Åndens gaver, frugter og nådegaver

Læs hele indholdet af undervisningen 'Om det profetiske'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

Jeg vil tage en lille bitte smule om det profetiske, og jeg kommer ikke til at sige noget i særlig lang tid, fordi det der er vigtigere, det er, at vi får lov til at komme ud og prøve og opleve, hvad er det der sker, når vi tager hul på det profetiske. Ja, jeg vil starte med at læse Første Korintherbrev kapitel 14, de første 19 vers. Der står der: Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske.

De der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. Men de der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem der hører det. De der taler i tunger, styrker sig selv, men de der profeterer, styrker menigheden.

Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger, medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden får gavn af det. Hvis jeg kom på besøg hos jer, kære venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning?

Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.

Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi jo stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, skal I være særlig opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden, jo flere jo bedre.

Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge den. Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. Hvad skal jeg gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden.

Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogle af jer alle sammen, men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.

Og hvis vi så lige hopper videre i det selvsamme kapitel, men vers 31, så står der: I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. Så vi læser rigtig mange steder, at nogen har den ene gave, nogen har den anden gave, og så videre. Paulus siger også her: Hvor ville jeg ønske, I alle sammen kunne profetere, og jeg kan sige præcis det samme her: Hvor ville jeg ønske, I alle sammen kunne profetere.

Er det fordi, at vi ikke kan? Nej, for der står jo lige, at vi alle sammen kan komme til at profetere, den ene efter den anden. Problemet er bare, at rigtig, rigtig få tror på, at de kan få profetiens gave. Og rigtig få har den der, hvis man har hørt nogle profetier, har hørt andre, så begynder man at sammenligne sig, og så tænker man: Okay, det er lidt vildt det der, det der kommer jeg ikke lige hen. Og så begynder man at kigge på mennesker i stedet for at

Kigge på Gud, og Gud han har så mange løfter til os, og Gud han er så god, og han ønsker at bruge os alle sammen ind i hans rige. Selvfølgelig skal vi ikke alle sammen sidde her og profetere munden på hinanden, for det ville være fuldstændig uoverskueligt. Nogle af os er udvalgt som profeter, som har en særlig profetisk nådegave, som virkelig er spot on og virkelig udviklet.

Men hvordan får man hul på den her gave? Fordi hvordan finder man ud af, man er profet? Hvordan finder man ud af, hvilke gaver man har? Paulus er så klar her, som I så klar. Han skriver, vi skal stræbe efter, så mange som mulighederne har sagt, stræb efter flere af gaverne. Det betyder, du er nødt til at have en længsel indeni efter at kunne komme til at få alle åndens gaver, og som der står, primært dem der er til opmuntring i menigheden, eller ikke bare i menigheden.

Jeg vil sige, der hvor du møder folk, men menigheden er et fantastisk godt sted at øve sig til, når man så går ud og taler med nogen, som absolut ikke er i det hellige fællesskab her. Der håber jeg, det kan godt være, at vi kender ikke hinanden dybt og indtrængende og så videre. Der er rigtig mange, hvor man måske kun lige har sagt hej, men i bund og grund så bør vi, fordi vi alle sammen har samme klippe, samme fundament. Vi tror på Jesus, så bør vi have samme fundament og dermed også kunne stå foran hinanden i kærlighed, stå foran hinanden på en helt anden måde, end vi kan, når vi går ud i verden på en anden måde i forhold til tillid.

Og jeg ved godt, det er super svært, men tillid er faktisk noget, man vælger. Vi læser tilbage i det Gamle Testamente, der står der flere eksempler på – jeg vil ikke læse nogle af dem op nu – men der står flere eksempler på, at når Helligånden kom over personer, så den måde, man kunne se det på, var, at de begyndte at profetere.

Vi læser også for eksempel i Apostlenes Gerninger, som jo, det er jo den første menighed, det er de første kristne. Vi læser – jeg vil lige prøve at læse kapitel 19, de første syv vers. Der står: Mens Apollos opholdte sig i Korint, rejste Paulus videre til Galatien gennem det indre højland og kom ned til Efesos. Der traf han en flok disciple og spurgte dem: Fik I Helligånden dengang I kom til tro? Vi har engang hørt, der findes en Helligånd, svarede de. Hvilken dåb er I da døbt med? spurgte han. Johannes Døbers dåb, svarede de. Johannes døbte dem, der havde taget afstand fra deres synd, og han sagde til folk, at de skulle tro på en, som kom bagefter ham, det vil sige Jesus.

Så snart de hørte det, lod de sig døbe til at tilhøre Herren, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. Wow, se, det er sådan, når vi snakker det profetiske, så er vi sådan, at vi putter det tit i en boks. Jamen, når man profeterer, så taler man ind i fremtiden, ellers så er det ikke et profeti, men det er det faktisk ikke, fordi netop hvis man læser det Gamle Testamente omkring, hvordan profetier var, så rigtig mange af de profetiske ord, der kom, var om Guds storhed.

Det var profeti om, hvor vild Gud var, hvor fantastisk han var, om Guds under, om hvad han havde gjort hele vejen op igennem historien. Det var et profeti, når Guds ånd kommer over en, og man ikke kan holde sin mund, men bare priser Herren for ting, hvor man tænkte: Wow, kom det lige ud af min mund? Hold da op, se, der en flot bøn, der lige kom der, hvad? Uha da da. Det handler ikke om at lave flotte bønner, men det handler om, at når Herrens ånd kommer over en, kan man blive så wow, og pludselig begynder man at bede nogle ting ind, man overhovedet ikke havde planlagt eller forestillet sig, man skulle bede om.

Det er en profetisk bøn om Guds storhed og sådan.

Nogensinde set på det før, men når vi priser Herren, og han lægger det på jeres hjerte, som I skal bede, når det er ham, der leder jeres bøn, allerede der træder I faktisk et skridt ind i det profetiske. Jeg har oplevet det mange gange, også inden jeg begyndte sådan at kunne se billeder og sådan noget, så kunne jeg opleve, at når vi sad og bad for nogle mennesker, så bad jeg bare almindeligt, og så kunne jeg for eksempel lige pludselig bede om: Kære Gud, vil du godt hjælpe den her person til at kunne sove om natten, så vedkommende ikke får mareridt mere. Og bagefter sad personen: Hvor vidste du det fra? Det var bare, det kom bare lige ud af min mund, sådan lige, det var ikke noget, jeg vidste, det var bare sådan.

Jeg har oplevet at bede for folk, altså sådan en lang bøn. Jeg kan huske for nogle måneder siden, der var en, der ringede til mig, som lige kom fra det muslimske, og spurgte om jeg måtte, eller jeg ville bede for hende. Hun havde aldrig oplevet forbøn før, hun anede ikke, hvad det var for noget. Jeg begyndte bare at bede, og jeg bad bare alt det, der faldt mig ind, og jeg anede ikke noget om kvindemennesket, altså hun virkede utrolig sød. Jeg vidste ingenting om hende, og jeg følte slet ikke, at jeg fik en masse ord og billeder, jeg følte ikke, at jeg fik en masse fra Gud.

Jeg begyndte bare at bede, og alt det, der lige faldt mig ind, det bad jeg bare, og der var bare, hun var grådlabil, kan man godt sige. Er det ikke det, det hedder? Hun græd og græd og græd, og jeg tror i hvert fald, det kostede fem pakker Kleenex, fordi Gud rørte hende, og jeg stod bare i den anden ende og fattede ikke en bøn af, hvad der var sket. Men Gud rørte hende, fordi jeg bare lod mig lede af ånden. Og det handler ikke om mig, men det handler om, at når man får en intuition, så følger man den, og så kan man føle sig rigtig, rigtig dum.

Prøv at tænke sig at bede: Kære Gud, vil du gøre, så den her person ikke får mareridt mere. Ja, hvad snakker du om? Jeg har aldrig mareridt. Så føler man sig så dum. Nej, nej, det var bare, undskyld, altså det, jeg tænkte, det kunne måske være, at ø, så tænkte jeg bare, så ville jeg bede. Jeg har også prøvet at bede sådan nogle ting, som ikke gav mening, men det, der er fedt i det, det er, at når man tager sig sammen og giver sig selv et spark bagi og beder det, der kommer ind i ens intuition, Gud belønner det.

Og Gud bruger mere og mere, og man vil opleve nogle perioder, hvor man simpelthen får noget, som bare ikke er fra Gud, og så får man den der bagefter: Ups. Så har man lyst til at træde et skridt tilbage, og så har man lyst til at have den der: Jeg skal i hvert fald ikke åbne min mund en anden gang og sige noget fra Gud, fordi huh, det er godt nok pinligt, og jeg har da slet ikke lyst til at være budbringer af noget, som ikke er fra Gud. Så derfor er det rigtig, rigtig vigtigt, hvordan vi bringer det, vi får.

Men vi behøver ikke nødvendigvis at gå ud og sige: Så siger Herren, jeg. Nej, det er, lad nu være. Hvis du virkelig, virkelig oplever noget, som du bare ved, som I ved, ved, ved, ved, som I absolut ved med ved på, er fra Gud, så kan du godt sige: Jeg oplever virkelig, Gud siger sådan og sådan. Men ellers så bare komme i ydmyghed: Jeg oplever virkelig sådan og sådan og sådan, jeg føler, jeg skal sige det. Og det, og det, og så må man mærke efter.

Der står også, et profeti, det skal vurderes, og det vil sige, når vi skal øve os lige om lidt på det her profetiske, hvis du får et ord fra en anden en, fordi vi er ikke nødvendigvis skarpt trænet i de her ting, så prøv lige at smage på det. Er det her, giver det mening? Er det her, kan det godt være, er det fra Gud? Er det en med at begynde at argumentere dine tanker lidt bagenden og sig.

Jeg skulle bare sige til dig, at Jesus, han elsker dig. Wow, kan man få en besked, der er vildere? Kan man få en besked, der er dybere? Det er hele essensen i det: han elsker dig så meget, han gik i døden for din skyld. Selvom det er lidt med din forstand, behøver det ikke at være lidt, og det er rigtig vigtigt. Det er rigtig vigtigt, at vi kommer ind i den her gave med ærefrygt for Gud, men også i kærlighed både til ham og i kærlighed til hinanden.

Du skal aldrig nogensinde gå ud i det, fordi du tænker, wow, det her, det er fedt. Så kan jeg bare lige vise folk her, hvad jeg kan, jeg skal bare lige, de skal bare lige have noget, så den passer der. Så kan jeg sætte dem på plads med et profetisk, og så, det må du aldrig bruge det til på den måde. Aldrig, aldrig, aldrig. Gud kan godt forandre igennem det, men får du et billede, hvor det skal forløses, altså for eksempel, lad os sige, at du får et billede af, du beder for en mand, og du får et billede af, at han er i gang med at tæske sin kone for eksempel. Huh, det er svært. Hvordan skal man overlevere sådan noget? Og hvad nu hvis det er dig selv? Hvad nu hvis det var dig selv eller djævlen, der gav dig det her billede? Hvordan får man sådan noget overleveret?

Det gør man i kærlighed, og det gør man ikke ved at sige, ved du hvad, du får simpelthen bare tæsk derhjemme, og jeg oplever simpelthen, at du skal bare skride fra din mand nu, gå. Nej, fordi for det første, så er det ikke fra Gud, at man skal gå fra ægtefællen, ikke i første omgang, medmindre der er utroskab i det. For det andet, så er det ikke gjort i kærlighed. Men man kan bringe det på en helt anden måde og sige, ved du hvad, jeg oplever simpelthen bare så tydeligt, at der er nogle ting i hjemmet, der bare ikke fungerer. Jeg oplever simpelthen undertrykkelse, og jeg ved, at Gud, han er bare god ind i det her, og han ser dig. Han ser dig lige præcis der, hvor du er, og han ønsker at hjælpe dig, og jeg tror måske, at det handler om, at der er nogle problemer med din ægtefælde.

Kan I godt se, stille og roligt, så lukker man den her pakke op, og så serverer man den på en måde, hvor folk, de sidder og tænker, wow, Gud, Gud han så mig. Så kan du bede ind i det. Gud har måske vist dig det her helt konkrete billede, fordi han ønsker, du skal bede forløsning ind i det. Sådan arbejder Gud, og sådan skal vi arbejde sammen med ham, for vi er hans redskab, og det er vigtigt, at vi ikke bliver hovmodige, fordi profetiens nådegave er ikke til stolte mennesker. Det er til de ydmyge og til dem, der har ærefrygt for Gud.

Og så kan man sige, jamen come on, vi har jo Helligånden alle sammen, altså os der sidder her. Jeg håber, alle er døbt med Helligånden, det tror jeg, så fedt. Vi har Helligånden. Hvad skal vi så bruge til at lære at sidde her og øve os? Det der giver da overhovedet ikke mening. Det år Helligånden kommer over disciplene, så profeterer de bare, hvor svært kan det være? Afsted, ud på vejen, snak, profeter, kundskabsord, videre, næste. Ah ah, næ næ, sådan spiller klaveret ikke.

Disciplene, de gik sammen med Jesus i tre år, de var i lære hos ham. I Det Gamle Testamente, der læser vi faktisk, at der var elever i profetskole, de lærte at profetere. Wow. Når vi bliver disciple, så lærer vi de ting, som Gud har til os. Vi skal netop ikke gå i stolthed.

Jeg hørte faktisk et vidnesbyrd med en gut, som, det var så ikke i forhold til profeti, men i forhold til disciplen af Guds gaver. Han havde læst i Bibelen, at man skulle gå ud og bede for de syge, og de ville blive raske, og han gik ud, og han bad for mennesker, og han bad, og han bad, og han bad, og han bad, fordi der stod i Bibelen, han skulle bede. Der skete ingenting, og hans kone var så træt af ham, fordi uanset

Hvor det gik hen. Jeg skal lige hen og bede for ham der. Jeg skal lige hen og bede for hende der, hun har krykker. Jeg skal også lige hen og bede for ham der, og der skete ingenting, og han blev frustreret, og han blev irriteret. Han havde bare sådan: Det står i Guds ord, jeg ved det skal virke. Hvorfor ser jeg det ikke i mit liv?

Så møder han en person, som har været på gaden rigtig mange gange og bedt for rigtig mange syge, og så siger den her person til ham: Ved du hvad, skal vi ikke sammen gå ud på gaden, så kan jeg tage dig i hånden og disciple dig? Bare det, at han underordnede sig og gik ud med en, som havde den her tjeneste, han så den ene efter den anden, efter den tredje helbred, som han aldrig havde set før. Der er noget vigtigt i at lade sig disciple. Der er noget vigtigt i at gå sammen med andre, så man ikke går i enegang og tænker: Jeg er bare bedst, og jeg skal bare ikke have noget med de der andre tossede mennesker at gøre, fordi jeg kan bare bedst selv. Sådan er det ikke i Guds rige.

Det kan godt være, du tror, at du er tosset, eller de andre er tosset, men jeg er mere tosset end alle til sammen, og så er du sikkert også tosset, hvis du tror de andre er tosset, fordi vi er alle sammen mærkelige, det er vi bare. Jamen, sorry to say, vi er bare mærkelige i forhold, hvis du sammenligner dig med nogle andre, og det er derfor Jesus, han elsker os. Det er derfor, han kan bruge vores forskellighed, fordi nogle er fod, nogle er ben, nogle er hånd.

Yes, en vigtig ting også, når vi går ind i det her, det er: Husk, husk, husk, husk, hvis du begynder at få nogle ting, og tankerne kører rundt med dig i manes, og du tænker: Ej, det er bare mig selv, så prøv lige at slå den der sidste fra, “det er bare mig selv”, og sige: Det gider jeg ikke tage med i aften. Det første jeg får, det er det, jeg bringer. Fordi hvis du siger den her: Det er bare mig selv, så kommer der ikke noget ud af din mund hele aften, og så snyder du dig selv, og du snyder andre, og du vælger ikke at være et værktøj for Jesus.

Så hvis I har lyst til at være med i det her, og det I skal ikke, det er ikke noget man skal, og vil sige jer derhjemme, hop ud i små grupper, workroom, work groups, hvad hedder det, whatever det nu hedder, og bed for hinanden om lidt, når vi kommer så langt. Jeg ved, der er nogen af jer, der har været med til det her før, og der er nogen, der er helt nye i det her og tænker: Det her, det bliver godt nok mærkeligt, og det er jo super fedt, at nogle af jer har været med til det, og nogen ikke har været med til det, fordi så kan man hvile sig sådan lidt op af dem, der har prøvet det før, og dem der ikke har prøvet det før, de lærer det ret hurtigt, og så kan man tage hinanden i hånden og se, hvad Gud han gør.

Yes, værsgo at profetere. Ej, det var bare noget pjat. Nej, det vi gør nu, jeg skal lige, hvor mange vil være med? Hvor mange har lyst til det her? Okay. Og jeg vil virkelig sige, hvis I sidder og tænker indeni: Jeg kunne virkelig godt tænke mig det, men jeg kan ikke profetere, så er det i aften, du skal være med. Det er der simpelthen. Det er i aften, hvis du sidder og tænker: Det her, det kan du ikke finde ud af, men du vil egentlig gerne herinde, så er det nu, du skal være med.

Yes, er der nogen, der ikke vil være med? Ej, hvor har vi det sjovt. Hvad? Nå, åha, det vi gør, det er, at vi deler jer op i grupper på fire, og nu er jeg lidt hård ved jer. I skal ikke sætte jer med nogen, I snakker med til daglig, det er for boten, slåen for boten, det betyder, det må man ikke. Og jeg siger det ikke, fordi at man ikke må have det godt og være sammen med nogen, man kender, men fordi hvis man begynder at spørge Gud: Har du noget, jeg kan give hende i det her menneskes…

Liv, og du kender personen, så kan du være 99 procent sikker på, at det er dine egne tanker. Og hvis du har nogle ting, du tænker, du vil gerne sige til den her person: “Jamen, jeg ved jo, at personen har det og det problem, og de døjer med det og det. Jeg har faktisk et godt råd.” Så kan jeg lige nu, kom den lige op, og så kan jeg lige… Det er ikke okay. Det er ikke i aften. Så kan du gøre det som ven bagefter og sige: “Ved du hvad, jeg har tænkt på det her. Jeg har overvejet, om du har overvejet sådan og sådan og sådan.” Hvis det er gjort i kærlighed, ja, men det er ikke meningen, at du skal komme med de gode råd i aften. Det er simpelthen ikke meningen.

Og jeg er også nødt til at sige, der er nogen af jer, ved jeg, som ikke har særlig mange ord, og det er helt okay. Det behøver ikke at være meget. Som jeg sagde før, et stille ord eller en sætning som “Jesus elsker dig” – wow, det er fantastisk. Hvis du er en af dem, der har rigtig, rigtig mange ord, vil du så ikke godt være sød og lade halvdelen af dine ord blive inde i dig i aften? Fordi vi skulle gerne igennem alle, og så… I er simpelthen lige nødt til, at hvis vi skal nå igennem, så er I også nødt til at have respekt for tiden og hinanden, og at alle når at komme rundt. Så jeg siger det bare, fordi jeg ved, nogen snakker helt enormt lidt, og nogen snakker helt enormt meget, så lige prøv at afveje eller vægte det med hinanden, inden I starter på det her.

Så er jeg nødt til at sætte jer ned og bede sammen kort. Tro på, at der er kraft i en bøn, uanset om den er lang eller kort. Gør det kort. Bed Gud om at give jer vejledning og visdom til, hvem der skal hvad. Og så starter I simpelthen fra den ene ende af, beder for hinanden hele vejen rundt. Den, der bliver bedt for, skal egentlig holde sin mund. De andre, der beder, enten… Så er der en, der taler i tunger, og en anden, der får: “Okay, jeg skal udlægge tungetalen.” Så gør I det, og når man får den der udlæggelse, så er det ikke et spørgsmål om oversættelse, det er et spørgsmål om, at man får den her fornemmelse indeni: “Jeg mærker virkelig, at det der blev sagt, det var sådan og sådan og sådan. Jeg mærker virkelig, at det var det og det.”

Og prøv nu at droppe jeres kontrol og jeres alt muligt. Det er pinligt og alt muligt, altså. I kan lukke den der dør op, og så kan I smide det hele ud – af kontrol og pinlighed og alt muligt andet. Og når vi så er færdige i aften, så kan I gå ud og hente det indeni. Tag hjem. Det er okay. I kan også lade det ligge for altid, det ville være rigtig dejligt.

Men som jeg siger, der er rigtig mange, der ikke har prøvet det her, og det er okay, at det er pinligt, flovt over for hinanden, fordi vi er i samme båd. Vi øver os. Så hvis man for eksempel giver en tungetale, og der er en, der sidder, eller andre der sidder: “Jeg fik simpelthen ikke nogen udlægning af det. Det gjorde jeg bare ikke.” Fint, så prøv selv at spørge Gud: “Har du udlægning til mig af det, jeg lige sagde?” Og hvis du ikke får noget, så er det helt okay. Lad være med at fortvivle. Lad være at fortvivle, så bare bed for personen i stedet for. Så kan det være, der lige pludselig kommer et billede eller et ord. Forvent, at de får noget, men lad være med at forvente, at når Gud taler, at så bliver det… Du skal lige… Det er slet ikke den stemme, han har. Det er en stille intuition. Det er en stille og rolig, stille, stille, stille, stille og rolig tanke.

Og det er så vigtigt, at man så lytter efter i stedet for at tænke: “Jamen, det var bare mig selv.” Det er virkelig vigtigt. Så det er vigtigt, de kommer hele vejen rundt, og hjælp hinanden med at gøre det kort, fordi det tager faktisk rigtig lang tid at skulle bede for fire mennesker, når det er tre andre, der skal bede. Det tager lang tid.

Længere tid end I lige i.

Luk