Åbner i en ny fane

Åndeligt liv & Bøn

Læs hele indholdet af undervisningen 'Hvordan kan man mærke Guds nærvær?'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

Jeg havde sat emnet på til i aften som, hvordan kan man mærke Guds nærvær? Grunden til, at jeg har sat det på, er fordi, det er faktisk noget mange nævner, og alligevel så snakker de ikke rigtig om det. Men jeg oplevede til at starte med, da jeg virkelig kom i brand for Jesus og virkelig bad for mennesker, så var der mange, der faktisk spurgte mig i starten, om hvor er det vildt, når du så beder for mennesker, når du oplever det der mirakler. Kan du ikke bare mærke sådan en kraft, kan du ikke bare? Så stod jeg bare, nej. Skulle jeg det? Og så har jeg gået med den der, der er mange, der siger, om jeg mærkede lige Gud, eller…

Jeg har været enormt forvirret omkring det her, også fordi på et tidspunkt, der var der faktisk et lesbisk lovsangspar i en dansk kirke, som stod og ledte den her gudstjeneste og kom hjem bagefter og sagde, at det var så stærkt, og at Guds nærvær var så kraftigt. Jeg havde bare sådan, hvad? Hvordan kan de stå og sige, at Guds nærvær er så stærkt ind over de to, som lever i aktiv synd, altså uden at ville vende om fra det? Der var så mange ting, jeg forstod ikke det der. Hvordan er det egentlig, man mærker Guds nærvær? Hvornår er noget en følelse? Hvornår er noget et bedrag? Hvad er det for noget det hele?

Og så tænkte jeg, det er vi simpelthen nødt til at tage hånd på. Det er vi nødt til at prøve lige at grave en lillebitte smule i. Og jeg siger ikke, jeg har den endelige forkromede dybe løsning inde i det her, men jeg vil prøve at dele lidt både erfaringer af, hvad jeg selv har gjort, nogle oplevelser vi har haft omkring de her ting, men også lidt omkring, hvad siger Bibelen egentlig omkring det her med at mærke Guds kraft, mærke Gud generelt.

For sådan helt at tage fat på, hvad er følelsen af Gud, hvordan mærker man Gud, kan man mærke Gud overhovedet? Så oplever jeg mange, der siger… Nej, jeg kan ikke mærke noget som helst. Jeg oplever også mange, der får det der, oh ja, jeg kunne virkelig føle Gud sådan her ved, at det var bare så vildt. Så om man mærker det ene eller det andet, det er ikke nødvendigvis fordi det er forkert, men vi er bare nødt til at kigge på, hvad er faktisk Gud.

Jeg ved ikke, om der er nogen af jer, der for eksempel kan lide klassisk musik eller sådan et eller andet. Jeg elsker virkelig et flot stykke klassisk musik. Hvis man virkelig hører det, og det virkelig er smukt, det kan også være en eller anden sang, man bare synes er super fed, så kommer der kuldegysninger ned ad ryggen, og man kan bare mærke det sådan helt i kroppen, og de der violiner og celloer, de bare strømmer derudad. Man kan virkelig mærke det der rush.

Men er det den samme følelse, man står med, hvis man står i kirken til et lovsang, og føler Guds nærvær, var der virkelig? Og der vil jeg faktisk gå så vidt som at sige, det kan det godt være. Bare fordi man oplever noget, der lyder godt, bare fordi man oplever noget, der følelsesmæssigt påvirker, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er Gud.

Hvordan kan jeg sige sådan noget? Lad mig give et allerførste eksempel. Vi har oplevet, vi var med til en konference, og der var lovsang. Og der står der en kvinde, og hun tilbeder bare Jesus, og det er bare fantastisk. Og Billie kan se, at hun står og ryster med benene lidt, og hun går hen til hende og siger, hvorfor ryster du sådan med dine ben? Jamen det er Helligånden, der kommer over mig, jeg kan bare mærke det, det er så godt. Okay. Og skarp som hun er, så siger hun, jeg tror altså ikke, at det der er Helligånden.

Jo, det har jeg altid fået at vide, at det er Helligånden, der kommer over mig, og jeg kan også mærke det, så snart vi begynder med lovsang at komme ind i Guds nærvær, så begynder Helligånden at rykke, og jeg kan bare mærke det. Og Billie er ret skrap og siger bare, jeg tror altså ikke, det er Helligånden, det der. Synes du ikke, vi skulle prøve at bede for dig? Og det ender så med, at hun kommer ud til os, og vi beder for hende.

Og det viser sig jo, at det har aldrig nogensinde været skyggen af Helligånden, det der. Men det simpelthen var en dæmon i hende, der manifesterede sig noget så voldsomt, og hun havde også en masse, masse, masse allergier og alt muligt andet, som faktisk slap, da dæmonen slap hende. Men det var et bedrag, som både hun selv troede på, og som kirken, hun kom i, troede på. Alle omkring hende troede på, at det var Helligåndens manifestation. Og hun troede virkelig, at det var det her nærvær, at Gud kunne føle.

Så derfor er det meget vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad det faktisk er, der sker, og hvad det er, vi mærker, fordi Satan han ønsker at bedrage os. Satan han kommer virkelig, virkelig som en lysets engel, men er rådenskab. Ikke spor andet. Man kan sagtens få nogle følelser, når man er sammen med Gud, det kan man virkelig.

Da jeg kom i brand for Jesus, der oplevede jeg nærmest en total ny forelskelse. Og det var bare helt fantastisk, at jeg kunne ikke være i mig selv, fordi jeg skulle bare have fyldt op og fyldt op og fyldt op, jeg skulle bare have mere og mere og mere. Det var fantastisk, jeg læste og jeg læste og jeg læste. Det var så vildt, jeg kunne mærke det. Altså simpelthen sådan en elektrisk følelse i kroppen. Ligesom da jeg var smask nyforelsket, bliver det jo helt elektrisk. I ville ikke have set mig dengang, jeg var jo ikke til at holde ud at være sammen med.

Men på et tidspunkt, så sker der jo det, at det bliver hverdag. Og det betyder ikke, at forelskelsen skal gå over, men det betyder, at det ændrer sig fra at være forelskelse, altså hvor man rider på følelsen, til at være et nærvær baseret på vilje og kærlighed. Fordi kærlighed til en anden, til Gud, er jo netop, når tingene ikke går godt. Er netop, når det er svært overfor Gud for eksempel. Er netop, når der er konflikter i ægteskabet. Det er der, kærligheden virkelig bliver sat på prøve.

Så er det ikke baseret på en følelse længere, men så er det baseret på et valg og på vished om, at man elsker hinanden. Og sådan er det også med Gud. Man kan sagtens have den her, man kan vælge at tage en følelse af glæde på. Og jeg ved godt, at nogle mennesker kan også virkelig mærke Gud. Det kommer jeg tilbage til lige om lidt. Men jeg tror, det er så vigtigt, at vi ikke, ikke, ikke, ikke baserer Gud på en følelse.

Men nu kan jeg mærke ham. Nu kan jeg ikke mærke ham. Nu kan jeg mærke ham igen. Nu kan jeg ikke mærke ham. Fordi så kommer vores trosliv til at gå sådan her. Og det er ganske afskyeligt forfærdeligt. Fordi hvis troslivet går sådan, så tror vi, hej, men jeg kan bare ikke mærke Gud. Han er bare så langt væk, og jeg har ikke kunnet mærke ham den sidste måned. Han kan nok ikke lide mig. Det er bare så trist.

Men det betyder jo ikke, at han ikke er der. Det betyder ikke, at han ikke er der. Og derfor er vi nødt til med vores vilje at sige, jeg ved godt, Gud, han er der. Og det er uanset om jeg kan mærke ham eller ej. Det er uanset om jeg synes, det er en krise, en ørkenvandring, en whatever. Og jo mere jeg ikke mærker ham, så er det nok fordi, jeg er trådt ud af hans nærvær, og i bund og grund måske fordi, jeg skulle træde ind i hans nærvær, og bruge mere tid sammen med ham.

Og så ville vi opleve det. Jeg kan huske, vi bad på et tidspunkt for én, som overhovedet ikke var troende, og var kommet til tro. Vedkommende var virkelig meget åben, og oplevede virkelig Gud nærmest fysisk. Virkelig, virkelig stærkt.

Og på et tidspunkt, efter vi havde kastet en dæmon ud af den her person, så forsvandt den her følelse af, at Gud var så tæt på. Og det gav jo bare ikke mening. Og det der sker, det er, at personen her bliver simpelthen så bange, og får den her: Gud, hvorfor har du forladt mig? Først så bliver jeg fri fra den her dæmon, og så bagefter, så skal jeg gå helt selv, uden at du er med mig i det her. Og det var bare et ren og skær djævelsk bedrag, fordi Gud var ikke spor længere væk overhovedet.

Men jeg tror nogle gange, jeg negligerer slet ikke, at mennesker kan mærke Gud, og virkelig tæt på os. Men nogle gange er vi nødt til ikke at kunne mærke Gud, for ellers bliver vi afhængige af følelsen. Og det er så enormt vigtigt, at vi er afhængige af vished om, at han er der, uanset hvad vi føler. Og så er det bare fantastisk, hvis vi mærker noget.

Jeg mærker også nogle gange, hvis jeg beder for mennesker, ja, så kan jeg godt opleve lige pludselig, så får jeg bare gåsehud over det hele. Og jeg har slet ikke tvivl om, jeg ved det er Gud sådan. Jeg ved det er Gud sådan, jeg har slet ikke tvivl om det. Andre gange, så mærker jeg ikke så meget. Men ellers så mærker jeg ikke det store, udover lige at pelsen rejser sig op.

Jeg ville godt lige tage fat på Lukas’ evangeliet, fordi i Lukas’ evangeliet kapitel 6, vers 17-20, der læser vi faktisk om den her følelse, eller hvad man nu kalder det. Der står, da de var kommet ned fra bjerget, gik de ud på en slette, hvor mange af Jesu disciple samledes omkring dem. Der var også en stor skare mennesker, som var kommet for at høre ham, og for at blive helbredt for deres sygdomme. Der var jøder fra hele Judæa og Jerusalem, og folk så langt nordfra som kystområdet ved Tyrus og Sidon. Jesus uddrev mange onde ånder, og alle i menneskemængden søgte at røre ved ham, for sådan en kraft strømmede fra ham, at alle der rørte ham blev helbredt.

Så her taler vi om en eller anden form for kraft. Jeg har slet ikke tvivl om, at det her er Helligånden. Men der bliver talt om en eller anden kraft, og så skal man sige, at det er sådan en fysisk kraft, eller er det bare Guds? Hvis vi læser lidt videre til Lukas’ evangeliet, kapitel 8, vers 40-56, jeg vil ikke læse det hele, det er lidt langt her. Men der læser vi netop det her med, at Jairus har en datter, som er blevet rigtig syg og kommer hen til Jesus, og siger, at du er nødt til at hjælpe mig og bede for min datter osv.

Og på vej derhen, så sker der faktisk det, at der kommer en kvinde, som har lidt af blødninger i 12 år, og den her kvinde vil bare hen til Jesus og røre ved ham. Og det spændende af det hele, det er, at Jesus siger, at der var én, der rørte ved mig, insisterede Jesus, for jeg kunne mærke en kraft forlade mig. Så Jesus mærker noget her. Det er ikke bare Helligånden, som det kunne være i et andet eksempel, men han mærker faktisk en kraft, der forlader ham. Ikke forlader ham og bliver væk, men han kan mærke det. Og så sker der det, at hun bliver helbredt.

Og lige for at gøre den anden historie færdig, så ender det med, at Jairus’ datter går hen og dør, men det gør ikke noget, for Jesus kommer, og hun bliver rejst op fra de døde. Så det er jo helt fantastisk.

Men det her med, at kraften forlader Jesus, jeg tror virkelig, jo mere vi lærer Gud at kende, jo mere vi lærer at komme ind i hans nærvær, jo mere kan vi også få lov til at mærke ham. Og jeg sammenligner det lidt med det her med, hvis du tager en kande med isvand, og tager din mega varme hånd og putter ned i, så kan du bare mærke det. Og det er bare virkelig en kontrast af den anden verden. Og så er det, lige når vi kommer til tro. Det er bare en enorm kontrast.

Men jo mere vi har været i troen, jo mere tilpasser man sig troen, jo mere bliver det dagligt af. Det betyder, at der skal faktisk en del til, for at vi pludselig kan mærke. Det betyder ikke, at Gud ikke er der. Det betyder ikke, at Guds Helligånd ikke er der. Det betyder ikke, at vi ikke kan komme ind i Guds fællesskab og mærke ham. Men det betyder bare, at det bliver hverdag. Og ligesom kærligheden, hvor forelskelsen går over og bliver regulær kærlighed.

Og jeg tænker også, det der sker, det er, at tilbage i Det Nye Testamente, det er helt til at starte med, der stadfæster Gud en masse eksempler. Blandt andet så oplever vi det her med, at kraften forlader Jesus. Jeg har først kørt eksempler om mennesker, i dag også, som har oplevet præcis det samme. Men I kender historien fra Apostlenes Gerninger, kapitel 5 vers 1-11 omkring Ananias og Safira. Der sker der det, at de lyver overfor Guds folk om salget af en ejendom og pengene. Og fordi de lyver netop overfor Guds folk, så lyver de overfor Helligånden indirekte.

Og derfor så først dør Ananias. Og derefter, da konen kommer og laver præcis samme narrestreg og lyver, så dør også hun, og de bliver båret ud. Og det sjove, det hele der, vi læser overhovedet ikke om sådan nogle episoder her senere, og der er ikke særlig mange, der oplever sådan nogle ting her senere. Men jeg tror virkelig, at Gud, han ønsker at stadfæste et eksempel på, at han er den samme i går, i dag og til evig tid. Og bare fordi han ikke straffer her nu.

Jamen, lige det her, da det her sker, det er jo faktisk meget tæt på overgangen fra den gamle pagt til den nye pagt. Og ved den gamle pagt, der var det virkelig, hvis ikke man hørte efter, død. Eller man skulle stenes, eller man kunne vende om osv. Men der var altså kontant afregning ved kasse ét. Og for at vise, at Guds hjerte er jo stadigvæk det samme, han ønsker stadigvæk, at vi skal ikke lyve, vi skal vende om fra synd, så stadfæster han en af de eksempler her.

Og derfor, en af de ting, som også sker, og som vi jo heller ikke oplever i dag, det er, at da disciplene mødes med hinanden for at bede sammen, så begynder jorden efterfølgende at ryste. Og hvorfor? Spørger man så sig selv. Jamen, hvis nu, at Gud var en føle, føle, føle Gud, så kunne de jo alle sammen sidde med hinanden i hånden og bede, og så ville de alle sammen mærke Guds kraft, der bare kommer igennem dem, og så kan de mærke en eller anden elektrisk spænding, eller et eller andet, jeg ved ikke, hvad det kan være.

Men forstå mig ret, Gud kunne bare sende en følelse igennem dem, men det gør han ikke. Han stadfæster så klokkeklart, at han er der igennem en fysisk handling, netop igennem, at jorden ryster. Og jeg tror, disciplene havde brug for det her, fordi de var altså de første disciple på det her tidspunkt, de var de aller, aller første, der skulle ud at starte tjenesten. De havde brug for at vide, hey, Jesus har taget op til sin far, ja, han har sendt Helligånden.

Der sker der jo også, netop når Helligånden kommer, der kommer ild på hovedet af dem, de får tungetalen, de oplever at kunne tale i andre tungemål.

Der sker virkelig vilde ting. Og folk tror, at de er fulde, fordi de begynder at tale alle mulige andre sprog, som de simpelthen ikke forstår. Jeg har ikke et tvivl om, at Gud stadig fester de her eksempler til at starte med, for at sige, hey, jeg er med jer, nu skal I stole på mig. Fordi han kendte jo godt, han kendte Thomas for eksempel. Han havde brug for at mærke sårmærkerne, hullerne i hænderne, i fødderne. Han havde brug for det, selvom han havde gået sammen med Jesus i tre år, selvom han havde oplevet, hvordan virkelig Jesus han helbredte, gjorde de vildeste mirakler, gik på vandet, stillede stormen, alle de her ting.

Han havde oplevet det hele, han var der, han så det, og alligevel så har han svært ved at gribe det. Så det er klart, at disciplene efterfølgende har også brug for at vide, wow, Gud, eller Jesus han har forladt os op til sin far, men han har faktisk sendt Helligånden, og Gud sådan manifesterer sig på helt fysisk måde. Og det er bare så fantastisk. Og jeg tror, det er så vigtigt, når vi begynder at hvile i, at vi ikke går efter et følelsesrush med Gud, og tænker, jeg skal mærke Gud, hvis ikke jeg mærker Gud, så er han der ikke.

Når først vi kan lægge det ned, og bare søge Gud for at være sammen med Gud, og så ser vi, hvad der sker, så kan Gud sådan komme over os. Så kan vi få lov at opleve Guds nærvær. Og ofte, når jeg siger, at jeg ikke mærker Guds nærvær på den måde, så passer det ikke. Det er ikke helt rigtigt. Men det er mere fordi, man har den der følelse af, at man skal mærke noget inde i. Man skal mærke, at elektrisk strøm er gennem hele kroppen. Man kan putte et eller andet på, at man skal mærke noget bestemt.

Men sådan som jeg tror faktisk rigtig mange kan mærke Guds nærvær, når vi faktisk søger Gud, så kender jeg ikke det med, at der står nogen bagved og kigger på jer. I aner det ikke, men I kan bare mærke det. Og det er ubehageligt, når man ikke ved det, når man ikke har tillid. Kender I det? Det er der ikke nogen af jer, der gør. Jeg kender det. Jeg kan sagtens, hvis der er nogen, der kigger på mig bagfra, jeg kan simpelthen mærke det. Vi kigger om bagved. Nå, der var en, der kiggede på mig.

På præcis samme måde er det, når man søger ind i Guds nærvær. Forskellen er bare, at det her er ikke noget, der er ubehageligt. Men det her er en fred, der sænker sig, fordi Jesus er der, han kommer. Han er der sammen med os. Når det er nogen, der kigger på os, så ved man, at de kigger nok, fordi de kigger på min næse, eller på den bums, jeg har i panden, eller på hvad ved jeg. Man tænker, at de kigger på et eller andet, og det er ikke behageligt. Men når Jesus kommer, så er det trygt. Og det, vi mærker, når han kommer, det er fred.

Og jeg vil også sige, hvis man oplever de her ting med, at for eksempel man går i bøn, og man oplever nogle fysiske manifestationer i sin krop, hvis man ikke kan styre det og sige, det her, det vil jeg ikke, jeg har ikke lyst til det her nu, så kan du være helt sikker på, at det ikke er Helligånden. For eksempel at benet ryster, eller hånden ryster, eller man får tics med hovedet, eller hvad ved jeg, der kan ske alle mulige mærkelige ting. Men sker der nogle ting, og man ikke kan styre det, så er det ikke Gud sådan. Fordi Guds ånd, han har givet os vores egen frie vilje til at sige ja tak eller nej tak.

Og det er fint nok, at man kan sagtens få nogle manifestationer, når Guds ånd kommer over. Jeg har faktisk oplevet nogle enkelte gange, hvor jeg virkelig har bedt intenst, så mine øjenlåg simpelthen begyndte at stå bare… Jeg kunne slet ikke… Jeg kunne godt sige til mig selv stop, og så stoppede jeg.

Men jeg kunne også bare lade det være. Det har jeg prøvet nogle enkelte gange. Men det, der er så vigtigt at forstå, det er, at forskellen til, hvad der er Guds ånd, og hvad der er djævelens bedrag, er altså der, at Guds ånd… Kan du sige det her, det har jeg ikke lyst til? Det vil jeg ikke. Eller jeg kan huske Mathias, som har været her nogle gange og undervist. Han tog mig på et tidspunkt med på en lille bønneskole, hvor vi skulle bede rigtig meget.

Så starter han med at sige, at nu går vi rundt, og så takker vi bare Gud, og vi gik rundt i vores stue, og vi skulle bare bede højt, og det var bare super. Og så er han rigtig dejligt provokerende. Så siger han, hvis du plejer at gå rundt, så stå stille. Hvis du plejer at lave nogle bestemte bevægelser med dine arme, så stop med det. Hvis du plejer at stå på en bestemt måde, så gør det anderledes. Fordi det, du plejer at gøre, kan blive en form for religion. Det kan blive noget, du skal gøre, for ellers kommer Guds nærvær ikke.

Og når du kommer ind i sådan noget med, at du skal gøre noget bestemt for, at Guds nærvær kommer, så er det ikke Guds nærvær længere. Så kommer du til at være i en eller anden form for slavtilværelse, nogle bånd, du lægger på dig selv. Og det er bare så rigtigt. Men vi er bare ikke særlig opmærksomme på det. Og vi får ikke rigtig så meget undervisning omkring de her ting.

Så der, hvor man får sit gennembrud, og der, hvor man virkelig kan mærke Guds fred og bare kommer ind over vores liv, jamen det er netop igennem det her med at, for det første, droppe synd i vores liv. Vi er simpelthen nødt til at vende om fra det, for synd, det adskiller os fra Gud. Det gør det bare. Og det er uanset, hvilken form for synd det er, vi er simpelthen nødt til det. Og det er uanset, om det er vrede, eller om det er begær, eller neglebidning, hvor er det synd for mig, eller hvad end det er.

Vi er nødt til at vende om fra det og sige Gud, det handler ikke om mig, men det handler om dig. Når vi har vendt om fra det, det står også klokkeklart. For eksempel står det, hvis du har såret din far, så skal du gå op med din bror, hvis du har noget mod ham, eller han har noget mod dig. Og det er du bare nødt til. Du er nødt til at få gjort op, du er nødt til at stoppe, du er nødt til at stå hellig og ren ind for Gud.

Så kan du komme ind, og så kan du begynde at opleve, at Guds fred kan sænke sig over dig. Så kan du begynde at få ord, og du begynder at få billeder. Og netop det her med at stræbe efter at få ord og billeder, det er jo også en måde at mærke Gud på. Det er ikke, at du mærker ham som, wow, nu sker der bare noget inde. Du kan vide, hvad det var for en elektricitet. Det kan man godt mærke, men det er ikke nødvendigt, det er ikke det, du skal søge.

Jeg kan huske, jeg har været på gaden flere gange, jeg kan specielt huske en enkelt episode, hvor jeg beder for en mand, eller jeg spørger, om han fejler noget, og det gjorde han ikke. Og så spørger jeg ham, må jeg så ikke få lov til at være ved at sige noget, så du kan mærke Guds fred og Guds kraft ind over dit liv? Jo jo, det måtte jeg da gerne gøre. Og jeg lægger bare hånden på skulderen, og jeg beder bare, at Gud vil bare komme ind over den her mand, at han bare får lov at opleve dit nærvær.

Og så springer han simpelthen bare, hey, hvad har du i lommen? Er det en magnet? Det er sommer, hvor jeg hælder kroppen, hvad laver du? Jeg siger bare, hey, jeg har ikke noget, jo, du har en magnet i lommen. Nej, det har jeg ikke, jeg har ikke noget i min lomme, det har du, det har du, må jeg se.

Og jeg viste ham, at min lomme jo bare er fyldt med visitkort. Og jeg må forklare, at det her, det er bare Guds kraft, du mærker. Det har jeg ikke noget med. Det har jeg ikke noget med dig at gøre, det har jeg ikke noget med mig at gøre. Det er fordi Guds ånd bare kommer over dig.

Og der er det også rigtig vigtigt at forstå, at jo større mørke mennesker er i – jeg ved ikke, hvad han lavede, ham her – men jo større mørke han er i, jo kraftigere er lyset, når lyset kommer. Og derfor, når vi vandrer i lyset, og vi bliver sat ved siden af et andet lys, så virker det bare ikke særlig lyst. Det ender bare ikke med, at det er lyst. Gud, han er der. Men vi vandrer ikke i mørke mere, vi vandrer i lys sammen med ham, vi bliver mere lig ham.

Altså, nu har han sagt, hvis en ko ser en ko, så bemærker den det ikke, men hvis en ko ser en tiger, så kan den godt se, at det der er ikke særlig godt. Bortset fra, at der ikke er tigre i Danmark, så det var et enormt dårligt eksempel. Men forstå pointen i det. Vi ligner Gud mere og mere og mere, jo mere vi bruger tid med ham. Og vi skulle gerne blive ét med ham.

Han skal bare være der som en ven, og ikke som en, vi forventer alt muligt af. Og det er sådan cirka det, jeg vil sige omkring det her med at mærke Gud som følelse, og ikke følelse. Det er så vigtigt også, at vi lærer at bedømme undervejs i det her, så vi ved, den følelse vi får, er det faktisk fra Gud? Er det bare et eller andet, der spiller os et pus?

Og Gud, han kan tale på rigtig mange måder ind i vores liv. Og Guds nærvær, det kan også være, at han møder os med drømme eller billeder, at han sender andre mennesker på vores vej. Gud, han taler på så enormt mange måder, fordi han er bare så enormt kærlig.

Og ja, hvem kender ikke det at have bedt for et eller andet, man har brug for, og man har brug for nogle svar ind i ens eget liv, og Gud er bare tavs. Fuldstændig tavs. Så beder du for alle mulige andre, og du får det ene efter det tredje, efter det fjerde, og så går du ind og beder for noget i dit eget liv igen. Tavs. Jeg kender det, jeg har fået det rigtig mange gange.

Og nogle gange, så er det fordi Gud, han sender andre mennesker på din vej med svaret. Andre gange, så er det fordi, jeg faktisk godt kender svaret, men ikke nødvendigvis har lyst til at kende det, fordi jeg tænker, ah, der må være en smutvej rundt om det her. Men Gud svarer ikke, når jeg kender svaret. Det har jeg oplevet også flere gange.

Der kan selvfølgelig være mange andre årsager til det, eller tiden er bare ikke rigtig lige nu. Senere, så kommer der et svar. Men nogle gange kan der altså også godt være jævlings bedrag, og da er det virkelig vigtigt at huske på, at når Satan han kommer med en følelse, med… Som jeg sagde før, når man manifesterer et eller andet, du vil altid kunne stoppe det, når det er Guds ånd, det vil du ikke, når det er Satan.

På samme måde er det med jævlings ånd, når den kommer ind. For eksempel Peter, der pludselig fik den her, nu begynder jeg at tale imod, at Jesus kan korsfæstes. Det var jo helt klart, at Satan angreb hans tanker, og Peter han talte. Han var ikke besat, men Satan påvirkede hans tanker.

Og der er det vigtigt hele tiden at holde det op imod, det er for, at tanker eller følelser, er det helligt og rent? Eller er det en eller anden dum undskyldning for at gøre et eller andet, jeg måske har lyst til, som jeg egentlig godt ved, ikke er fra Gud? Og der er det så vigtigt at kunne kende forskel, kunne kende, høre den stemme.

Jeg hørte faktisk for nylig et vidnesbyrd, fra meget modigt af ham at sige det, men en gut, jeg hørte meget kort på nettet, han havde lagt på, hvor han fortæller, at han forsøgte at komme ind i Guds nærvær. Han synes, det var rigtig svært, han havde noget synd i sit liv, og det vidste han også godt. Han synes, det var enormt svært, men forsøgte virkelig. Og så prøvede han, han bad rigtig meget, han kunne simpelthen ikke stoppe med selvtilfredsstillelse, han kunne simpelthen ikke stoppe med det, og det blev bare ved, og det blev ved.

Og så prøvede han at retfærdiggøre, jeg mærker virkelig også, at Gud, det er okay for Gud det her. Og så giver man sig selv lov, og så er det så fint, men så sker der faktisk det, at næste morgen, der vågner konen, og så siger hun, det er virkelig mærkeligt, jeg havde en drøm i nat, jeg havde en drøm om, at du var mig utro. Og så nævner hun navnet på en kvinde, som den her mand var hende utro med, og det viser sig faktisk, at den her kvinde havde han faktisk i tankerne, da han om aftenen var gået i gang med sin selvtilfredsstillelse. Men han sagde jo ikke noget til konen, fordi det her var godt nok pinligt, det var godt nok flot.

Og pludselig så finder han ud af, at alle de følelser, alle de tanker, der havde talt om, at det er jo egentlig okay, det er jo ikke direkte det, der står noget om i Bibelen. Alle de her, hvor vi går udenom den varme grød, fordi det er svært at tage fat i, alle de her ting, da var han nødt til at sige, okay, jeg bliver afsløret, Helligånden talte igennem min kone, og han var simpelthen nødt til at gå til bekendelse. Og for ham var det jo fantastisk, fordi Gud talte igennem konen, og han vidste, at jeg er nødt til at vende om fra det. Jeg er nødt til at vende om, fordi det er den her synd, der faktisk binder mig i mit liv.

Og det er også en måde, Gud kan tale på. Og når man så går op med synd, så oplever man jo netop, at Gud også begynder at tale til en selv meget mere. Det er ikke fordi, han ikke kan tale til en, hvis man kæmper med nogle ting, hvor ens hjerte virkelig er, at man vil stoppe. Men jo mere ren og hellig vi kan leve indenfor Gud, jo mere taler han bare.

Så Gud han taler på mange måder, og ja, Gud kan godt være en fysisk følelse, men lad være at definere troslivet på en følelse, men på vished, på valg, på vilje.

Luk