Udfrielser og åndelig krigsførelse

Læs hele indholdet af undervisningen 'Dåbens betydning'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

Vi skal have om dåbens betydning. Jeg har på et tidligere tidspunkt lavet en undervisning, der hedder Bibelsk dåb efter Guds hjerte. Og den tager meget mere udgangspunkt i dåb og hvad det er osv. Men jeg vil prøve at forklare lidt mere om dåb måske fra nogle lidt andre vinkler.

Fordi jeg tror nogle gange, at nogle gange bliver dåb bare noget, man gør. Nogle gange bliver dåb bare noget, at du skal døbes. Hvis du vil hele vejen, så skal du døbes ned i vandet og op igen. Og så er det det, og så er det fint. Og så ved vi alle sammen, at hvis vi er døbt og fyldt med Helligånden, så er vi genfødt af kristen, og det er helt fantastisk.

Men problemet er bare, at hvis det er det, man lægger i det, hvis det er det, man forbinder dåb med, så er den faktisk ikke særlig meget værd. Jeg vil ikke gå en masse ned i oprindelsen, og det her, det kan I se i den anden, vil sige, den her Bibelsk dåb efter Guds hjerte, vil sige, at I har lyst til at dykke ned i, hvor det kommer fra. Men ordet dåb, bare lige for at få det helt på det rene, ordet dåb fra Bibelen, er det græske ord baptism. Det betyder fuld neddykkelse eller gennemvædning.

Det er bare den ting, vi er nødt til at få fuldstændig slået fast med syv tommer søm, så når jeg siger dåb her i aften, så siger jeg ikke, du skal få sprøjtet tre skefulde vand i hovedet. Det er ikke det, jeg mener med dåb. Dåb, det er fuld gennemvædning eller fuld neddykkelse.

Første gang i Bibelen, i det Nye Testamente, hvor vi egentlig hører om dåb, som ikke er den dåb, vi har i dag, det er jo Johannes Døber, som døber væk fra vores synd, som døber i den omvendelses dåb. Jamen, er det ikke også det, vi har i dag? Jo, det er det, men i dag bliver vi døbt til at tilhøre Jesus. Det gjorde man ikke ved Johannes Døber til at starte med, fordi Jesus var ikke kommet endnu.

Han var sendt ud som den her budbringer, der kom, som stemme i ørkenen med råb. Nu er han her. Han kommer, han kommer, han kommer. Så læser vi i Bibelen, hvordan disciplene, de går ud og døber. Og det, vi ellers læser omkring dåb, som er rigtig, rigtig vigtigt, det er, at der står om dåb, at dåb faktisk er en del af frelsen.

Og jeg vil understrege med det samme. Dåb i sig selv uden tro frelser ikke. Tro i sig selv uden dåb, hvor man ikke er lydig, frelser heller ikke. Tro og handling skulle gerne hænge sammen. Vi læser det i Jakobs brev igen og igen og igen. Tro uden handling er en død tro.

Og vi er blevet befalet, at vi skal døbes til at tilhøre Jesus. Jesus siger til disciplene, at nu skal I gå ud og skabe nye disciple fra alle folkeslag, ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og lære dem at holde alt det, jeg befaler dem igen. Handling bag. Og det har ikke noget at gøre med, at vi kun bliver frelst, hvis vi yder.

Der er nemlig en kæmpe stor forskel på handlinger, og så det, vi i Bibelen taler om som lovgerninger. Lovgerninger, det er tilbage fra det Gamle Testamente, det var der, vi skulle opfylde de her 613 love og regler. Men lydighedshandlinger har noget helt andet. Det er at følge Jesus. Og handlinger i sig selv frelser ikke.

Men troen på Jesus Kristus skulle gerne afføde, at vi har lydighedshandlinger. Det vil sige, at vi gør tingene, fordi vi elsker ham, fordi vi ikke kan bare slet ikke lade være. Fordi det handler ikke om os, men det handler om ham. Og hvis I har lyst til at læse, hvor der står, at dåben er en del af det frelsende, så står det i blandt andet 1. Peters brev, kapitel 3, vers 21. Der bliver der talt om Noas ark, og så bliver der sagt, det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer. Den kan ikke være mere tydelig.

Vi læser det også i Markus’ evangelium, Jesus fra kapitel 16, vers 16. De allerallersidste historier, Jesus giver til sine disciple, er netop den her. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst. Men den, som ikke tror, skal gå fortabt.

Så ved vi også, at noget af det, der sker i dåben, som jo også er enormt vigtigt, det er, at i dåben bliver vi iklædt Kristus. Det vil sige, at vi bliver fuldstændig iklædt af ham. Og så kan man sige, at iklædt Kristus, godmorgen, det er jo et symbol, et billede, det er jo noget figurativt. Hvad er det, du prøver at sige? Det kan man godt sige, men prøv at stå fjes til fjes med djævlen ham selv uden at være iklædt Jesus Kristus.

Så sker der faktisk det, vi læser om i Bibelen, hvor et par fjollehoveder kommer og prøver at kaste nogle dæmoner ud. Jeg befaler, at i den Guds navn, som Paulus anråber, jeg befaler, at I skal gå ud. Og dæmonen svarer tilbage, at Paulus ham kender jeg. Og Jesus kender jeg også. Men I? Hvem er I? Og så går den bare amok.

Men hvad sker der, når vi er iklædt Kristus? Så betyder det faktisk helt faktuelt, at det er Jesus, der står der. Alt den autoritet, vi har fået igennem ham, står foran Satan. Han er nødt til at bakke ud. Han er nødt til det. Spørgsmålet er bare, tror du på det? Tror du på den kraft, det er, når du bliver iklædt Kristus? Tror du på, det gælder dig?

Jeg har oplevet rigtig mange mennesker, som er blevet døbt og som tilhører Jesus. Men som har den her: Jeg forstår det ikke, at I tør at kaste de der dæmoner ud. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg kendte engang en, og det gik helt galt. Og hvis man går på nettet og søger, så kan man også læse de skrækkeligste historier om ting, der er sket, fordi man har forsøgt en eller anden dum udfrielse, og man ikke har haft Jesus Kristus herinde og uden det.

Det er ikke bare for sjov. Der er så meget kraft i det. Det er ikke bare et symbol, men det er noget, der faktisk sker i den onde i verden. Jeg kan huske, at når man tænker tilbage, en af de voldsomste gange, og det er ikke for at putte frygt i nogen af jer, det skal I bare vide. Men jeg var på et tidspunkt, hvor jeg udfriede en, og lige pludselig så stod personen henne ved vores magnetrække med Global-knive og rakte ud efter en kniv, og så stod bare henne efter mig.

Og hvad skete der? Jeg får simpelthen samlet et musehul og begynder at græde helt vildt, så jeg tør ikke mere. Nej, det gjorde jeg nemlig ikke. Jeg kunne bare mærke den her: Jesus, han er bare med mig. Så jeg sagde bare med det samme, du lægger den i Jesu navn, jeg binder din hånd. Så sagt, så gjort. Der skete simpelthen den her ro. Du skal ikke overhovedet komme ind ad hende, når mig sagde så. Glem det.

Problemet er bare, hvis ikke vi forstår, at det her er virkelighed, at vi ikke er iklædt Kristus. Hvis ikke vi forstår, at dåbens betydning har så stor impact i vores liv, så stor indflydelse i vores liv, hvad den betyder, så får vi heller ikke alt det, som Jesus, han har til os. Det gør vi ikke.

Noget af det, der er vigtigt i dåben, og det er også derfor, dåben gør det så kraftfuldt, det er, som det står i Paulus’ brev til romerne, kapitel 6, vers 4: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. Vi blev altså begravet sammen med ham.

Jeg skal nok komme tilbage til Romerne 6 lidt senere, men vi blev begravet sammen med ham ved dåben til døden. Hvad betyder det? Det er supermærkeligt. Hvorfor blev vi begravet? Hvad er det, satanisterne de dyrker? De dyrker egoet.

Hvad er det, der sker, når vi kommer til tro? Vi begraver os selv, vi begraver vores ego, vi begraver, som der står, den her konstante konflikt mellem vores ånd og vores kød. Vi begraver vores kød, så jeg kan glemme det. Det er ikke dig, der skal leve mere. Alt det gamle lort, jeg har lavet.

Så kan det godt være, man sidder og tænker, jeg har jo ikke lavet en masse lort, jeg har virkelig været et godt menneske. Jeg har været et godt menneske. Jeg har hjulpet en der naboens kat over vejen. Jeg har vasket fodgænger engang i ugen nede i krydset. Jeg er virkelig et godt menneske. Jeg har kunnet få en chokolade engang om ugen. Ja, det er så fint og så godt. Det er humanisme.

Men hvad sker der oppe i dine tanker? Hvor mange selviske tanker har du haft? Hvor mange perverse tanker har du haft? Hvor meget stolthed har der været i dine tanker? Ja, jeg kan selv. Det er jo det, vi har gjort, det behøver jeg ikke være sammen med. Jeg har forstået det hele meget bedre. De der tanker, jeg tror, jeg ville æde min gamle hat på, der ikke er nogen af os, der kan siges fri fra, at de kommer ind imellem. De kommer. Bedrevidenhed. Eller nu føler jeg mig godt nok fordømt. Nej, hvor jeg føler mig fordømt. Nu er det godt nok. Ej, hvor er de bare alle sammen imod mig.

Det er fordi, du ikke har lagt i dig et kød helt ned. Hvis du bliver retledt eller vejledt, så tag imod det og sig tak. Hvis ikke du kunne bruge det, så smil. Smil og vink. Men den her selvfordømmelse, eller irritation eller jalousi eller alt det her, følelser, der kommer op, som ikke er fra Gud. Alt det. Alt det. Det er det, du begraver i dåbens vand.

Når du opstår til et nyt liv, så opstår du til hans retfærdighed for at leve med ham. For at lade ham være den, der lever igennem dig. Som det står i Paulus’ brev til Galaterne, kapitel 2, vers 19-21: For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere mig selv, men Kristus lever i mig. Og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds nåde, og hvis ikke der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død for ingen nytte. Jeg lever ikke mere mig selv, men Kristus lever i mig.

Lever du for dig selv? Lever du for ham? Uh, det er nogle tunge spørgsmål. Det er virkelig svært. Vi er mennesker, der har så mange aspekter, der kører rundt indeni en. Man kan nogle gange opleve at blive frygtelig ked af det, og ej, hvor ked af det, ej, hvor ked af det. Men hvis du sådan virkelig mærker efter, så er det jo igen fordi, der er nogle gamle rester fra dit gamle jeg. Det er en gammel erfaring, en gammel skuffelse, et gammelt svigt. Et eller andet, der lige pipler frem igen, og det gør bare, at du bliver ked af det, for du er bange for, at det gentager sig igen.

Og det er ikke fordi, vi ikke må være kede af det, det er slet ikke det, det handler om. Men ofte så er en ked af det hed, bunner i noget andet. Men det bunner tit i, at der er nogle ting, der bliver smidt ud i glemslens hav, men som så bliver fisket op igen.

Jeg vil godt tænke mig at prøve at læse et lidt mærkeligt skriftsted. Jeg ved ikke, om I har læst det før eller tænkt over det. Det er i Korinterne kapitel 10, vers 1-5, der står der: Vi skal vide, brødre, vel var vore fædre alle under skyen, og gik alle gennem havet, og blev døbt til Moses i skyen og i havet, og spiste alle den samme åndelige mad, og drak alle den samme åndelige drik, for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus.

Og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem, da de blev slået ned i ørkenen. Vi hørte starten igen. Det sker, I ved, brødre, vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet, og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet, og spiste alle den samme åndelige mad, og drak alle den samme åndelige drik. Er det ikke underligt? Har I læst det før? Det er faktisk enormt vildt, når man dykker ned i det her.

For hvad var det, der skete? Hvad var det, der skete, når vi kigger tilbage på Moses? Hvad var det, der skete, når vi kigger tilbage på det her med skyen og havet? Hvorfor snakker han om dåb? Det giver jo absolut ikke mening. Se, det, der er specielt, det er. I kan gå hjem og læse beretningen i 2. Mosebog kapitel 14, vers 10-29. Jeg vil ikke læse den nu, fordi den er lige lidt lang. Men det handler om udvandringen fra Egypten. Det handler om alle israelitterne. Endelig har de fået lov at tage afsted.

Gud har sendt de her ti plager ind over landet. Den sidste plage, der er den førstefødte, er død. Der er bare sorg, der er kaos, der er krise. Farao overgiver sig og siger, okay, vi er i orden. Lad dem rejse, lad dem tage afsted. Og alle israelitterne tager afsted. Men hvad er det så, der sker? Så kommer de hen til det Røde Hav. Og der står de så. Rigtig fint og fancy. Står der og kigger ud. Så. Nu kan vi ikke komme længere. Vi er fanget.

Helt ærligt, Moses. Din Gud har ført os i baghold. Det er bare ikke okay. Vi vil hellere tilbage. Vi vil hellere bo i Egypten og være under slaveri i stedet for at dø herude i ødemarken. Tag dig lige sammen. Det går helt amok. Men Guds storhed viser sig. Moses tager sin stav efter Guds forordning. Holder den ud til det Røde Hav. Derude, der splitter vandet sig. Prøv lige et syn. Prøv lige en lyd. De står bare, wow. Hvad sker der? Og hvad gør Moses? Han siger, kom. Nu går I igennem.

Det fede af det hele er, at hvis I læser episoden her, så står der faktisk, at Herrens engel går hen bagved dem. Og Gud, som er skyen, der går foran, går også om bagved dem. Det vil sige, at der sker det, at for egypterne ser de den mørke sky. De ser mørket og kan ikke se israelitterne. Men israelitterne ser, at lyset er forud, og der bliver lyst for dem. De bliver skjult af Gud. De hører det her brusende hav. Jeg tror nok, jeg ville kigge, hvis jeg stod der.

De gik over det tørre land. Det vil sige, at det var ikke engang vådt. Der var ikke engang mudder. Det var tørt. Vandet står der i kilometers højde. Prøv lige at være den første, der går igennem. Kan det her holde? Klasker det ned lige om lidt? Søfartsmuseet, go home. Akvarier, go home. Ej, hvor har det været flot. Alle de fisk. Guds fantastiske skabning var på begge sider. Det har været så smukt at gå igennem. Det har været så vildt. Det har været, de har stået der. Holder det? Holder det ikke?

Det vilde af det hele er, det her, det var deres såkaldte ilddåb. De var nødt til at gå igennem vandet. I tillid til Gud. Med fjenden stående i nakken. De anede ikke, om de var købt eller solgt, fordi de havde jo hørt, at egypterne var på vej. De var skrækslagne. De så Guds mirakel i den anden ende. De jublede. De har været totalt splittet. Holder det her? De ville af at gå hele vejen igennem. De kom op på den anden side.

Så starter ellers den egyptiske hær. Stridsvognene kommer i gang. Ej, jeg har stadig fanget dem. Skyd dem. Høj hej for det går. Men hvad sker der? Gud skaber forvirring blandt fjenden. Han stopper nogle af vognenes hjul. De knækker, de falder af. Der bliver total kaos. Og bedst som der er kaos, og han leder den sidste israelit op. Huuuh.

Så bliver al ondskab skyllet væk. Præcis billede på, hvad der sker i dåben. Det gamle slaveri bliver skyllet væk. Det, at du før var træl, altså slave af synd. Det bliver skyllet væk i dåben. I dåben, når du går ind i dåben, er du nødt til at have fuld tillid til Guds plan. Ligesom israelitterne var nødt til at have fuld tillid til Guds plan. Igennem det Røde Hav, den holder. Det kollapser ikke. Gud har styr på mig. Han elsker mig.

Og netop hvis vi går tilbage til Romerbrevet 6, som jeg snakkede om før. Så læser vi faktisk videre fra vers 20-23. I har jo dengang, I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om I gjorde det, der var godt i Guds øjne. Hvad fører det ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død.

Nu, da I er løst fra syndens lænker, og det her kommer i afsnittet omkring dåb, og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til evigt liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. Synd straffes med døden, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores frelser og Herre. Det, der sker i dåben.

Jeg ved ikke, om nogen af jer har prøvet det, måske i forbindelse med en dåb, men man kan være drevet af en synd, man ikke kan give slip på. Man kan være drevet af nogle ting, man ikke kan give slip på. Når man går igennem dåben, så bliver syndens lænker brudt i den åndelige verden, og pludselig har du selv valgt, om du vil slippe tingene eller ej. Nu er det ikke synden, der holder fast i dig, men nu er det dit valg, om du vil give slip på synden eller ej, og det var det ikke før.

Så det vil sige, at når vi kommer til Gud, så er det ikke nok, og det kan godt være, at jeg bliver upopulær ved mange, det er okay, men det er ikke nok at bede denne såkaldte synders bøn. Herre, jeg har været et elendigt menneske, vil du godt tilgive mig? Jeg vil bare gerne tage imod dig, vil du bare komme ind i mit hjerte? Jeg må bare have din ånd nu, og jeg overgiver mig fuldstændig til dig og alle de her ting, og det er så flot en bøn. Og så kommer man ud og lever sit liv.

Det er godt, at man lige bliver døbt, for man skal lige… Sådan. Nu er jeg døbt, nu har jeg inviteret Jesus ind i hjertet, og så lever man ellers bare præcis, ligesom man gjorde før. Det menneske kommer ikke ind i himlen. Man bliver ikke frelst af at bede en bøn. Man bliver frelst af at følge Jesus og lære ham at kende. Man bliver frelst af lydighedshandlinger mod ham.

Og det er ikke et tungt åg, det er et let åg i forhold til, hvordan den her verden lægger på os. Specielt når vi tænker på, hvad det vil sige at være en evighed uden Gud. Og det betyder faktisk, at der står, for at køre det lidt videre, Johannes skriver i sit første brev, kapitel 3, jeg prøver lige at læse fra vers 7 til 10, der står: “Kære børn, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. Den, der gør synden, er af djævlen, for djævlen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret for at tilintetgøre djævlens gerninger. Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd, for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Derved bliver det åbenbart, hvem der er Guds børn og hvem der er djævlens børn. Enhver, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, ligeså lidt som den, der ikke elsker sin bror.”

Hold da op! Var det lige nogle voldsomme ord, der kom her? Jamen, det giver jo ikke mening. Jeg kan da godt synde. Ja, det kan du. Din krop, den kan godt. Ej, hvor har jeg lige lyst til det her. Men du kan mærke i din ånd, at det er forkert. Du kan mærke, at det er forkert.

Det kan godt være, at der er nogle fristelser foran. Ej, hvor er det spændende det her. Det her, det skal jeg prøve. Det her, det vil jeg gerne. Det her, det her, det her. Men hvis du mærker herinde i din ånd, at det er forkert, så er det jo lige pludselig dit valg, og ikke Gud, der har ledt den der.

Problemet er, hvis vi gang på gang på gang på gang lader være at lytte, så får du ikke vejledningen længere. Det gør du ikke. Den kommer ikke mere. Fordi Gud gider ikke vejlede en, der er død og ikke vil høre efter. Men kommer du ind i et lydighedsforhold igen, ser du, at du siger, okay Gud, undskyld, tilgiv mig. Jeg vil bare så gerne vandre med dig.

Vi skal jo ikke gøre det her for vores skyld. Vi skal gøre det her på grund af ham. Fordi han elskede os først. Fordi han elsker dig først. Han ville så gerne have fællesskab med dig. Og problemet er tit også, at som kristne, der bliver vi meget fokuseret på synden. Ej, jeg skal ikke gøre det, fordi så synder jeg. Jeg skal heller ikke gøre det, så synder jeg. Det der, uu, det er godt nok slemt.

Mange i mange kristne kredse, mange fra IM, LM osv., vi bliver banket, du er en arme synder, og det bliver du ved med at være hele dit liv. Nej dog. Det var derfor Jesus tog synden på korset. Det var for at vi kunne blive frikøbt. For at vi kunne blive retfærdiggjort i hans øjne. Wow.

Men tit så er vores fokus på, at vi ikke skal synde, fordi vi skal gøre det så godt, vi kan overfor Gud. Det er et forkert fokus. Fordi så fokuserer du på synden, og du fokuserer på dig. Men hvis du hver morgen står op og tænker, wow Jesus, i dag skal vi to være sammen. Hvordan kan jeg få mest mulighed i dag end sammen med dig? Led mig i dag, far.

Så behøver du ikke kæmpe mod synden. Så går hun med. Jesus, ved din side. Det er en helt anden kamp at gå i. Det er en frihed at gå i. Syndens lænker bliver kappet i dåben. Du er iklædt Kristus i dåben. Du skal leve et liv, hvor det ikke er dig, der lever, men hvor det er Jesus, der lever igen.

Det er det, dåben handler om. Det er, at du giver afkald på alt. Du underordner dig ham. Det er ikke religiøst. Man bliver ikke medlem af en kirke eller noget, hvis man bliver døbt. Nej, du kommer til at tilhøre Jesus Kristus. Du bliver hans fuldgyldige discipel. Det står, vi skal skabe nye disciple ved at døbe dem. Wow.

Du bliver en discipel igennem dåben. Det er det, vi skal gøre. Det handler om at leve i identiteten af at være Guds. Rigtig mange har netop den her. Måske ikke helt værdig. Jeg har virkelig lavet nogle slemme ting. Der kan komme så mange tanker ind. Jeg ser ikke helt mig selv. Jo, jeg ved måske godt, at Gud elsker mig. Jeg er ikke Guds bedste barn. Han har nok nogen, der er bedre end mig. Det er jeg ret sikker på.

Så begynder vi at måle og veje os med andre mennesker rundt omkring os. Hun der, hun er bare… Og ham der. Hvor vil jeg gerne ligne ham? Og hende der. Man finder alle mulige idoler, som man hører på nettet. Det er bare helt fantastisk. Wow. Wrong. Helt forkert.

Din identitet skal være, at du er et Guds barn. Din identitet skal være, at du er en discipel af Jesus Kristus. Din identitet skal være i ham, og ikke i det, som mennesker har sagt om dig. Som du selv har sagt om dig. Som din skole har sagt om dig. Som din arbejdsplads har sagt om dig. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad folk har sagt omkring dig. Det betyder ikke noget.

Hvad har Gud sagt om dig? Wow. Jeg er hellig. Jesus, tak fordi jeg er hellig. Jeg er tilgivet. Jeg er retfærdiggjort. Jeg er elsket. Jeg er dit barn. Alle de her ting fra Bibelen om, hvem vi er.

Hvor meget takker du Gud for, at det er det, du er i ham? Nu er jeg bare pisur. Nu gider jeg ikke mere. Stop deroppe og pris Gud i stedet for, det er meget federe. Det er så fedt.

Vi skal huske, at identiteten i ham kommer til stille og roligt at gøre. Så når vi skal forny vores tanker og sind, så er det ikke en kamp. Men det bliver en glæde og en begejstring, der kommer helt af sig selv, fordi vi er hans børn. Vi skal tænke som ham.

Kan vi ikke overskue tingene, så er vi nødt til at bede ham om at få overblikket ind i de forskellige situationer. Wow! Han leder min fod. Tak Gud. Du leder min fod. Det står du. Du står der, lys for min fod og lygte på min sti. Tak Gud, det ved jeg, du er. Det ved jeg. Tak, fordi hvis jeg går forkert, så leder du mig ind på rette vej igen.

Det betyder også netop, hvis depressionen kommer snigende ind, tungsindet kommer snigende ind, sygdommen kommer snigende ind. Hvad gør du ved det? Ej, gå så fremme af Jesu navn. Jeg gider ikke mere nu. Jeg bliver bare sur igen. Helt ærligt, satan. Gå med dig. Wow. Et nul til ham. Du gav ham lige masser af fokus. Masser af tid.

Jesus, tak fordi det der. Det er bare ikke mit. Du er bare min skaber. Tak fordi jeg er fri i dig. Og der står, min glæde skal komme fra dig, så derfor ingen depression. Der står, jeg bliver helbredt ved dine sår, så alt det der fisk, som verden bilder mig ind, når de er midt, så har det influenzatid, og jeg bliver syg. Det gælder ikke mig. Tak, Jesus. Tak fordi du har taget det.

Hvad var det, Jesus sagde til Peter? Eller rettere sagt, da Peter forsøger at sige til ham, nu skal du ikke blive korsfæstet, det er da meget bedre. Bibelen siger, at Jesus sagde, vi er bag mig, satan. Men i det græske, der står der, gå om bag ved mig, satan. Og det er så tankevækkende, hvis I prøver at tænke på, hvad det betyder, når han siger, gå om bag ved mig, satan.

Hvis der står nogen omme bag ved mig, som jeg er meget utryg ved, hvad vil jeg så gøre? Mit kød vil sige, vend dig om og tag forsvarsværkerne op. Det vil mit kød sige netop sammen. Hvad er det, Guds ord siger? Se på ham. Se på Jesus. Det er da ligegyldigt, at der er nogen bag ved dig, der slår dig ihjel. Hvis Gud er der for dig, hvem kan så være imod dig?

Satan hader dig. Glæd dig. Jo mere han hader dig, jo mere ved du, at du er på Guds vej. Tak, Jesus. Tak. Skid hul i om, at han er deromme. Lad være med at koncentrere dig om ham. Han er ikke vigtig. Jesus er vigtig. Han har betalt prisen.

Og jo mere du begynder at vokse i den identitet, jo mere du begynder at forstå, hvad det betyder, når Jesus siger, gå om bag ved mig, satan. Jo mere du begynder at forny dit mindset, ved bare at tage den her identitet ind over dig. Wow. Så er det ikke din kamp. Men det er din glæde. Det er din hvile. Det er din frihed. Og det er dit liv, du har igennem Jesus Kristus.

Og det starter for alvor igennem dåben. For det er der, du begraver dit gamle liv, og det er der, du klipper syndens lænker. Så synden ikke længere har herredømmet over dig. Og det betyder ikke, at man ikke kan være døbt med Helligånden, uden at være døbt under vand. Det kan man godt. I Bibelen læser vi begge dele. Både at man bliver døbt med vand først, og med Helligånden bagefter. Andre gange sker det modsat. Så Gud kan sagtens lede en.

Men du klipper syndens lænker. Du bliver iklædt Kristus i dåben. Du begraver alt det gamle fra dine forfædre. Det betyder, at i den åndelige verden står du så meget stærkere. Og i øvrigt kan du sætte ka-ching ved det endelige punktum, eller komme i Guds frelse. Det nytter ikke noget, hvis jeg tror på Gud.

Jeg tror på alt, der står i Bibelen. Lige den der med dåb, den er måske kigget ind i. Men alt det andet tror jeg på. Vi kan ikke sortere i Guds ord. Det kan godt være, at det virker supermærkeligt, at vi skal ned i noget vand. Og op igen. Det kan godt være.

Men dåben er faktisk en gammel ting, allerede helt tilbage fra Det Gamle Testamente. Når præsterne skulle ind i templet, skulle de igennem et rensende bad. Allerede her. Det er jo starten på dåben. Vi skal renses for at kunne komme ind i Guds hellighed. Det er ikke en gammel ting, han har sagt, at det er en ny ting, der er kommet med Jesus. Nej. Det har hele tiden været at tale om som små dryp hele vejen igennem.

Og når dåben så endelig kom, så var vi klar. Fordi det er sådan en Gud, han er. Så I kan selv prøve at dykke ned i dåbens betydning og kraften i dåben. Fordi det er altså… Jeg tror, at nogle gange så glemmer vi det lidt. Det bliver nogle gange lidt til sådan et ritual. Vi gør det, fordi vi gør det. Nej, vi gør det ikke fordi vi gør det. Vi gør det fordi, vi elsker Jesus. Og fordi vi er trætte af, hvem vi var, før vi ville være en ny skabning i ham. Så gør det, fordi du vil være sammen med ham.

Luk