Bøn er ekstrem vigtig i vores forhold til Gud. Det er ”livsnerven”…. Bøn er noget af det, der holder vores tro på Jesus i brand, men det er også det, der gør, at vi får lov til at bevæge os ind i den overnaturlige verden med Guds kraft – altså at vi oplever en levende Gud og at vi oplever 2-vejs-kommunikation.
Hvad er bøn?
Bøn er ganske enkelte et venskab, du plejer. Bøn er samtale mellem dig og Gud – altså Gud og du taler SAMMEN. Bøn er IKKE 1-vejs kommunikation. Det er bla. også igennem bøn, at Helligånden taler til os og leder os. Så bøn er livsvigtig, hvis vi ønsker en tro, der er baseret på relation og hjerte til Jesus fremfor en tro, der er baseret på religion eller kultur.
Gennem bøn lærer du også Guds stemme at kende – og hvis du ikke lærer den at kende når der er “ro i det skjulte”, hvordan skal du så kunne høre den og navigere med Gud, når du ikke er i stille omgivelser, og alle mulige (incl. Satan) har en mening?
Jesus omtaler sig selv som hyrde for sine får. Fårene er os, der har taget imod Jesus og, som har ladet os døbe til at tilhøre Ham og underordne os Ham. I Johannesevangeliet kapt. 10, kan man læse om vigtigheden af at høre Guds stemme. Jesus siger bla.:
Johannesevangeliet 10:1b-5
„Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”
Problemet er, at hvis man ikke vil prioritere at bruge tid i bøn, lærer man heller ikke ”Hyrdens stemme” at kende – og hvem skal man så følge? Så flakker man i blinde og lader sig ikke lede.
Hvorfor skal vi bede?
Man kunne godt få tanken : “Gud kender jo allerede mine tanker og mine behov, så hvorfor kan Han ikke bare opfylde det hele, uden at jeg skal bede ham om det? Det er jo latterligt…”.
Svaret er ganske enkelt. Jesus ønsker ikke at være en ønskebrønd, men en ven. Og ved at bede, skaber det nemlig et venskab og en afhængighedsforhold til Gud. Netop derfor står der også i Bibelen :
Lukasevangeliet 12:31
Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift.
Så ikke noget med at søge Gud for alle ens egne behov, men rækkefælgen er:
- Søg FØRST Gud…. Altså søg Ham, for den Han er og følg den vejledning du får fra Ham i bøn og i Bibellæsning
- NÅR du har fulgt pkt. 1, får vi alt det andet i tilgift, som Gud ved, du trænger til.
Er du klar over, at selv Jesus, som var Guds egen søn, bad intenst til Gud, sin far. Vi læser også, at Jesus trak sig tilbage for at søge intimt fællesskab med Gud – f.eks.:
Lukas 6:12
En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Han tilbragte natten i bøn til Gud
Når Jesus havde brug for at bede så intenst og længe – hvordan kan vi så tro, vi er fritaget fra at skulle bruge tid i bøn? Faktisk står der i Bibelen, at vi BÅDE skal bede OG faste. Hvorfor? Fordi i fasten giver man afkald noget, der er livsvigtigt – og så fylder man sig med Gud i stedet. Det bygger tro, tillid, venskab og samtale.
Hvordan beder man?
Faktisk er det ikke så vigtigt, hvordan man formulerer sig – netop fordi vi ikke snakker religion og liturgi, ligesom alt for mange kirker gør brug af, men vi snakker et ægte venskab. Og overfor din bedste ven, snakker du bare løs… Du deler liv om både godt og skidt… Og du lytter… Er du ny i det, så forestil dig helt fysisk, at Jesus sidder overfor dig eller ved siden af dig og lytter. Og så snak med ham… Du af alle, har lige fået fuld opmærksomhed / audiens hos Jesus Kristus. Wow…!!
Nogle gode fif til at bede
- Kom frem for Gud i ærefrygt og med respekt.
- Ophøj Gud for den Han er og for det, Han gør.
- Bed med tak.
Eksempel: Jesus, tak fordi du leder mig i dag. Tak fordi du taler til mig og lytter til mig. Jesus, tak fordi dit ord og din kraft altid holder mig tæt indtil dig når jeg søger dig – og tak fordi Du passer på mig igen og igen. Tak fordi du lærer mig, at det ikke handler om min egen vilje, men om din vilje. - Sæt ord på og bed højt
- Bed i tro… Tro på at du allerede har fået det, du beder om
osv…
Ser du, når du beder med tak – eller under taksigelse, ændrer du faktisk din bøn fra at være en “håbets bøn” til at være en “troens bøn”. Prøv. Om du kan høre forskel på:
“Gud, vil du ikke godt lede mig!” og så “Gud, tak fordi du leder mig hver dag!“..?
…eller kan du høre forskel på:
“Jesus vil du ikke godt passe på mig” og så “Jesus TAK fordi du passer på mig!“…?
Kan du se forskel? Tro i stedet for håb – og bekymringer bliver vendt til taknemmelighed. Resultat = Jesus fylder mere, taknemlighed fylder mere og bekymringerne bliver skubbet i baggrunden. Derfor står der også i Bibelen…
Filipperbrevet 4:6
Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn.
En anden ting at gøre, er at koble de løfter, Bibelen giver, sammen med taksigelser. F.eks:
Far, tak fordi du har udvalgt mig som din ambassadør. Tak fordi jeg er det lys, som må skinne for andre. Tak at du lærer mig at adlyde dig i alt. Tak at du elsker mig, far – og endda kendte mig, før jeg blev født. Tak fordi, du i dåben har taget imod mig som dit barn og tak fordi, du har taget al sygdom og smerte på korset. Jesus, tak fordi Satan flygter, når jeg er i din nærhed – og fordi du hjælper mig til hver eneste dag at holde mig tæt til dig. Tak fordi du kalder på min familie og fordi de også en dag kommer til at kende dig…
Osv…..
Så kommer der pludselig kraft i bønnen på en helt anden måde, når Guds løfter bliver stadfæstet og proklameret samt at vores ”ønsker” bliver lagt frem i tak.
Hvem skal jeg så bede til…?
Der er jo både Gud, Jesus og Helligånden – hvem skal jeg så bede til? Det er faktisk ikke så vigtigt, for Både Gud, Jesus og Helligånden er 3 sider af samme “sag”. Ultrakort fortakt: Det fungerer lidt ligesom en “3-i-1’er”, hvor der både er negleklipper, neglerenser og neglefil – og stadig er det én og samme “ting”. På samme måde er det med Gud: En Gud, men med tre “funktioner”. Gud, som er vores Himmelske og fantastiske far. Jesus, som er Guds søn, og vores ven… Han banede også vejen for at vi nu kan gå direkte til Gud. Endelig er der Helligånden, som leder os i hverdagen, når vi lader Ham gøre der. Så du kan bede til dem, som du føler – det er ikke så vigtigt endda.
Jeg løber tør for ord, når jeg beder.
”Alt det der er også fint, men nu er jeg altså ikke ligefrem den person, der kan finde på en helt masse smarte ord at sige i en bøn. Når jeg har bedt de samme to remser, aner jeg ikke, hvad jeg skal sige.” Hvad gør man så? Du kan enten begynde at bede højt. Sæt ord på… Eller du kan begynde at læse i din Bibel og begynder at takke og prise Gud for du læser – og et andet virkelig kraftfuldt værktøj er at slå over i tungetalen, som alle kan få, når man er døbt med Helligånden.
Romerne 8:26
Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord.
…og ja, ALLE dem der tror, kan får del i tungetalen (det fylder lidt for meget at omtale tungetalen her):
Markus 16:17-18
Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.”
Har du ikke tungetalen, så få en genfødt kristen til at bede for dig.
Husk her til sidst, at din bøn ikke må være styret af dine følelser, men af den person Gud er og af den, Gud har skabt dig til at være…! Bed med Guds løfter for øje og med ønsker efter Guds hjerte… ikke Bed efter din egen dagsorden. Husk også, at få gjort op med folk INDEN du går i bøn og at tilgive både andre og dig selv. Vend om fra synd, så du kan stå ren foran Gud. For det nytter ikke noget at komme frem for Gud, hvis man indadtil, lever med et hjerte meget fjernt fra Guds hjerte og Hans vilje. Og når du så kommer frem for Gud, så gør det i ærefrygt…!
Markus 24:24-26
Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!
Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået. Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”
Her er til et enkelt lille skriftsted, hvor du faktisk kan læse, at når man ikke lever efter Guds hjerte, bliver vores bønner blokeret.
1 Peter 3:7
Og I mænd, vær hensynsfulde over for jeres koner. Værdsæt deres særlige følsomhed og vis dem ære, for de er medarvinger til det evige liv. Hvis ikke I ærer dem, bliver jeres bønner blokeret.
Husk…! Du bli’r, hvad du spiser – så spis af Guds ord og drik af Jesus, som er det levende vand. Lad dit fællesskab og venskab med Jesus vokse dag for dag – uanset, hvad du tænker og føler – men fordi du TROR på Jesus af hele hjertet og ønsker at adlyde Ham i alt.
Jeg håber det her gav dig et lille indblik i, hvad bøn er og, hvordan det kan bruges.
Andreas Slot-Henriksen
29. juli 2019