Skriftsteder fra undervisningen

Apostlenes Gerninger 4.32–37 (Danish CLV)
32 Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. 33 Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. 34 Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, 35 og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. 36 Josef, en levit, der stammede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barnabas – det betyder Trøstens søn – 37 solgte en mark, han havde, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.

Apostlenes Gerninger 5.1–11 (Danish CLV):
1 Men en mand, der hed Ananias, og hans kone, Safira, solgte en ejendom, 2 og med sin kones vidende stak han nogle af pengene til side og kom kun med en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder. 3 Da sagde Peter: »Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side? 4 Var jorden ikke din før salget? Og havde du ikke rådighed over pengene efter salget? Hvordan kunne du finde på at gøre dette? Det er ikke mennesker, men Gud, du har løjet for.« 5 Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede; og alle, der hørte det, blev grebet af stor frygt. 6 Men de unge mænd rejste sig, svøbte et klæde om ham, bar ham ud og begravede ham. 7 Omkring tre timer senere kom Ananias’ kone ind uden at vide, hvad der var sket. 8 Peter spurgte hende: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Hun svarede: »Ja, det var det.« 9 Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at udæske Herrens ånd? Hør, der lyder fodtrin uden for døren af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud.« 10 I samme øjeblik faldt hun om for hans fødder og udåndede. Da de unge mænd kom ind og fandt hende død, bar de også hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. 11 Og hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt.

Apostlenes Gerninger 5.12–16 (Danish CLV):
Tegn og undere ved apostlene
12 Ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket. Og alle holdt de i enighed til i Salomos Søjlegang. 13 Ingen af de andre turde slutte sig til dem, men folket værdsatte dem meget. 14 Dog føjedes der stadig flere og flere til, som troede på Herren, mænd og kvinder i stort tal. 15 Ja, man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem, når han kom forbi. 16 Også fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt.

Anden Mosebog 20.16 (Danish CLV)
16 Du må ikke vidne falsk mod din næste.

Salmerns Bog 101.1–8 (Danish CLV):
101 Salme af David.
Om troskab og ret vil jeg synge,
dig, Herre, vil jeg lovsynge.
2 Jeg vil følge den fuldkomne vej
– hvornår kommer du til mig?
Med oprigtigt hjerte
vil jeg færdes i mit hus.
3 Nederdrægtigheder
vil jeg ikke se for mine øjne;
den, der begår overtrædelser, hader jeg,
han skal ikke komme mig nær.
4 Det falske hjerte skal vige fra mig,
den onde vil jeg ikke vide af.
5 Den, der hemmeligt bagtaler sin næste,
vil jeg bringe til tavshed.
Øjnes stolthed og hjerters hovmod
vil jeg ikke tåle.
6 Mine øjne skal hvile på de trofaste i landet,
de skal bo hos mig.
Den, der vandrer ad den fuldkomne vej,
skal tjene mig.
7 Den, der handler falsk,
skal ikke bo i mit hus.
Den, der taler løgnagtigt,
skal ikke bestå for mine øjne.
8 Alle de ugudelige i landet
vil jeg gøre det af med hver morgen.
Jeg vil udrydde alle forbrydere
af Herrens by.

Ordsprogenes Bog 19.9 (Danish CLV):
9 Et falsk vidne forbliver ikke ustraffet,
den, der udspreder løgne, går til grunde.

Salmerns Bog 5.5–7 (Danish CLV):
5 Du er ikke en Gud, der holder af uret,
du giver ikke den onde husly,
6 de overmodige
kan ikke træde frem for dine øjne,
du hader alle forbrydere,
7 du udrydder løgnere.
Herren afskyr mordere og bedragere.

Apostlenes Gerninger 19.13–20 (Danish CLV)
13 Også nogle af de omvandrende jødiske dæmonbesværgere forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, der havde onde ånder. De sagde: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus forkynder!« 14 Blandt dem, der gjorde det, var der syv sønner af en jødisk ypperstepræst Skeuas. 15 Men den onde ånd svarede dem: »Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men hvem er I?« 16 Og manden med den onde ånd sprang på dem, overmandede dem alle og mishandlede dem sådan, at de nøgne og forslåede måtte flygte ud af huset. 17 Det rygtedes blandt alle, der boede i Efesos, både jøder og grækere, så alle blev grebet af frygt, og Herren Jesu navn blev lovprist. 18 Mange af de troende kom og bekendte og fortalte, hvad de havde gjort. 19 En del af dem, der havde haft med trolddom at gøre, bragte deres bøger med og brændte dem i alles påsyn. Man regnede den samlede værdi ud og kom til 50.000 sølvpenge. 20 Således fik ordet ved Herrens kraft stadig fremgang og styrke.

Lukasevangeliet 12.4–9 (Danish CLV)
4 Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. 5 Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte. 6 Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. 7 Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.
8 Jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil Menneskesønnen også kendes ved over for Guds engle. 9 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil også blive fornægtet over for Guds engle.

Salmerns Bog 56.4–5 (Danish CLV)
4 Når jeg gribes af frygt, stoler jeg på dig;
5 ved Guds hjælp lovpriser jeg hans ord.
Jeg stoler på Gud og frygter ikke;
hvad kan dødelige gøre mig?

Johannesevangeliet 13.34–35 (Danish CLV)
34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. 35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«

Matthæusevangeliet 23.1–12 (Danish CLV)
1 Da talte Jesus til skarerne og sine disciple 2 og sagde: »De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ stol. 3 Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. 4 De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. 5 Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; 6 de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen 7 og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.
8 I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. 9 Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. 10 I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus. 11 Men den største blandt jer skal være jeres tjener. 12 Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Johannesevangeliet 16.7–8 (Danish CLV)
7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. 8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.

Paulus’ Brev til Romerne 9.20–23 (Danish CLV)
20 Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan? 21 Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug? 22 Og hvad nu, om Gud, der vil vise sin vrede og åbenbare sin magt, i stor langmodighed har båret over med de kar, som var genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse, 23 og gjort det for at åbenbare, hvor rig hans herlighed er over de kar, som han har forbarmet sig over, og som han forud havde bestemt til herlighed?

Paulus’ Brev til Romerne 6.1–23 (Danish CLV):
Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? 2 Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? 3 Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? 4 Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. 5 For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. 6 Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; 7 den, der er død, er jo frigjort fra synden. 8 Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. 9 Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. 10 For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. 11 Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
12 Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. 13 Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed. 14 Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.
15 Hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden? Aldeles ikke! 16 Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed?
17 Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! 18 Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden 19 – jeg bruger et udtryk fra dagliglivet, fordi I er skrøbelige mennesker. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges. 20 Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. 21 Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. 22 Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv. 23 For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.