Andreas Slot-Henriksen forklarer i undervisningen om, hvor afgørende det er at elske sin næste, og hvordan dette bud hverken er lille eller valgfrit, men noget Jesus selv sætter på linje med buddet om at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og al sin styrke. Der læses fra Markusevangeliet kapitel 12, vers 28-34, hvor en af de skriftkloge spørger Jesus, hvilket bud der er det første af alle, og Jesus svarer med kærlighedsbuddet til Gud og dernæst buddet om at elske sin næste som sig selv. Det fremhæves, at den skriftkloge erkender, at dette er mere værd end alle brændofre og slagtofre, og at Jesus bekræfter, at den forståelse bringer ham tæt på Guds rige. Pointen er, at Gud sætter næstekærligheden meget højt i sin rangorden, og at det at elske sin næste ikke blot er et hyggeligt ekstra, men noget der vægtes højere end religiøse ritualer og ydre ofre.

Der tales om agapekærligheden som den særlige form for kærlighed, der beskrives i Bibelen, en selvopofrende kærlighed, der ikke er styret af følelser, men af en viljesbeslutning. Den kærlighed, der skal rettes mod både Gud og næsten, er ikke en stemning eller en varm følelse, men en beslutning om at give sig selv og handle til gavn for den anden. Når Jesus kalder til at elske sin næste, og endda at elske sine fjender, bruges det samme ord for kærlighed – agape – og det understreges, at denne kærlighed netop koster noget, den indebærer et offer og et bevidst valg om at sætte andre før sig selv. Spørgsmålet rejser sig: Hvad vil det konkret sige at elske sin næste, og hvordan undgår man de misforståelser, som ofte opstår omkring dette bud?

Der peges på flere fejllæsninger af buddet om at elske sin næste som sig selv. Nogle tænker, at fordi de ikke elsker sig selv særlig højt, behøver de heller ikke at elske deres næste særlig meget, for målet er jo kun at elske næsten på niveau med ens egen (lav) selverkærlighed. Andre konkluderer, at problemet er, at de ikke elsker sig selv nok, og derfor må de fokusere endnu mere på sig selv, på selvforkælelse, selvoptagethed og selvfokus, før de kan elske andre. En tredje gruppe har oplevet svigt og utaknemmelighed, når de har elsket andre, inviteret mennesker ind, givet og givet uden at få noget tilbage, og derfor beslutter de, at de ikke længere vil elske deres næste, fordi de føler, at det ikke betaler sig. Alle disse reaktioner afsløres som misforståelser, fordi fokus hele tiden ender hos én selv i stedet for hos Gud og den næste.

Det fremhæves, at kærlighed til sig selv faktisk er en forudsætning i buddet, ikke i en egoistisk forstand, men fordi mennesket er skabt i Guds billede. Når en troende begynder at tage til sig, hvem Gud er, hvad Han siger om mennesket, og hvilken identitet og værdi der gives i Jesus, vokser der en sund form for selvkærlighed frem, hvor man hviler i at være elsket af sin himmelske Far. Der nævnes ord fra Efeserbrevet om, at ingen nogen sinde har hadet sit eget kød, men nærer og plejer det, og det forklares, at den dybe selvhadskultur i dag er formet af verdens idealer og medier, ikke af Guds oprindelige tanke. I Guds perspektiv er det dybt i mennesket lagt at tage vare på sig selv, og dette bliver udgangspunktet for at forstå, hvad det vil sige at elske næsten som sig selv: den omsorg, opmærksomhed og investering, man automatisk bruger på sit eget liv, kaldes nu til at blive rettet mod andre.

Spørgsmålet bliver så: Hvem er egentlig min næste? For at svare på det bliver der læst fra Tredje Mosebog kapitel 19 vers 18, hvor der står: “Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren.” Det forklares, at ordet “næste” i den hebraiske grundtekst har en betydning, der er knyttet til ens egen gruppering, ens eget folk, stammen, familien eller det snævre tilhørsforhold. Under den gamle pagt var fokus på at elske dem, der var “inden for” gruppen, ens landsmænd, ens eget folk, og det har præget mange jøders forståelse af, hvem de skylder kærlighed og omsorg. Men når man kommer til det Nye Testamente og ser på ordet “næste” på græsk, får det en anden nuance, der ikke bare handler om gruppering, men om situation. Næsten er den, man møder i den konkrete situation, der hvor Gud sætter en.

Der henvises til Lukasevangeliet kapitel 10 med lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som tilhørerne opfordres til selv at læse derhjemme. Historien bruges til at vise kontrasten mellem den religiøse, der går forbi den forslåede mand, og den samaritaner, der i jøders øjne er en hedning og ugudelig, men som består prøven i næstekærlighed. Leviten, som burde være den, der forstår buddet om at elske sin næste, går bare forbi, selv om manden er hårdt såret. Samaritaneren derimod tager sig af ham, forbinder hans sår, bringer ham til et herberg, betaler for opholdet og lover at dække eventuelle ekstraudgifter. Det beskrives billedligt, hvordan det i dag ville svare til at møde en hårdt såret person, betale for flere hotelnætter, mad, pleje og ekstra regninger – og gøre det uden at sætte en øvre grænse, men simpelthen tage regningen.

Pointen med den barmhjertige samaritaner er, at næste-begrebet i Jesu mund ikke er begrænset til egen gruppe, men åbnes til enhver, som Gud sætter på ens vej i en konkret situation. Samtidig illustrerer lignelsen agapekærligheden i praksis: det er et offer, det koster penge, tid og komfort, og der er ingen garanti for taknemmelighed. Det understreges, at kaldet ikke er til at udføre overfladiske, billige gestusser, men til at gå ind i det, der virkelig koster, og være villig til at betale prisen for at hjælpe den, der ligger forslået ved vejen. Samtidig gøres der op med en ren humanistisk tilgang, hvor man gør gode gerninger uden Gud; her er opfordringen at kombinere praktisk hjælp med et klart vidnesbyrd om, at det er Jesus, der sender en for at elske den anden. Det nævnes, at når man hjælper mennesker, må man også turde sige, at det gøres, fordi Jesus har sat én til at elske dem, og at Gud ønsker at møde dem gennem denne kærlighed.

Der tales åbent om, at det at investere i andre menneskers liv næsten uundgåeligt vil medføre skuffelser, utaknemmelighed og modstand. Mange, man hjælper, giver aldrig noget tilbage, og ofte får man ikke engang et “tak”. Det understreges, at dette ikke må blive afgørende for, om man fortsætter med at elske sin næste, for formålet er ikke at få noget ud af det, men at være lydig mod den himmelske Far, som elskede først. Der henvises til, at Bibelen taler om, at lovløsheden skal tage til, og at manges kærlighed skal blive kold i de sidste tider, og der peges på, at dette allerede kan ses i dag i en selvcentreret, utaknemmelig kultur. I den kontekst bliver kaldet til næstekærlighed endnu mere radikalt og nødvendigt.

Undervisningen bevæger sig videre til, hvordan man konkret kan begynde at vandre ind i buddet om at elske sin næste som sig selv. Det starter med en beslutning: at vælge, at man vil dette, og at man vil investere tid, penge og kræfter. Der opfordres til at begynde med at bede Gud om at sætte mennesker på ens vej, som man kan investere i, og at man er villig til at lade det koste noget. Det nævnes, at det ikke nødvendigvis handler om mennesker, der fysisk ligger forslåede i grøften; et menneske, der ikke kender Jesus, er i sig selv i en faldet tilstand, på vej mod fortabelsen, og derfor i dyb nød, også selv om det ser “pænt” ud på overfladen. Derfor bliver næstekærlighed også at række ud til dem, der lever et tilsyneladende velfungerende liv, men åndeligt mangler alt.

Der gives en række konkrete eksempler, der udfordrer komfortzonen. Ville man turde invitere en hjemløs med hjem, give et bad, et måltid mad og bruge tid på at fortælle om Jesus? Ville man turde opsøge mennesker på gaden, på et flygtningecenter, på en McDonald’s, i en musikbutik, på biblioteket eller andre steder og spørge, om man må velsigne dem, betale for deres mad eller blot sætte sig ned og lytte til deres historie? Pointen er ikke, at alle skal gøre det samme, men at man skal være villig til at lade Gud lede til de mennesker, han har i tanke, og så faktisk handle, når lejligheden opstår. Der lægges også vægt på, at Gud velsigner, når man tager sådanne beslutninger sammen med ham, og at frygt for økonomisk tab ikke må være den bremse, der forhindrer kærlighedens offer.

Der advares dog også mod naivitet. Djævelen kan også sende mennesker på ens vej for at stjæle tid, opmærksomhed og fred, og derfor er det vigtigt at bede Gud om åndelig bedømmelse, så man kan skelne, om et menneske er sendt fra Gud eller ej. Der nævnes erfaringer med at have investeret i mennesker, der tydeligvis ikke var sendt af Gud, og at dette også kan ske, men at Gud stadig ser hjertet og glæder sig over viljen til at elske. Med tiden vil man vokse i dømmekraft, lære af sine fejl og blive bedre til at genkende, hvor Gud kalder til investering, og hvor man skal sætte grænser. Det understreges, at der er plads til at lære, falde og rejse sig igen, og at det kristne fællesskab kan hjælpe hinanden ved at være ærlige om fejl og misforståelser på dette område.

Der læses også fra Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-46 om menneskesønnens dom, hvor Jesus beskriver, hvordan folkeslagene skal samles foran ham, og hvordan han vil skille fårene fra bukkene. Teksten viser, hvordan den endelige dom kobles til, hvad mennesker gjorde eller ikke gjorde mod de sultne, de tørstige, de fremmede, de nøgne, de syge og de fængslede, og hvordan det Jesus identificerer sig med “disse mine mindste brødre”. Det konfronterende spørgsmål er, hvad man vil svare på dommens dag, hvis man valgte bekvemmelighed, travlhed eller selvoptagethed frem for at hjælpe den, Gud satte på ens vej. Undskyldninger, der virker plausible i hverdagen – travlhed, manglende overskud, ubehag – vil ikke bære i lyset af Jesu egne ord om, at alt, hvad man ikke gjorde mod en af de mindste, gjorde man heller ikke mod ham. Derfor bliver næstekærlighed ikke et ekstra-niveau i det kristne liv, men noget, der vægtes tungt i Guds dom.

Undervisningen balancerer også ved at understrege, at buddet om at elske sin næste som sig selv ikke betyder, at man aldrig må tage sig tid til sig selv. Der er også en plads for at trække sig tilbage, lade op, være alene med Gud og lade Ham fylde én igen. Kombinationen er, at man både lader Gud opbygge og helbrede én selv og samtidig lever med et åbent hjerte, der er parat til at række ud, når Gud sender nogen på ens vej. Der tales om perioder, hvor der måske er flere mennesker på én gang, som man investerer i, og andre perioder, hvor der er stille, og hvor det er lige så vigtigt at blive fyldt og forberedt. Det afgørende er, at det ikke handler om én selv, men om at være til rådighed for det Gud vil, når Han peger på en konkret næste.

Der opfordres til at tage undervisningen med hjem og grunde over den. Spørgsmålet “Hvem er min næste?” gøres personligt: Er det en kollega, en nabo, et familiemedlem, en veninde, en kammerat, en tidligere skolekammerat eller en helt fremmed, Gud vil sætte på ens vej? I stedet for at vente på den perfekte situation opfordres der til at være åben og bede Gud om at vise konkrete personer, man kan tage sig af, hyrte, rejse op og investere i. Og selv om mange ikke vil tage imod Jesus, og selv om kun få måske vender tilbage og siger tak – som de ti spedalske, hvor kun én vendte tilbage – så skal det ikke blive afgørende. Kaldet er at gøre det, fordi det er rigtigt, fordi det glæder Gud, og fordi Jesus identificerer sig med hver eneste “mindste” man rækker ud til.

Afslutningsvis opmuntres der til at være villig til det offer, som næstekærligheden indebærer. Det koster komfort, tid, penge, og det kan give modstand både udefra og inde i ens egen bekvemmelighed. Man må forvente kulde, utaknemmelighed og modstand, men samtidig vide, at det samme skete for Jesus, og at en discipels liv ikke er kaldt til at være nemmere. Den store trøst er, at Gud ser hjertet, ser hvert lille og stort skridt i kærlighed, og at Han både belønner og glæder sig over, at man vælger at elske sin næste som sig selv. Er det nok bare at tro, eller kræver det et aktivt valg og et offer? Undervisningen giver svaret ved at pege på, at tro, der ikke omsættes i næstekærlighedens konkrete handlinger, ikke afspejler den agapekærlighed, som Gud har vist først.

Citat fra undervisningen: “Så elsk næste som dig selv; tag det med hjem, grund over det, og spørg Gud: Hvem er min næste, som jeg skal til at elske?”