Åbner i en ny fane

Det spirituelle univers (New Age)

Læs hele indholdet af undervisningen 'Det lange seje træk for Guds rige'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

En ting som øh som jeg har gået og funderet over og som jeg har både haft ø mange tanker, frustrerende tanker omkring, men også virkelig taknemmelige tanker omkring.

Det er [rømmer sig] det lange seje træk for Guds rige.

Øhm, vi ved i Hebræerbrevet, så jeg vil simpelthen lige starte med at læse Hebræerbrevet 12, de første tre vers, der står der: “Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigø os for enhver byrde og for synden, som så let omklammer os og holde ud i det løb, der ligger foran os, indtil vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som er den glædeskyld, der ventede ham.” Så udholdt han uden at ind skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jeg ham for øje, som fandt sig i sådan en modstand fra syndere, for at de ikke skal blive trætte og miste modet.

Her er der tale om et løb.

Og øh vi ved flere steder i biblen, der bliver der talt om det her løb. Øh vi hvad hedder det i korinterne? Paulus han skriver til korinterne, der omtaler han faktisk også det her løb. Det er et meget, meget kendt skriftsted fra kapitel 9, første korinterbrev 924 til 27. Der siger han: “Ved I ikke, at de der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun en for sejersprisen. Løb sådan at I vinder den, men enhver idrætsmand er afholdende i alt.”

De andre for at få en sejrersgræs, der visner, men vi for at få en, der ikke vidner. Jeg løber derfor ikke hiderd.

Jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg har prædket for andre ikke selv skal blive forkastet.

Og det her, det synes jeg virkelig er et interessant skriftsted, fordi [fnyser] Paulus han gør jo ikke, han har, jeg tror han efterlader ikke nogen med en tvivl om her, at han har virkelig knoklet.

Øhm, der står her, “Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre.”

Det vil sige, kroppen har været svag mange gange. Han har sikkert, han har sikkert været blevet syg og alt muligt andet. Og han har simpelthen befalet den her krop og mag ret. Du krop, du tager simpelthen, du tager dig sammen i Jesu navn, og så makker du dig ret ind under Guds rige og ind under hans befaling.

Tag dig sammen, krop. Rejs dig og gå.

Jeg tror hans kød har mange gange tænkt, [latter] jeg gider ikke gå mere. Jeg gider da slet ikke at gå så langt, fordi jeg har ikke engang noget æsel at kunne ride på lige nu. Og det har været varmt, og taxaen har været i styk, og eller der var ikke nogen taxa dengang.

Jeg tror, det har været dybt frustrerende ind mellem at være Paulus.

Og han har oplevet rigtig rigtig rigtig rigtig rigtig meget modstand i sit liv.

Han er blevet fængslet. Han har fået de berømte 40 fisk piskeslag rigtig mange gange.

Paulus han vidste godt, hvad det hvad det kostede.

Han løb og han blev ved. Og når man løber, så begynder man at få syre i benene, og så tænker man, åh mand, det her det er hårdt. Og jeg er simpelthen nødt til at sige, at lige i det her, der taler jeg virkelig virkelig virkelig erfaring, fordi jeg kan godt sige, at jeg løb, første gang jeg løb, der valgte jeg løbe næsten 4 kilometer.

Og jeg har aldrig løbet før sådan. Så jeg løb simpelthen en spurt på 4 kilometer, og det begyndte at syre, og det gjorde ondt i mine ben, og jeg fik sidestik, og jeg følte næsten, jeg ikke kunne trække vejret, og jeg havde bare sådan, jeg bliver ved, for det her, det er simpelthen pinligt for mine efterskolekammerater, hvis jeg giver op nu, hvis de skal se mig sådan slatten: “Jamen, du bliver ved.” Og jeg har fortalt min krop, du lyster simpelthen.

Du bliver ved, og jeg løb, og jeg løb og jeg løb. Og jeg løb, og jeg tror, jeg klarede det på 19 minutter og et eller andet, og jeg aner ikke, om det er en god eller dårlig tid. Jeg har ingen ide om det. Men jeg ved så meget, at da jeg kom hjem, jeg kunne smage blod.

Jeg lå der, jeg kunne simpelthen ikke trække vejret.

Og jeg tænkte, hvad har du dog gjort? Og der lavede jeg en meget seriøs aftale med mig selv om, at det behøver ikke ske igen. Og siden der har jeg faktisk ikke løbet. [latter] Øh, jo det har jeg, men ikke sådan løbet for at løbe en tur.

Øhm, men det her var for mig et suverænt godt billede på, jeg var simpelthen ikke trænet. Jeg var ikke trænet overhovedet. Jeg startede bare. Jeg kastede mig ud i det. Jeg havde ikke rydnet. Jeg havde ingenting.

Jeg løb bare. Jeg anede ikke, hvad det handlede om. Jeg gik i blinde. Og det blev en rigtig dårlig oplevelse. Jeg har faktisk gjort på et tidspunkt, så fik jeg en mountain bike i julegave. Jeg var så glad for den her mountain bike. Det var simpelthen uh det fedeste ever. Den havde 21 gear.

Og der hvor vi boede det var i Bredeballe ved Mølgaårdsvej. Det er en meget meget stejl bakke, hvor man må faktisk ikke cykle ned af den øh fordi den er så stejl. Så jeg tænkte, åh, jeg har fået den fedeste cykel. Og jeg prøvede jo at køre første gear. Det er super nemt. Du kunne tage alle bakker med første gear. Så jeg tænkte, jeg tager Mølgaårdsvej opad, for det må man gerne. Så jeg satte bare op på den her cykel, og så kørte jeg bare opad. Og de første 15 meter tænkte jeg, det er da godt nok of cake. De næste fem meter der tænkte jeg, hvorfor tænkte jeg, det her det var piece of cake, for det her det er ved at gå i kage.

>> De næste yderligere fem meter, der tænker, jeg når aldrig op på toppen. Og mine forældre, de står deroppe og venter på mig. Det her det er godt nok pinligt.

Og det næste yderligere fem meter, [gisper] og det gik i slowmtion. Og da jeg kom op, jeg væltede simpelthen om, og jeg fik igen den her blodsmag. Så jeg besluttede mig for, jeg behøver ikke at cykle en frøskelig masse i mit liv. [latter] Og det har jeg holdt.

Nej, mere for at sige, jeg var ikke trænet. Jeg var hverken trænet til at cykle. Jeg var heller ikke trænet til at løbe, så jeg gjorde faktisk noget, der ikke var særlig smart.

Tit når vi når vi går ud i Guds rige, så tror vi, vi skal gå ud og skabe en masse frugter fra dag et. Problemet er bare, hvis ikke vi er trænet, og hvis ikke vi har fået et rodnet, der virkelig kan holde træet, når frugterne kommer, så tipper det. Og derfor er vi nødt til at være forankret. Vi er nødt til at være forankret i både i vores identitet, hvem er det, han siger, jeg er, men vi er også nødt til at være forankret i vores tro, i Guds ord. Vi er nødt til at vide, når angrebene kommer, så er vi nødt til at sige, jamen hey, hvad er det, der står i Guds ord? Hvad er mine rettigheder?

Hvad siger mine rettigheder?

Og hvad siger Guds ord, at jeg kan? Og hvad siger Guds ord, at jeg ikke kan?

Øhm, og jeg må jeg må ærligt tilstå, at da vi flyttede herud, helt ærlig, jeg vidste zero om at arbejde med skruemaskiner og sav og rør og gevind og paksalve og you name it. Jeg vidste ingenting. Jeg vidste, det var rørende lidt. Jeg vidste, siger jeg bare.

>> [rømmer sig][hoster] >> Og øh man kaster sig ud i det. Og Gud har jo været så forunderlig god. Han har sendt de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter til at udruste og lære os.

Og han ikke stadigvæk indimellem giver han mig billeder på hvordan jeg skal løse en opgave, når jeg ikke selv ved hvordan jeg skal gøre. Og han er bare så trofast.

Men jeg er også kommet dertil, at nu har vi knoklet på det her projekt nonstop i fire år fra morgen til aften.

Og det har været en velsignelse arbejde for Gud. Og det har været drønhårdt.

Og det har været sådan en dag som i dag, hvor der bare kommer en flok af mennesker og hjælper. Og det bare yes.

Og der vi rykker bare. Det åh, man bliver så taknemmelig. Åh, hvor bliver man glad. Det er så fedt. Det første år, det var så fedt, fordi det var nyt. Der kom så mange, så mange, som vi overhovedet ikke kendte. Bare hjalp en weekend eller en dag og pist og wow, hvor var det fedt.

Men så kom det lange seje træk.

Så blev det år nummer to.

Og dem der kom fast, de stoppede med at komme. Og så blev det år nummer tre.

Og der kom næsten ikke nogen.

Så blev det år nummer fire.

Og jeg synes indimellem det var [rømmer sig] lidt op ad bakke. Og alligevel så har jeg haft den her wow Gud tænkt sig hvad du har sat os i. Så har jeg længe haft den her på hjerte Hvad er det egentlig for noget? For jeg lover jer for Gud har lært mig. Og jeg tror jeg kan sige så meget igennem det her.

ting som virkelig tænker, wow, hold da op mand, Gud, vi er afhængige af dig og kun af dig. Vi skal ikke være afhængige af mennesker. Vi skal afhængige af dig og halleluja, når du sender mennesker på vores vej, det er en kæmpe velsignelse, men vi er afhængige af dig.

Og så var det jo, at tilfældigvis så har vi jo rigtig mange gange fået ord og billeder om, at det her det er ligesom Noah ark.

Gud sender dem, der skal komme.

Det er ikke os, der skal ud og hente folk, men det er Gud der sender. Men vi skal bygge ark.

Og det er enormt interessant, fordi når man kigger på Noah, vi ved ikke, vi aner simpelthen ikke, hvor lang tid han var om at bygge arken. Der står ikke noget om det, så vi har ikke nogen ide om det.

Det kan være, han var 50 år om det.

Nogen mener, han var mellem mellem 50 og 75 år om at bygge arken, men vi ved det faktisk ikke. Og det jeg skal tænke på, det var at Noah og hans familie, der var ikke særlig mange. De var retfærdige, og de var udvalgt af Gud. Og Gud gav mål og ideer, og han viste præcis, hvordan den her akt den skulle bygges. Præcis.

Og han blev hånet og latterligt gjort.

Han blev svinet til alle mulige mennesker tænkt sig at bygge så stort et skib midt ude i en ørken. Hvor dum kan man være? Og seriøst, okay, første andet år måske så tænker man, det er en mand, han er nok gal. Han burde nok, okay, dengang havde man nok ikke en lukket afdeling, men han burde nok ligge på den lukkede, hvis man havde haft den, men ikke desto mindre.

Det går nok over. Men efter 10 år, hvad tænker man om sådan en mand eller 20 eller 30 år? Han bygger stadigvæk på det skib til hvad nytte.

Altså jeg kan virkelig godt forstå de mennesker som er gået forbi ham og tænkte, han har fuldstændig tabt sutten.

Ja. Bortset fra man ikke brugte sutter dengang.

Men jeg forstår det godt.

Og han må godt nok have haft det hårdt, fordi hvis hvis vi læser i biblen, Gud talte til Noah.

Men fra han startede med at bygge arken, der talte Gud ikke til Noah.

Der var ørkenvandring, og der var stilhed.

Og Noah byggede, fordi det var det, han havde fået besked på. Han var nødt til selv at lave navlerne. Han kunne banke det hele sammen med. Han kunne ikke gå ned i byggemarkedet. Han var nødt til selv at fælde træerne. Han var nødt til at skære træerne op. Og han havde ikke en fin fancy motorsav.

Det har taget uendelig lang tid, og han var trofast, selv da han ikke havde lyst.

Han har sandsynligvis stået op hver eneste morgen og knoklet, fældet de her træer, ordnede dem, kasserede dem, der ikke dude, lavede mængder af fejl, byggede om igen, fordi det skulle være præcision. Han vidste præcis, han havde fået optegnelsen af Gud. Det er sådan her, du gør.

Og han blev ved, og han blev ved, og han blev ved.

Men han klagede ikke. Han klagede aldrig. Vi læser ingen steder i biblen, at han klagede. Tværtimod så havde han tillid til Gud.

Og da han var færdig, der sendte Gud dyrene. Og det er meget interessant, fordi der er mange, der hævder, at jeg ved det ikke, men der er mange, der hævder, at det aldrig har regnet før Nordak, hvor hvor blomsterne har fået væde fra jorden direkte, men regnen kom ved Noasak. Og det passer jo perfekt med, at da regnbuen kommer, der er det et pagt. Og den har aldrig været på himlen før, for der har aldrig været regn, så der har ikke kunnet skabe sig det her. Og det er jo helt fantastisk. Så når man tænker på det her med, der har aldrig nogensinde været regn, og så tanken om at bygge et skib i ørkenen, det gør det jo endnu mere fuldstændig forrygt.

Men han var så tillidsfuld, og pludselig så står der, at vandet kommer både fra jorden og fra himlen i mængder.

Og Gud han redder Noas liv, fordi han var lydig.

Når vi læser igennem biblen, fordi jeg synes faktisk, det er meget interessant at se, hvor mange hvor mange, når vi går tilbage i biblen, har egentlig stået i den her ørkenvandring. Hvor mange har egentlig stået i i den her opgave, hvor Gud har sagt, det er sådan her, du gør.

Det er der faktisk helt enormt mange, der har.

Prøv engang at tage sådan en som Abraham.

Abraham han var en god og retskaffen mand.

Og da han var omkring 75 år, der får han et løfte om, at han skal have et barn.

Og manden han går og venter og venter og venter og venter og venter.

Og der sker bare absolut ingenting.

Og han begynder at blive utålmodig. Og så gør han det, som rigtig rigtig rigtig mange gør.

Jeg tager da bare sagen i egen hånd, og så klarer jeg lige den selv. Da skal jeg lige hjælpe Gry lidt, når han ikke lige synes. Så hvad sker der? Han bliver gravid med en anden kvinde. Absolut fuldstændig uhørt, for det var ikke det, han skulle.

Men slavekvinde haker.

Og ikke desto mindre, da han er 100 år, 100 år, der får han sin søn Isak.

Og jeg tænker de 25 år, hold da op, mand. Gud havde talt så tydeligt og fortalt, du får en søn.

Men Gud han nævner ikke noget om den her søn i mellemtiden. Gud han nævner ikke noget om det her løfte i mellemtiden. Og der endelig den her søn er blevet måske 15, 18, 20 år deromkring. Vi ved det ikke. Men vi ved at da han bliver ofret, [rømmer sig][hoster] der står der, at han bar sit eget brænde. Og det har været tungt, så det har ikke været en lille dreng på seks år.

Så får Abraham at vide, din søn skal ofres nu. Det er godt nok den eneste, du har, men han skal ofres nu.

Men han var så trofast, fordi han vidste, okay, jeg tog sagen i egen hånd.

Gud han holdt sit løfte. Jeg ved, at når Gud han siger, så er det sådan, det bliver, så jeg gør det.

Og den trofasthed. Jeg tror simpelthen ikke på, at Abraham havde lyst til det.

Jeg tror simpelthen ikke, han havde lyst til at gå op på bjerget med sin søn og ofre ham. Jeg tror, alt i ham råbte, alt i ham skreg. En ting er, hvis du havde haft 15 børn, så kan man sige, okay, en fra eller til. Ej, det kan man ikke. Det var en dårlig joke, hvad? Men lidt [rømmer sig] sjov alligevel. Men nu havde han altså kun et barn, og et ene barn bliver virkelig forkælet ind imellem.

Men det barn, det skulle ofres til Gud.

Og han gør det alligevel.

Og jeg tænker, at [rømmer sig] nogle gange så tror jeg, vi skal sætte os ind i for eksempel Abraham. Sætte os ind i det her, når Gud han kalder os ud i noget. For eksempel har der har der været dage her, hvor jeg tænkte, åh mand, jeg skulle lige få mig selv mobiliseret øhm for at komme i gang. Jeg skal lige have tankerne ind på, hey, vi gør det her for Guds rige.

Vi gør det her for hans skyld. Vi gør det her for at ære ham. Vi gør det, fordi vi elsker ham. Men ikke desto mindre vi gør det allermest, fordi han har sagt, han har kaldet, og derfor gør vi det. Og så er det ligegyldigt, om vi har lyst eller ikke lyst. Det er ligegyldigt, om det er en god dag, eller om det regner udenfor. fuldstændig lige meget med omstændighederne. Når Gud har sagt, så er det sådan, det skal være.

Det var det samme Abraham gjorde.

Og Abraham blev i den grad velsignet.

Vi ser også nogle andre meget, meget spøjse ting i biblen, hvor jeg tænker, hold da op, mand. Godt det ikke er mig.

Hvis vi tager sådan en som Esajas. Jeg kunne lige tænke mig at prøve at læse fra Esajas bog, kapitel 20, de første fem vers.

Øhm.

Der står der i det år, da syerkongen Sagon sendte sin herrchef til Astot, og han angreb byen og indtog den. På den tid talte Herren ved Esajas Amors søn og sagde: “Løs nu sækken om din læ og tag sandalerne af dine fødder.”

Det gjorde han og gik nøgen og barefodet omkring.

Så sagde Herren: “Som tjener Esajas har gået nøgen og barefodet omkring i tre år som et tegn og varsel for Egypten og Nubien og så videre og så videre og så videre.”

Esajas bliver befalet af Gud og gå nøgen omkring i tre år.

Har du nogensinde overvejet det?

Hvorfor? Hvor hvorfor? fordi han bliver sat til at advare Juda, fordi de sætter deres håb og deres liv til Egypten.

Men Esajas bliver sat til at vise dem, hvordan de bliver til skamme, hvis de gør det.

I tre år skal han med sin handling vise, hvad der kommer til at ske, hvis ikke folk de ændrer deres indstilling. I tre år går Jesajas nøgen rundt. Prøv lige at forestille jer, hvilke tilråb han har fået. Prøv lige at forestille jer, hvor ydmygende det må have været for ham at gå rundt på den måde. Prøv lige at forestille dig, hvordan han er blevet ham den skøre, ham der skulle lægges ind på dobbelukket. Og altså det ville aldrig ske her i Danmark. Aldrig. Det ville blive lagt i lås og slå øjeblikkeligt. Du havde overvejet at gøre det.

Men Esajas han ydmyer sig, fordi Gud har talt så tydeligt.

Jeg tror simpelthen ikke på Esajas og synes det der det var sjovt.

Jeg tror simpelthen ikke han synes det her det har været altså jeg kunne næsten forestille mig at havde man hørt det, så havde man tænkt lige i starten, ah, det må være en prank det der, eller ah, det er nok djævelen, der er på der er på rov der.

Men Esajas han var en profet og han kendte hyrdens stemme. Så han adlød i tre år. Prøv lige at tale om den lange seje kamp og at gøre noget som man ikke har lyst til. Prøv lige at tale om at få slippet kanter. Jeg tror lige Esajas han fik slippet nogle kanter da. Jeg tror lige han fik arbejdet med noget blfærdighed.

Hold da op.

Men Gud brugte ham, og fordi han var lydig det, så brugte Gud ham jo langt, langt mere op igennem. Esajas var enorm Guds elskede profet.

Vi har en anden gut, en ung gut, da han var 17 år, der blev han solgt som slave. Han hed Josef.

Og Josef får jo, han bliver jo udvalgt til at virkelig være noget stort. Og han får jo drømme om, hvordan nen skal bøje sig. Hvordan mennesker kommer til at bøje sig for ham. Og Josef er da det mest uvise menneske, der kan gå på to ben og blamere sig foran sine brød. Ah, I kommer til at bø knæ for mig alle sammen. Det var Og de tænker, hold da op, nu han har simpelthen fået storhedsværmid. Nu må du simpelthen stoppe. Men han ved, at han er kaldet til det. Og jeg forstår helt ærligt, hvis hvis vi sætter os ind i brødrenes situation, come on.

Hele livet igennem har Josefs far ikke lavet noget som helst andet end at forkæle den snotunge sydensjælk tiler mig. Han skal ikke ud og passe for. Næ næ, han skal læres op, og han skal læse, og han skal alle de andre. Nej, de passer bare gedere for. Jeg forstår godt, de har været jalou. Jeg forstår godt, der har været misundelse i hele den her flok.

Og så kommer han og fortæller, at de andre skal bøje knæ for ham.

Misundelsen den den vokser ind i de her brødre. Og det ender jo med, at de får smidt ham ned i en brønd, for solgt ham og fortalt hans far, amen. Han er desværre blevet spist af det vilde dyr. Åh, de er gået med en skam simpelthen så længe. Men helt ærligt, prøv lige at overvej Josef, han ser jo virkelig, hvordan alting er bare for ham.

Men han ser alligevel, hvordan han kommer ind på toppen af poppen i Egypten. Han ser, hvordan han kommer ind til hoft. Øhm.

Og hvad sker der?

Der bliver lagt an på ham, af selveste dronningen.

Hun forsøger at få en affære med ham. Og han er bare ægte og ren og siger, det kan du godt glemme, det der. Det vil jeg ikke være med til. Og hvad gør hun? Hun laver et plot imod ham og får ham smidt i fangehullet. Hun lyver.

Der sidder han og rådner op.

Og helt ærlig, jeg tror, han havde mistet alt håb.

Først bliver den ene frigivet, så bliver den anden frigivet, og så sidder han stadigvæk der og rådner op. Og hvis I tror, det har været sjovt at sidde i fængsel der, så kan I godt tro, om det har været modbydeligt.

Har ikke haft toilet. Jeg han har ikke fået ordentlig mad. Han har siddet der og rødnet op i sin lænker.

Men hvad sker der, når Gud han har kaldet? Så har han kærlighed. Og det der sker på vejen derhen er oftest med til at forme os til dem vi er og til det vi gør. Og for Josef har det været noget af det sejeste træk, han kunne trække. Men til gengæld så er han så knust og så ødelagt.

Hans eget ego er ødelagt. At når han får lov at komme ud, så ved han, han er 100% afhængig af Gud. Han er 100% afhængig af Gud. Og Gud rejser ham op.

[fnyser] Hvis vi tager en anden gut. Lad os tage Moses. Han er også en af dem, vi kender.

Kender ham fra at have ledt [rømmer sig] folket ud fra Egypten henover det røde hav i en vældig lang, lang tur ude i ørkenen.

Moses han er 40 år ved Hoffet, og da han er ved Hoffet, der kommer han til at slå en mand ihjel og flygter. Og han går med den her skyld og skam indeni.

Og nu skal I tænke på, han har været igen toppen af poppen. Han har været pofars søn.

Han har chancen for at komme tilbage, men han vælger at flygte, for han ved det forkert, det han har gjort. Og han ved, at det er en af hans egne folk han eller at det er hans egne folk, der der er i slaveri. Så han flygter. I 40 år er han i ørkenen.

Så han går fra at være det højeste stort set man overhovedet kan være i hele Egypten. Og Egypten var på det tidspunkt virkelig et stort område. Det var virkelig et område med magt og pragt.

Virkelig et rigt område. Kæmpe kæmpe.

[rømmer sig] Han var en af de højeste man egentlig kan blive i verden, tror jeg.

søn af kongen, så går han fra det til at blive det laveste af det laveste, man overhovedet kan blive. Forpasser, som ikke kræver noget ud, går alene i ørkenen. Det er bare uh bang.

Fuldstændig nedtur. Der går han i 40 år.

Så kalder Gud ham. Wow, nu sker der noget.

Så leder han folket ud af Egypten, og i 40 år skal han gå sammen med dem. Og nu skal I lige forestille jer, de har set de vildeste mirakler. Altså de har set, prøv lige at forestille jer at gå og se hele Nilen blive ryd af blod. Vand overalt der bliver ryd af blod. Forestil jer, hvordan der kommer græshop og fluer. Og det har været helt vildt, hvad der er sket i de her 10 plager. Guds storhed har været enorm. Altså sådan wow. Og jeg tænker også Moses har haft den der wow Gud han er virkelig sej. [latter] Høj.

Men i de 40 år i ørkenen, [rømmer sig] der oplever han nok det sejeste træk ever, han har med mennesker at gøre. Lige pludselig.

Mennesker der brokker sig. Mennesker der ikke tror på at Gud er Gud. Mennesker der ikke gider at adlyde. Mennesker der [rømmer sig] de ser Gud hver dag. Det vi er lige nød til at forholde os til. De ser Gud hver dag om dagen som en sky, der følger dem. Om natten som en ildsøjle hver dag. De får manna sendt fra himlen hver dag. De får vand fra Gud fra klippen, som følger dem hver dag i 40 år. Men ikke desto mindre, bare fordi Moses lige går op på Sinabjerget og skal hente de her tavler, [rømmer sig] de 10 bud. Da han kommer ned igen, hvad sker der? De har lavet en guldkalv. De har begyndt at få afguder.

Åh, han bliver så vred, så han kyler de her stentavler ned i jorden, og så starter vi forfra igen. Går op og henter nogle nye, kommer ned igen. Der bliver afgudsdyrkelse. Der bliver folk bliver vrede på ham. Folk de brokker sig. Vi får ikke noget kød. Kom nu med noget kød. Og der er ikke det, de ikke brokker sig over.

På et tidspunkt der siger han faktisk i fjerde Mosebog 11:15: “Dræb mig hellere”, siger han til Gud.

Han er så frustreret. Han kan ikke være i det.

Det er et langt sejt træk det her. Han kan ikke, han kan ikke, han kan ikke se sig ud af det, men han bliver ved, og han bliver ved, og han bliver ved, fordi Gud har kaldet ham.

Og det ender med, at han leder hele folket ud af Egypten, ind i det låede land, fordi han holdt ved, også selvom hans kød råbte og hans sind råbte: “Jeg kan ikke mere. De her mennesker, lad mig føre nogen ud, der ikke er mennesker.

Dyr. De kan da mindst ikke gøre modstand.

Men han var kaldt til den opgave, og han var nødt til at fuldføre den.

>> [rømmer sig] >> En anden gut, som er fantastisk at tage frem, David. David, som var en mand efter Guds hjerte, øjmand.

[fnyser] Han bliver salvet til at blive konge. Og han ved i en ung alder, at han skal være konge.

Og han ser jo, hvordan Gud på fantastisk vis får ham ind på paladset. hvordan han får sin bedste ven Jonathan derinde.

Hvordan de åh har det godt. Og han ser lige pludselig, hvordan den kære konge ikke synes, at David er velkommen.

Så han flygter.

Fra selve salvelsen af David, der regner man med, at der er gået mellem 10 og 15 år, inden han får kongedømmet.

Og i mange år har David skjult sig for ikke at blive slået ihjel af kongen af Jonathans far.

Han har været frustreret, og alligevel så har han handlet med et ædelt hjerte.

Flere gange kunne han have slået kongen ihjel. Flere gange han der haft muligheden for han endda været henne og skæ en snip af af kappen.

Men han holder sig til det Gud har sagt.

Jeg tror virkelig, han har haft rigtig mange kvaler med det. Jeg tror virkelig, han har følt det så forkert. Han har ikke anet, hvad han skulle gøre. Det har været sejt. Det har været langt, men han holdt ud. Og David var virkelig en af de mennesker, som bliver fremhævet i Guds ord, og som vi virkelig ser, hvordan wow. Men han går også lidt for langt, og derfor så får han ikke lov til at bygge templet selv, fordi han har udgydt for meget blod. Og det er så hans søn, som skal bygge det her tempel i stedet for.

Øhm, en anden en anden sjov episode, jeg er dykket ned i, det var Samuel.

Samuel han var jo profet. Samuel han blev givet ind i tjenesten, da han var helt lille.

Og han er vokset op som en Guds profet.

Han er vokset op som et Guds barn. Han er virkelig vokset op som ja, [rømmer sig] lært at høre Guds stemme. Og han har gået og været den her profet for folket.

Folket vrager ham og siger til ham: “Vi gider ikke have dig længere.

Vi gider ikke have alt det der. Vi vil have en rigtig konge. Vi vil have en menneskekonge.

Så du skal sørge for, at vi får en menneskekonge i stedet for alt det der pjat. Og det er faktisk derfor, at hele kongedømmet bliver sat ind som det, vi kender det i dag. Hvor Gud også siger, jamen hvis I sætter en konge ind, han vil tage det gode jord, og I vil få det dårlige.

Det er ligegyldigt. Det er lige meget.

Vi vil have en konge. Vi vil have en konge. Jamen, kom nu. I ved ikke, hvad I gør. Det er lige meget. Vi vil have en konge. Og Gud, han giver sig.

Og han giver dem en konge.

Men ikke desto mindre Samuel han bliver i den gang eller i den grad vraget efter at været profet i så mange år. Dybt dybt dybt frustreret.

Men han blev ved. Han blev ved og vendte aldrig ryggen til Gud. selvom han har været frustreret herinde.

Og jeg tænker, at at selvom vi ikke altid forstår, hvad det er Gud vil, selvom vi ikke altid forstår Guds plan, så når Gud han har sagt gå, så skal vi gå. Jeg kan huske i starten, da jeg begyndte at gå på gaden, der synes jeg godt nok, øj mand, hold fast, hvor kunne jeg godt nok gå på gaden. Altså jeg gik jo på gaden tre dage i ugen, fast i et år.

Og jeg synes det var, det var virkelig øhm jeg sådan på et tidspunkt skal jeg blive ved med det her. Der er jo ikke nogen frugt af der og jeg ser jo ikke nogen der omvender sig og det var jeg så mængder af mennesker der kom til tro. Men det var godt nok ikke igennem gaden. Det var gennem alt muligt andet. Det blev til relation.

Det var fantastisk. Men der hvor jeg gik og der jeg var oplevet at at jeg skulle gå så ikke noget.

Men jeg blev ved, og jeg blev ved, og jeg blev ved. Og [rømmer sig] til gengæld så oplevede jeg, at Gud han åbnede så mange andre døre igennem det, at jeg gik på gaden, fordi jeg fik kontakter til den ene og til den anden og til den tredje. Og jeg så ved, at jeg var lyde i det små, selvom jeg ikke havde lyst, selvom det var koldt, selvom det regnede, selvom det var minus 10 grader, så var jeg ude og købe flyverdragter og alt muligt andet, der gik på gågaden alligevel, fordi det var det, Gud, han havde kaldt mig til at gøre.

Jøj hvor havde jeg ikke lyst til det.

Men jeg gjorde det, fordi jeg vidste, det var rigtigt. Jeg gjorde det, fordi det står i Guds ord. Jeg vidste, at hvis ikke jeg gør det, hvem gør det så?

Det er mit ansvar at fortælle om Jesus til dem, jeg er sammen med. Jeg kendte ikke andre, der gjorde det. Jeg var nødt til at gøre det.

Og jeg stoppede ikke, fordi Gud sagde stop, men jeg stoppede, fordi pludselig så oplevede vi, det var ikke noget, vi selv begyndte på, men vi oplevede at folk begyndte at ringe til os. Kan I ikke godt bede for os? Kan vi ikke bede?

Kan vi ikke godt? Fire dage om ugen kom der mennesker hjem til os, som vi bad for.

Så jeg kunne ikke nå begge dele.

Men at se, hvordan Gud han navigerer rundt, så når vi bare er lyde i det, han kalder os til, så pludselig så åbner han en ny dør og en ny dør og en ny dør og en ny dør.

Problemet er, at rigtig rigtig mange af os tænker, det der det er simpelthen, det overgør jeg bare ikke mere. Det er kedeligt. Sker der ikke snart noget nyt?

Og så stopper vi, fordi vores kød siger stop. Fordi vores sind siger stop. Hold nu op med det der. Bare find på noget andet. Eller nu kan du godt slappe af.

Eller Problemet er, hvis vi stopper der, du ved ikke, om det gennembrud Gud han havde for dig og din tjeneste var lige rundt om hjørnet. Men du stoppede fem skridt før hjørnet.

Jen, det kan du altid komme og sige. Nu har jeg været aktiv i, du ved, hvor mange år. Jo, jo, jo, jo, jo. Jeg ved, at du ikke gik nøgen rundt i tre år.

Jeg ved, at du ikke i 40 år havde, jeg ved ikke, hvor mange mennesker, millioner af mennesker, som du skulle lede ud, som var frygtelig irriterende og brokkede sig og nedgjorde dig.

Jeg kan nævne mange, mange flere fra biblen, som har stået i det her lange, lange seje træk. Og jeg kan være helt sikker vid på, at selvom du tænker, du har haft et hårdt liv, så har du ikke haft et hårdt liv, hvis jeg sammenligner med nogle af de andre.

Og de gik alligevel, og derfor så de Guds velsignelse.

Og noget af det, jeg har lært af virkelig at komme herud øhm og bygge og bygge og bygge og bygge og bygge og ja, det har virkelig været det der med Gud, uanset hvad jeg gør, så vil jeg gøre det til ære for dig. Jeg vil ikke gøre det for mennesker.

Jeg vil ikke gøre det, men jeg vil gøre det til ære for dig. Og hvad du kalder mig til, der er ved at gå, også selvom det ikke giver mening.

Og så var det jo så fantastisk midt i det hele. Jeg kan huske, tror også Birte, hun har nævnt den et par gange, men hvor vi står der, og alting, vi byggede hallerne heroppe, alting gik i stykker, alting koksede. Alting var bare møg møg møg. Det regnede det. Alle maskinerne gik i stykker. Selv vores helt nye minigar gik i stykker. Alt døde bare. Alt. Altså jeg kan ikke nævne noget der ikke gik i stykker og noget der ikke var bag.

Altså det var virkelig op ad bakke. Og så var der faktisk nogen, der begyndte at sige til os, er I er i sikre på, er I sikre på at det var Gud der sagde I skulle bygge de der haller? Og så pludselig så begynder man begynder man at tvivle og have den der, jamen gik vi egentlig bare jeg har en kraft.

Og så sender Gud en af de rigtig rigtig rigtig trælse dage sender han på finurlig vis en gut, som vi absolut ikke har noget at gøre med, og som absolut ikke havde været her før, og som er på vej til eksamen, og Gud begynder at tale til ham i bilen, og han siger, Gud, jeg skal nok køre til Klovborg og sige det, men jeg skal lige til eksamen, så siger jeg det. På vej hjem, der kører han herop, og så siger han, jeg har fået et ord fra Gud.

Noah han byggede en ark midt i ørkenen, og folk synes han var fuldstændig benegal. I bygger bygninger i klov for synes I er fuldstændig gale. Men Gud kommer til at velsigne det.

>> Og så kom der bare to yderligere ord, hvor jeg bare tænkte, what?

Tak Gud. Det var lige det, vi havde brug for. [rømmer sig] Et ord for dig ind i stormen. Og så bliver man tanket på igen med den her.

Åh Gud, det er dig der kalder. Det er dig. Tænk så en mand, som vi ikke har noget med at gøre, gider at køre hele vejen herud til Glob for at fortælle et ord til trods for at han har bryllupsdag med konen og skal hjem og fejre det.

Wow. Tak Gud. Hvor er du vild.

Så vil bare opfordre jer til og virkelig prøve at spørge Gud, er jeg det rigtige sted? Eller er der nogle steder i mit liv, hvor jeg faktisk gav op, hvor jeg ikke skulle have givet op? Ikke fordi jeg gav op, men fordi jeg ikke gad mere.

Er der nogle steder, hvor jeg hvor jeg har taget arbejdshandskerne af?

Er der nogle steder, hvor hvor jeg kan gøre tjeneste for dig, Gud? Hvor jeg ikke gør det, fordi der er noget andet, jeg tænker, der er sjovere?

Hvor vil du have mig hen?

Og jeg tror, det er så vigtigt, at at vi stiller os selv de her spørgsmål. Hvor vil du have mig hen, Gud? Og hvor kan jeg gøre en forskel?

Hvor kan jeg gøre en forskel, Gud, for dig?

Selvfølgelig også, det er fint at gøre en forskel for kristne brødre og søstre og for alle mulige andre mennesker, men først og fremmest, hvor kan du gøre en forskel for Guds rige? Hvordan kan du være med til, at Guds rige vokser? Og det kan du kun igennem det lange seje træk. Fordi jeg lover jer for, at hvis jeg på efterskolen havde været ude at løbe de der kilometer, og jeg simpelthen havde sat mig ned og havde haft så ondt af mig selv, så ikke nok med, at det var blevet en dårlig oplevelse, men jeg havde heller ikke haft sejren med det, og jeg havde siddet der alene, og det havde bare været endnu mere øv, og jeg tror ikke, jeg var kommet hjem lige foreløbet, for det gjorde godt nok ondt i mine ben.

Men jeg valgte til trods for, at det gjorde ondt, så valgte jeg faktisk at løbe videre. Til trods for jeg begyndte at kunne smage den her blodsmag. Jeg blev ved og jeg blev ved og jeg pressede mig til det yderste. Og det kan godt være jeg havde en super dårlig tid at jeg gav alt hvad jeg havde. Og det er også det vi skal gøre ind i Guds rige.

Vi skal give alt hvad vi er. Alt hvad vi har ind i Guds rige. Vi skal ikke give op. Djævelen han ønsker han ønsker virkelig at stå og råbe dig ind i hovedet. Stop nu med det der. Giv nu op.

Du gider jo ikke mere. Prøv at se. Der sker jo ingenting når du gør det. Prøv lige at kigge tilbage på dit liv. Hvor meget har du overhovedet opnået igennem det her? Ingenting.

Nej, for du ved ikke nødvendigvis, hvad der sker nedenunder. Du ved ikke, hvad der sker i det åndelige, men det ved Gud, og det ved djævlen. Og derfor kommer han og prøver at stoppe dig. Og det vil han altid gøre. Så det der med virkelig at holde fast og sige, jeg tager det lange seje træk.

Øhm, jeg har lige lyst til at øh har lige lyst til at fortælle her til sidst en lille historie om en gut, som hedder Kenneth.

Kenneth vidste præcis, hvornår det begyndte. Det var en helt almindelig morgen, da tankene ramte ham med klarhed, han ikke selv kunne have fabrikeret, bygte op igen. Ikke en bygning af sten, men et åndeligt og praktisk fællesskab, som var smulret gennem konflikter, træthed og skuffelser. Han oplevede det som et kald fra Gud. Ikke dramatisk.

Ingen engel, ingen åben himmel, var den stille, ubøjelige overbevisning. Det er dig, jeg vil bruge. Og Kenneth sagde ja.

Og med det gav han i praksis alt, hvad han havde og alt, hvad han var. Timerne forsvandt i planlægning, samarbejde, samtaler, oprydning i gamle sår og ar, nye relationer, budgetter, der ikke hang sammen, teknologi, der drillede, og mennesker, der både var sultne og skeptiske.

Han bar visionen, økonomien, ansvaret og bekymringerne. Når andre gik hjem, så sad han tilbage med alle til du listerne. De første måneder gik på ren begejstring, men så kom stilheden. Ingen nye.

ingen profetiske ord som satte øh hans situation på plads.

Alt virkede som om at himlen var lukket.

Kenneth bad. Han fastede. Han græde i bilen på vej hjem. Svaret var det samme.

Tavshed.

Ikke fjendelig.

Bare tavshed.

Undervejs blev der rigeligere grunde til at give op. Dem han troede ville stå tættest med ham faldt fra. Nogen misforstod ham, andre kritiserede ham for netop det, han bar tungest på.

Nætterne blev længere. Søvnen blev mere overfladisk. Han begyndte at tænke, har jeg bare misforstået alt? Har I kørt mit eget projekt i Guds navn? Alligevel stod han op næste dag, mødte op, sendte mail, ringede op, bad endnu engang med de andre, bad en simpel bøn. Jesus, hvis det her er dig, så giver du mig det, jeg skal bruge i dag. Ikke i år, ikke i morgen, men i dag. Gennembruddet kom ikke som lyn fra en klar himmel, men som en dag, hvor han pludselig opdagede, at noget var forandret. Mennesker, der før var lunkende, begyndte at tage ansvar.

Nogle delte et vidnesbyrt om, hvordan netop dette fællesskab havde reddet deres tro. Økonomien begyndte stille at balancere, og midt i en ganske almindelig samling mærkede Kenneth det stærkere end nogensinde. Guds nærvær, som bare det hele. Senere, da han så tilbage, opdagede han, at miraklet ikke kun var gennembrudet. Miraklet var, at han ikke var stoppet i stilheden.

Gud havde været lige så nær i tagsiden som i gennembruddet. Kenneth havde ikke løbet hurtigt, men han havde løbet færdig, og det var det lange seje træk.

Og det var præcis, vi havde på et tidspunkt Morten Jonssen, som kom, som kom og undervise fra Anders.

Og Morten startede lige præcis sin bibelgruppe i en garage. Og han oplevede, at Gud lagde så stærkt på hjertet: “Sæt dig ud i den her garage og bed to timer en gang i ugen.” Det gjorde han.

Han oplevede, at han fik, at Gud ville sende mennesker. Der kom ingen. Så kom hans far. Så sad de to og bad sammen en gang i ugen, to timer.

Så kom hans bror.

Så sad de tre sammen, men der kom ikke nogen. Og han blev ved, og han blev ved, og han blev ved, og han blev ved, og han blev ved, og han blev ved.

Og pludselig så begyndte Gud at sende.

Det var ikke ham, der gik ud og hentede, men det var Gud, der sendte.

Og pludselig så sad de 20, og så kom der flere.

Og i dag har de købt et nyt hus i Randers for at være i.

Men bare for at sige, når Gud han lægger en vision på dit hjerte, så oplever man ofte, at nogle gange kan det være stille. Nogle gange svarer Gud ikke igen. Nogle gange du kan spørge Gud nok så mange gange, men du får ikke svar. Hvorfor? Fordi du kender godt svaret. Det er bare dit sind. Det er bare dig som person. Det er dit kød, der har brug for at få det bekræftet igen og igen og igen. Fordi tænk sig, hvis nu du går galt i byen, og tænk sig, hvis nu Gud har fortrudt, hvilket han aldrig gør. Men du kan være sikker at vis på, at når Gud han ikke svarer dig, så er det oftest fordi at det allerede står i Guds ord eller fordi han har talt, så du har forstået det.

Så vil bare sige, hold ud.

Hold ud og spørg Gud, er jeg det rigtige sted? Løber jeg det rigtige løb, eller er jeg kommet over i den forkerte løbebane?

Fordi når du kommer over på den rigtige sti, øj, han velsigner. Nøj, det kan være hårdt, men nej, hvor er det velsignet at gå for ham.

Amen. Ja.

Luk