, som hun havde læst 100 gange før, men nu så hun noget, hun havde overset, at Paulus skrev de her ord til en menighed, der levede fællesliv i tjeneste og ikke en isoleret enkeltperson, der sad alene og forsøgte at få ro i sjælen. Hun begyndte at se en sammenhæng, når hun kun følte sig selv, men ikke gav videre, stagnerede freden. Når hun brugte sin tid på at bekæmpe løgnene i sit eget hoved, men sjældent talte sandhedens ord til andre, blev kampene indvendige. Når hun brugte sine ressourcer på sig selv, men ikke gav økonomisk eller praktisk, blev hun mere fokuseret på mangler end på Guds overflod.
En søndag prædikede en gæstetaler om, at vi er ambassadører for Kristus. Ordene ramte noget dybt. En ambassadør bor i et fremmed land, sagde han. Man lever ud sit hjemlands værdier, autoritet og ressourcer. Det betyder, at du ikke går rundt som forældreløs i denne verden, men du repræsenterer himlens konge.
Julie sad med tårer i øjnene. For første gang gik det for alvor op for hende, at hendes identitet ikke først og fremmest var den, der havde brug for helbredelse, men den, der er sendt. Hun tog en praktisk beslutning den uge. Hun satte fast tid af til bøn og Ordet, men halverede skærmtiden med undervisningsvideoer. Hun besluttede sig for at give en fast procentdel af sin beskedne indkomst til menigheden og en mission, som hun havde på hjerte.
Hun bad Gud vise hende en person om ugen, som hun kunne opmuntre med et ord om Jesus eller en bøn eller til konkret hjælp. Til hendes overraskelse steg ikke presset, men freden gjorde. Der var stadig dage med krampe. Dage, hvor gamle tanker bankede på. Du er ikke god nok. Du gør det ikke godt nok. Du burde føle mere. Men midt i det hele begyndte en lille overbevisning at vokse. Jeg er elsket. Jeg er ikke alene. Jeg er sendt. Det er ikke min styrke, der bærer det. Dette er hans.
En eftermiddag, hvor hun var særlig træt, og gamle bekymringer om fremtiden dukkede op, var hun lige ved at dykke ned i endnu en lang række undervisningsvideoer for at få det bedre. Men hun standsede op. Jesus, vær hun stille. Du har givet mig din fred. I stedet for bare at prøve at føle den, vil jeg nu handle som om den er sand. Hvem kan jeg elske i dag?
Samme dag skrev hun en besked til en medkristen, der havde virket nedtrykt, og inviterede hende på kaffe. Samtalen blev ærlig, sårbar og opmuntrende for dem begge. Og da Julie lagde sig den aften, mærkede hun en ro, hun ikke kunne forklare logisk. Omstændighederne havde jo ikke ændret sig, men noget i hende var flyttet. Hendes fokus var gået fra, hvordan får jeg det bedre, til, hvordan kan jeg som elsket ambassadør give videre af det, jeg allerede har fået?
Freden kom ikke øjeblikkeligt som et følelseschok, men som en stille vedvarende strøm, der fulgte med, at hun lod Kristi ord rigt bo i sig. Ikke som lager på en hylde, men som brød, der blev delt ud. Og mens hun gav det videre, opdagede hun, at den fred, hun så længe havde jagtet, hele tiden havde været forankret i en enkelt lille sandhed. Julie var elsket. Hun var ikke alene. Hun var sendt. Ja, hun var sendt med fred, midt i en verden af kaos.
En lang historie om Julie, men med så mange fantastiske sandheder i den. Og jeg tror nogle gange, det der sker i vores liv, det er præcis det samme som sker i Julies liv. Netop at vi kommer til at tænke indad. Vi kommer til at tænke på, hvordan kan jeg få Gud til at gøre det her for mig. Men når vi vender blikket ud, når vi ofrer for andre mennesker, ofrer tid, ofrer kærlighed, ofrer økonomi, så pludselig så sker der noget, og tingene begynder at ændre sig indeni.
Og så er det stille og roligt, at uden vi egentlig opdager det, så kommer freden, og den kommer bare stille og roligt og fylder mere og mere, og så smitter den af på andre mennesker, og folk kan se det.
Så lad Kristi fred bo i jeres hjerter.
