Åndeligt liv & Bøn
Åndeligt liv & Bøn
Opdag kraften i bøn og det åndelige liv gennem bibelsk undervisning på. Få inspiration til et nærværende bønsliv og lær, hvordan daglig kontakt med Gud kan styrke troen og bringe dybde i vandringen med Jesus.
Opdag kraften i bøn og det åndelige liv gennem bibelsk undervisning på. Få inspiration til et nærværende bønsliv og lær, hvordan daglig kontakt med Gud kan styrke troen og bringe dybde i vandringen med Jesus.
Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.
Emnet er det her intellektuelle eller barne tro. Og man kan sige, at rigtig mange forsøger at forstå Gud intellektuelt. Man kan sige, at et vist stykke hen ad vejen giver det også okay mening at forstå Gud intellektuelt. Men på et eller andet tidspunkt hopper kæden af, og så er man nødt til at droppe denne her intellektuelle måde at forstå Gud på.
Og hvorfor siger jeg det? Jamen, det siger jeg fordi, at lad os tage et eksempel. En intellektuel måde at forstå Gud på, som mange måske kan relatere til. Der er rigtig mange mennesker, der godt forstår det her med, at når jorden for eksempel er blevet skabt, så… Mange tror både over Big Bang, men hvis man ser intellektuelt på det, så vil enhver efterrationalisering sige, det kan ikke lade sig gøre, at en eksplosion kan skabe noget som helst udover aske. Det kan heller ikke lade sig gøre, at en eksplosion kan opstå ud af ingenting.
For at putte det over i andre eksempler i forhold til det her med tilfældigheder, så tror jeg også, langt de fleste kan godt forstå, at hvis jeg tager noget træ og putter i en pose sammen med noget blæk og ryster, helt vildt mange gange, så vil der aldrig nogensinde komme en flot farvebog ud af det, hvor teksten står i korrekt rækkefølge. Det vil simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Og de mennesker, der tror på Big Bang, de tror faktisk på, at det kan lade sig gøre. Fordi jordens skabelse, bare tag en DNA-streng, er så langt mere kompleks end en flot bog i farve. Det er så meget mere komplekst.
Der er skabt følelser, der er skabt årstiderne, kig på alle vores grundstoffer, kig på sådan en helt elementær ting som fx jord, ild, vand, de fem elementer. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, at det bare er opstået ud af ingenting. Og det tænker jeg, at langt de fleste kan godt efterrationalisere sig hen til, at det giver faktisk god mening, at det at tro på, at det hele er en tilfældighed, det kræver faktisk langt, langt større tro, end at tro på, at der er en intelligent designer bag.
Og det er jo i og for sig fint og godt. Men problemet er bare, at hvis man forsøger at bruge vores intellektuelle gaver og kommer til at forstå Gud hele vejen igennem, lige pludselig, så kan vi ikke længere, fordi Gud er større end vores hjerner. Han er større end vi er. Og det er jo fantastisk. Og det gør, at vi aldrig nogensinde kommer til at forstå ham.
Der er så mange spørgsmål, vi kan have hele vejen igennem vores trosliv. Der er også masser af spørgsmål, jeg sidder med, hvor jeg tænker, kan vide hvorfor. Og nogle gange er vi bare nødt til at komme til en erkendelse af, vi ved det ikke. Men vi finder nok ud af det en dag, hvis vi skal have det at vide. Og om ikke andet, så finder vi ud af det, når vi kommer hjem. Eller også kan det være, at den dag vi kommer hjem til Jesus, så er vi simpelthen så bedøvende glade, fordi der er så meget mere, der giver mening.
Men det her med at have en barne tro, hvad er det for noget? Jeg vil simpelthen lige starte med at læse fra Lukasevangeliet i kapitel 18, vers 15-17. Der står der meget, meget, meget velkendt passage, som rigtig mange har hørt, og også sikkert ikke-troende mennesker. Og de bar også deres spædbørn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Da disciplene så det, troede de, at de er dem. Men Jesus kaldte børnene hen til sig og sagde, lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg, den, der ikke modtager Guds rige, ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Ups, er det altså. Men hvordan skal vi så modtage Guds rige som et lille barn?
Det har jeg opskriften på. Nu her bagefter, der har vi faktisk købt 55 små legetæpper, som vi alle sammen skal ligge på bagefter. Og så skal vi ligge med rangler og sige go, go, go, go, go. Ej, det passer ikke. Men mere for at sige, at det her kunne selvfølgelig være sjovt at lege kæmpe babier i en halv time. Eller også kunne det ikke.
Men det her er jo ikke forstået på, at vi skal være bogstaveligt talt små babier. Men det her er den måde, spædbørn, de opfatter på. Og det der er interessant her, det er, at der står faktisk ikke bare små børn. Der står faktisk i det her, at det er spædbørn. Så man er nødt til at dykke ind i, hvad er de her kvaliteter eller de her evner, et spædbarn har, som vi andre ikke nødvendigvis har? Hvor er det, vi skal hen?
Fordi det er nemt at sige, at vi skal være som små børn, men hvordan er et lille barn? Se, et lille spædbarn, der lige er blevet født, fortæller bestemt, når det har nogle behov. Når det er sulten, når det skal have skiftet ble, hvis det har ondt i maven. Så snart der er noget, der ikke er godt, så fortæller det, hey, der er noget galt. Og så er det morens eller faderens ansvar at finde ud af at aflæse det her barn.
Og det her barn vil bestemt blive ved med at græde, indtil man er nået det rigtige punkt. Det kan godt være, først at tænke, når lille Puss skal have skiftet ble, og du skifter ble, men ungen bliver ved med at græde. Nå, det kan da være, lille Puss er sulten, vi finder da lige noget mad til lille Puss. Og ungen gider overhovedet ikke have det, spytter det ud igen. Nå, da da da da. Jamen, det kan være, lille Puss er træt, vi lægger da lige ud i barnevognen, og lille Puss gider bestemt ikke at sove.
Og man prøver alle mulige ting, indtil man finder ud af, at det bare var en eller anden dum bøv, der sad i klemme. Og det der er så fedt ved det, det er, at barnet fortæller jo, at hun har et behov. Og på samme måde skal vi komme til Gud med vores behov. Om så er det her noget, han har sagt, en bøv, der sidder i klemme. Men mere for at sige, det er både små ting, og det er store ting.
Det der er så fedt ved det lille barn, det er, at det her lille spædbarn sætter ikke en masse spørgsmålstegn ned. Kan min mor nu finde ud af at passe mig ordentligt? Eller kan min far nu finde ud af at give det, jeg har behov for? Nej, barnet stoler på det med det samme. Barnet ved, jeg er tryg ved mor og far. Jeg er tryg ved, at jeg får det, jeg har brug for.
Det lille spædbarn er også 100% afhængig af hjælp. Som 100%. Så det vil sige, spædbarnet begynder ikke at tage sin smartphone og finde en eller anden ting om på Google, hvordan man laver modermælkserstatning. Fordi det kan barnet ikke. Og det er lige præcis det, Gud han ønsker, at vi skal komme til ham først. Vi skal ikke nødvendigvis google alting først. Vi skal ikke nødvendigvis. Vi skal altid søge Gud først. Frem for at søge mennesker og alt muligt andet.
Så føler jeg, det er godt at søge mennesker også, men Gud skal være den første. Noget af det, der er ret specielt ved et lille spædbarn, det er faktisk også, hvis der er noget, de gør til at starte med, specielt de første timer og uger, det er at knytte et bånd. Knytte en kontakt. Det er derfor, at det er så vigtigt, når man får det her lille nye barn.
Så en af de måder, man virkelig skaber den her kontakt, det er ved at lægge dem hud mod hud. Læg det lille barn ind, så det kan høre hjerteslaget. Så det kan høre trygheden. Og Gud, han ønsker at være den far, hvor vi kan lægge vores hoved ind til, og høre hjerteslaget og høre trygheden.
Hvor vi bare kan putte os ind i hans far, og hun siger, okay Gud, jeg hviler trygt i dig. Jeg stoler trygt på, at du har styr på alt det hele. Det er så specielt sådan en lillebitte barn. Man kan se det, når de bliver lidt ældre, der begynder de at slås om legetøj. Du skal ikke røre det, det er mit. Men når de er helt små, så er der ikke jalousi endnu. Der er ikke ondskab. Der er ikke den her vrede.
Der kan være frustration, fordi der er nogle ting, der gør ondt eller er frustrerende. Men der er slet ikke alt det her kødelige noget, den her ondskab, der er kommet fra verden, den har ikke nået at besmitte det her lille spædbarn endnu. Og jeg nåede lige at være inde på en fantastisk dejlig hjemmeside, hvis der er nogen, der overvejer at få en lille baby, så er der en side, der hedder ingodstart.dk, og det er ikke fordi, jeg overvejer at få en baby, vil jeg sige. Ja, men jeg tænkte, jeg vil lige prøve at se, hvad står der egentlig omkring det her med babyer, fordi hvis vi skal være som spædbørn, så er det da fint at vide.
Og der står faktisk, tæt kontakt er et vigtigt element i den tidlige tilknytning mellem dig og dit barn. Det lille spædbarn søger kontakt gennem for eksempel øjenkontakt, mimik, pludren og klynk, og det bruger primært gråd, når det skal gøre opmærksom på et behov. Det kan være sult, træthed eller behov for trøst. Du kan hjælpe barnet til at falde til ro ved for eksempel at tale med en rolig stemme, vugge det stille i armen og tilbyde nærhed.
Særligt de første dage og uger har barnet brug for en masse tryghed og kærtegn, derfor er det en god idé at lade barnet ligge hud mod hud på dig og barnets anden forælder. Hud og nærvær styrker jeres tilknytning, men hud mod hud hjælper blandt andet også til, at mælken løber til, og derfor kan vi være med til at sikre en god ammeopstart. Altså ikke fordi jeg skal til at amme, bare roligt. Et spædbarn kan ikke selv kontrollere sine følelser eller berolige sig selv.
Dit barn har derfor brug for din hjælp til at genkende, regulere og rumme de stærke følelser, som kan overvælde barnet de første måneder. Og det er lige præcis det, der sker, at vi har nogle gange enormt svært ved at kontrollere vores egne følelser og rumme alt det, der sker, fordi vi får så mange indtryk. Og det er der, vi er nødt til at have forældrene til at hjælpe os. Vi er nødt til at have vores far i himlen til at hjælpe os.
Vi er nødt til at sige, okay, jeg ved ikke, hvad der er de rigtige følelser og tanker. Jeg lader Gud styre det her. Jeg kommer til ham hver gang. Jeg kan huske, da vi havde fået den allerførste, kom hjem med Mjerm i liften fra sygehuset, og jeg husker så tydeligt, da vi låser døren op, går ind i huset med det der lille, bitte spædbarn i liften. Og dengang boede vi i Vejle, og vi går ind og har en mega flot lavalampe, en blå sofa, den var helt ny, og vi sætter den der lift op i den der sofa, og kan bare huske den der, vi stod og kiggede på hinanden, og så kigger vi ned på Mjerm, og så siger vi, hold da op, er det ikke vildt?
Prøv lige engang at tænk, hun er vores ansvar. Hvis ikke vi gør noget, så dør hun. Vi har et ansvar. Den der enorme ansvarsfølelse, den bravede bare ned over mig med 180 km i timen, jeg blev helt forskrækket over det, for hold da op. Gud, han har ikke bare taget ansvaret, fordi nu står han i det, men han har selv valgt, han har skabt dig, han har formet dig, han ønsker at være din far, han ønsker at passe på dig. Spørgsmålet er bare, vil du give ham lov? Vil du give ham lov til at være den far, der passer på dig? Eller vil du forstå alting?
For eksempel, jeg har jo sikkert hørt det mange gange før, det eksempel jeg plejer at bruge med, når et lille barn lægger hånden på kogpladen. En dårlig far vil bare lade hånden være der. En god far vil gå hen og fjerne hånden fra kogpladen, fordi faren ved, at det der kan give ar for livet. Uanset hvor meget den her unge så skriger og er sur, fordi den ikke får sin vilje, en god far vil fjerne hånden og sige, lad være.
Men når han gør det ved dig, når Gud han gør det ved dig, når Gud fjerner din hånd, når Gud siger nej, når Gud lukker en dør, vil du så stå og trampe i jorden? Helt ærligt Gud, det kan du bare ikke være det bekendt. Det vil jeg bare have lov til det her. Ej! Gud, hvorfor hører du ikke på mig? Eller vil du tænke, wow Gud, tak fordi du lukkede den her dør, tak fordi du fjernede min hånd fra kogpladen, så jeg ikke fik ar for livet? Det er der vi skal hen.
Jeg fandt lige en lille en omkring barnets udvikling opdelt i alder. Det er meget spændende det her. Det bliver sådan en helt barne time, havde han da sagt. Nul til fire uger, der er de basale behov i centrum. Hvad er det der sker i vores trosliv, når vi lige begynder at finde Gud? Wow! Gud, han kommer, han rammer en, han fylder en op. Det er basale. Det man måske kom til forbøn for, eller den måde Gud ramte en, det var det der lige var brug for. Det var det der skulle forløses. De basale behov er i centrum.
Fra femte uge, der sker den første store mentale udviklingsspring. Hvad er det det betyder? Det er der vi begynder at skulle forny vores tanker og vores sind, til at vi faktisk kan få et tankesæt, et mindset, der er lig Gud. Så vores mentale udviklingsspring sker faktisk også, når vi har valgt at få Gud ind. Vi begynder pludselig at opfatte hele verden på en anderledes måde. Pludselig ser vi, wow, der var en skaber. Wow, jeg er ikke bare en tilfældighed. Wow, jeg er udvalgt. Gud elsker mig. Og det gør noget ved vores tanker, og det gør noget ved vores måde at se verden på.
Fra 6. til 8. uge, der kommer det sociale smil. Wow, vi kommer ind i et fællesskab. Vi finder pludselig ud af, at vi har kristne søstre, brødre og familie. Vi er ikke alene. Det her smil, den her boblende begejstring, den kommer bare frem. For det ene ting er, at vi lige har fundet ud af, at vi har en himmelsk far, men vi har også fundet ud af, at vi har en kæmpe stor familie. Wow.
I 8. til 10. uge, der bliver barnet mere opmærksom på sig selv. Og hvad er det, der sker? Pludselig bliver vi opmærksom på, hvem jeg egentlig er. Og hele vores identitet om, hvem vi er, begynder at forme sig fra at være den… Der var en flue væk. Hvad? Hele vores identitet begynder at forme sig fra at blive den verden har bygget os op til, til at gå over og blive den, Gud har sagt, sådan er du. Sådan har jeg valgt, du skal være. Jeg har formet dig. Jeg har lagt dine evner, dine gaver og dine talenter derned i dig. Det er mig, der skubber dig frem. Det er mig, der siger, hvem du er. Wow.
Fra 10. til 16. uge, der sker der mere flydende bevægelser og udforskning af stemmen. Hvad er det, der sker i vores kristenliv? Lær Hyrdens stemme at kende. Lær Guds stemme at kende. Begynd at blive mere flydende i dine bevægelser. Før, når man kom til Gud, så… Jeg ved ikke… Jeg synes, det er lidt akavet. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal… Hvordan beder man egentlig? Jeg kan ikke helt finde ud af det, Gud, men… Og jo mere man begynder at bruge bønnen, så bliver det mere naturligt. Det bliver flydende. Og vi kommer ind i det her. Wow. Nu kan jeg begynde at udforske. Nu kan jeg begynde at lære min far at kende.
Og det sidste punkt, som de her har skrevet med, det er 16. til 20. uge. Skeptisk over for fremme. Pludselig begynder man at finde ud af, hvornår der kommer andre ind her. Der er nogen, der kommer ind med vangelære. Der er en satan, der begynder at hviske mig ind i øret. Der er kamp på. Pludselig finder man ud af, at vi ikke kun er den her trygge familie, som jeg måske lige troede. Men der er faktisk nogen, der gerne vil komme ind og få mig væk. Så splid osv. osv. osv.
Så et eller andet sted kan man sige, ved at tilfældet i barnets udvikling på den her måde, det siger enormt meget om, hvad Gud egentlig ønsker den rejse, vi skal have. I Paulus’ brev til Romerne, kapitel 8, vers 14-17, der står der: For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællevilkår, så I skal leve i frygt. Men I har fået en ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader, som jo betyder farmand. Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger. Guds arvinger og Kristi medarvinger. Så sandt som vi lider med ham, for også at herliggøres med ham.
Så her står der faktisk i det her skriftsted, at når vi går ind på barnekår, til vores farmand, til ham, der var fantastisk, så giver det os faktisk, fordi vi vælger at blive hans børn, fordi vi går på barnekår, så bliver vi arvinger. Når vi bliver Guds børn, så bliver vi arvinger. Til hvad? Til himmerige. Vi bliver arvinger til himmerige. Vi får lov til at komme ind i hans rige.
Børn, de er enormt naive. Virkelig naive. Og det er fantastisk. Hvorfor er de naive? Det er, fordi de ikke er blevet ødelagt endnu. De er ikke blevet ødelagt. De tror på det, man fortæller dem. Og præcis på samme måde skal du, når du har lært Guds stemme at høre, skal du være naiv i din tro på ham.
Lad være med at stille en masse, masse, masse spørgsmål. Ja, men det, der kan jeg ikke lige forstå. Det, jeg forstår det, det kan ikke passe, fordi jeg ville have det til at være sådan der. Det kan godt være, du ville have det til at være sådan. Men hvis Bibelen siger noget andet, så i stedet for at stille alle de her spørgsmålstegn, så bare sig: Okay Gud, du ved, hvad der er bedst for mig. Jeg vælger at gå hele vejen. Jeg vælger at tage imod det. Hele pakken. Fordi jeg ved, at du passer på mig.
Men det sjove, det hele er, at når man er naiv, så kan det også godt nogle gange gå hen og blive til dumhed. Og der skal vi ikke være dumme. Faktisk så står der, at vi skal tilegne os visdom. Det kommer jeg til senere. Men det betyder for eksempel, at vi skal forvalte, hvad vi har fået.
Når Gud har givet os nogle ting, man kan godt komme over i, jeg ved, at Gud han forsørger mig. Det har jeg slet ikke tvivl om. Jeg ved, at Gud han giver mig job, hvis jeg skal have et job. Jeg ved alle de her ting, jeg har behov for. Jeg ved, at han giver det til mig. Men det betyder også, at jeg bliver ansat som forvalter af det, han har betroet mig.
Det vil sige, hvis jeg fik et nyt klaver som det her, og jeg tænker, jamen, det er da meget fint, Gud han kan bare give mig et nyt klaver, så jeg lader alle mulige børn komme med fedtede fingre, og vi kan have brugt det til at tage selvbordet op, fordi der løber bare sodavand dernede, og jeg får da bare et nyt klaver. Så er jeg en dårlig forvalter af det, jeg faktisk har fået. Derfor er det så vigtigt, den her balancegang imellem naivitet, men også at forvalte de gaver, han har givet os.
Det betyder jo det her med, at vi skal være som børn, men vi skal huske, at vi stadig er voksne, og dermed har et ansvar.
Det er jo nogle gange det, der gør det svært, men naiviteten, den skal vi have. Vi læser igen i Mateusevangeliet kapitel 18, vers 1-5. På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte, hvem er den største i himmeriget? Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: Sandelig siger jeg, hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i himmeriget. Og den, der tager imod sådan et lille barn i mit navn, tager imod mig.
Så det vil sige, her taler Jesus faktisk om ydmygelse. Og betyder det så netop, at man skal ydmyge sig og ligge på det her lille legetæppe og lege en kæmpe baby? Nej, det gør det ikke. Men det betyder, at vi skal være den her naive. Det her undskyld, er naive fjolser, hvor verden vil sige, hold fast, hvor er du latterlig. Gud, han er der, kan du ikke se. Prøv nu lige. Det, at du tør stå op for din tro, det, at du ydmyger dig og går med hele pakken fra Gud, det kan virkelig være en ydmygelse ind i verden, fordi verden står og tænker, fysikeren skæt mand, hver gang. Han er jo fuldstændig fra forstanden, det rabler dig fuldstændig.
Bare sådan en ting, som for eksempel når man kommer i skole, ens børn de skal dyrke yoga, fordi det gør man jo i skolen, og man kommer og siger, ved du hvad, det er jeg ikke interesseret i, fordi jeg tror, der ligger en forkert ånd bag i det. En forkert ånd. Det her er gymnastik, hver gang mand. Men det, at du tør at gå ind i den her sag, stå op for dit barn, men også ydmyge dig ind for Guds principper, på trods af, at du lige om lidt får hele skoleledelsen, måske alle forældrene på nakken. Det er du nødt til. Du er nødt til at sige, ved du hvad, det her har ikke noget som helst med andet at gøre end hinduisme. Det er hinduistiske øvelser. Det ønsker jeg ikke, mit barn skal deltage i. Ja, men kan du ikke se, at så kan du få hele svagt an. Men vil du stå op for dit barn, det kan virkelig være ydmygende.
Det er jo bare et enkelt eksempel, men der er jo rigtig mange eksempler på, hvor vi faktisk er nødt til at ydmyge os, hvor verden tænker skrupskøre tosse. I Ordsprogenes Bog, kapitel 1, vers 1-15, der står der en fars råd til sin søn. Og det vil sige, rigtig meget af det her, det er lige præcis, hvad det indebærer, det her med at være under barnets kår. Der står, min søn, glem ikke min belæring, lad dit hjerte holde mine bud, for et langt og lykkeligt og mange leveår, og stor lykke gør det dig. Lad ikke troskab og sandhed slippe dig af hænde, bind dem om din hals, skriv dem på dit hjertes tavle, så vinder du yndest og klogskab i Guds og menneskers øjne.
Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Her er det igen, den her med naivt at tro på. Hvad er det, Gud siger? Hvad er det far siger? I vers seks der står der videre, hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier. Vær ikke vis i egne øjne, frygt Herren, og hold dig fra det onde. Det skal være lægedom for dit legeme, en styrkende drik for din krop. Eller krop, undskyld, hold da op. Vær ikke vis i egne øjne. Uh, kan I mærke det her med at ydmyge sig? Vær ikke vis i egne øjne. Frygt Herren, den her ærefrygt, ikke ærefrygt, at du ønsker at gøre det rette, at du ønsker at komme ind for ham.
Hvis du gør det, så skal det være lægedom for dit legeme, en styrkende drik for din krop. Og i vers ni, du skal ære Herren med din rigdom, med det første af al din afgrøde. Og det er igen det her med, øj hvor er vi gode til at holde på vores penge.
Øj mand, for nogle kan det virkelig, virkelig, virkelig være svært at skulle give noget ind i Guds rige. Det kan være enormt svært, virkelig, virkelig svært. Men det er faktisk et af dine aller, aller første principper. Hvis du ønsker, at Gud vil sige noget af dig tilbage, så er du nødt til at give slip på det, du har. Det du har, er ikke dit, men det tilhører Gud alt.
Og igen, det betyder ikke, at du skal gøre det i dumhed, men du skal gøre det i visdom, når Guds ånd inspirerer dig. Vær åben. Der står faktisk, hvis vi læser videre, du skal ære Herren med din rigdom, med det første af dine afgrøder, så fyldes dine forrådskamre til overflod. Dine persikar løber over med vin. Gør du det for at få mere i forrådskamrene og få mere vin, så kommer det ikke til at virke. Det siger jeg bare.
Du skal gøre det, fordi Gud taler til dig, fordi du snakker med din far, fordi du lytter til hans vejledning. Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse. Afvis ikke hans retledning. For Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af. Lykkelig er det menneske, der har vundet visdom, det menneske, der opnår forstandighed.
Men læg lige mærke til, hvad der stod før i vers 7, der stod netop, at det ikke var egen visdom. Så den visdom, du taler om her, er ikke egen visdom, men det er Guds visdom, når vi søger ham. Så lykkelig er det menneske, der har vundet visdom, det menneske, der opnår forstandighed. For det er bedre at have vundet den end sølv, og den giver større udbytte end guld. Den er mere kostbar end perler, at dine skatte kan ingen måle sig med den.
Så har jeg der rigtig mange gode råd til et barn, men jo også omvendt, hvordan vi som børn skal kigge på vores far. Børn, de er bekymringsfri. De er fuldstændig bekymringsfri. Jeg er et lille spædbarn, men også en toårig, treårig, der render rundt og leger. De tænker da ikke på, om der kommer hul på knæet af bukserne. De ved da, at hvis de går med tøj i stykker, så køber mor og far noget nyt.
De tænker da ikke på, om der er penge til aftensmad eller ikke penge til aftensmad. De tænker på, jeg er sulten, nu skal jeg have noget at spise. Fordi der er mad, og det er præcis de vilkår, vi er under, når vi er under barnekår. Derfor siger Jesus faktisk også i Matthæusevangeliet 6. Derfor siger han til jer, vær ikke bekymret for jeres liv, hvordan I får noget at spise eller drikke, eller for hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden og legemet mere end klæderne?
Se himlens fugle, de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske far giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til jeres liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror, de arbejder ikke og spinner ikke, men jeg siger, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.
Klæder Gud således markens græs, som står i dag, og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende. I må altså ikke være bekymrede og spørge, hvordan får vi noget at spise eller drikke, eller hvordan får vi tøj på kroppen. Alt det søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske far ved, hvad I trænger til, men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal I få alt det andet i tilgift.
Så husk rækkefølgen. Søg først Guds rige. Rækkefølgen, som jeg nævnte før med den her baby, lærer han stemmen at kende. Finde ud af, hvem han er og snak med ham. Og jo mere du søger ham, bare for at være sammen med ham.
En baby eller en toårig søger jo ikke sin forælder for at blive rigtig, rigtig gode venner, fordi nu har de altså en agenda om, at de skal have et par nye bukser. Sådan fungerer det ikke. Hvis de skal have en ny cykel, så kan det være, at de står og plager og plager og plager. Jeg vil have den der cykel, giv mig nu den der cykel, kom nu med den. Og det er samme vedholdenhed, vi skal komme frem til Gud med.
Hvis vi stoler på, at han tager sig af alle vores basale behov. Og har vi behov, som ikke er basale, men er det til velsignelse i andres menneskers liv, så skal han også nok give det. Fordi hvis det er efter hans vilje, så får vi, hvad vi beder om. Et barn, når man er barn, helt lille spæd, så findes ondskab ikke. Man ved ikke, at ondskaben er der. Det er ikke et problem.
Først når man bliver ældre og oplever, nu bliver jeg drillet, nu bliver jeg mobbet, så begynder man at snuse til ondskaben. Og pludselig bliver det et problem. Og hvad sker der? Frygten den kan komme ind. Så en del af det med at blive som et barn, det er, at det kan godt være, at ondskaben er der. Men i dit univers, der skal den ikke findes. Nej, Guds frihed skal findes, Guds fred skal findes.
Fordi det er Guds kærlighed, der fordriver al frygt. Guds kærlighed er, når du er et lys, og du vælter over med lys og kærlighed, at bare skinner af Gud, så vil ondskaben, når den pludselig kommer i nærheden af dig, den vil ikke kunne ramme dig, den vil ikke kunne få dig i knæ, den vil ikke kunne få dig til at bukke under. Det kan godt være, at den er der, men i dit univers, der skal du ikke tage den som ondskab. Du skal vende ryggen til, og du skal prise Jesus.
Vi ved også, at et lillebitte spædbarn er uskyldigt. Det betyder også, at når du kommer frem for din far i himlen, så ser han dig faktisk ikke som den der store synder. Fordi den dag, du vendte om til Jesus, den dag, du sagde undskyld, den dag, du lagde alt ned ved korsets fod, der blev du tilgivet. Så han ser dig som hellig, så vågn op og se dig selv som hellig.
Lad være med at se dig selv som, ja, men jeg fortjener ikke, og hvis du vidste, hvad jeg har gjort, og jeg er godt nok slem, så ser Gud dig ikke. Han ser dig som det der lille spædbarn, fordi du er blevet en ny skabning i ham, står der. Du er blevet en ny skabning. Så lad være med at kigge på dig selv fra dit gamle liv, den gamle skabning, det gamle, du har gjort. Men kig på dig selv som den nye skabning, og pris Gud for, hvem du er i ham.
I Romerne 8,1, der står der, så er der nu ingen fordømmelse for den, der er i Kristus Jesus. Wow, det gælder mig. Og jeg håber også, det gælder jer, fordi jeg er i Kristus Jesus. Så den er jeg, der siger, jeg er i dig, Jesus. Det gælder dig. Der er ingen fordømmelse.
Det at være et barn, man kan godt sidde og tænke den her, oh nej. Nu skal vi også til at være som børn, ligesom vi skal til alt det andet. Åh, der er så meget, man hele tiden skal. Åh, det er bare ikke til at være kristen altså. Men det at være et barn, det er faktisk at smide alle byrder. Til at lægge alle byrderne over på Jesus.
Så det er ikke en byrde at være et barn, nej, det er en frihed. Det er en frihed til både, at man ikke skal kunne forstå alt, men det er også en frihed til at smide bekymringerne på ham, og en frihed til at tro på, at han forsørger dig. En frihed til at tro på, at du er elsket, og du er udvalgt, og du er et Guds barn. Det er da om noget frihed. Så lad være med at tage det som en byrde, men tag det som en velsignelse, at det faktisk gælder dig.
Det betyder også, at os, som er ældre i troen, har faktisk et enormt ansvar over for nye i troen. Fordi én ting er, at vi åndeligt skal være som børn, men vi skal også vokse. Så vi har et ansvar både for at være forbilleder for nye i troen, men også være forbilleder for folk, der slet ikke er i troen endnu.
Jeg kan godt lide, at der står i Peters første brev, kapitel 5, vers 1-7. Der står der: Jeres ældste formaner jer som medældste, og som vidne om Kristi lidelser, og som den, der har del i den herlighed, der skal åbenbares. Så står der her nogle ret voldsomme formaninger. Vær hyrder for Guds jord hos jer. Vogt den ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det. Ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for jorden. Og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.
Ligeså skal I unge underordne jer under de ældste, så I skal være klædt i ydmyghed over for hinanden. For Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. Så står der: Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd. Så vil han ophøje jer, når tiden er inde, og kast alt jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer. Wow.
Så vi har hver især et ansvar. Vi har hver især et ansvar for hinanden, men også hen for Gud. Og det ansvar skal vi tage på os, ikke som en byrde, men som en glæde. Og det er også det, der virkelig står. Lad være med at gøre det her for egen vindings skyld, men gør det glad og gør det gerne. Fordi du kan se, hvordan det bare bærer frugt.
Det, der er så fedt, det er, når alle barnets behov er dækket, så får du faktisk et glad barn. Det er ligesom det spædbarn. Når vi har været hele runden rundt, og den der bog, som er kommet ud, eller bleen er blevet skiftet, eller hvad end det er, så har du faktisk et glad barn. Medmindre der er ondt i maven, eller der er et eller andet andet. Men det er der, vi kommer frem til vores fars ja. Jeg lægger det herover til dig. Jeg vil ikke gå og have en knude i maven. Jeg vil ikke gå og have en bøvs på tværs længere. Jeg vil give det til dig. Jeg ved, du klapper mig på ryggen, så den der bøvs kommer op på et tidspunkt. Jeg ved, du har hånd om mig hele vejen igennem.
Og så vil glæden få lov til at boble frem ind i hver en af os. Og der har vi også et ansvar, netop at tage glæden på os. Wow, nu er jeg fri. Jeg er fri fra det, der tynger mig. Tak, Jesus.
Lad være med at lade det gå hen og blive sådan en… Sådan plejer det at være. Jeg plejer at være glad. Jeg plejer ikke at have problemer. Så nu skal der meget mere til for, at jeg kan blive glad. Nu er det bare sådan en pseudotilstand. Og der kan man godt gå hen, hvis man er vant til ikke at have problemer, eller være vant til, at der er problemer, men du klarer det fint. Lad være med at lade det være sådan en pseudotilstand.
Men glæd dig hver eneste dag som et valg. Pris Jesus hver eneste dag som et valg. Elsk Jesus hver eneste dag som et valg. Ophøj ham hver eneste dag som et valg. Glæd dig over hans død på korset hver eneste dag. Glæd dig over hans opstandelse hver eneste dag. Glæd dig over alt det, han har gjort, sagt, lovet og været for dig hver eneste dag. Uanset om det så er noget, du har oplevet.
Ja, men de sidste 15 år, det er jo bare det samme. Man kan da ikke blive ved med at være så begejstret, når det bare er det samme. Det kan man godt, for det er et valg. Det er et valg. Jesus, han har gjort det én gang for alle. Det er fuldbragt. Og når det er fuldbragt, kan han kun gøre det én gang, for der er ikke mere, der skal gøres. Så glæd dig.
Glæd dig. Jo mere du glæder dig i Herren, jo mere du glæder dig i ham, jo mere du finder ud af, at du er fri, jo mere vil du også finde ud af, at din glæde den bobler over, og bobler over til alle mulige andre mennesker, og du slet ikke kan holde din mund. Og sådan skal det være hver eneste dag.
Bare i dag, da vi fik besøg af et postbud, der prøvede at ringe på min telefon først, og han kunne ikke finde det alligevel lige der en gang. Der er godt nok også mange døre. Og da jeg så indtog telefonen, så havde han lagt på igen, og så gik jeg ned i gården, og så var han dernede, og så stod han med en pakke, og så begyndte han at snakke om den der pakke, og jeg begyndte at fortælle ham, ved du hvad, det er simpelthen, Jesus han er bare fantastisk, og nu skal du bare høre.
Det skal boble over, uanset hvem vi snakker med, uanset hvad og hvordan og hvorledes. Og ja, det kan godt være svært at starte, og det er igen der, vi kommer ind i den her med. Wow, hvor kan man nogle gange føle, at det er ydmygende at skulle sætte ord på overfor nogen, som ikke er troende. Hvor kan det godt nok være, at det er de andre, der er bedre til end mig.
Nu var det mig, der stod med den her postmand, så havde jeg det ansvar for ham, og jeg åbnede min mund. Og så havde han sgu taget sig sammen og gået hjem og læst Ny Testamente. Blandt andet. Og derfor siger Paulus også i 1. Tessalonikerbrev, om I kan finde 5, vers 16-24. Vær altid glade.
Det her er faktisk ikke. Hvis I har lyst, så kan I godt være glade engang imellem. Der står heller ikke prøv at være glade. Der står heller ikke noget om, at hvis I kommer dertil på et tidspunkt, at I oplever, at I er bekymringsfri, så kunne det være, at I skulle overveje at prøve at tage en glad maske på. Der står, vær altid glade.
Uanset om der er modgang, uanset om man sidder i fængsel, uanset om man bliver banket i hovedet af sine kollegaer, uanset hvad man oplever, glæd dig i det, Jesus har gjort for dig. Uanset om du så oplever den vildeste hetz imod dig, som person eller som alt muligt andet, glæd dig og lad det, Jesus har gjort for dig, fylde så meget mere.
Derfor står der også videre i vers 17. Bed uophørligt. Når du ikke er i gang med at lave et eller andet, eller hvis du laver noget, der er hjernedødt, og du kan slå hjernen fra, bed. Lad dine tanker køre, lad din tunge køre med tungetale. Uanset hvad du laver, søg Gud.
Og hvad står der i vers 18? Sig tak under alle forhold, for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. Ikke sig tak for alt, men sig tak under alle forhold. Så uanset hvordan du har det, sig tak.
Udsluk ikke ånden, ringeagt ikke profetisk tale, prøv alt. Hold fast ved det gode. Det betyder altså ikke prøv alt, at I skal prøve alle ting. Det betyder prøv alt i det profetiske. Der er ret stor forskel. Så prøv alt det, der er kommet af profetisk tale, og hold fast ved det gode.
Hold jer fra det onde i enhver skikkelse. Er det ikke ret interessant? Hold jer fra det onde i enhver skikkelse. For Satan, han kommer og udgiver sig for at være den ene, den anden, den tredje og den fjerde. Det kan være fristelser, fristelser af begær, seksualitet, fristelser af økonomi, fristelser af jalousi. Det kan være alle mulige fristelser. Fristelser til at blive vred. Det er også en fristelse. Han kommer i enhver skikkelse, så hold jer fra det onde i enhver skikkelse.
Fredens hellige Gud er helt. Vildt helt er holdet. Bevare jer fuldt ud, jeg siger noget sludder. Gud helliger jer helt og bevarer jer fuldt ud, jeres ånd og jeres sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme. Trofast er han, som kalder jer.
Han vil også gøre det. Trofast er han, som kalder jer. Du kommer aldrig nogensinde til at være som et lille barn, hvis ikke du vælger at stole på Jesus. Hvis ikke du vælger at have tillid til ham. Hvis ikke du vælger at tro på, at han er trofast. Du kommer aldrig derhen.
Og så er du nødt til at acceptere, at Gud kan og skal du ikke forstå intellektuelt. Bare sådan nogle helt elementære ting som evigheden, uendeligheden. Vi forstår det ikke. Intellektuelt kan vi ikke forstå, at der ikke er en slutning. Noget må have en start, noget må have en slutning. Universet må have en start, universet må have en slutning. Nej, det er uendeligt. Gud må have en start, Gud må have en slutning. Hvem har skabt Gud? Vi kan forstå, at Gud ikke har en skaber.
Og i stedet for bare at sige, wow, Gud har altid været, og han vil altid være, så begynder hjernen at køre. Det kan jo ikke passe. Det giver jo ikke mening. Der må være en, der har skabt Gud. Hvor kommer Gud fra? Nej, der er ikke nogen, der har skabt Gud. Gud har altid været, og han vil altid være. Og han vil være den samme i går, i dag og til evig tid. Det kan godt være, du ikke forstår det, men accepter det. Det er sådan, det er.
Helt ærligt, prøv en gang at tænke på de utrolige gaver, vi har fået. Prøv at tænk på tungetalen. Det er da fuldstændig vanvittigt, vi skal sidde og snakke volapyk. Seriøst, med vores menneskelige intellekt, er det ikke vanvittigt, det er fuldstændig tåbeligt, man skal sidde og sige et sprog, man ikke selv fatter, og så tro, det gør noget godt. Men faktum er bare, at det er et sprog, som Helligånden har lagt i os. Et sprog, som gør, at vi bliver opbygget i vores ånd. Et sprog, der gør, at vi kan tale hemmeligheder og mysterier med vores himmelske far. Et sprog, der er så kraftfuldt.
Vælger du at tro på det? Eller vælger du at sige, nej, det er nok ikke lige til mig, det der. Det står, at det er et tegn, der skal følge alle dem, der tror. Så tag det ind, brug det. Ja, men det kan godt være, at nu jeg er blevet bedt for, at jeg ikke er blevet helbredt. Det giver absolut ikke mening, der er så mange ting, jeg ikke forstår, og derfor kan Gud ikke være der. Men det kan godt være, at du har oplevet at blive bedt for, at du ikke er blevet helbredt. Det kan godt være, at du har oplevet mange ting i dit liv, hvor bønnesvaret ikke er kommet sådan.
Men jeg lover dig for, at når der bliver sat en bøn i gang, så bliver der også sat en åndelig krig i gang. Jeg lover dig for, at der ikke er én eneste bøn overhovedet, der bliver bedt, uden at der sker noget i den anden ende. For hvad der bliver bundet på jorden, bliver bundet i himlen, og hvad der bliver løst på jorden, bliver løst i himlen. Det kan godt være, at vi ikke ser gennembruddet her nu. Det kan godt være, at vores hjerner har brug for at forstå det. Men jeg har ikke brug for at forstå det. Jeg har brug for at forstå, at Guds løfter er sande. Og det kan jeg ikke engang forstå.
Så er jeg bare nødt til at acceptere det, og jeg fryder mig over det, og jeg takker Gud for det, for der er så mange løfter. Jeg kan ikke forstå det. Og jeg kan slet ikke forstå, hvordan Gud kan elske mig så højt. Men jeg vælger at acceptere det. Jeg vælger at tage ind over mig, at jeg er skabt i Guds billede. Jeg er Guds barn. Og det samme har du det ansvar for at gøre. For derigennem ærer du ham. Du ærer ham ved at acceptere den, han har skabt dig til at være som et lille barn.
Men der er også så meget, jeg ikke forstår. Helt ærligt. Hvad så, hvis man er kristen, og pludselig kan man have en dæmon i sig? Det giver bare slet ikke mening.
Jeg kan ikke forstå det. Sådan er Gud, ikke? Siger hvem? Din forståelse og dit selvbillede? Eller er det det, der sker, når vi beder, at vi ser, at mennesket bliver sat fri? Drop din egen forståelse. Prøv nu bare at holde det på Guds banehalvdel. Gå med Jesus. Gå med Bibelen. Lad være og gør noget, der er imod Bibelen. Men når Gud viser dig nogle ting, så handle på det.
Jeg forstår ikke, fordi… Gud, han er bare mærkelig, fordi så har han pludselig favoritter og sådan noget. Hvorfor valgte han Maria? Hvorfor valgte han ikke nabopigen? Det kunne han lige så godt have valgt nabopigen. Hun bliver da ked af ikke at blive valgt. Det er noget mega synd for nabopigen. Ja, det kan godt være. Det kan godt være, at det er hårdt. Fordi Gud nogle gange udvælger folk til bestemte gaver.
Hvorfor er det, vi har så svært ved det? Er det fordi, vi forsøger at skulle forstå det? Nej. Det er fordi, at vi bliver ramt af jalousi, eller egoisme, eller sårbarhed. Jeg tror mig… Jeg kan huske, før jeg virkelig kom i branden, før jeg virkelig forstod Gud… Jeg har tit oplevet at sidde i en kirke, og så er der pludselig kommet et eller andet ord. Og jeg har haft sådan, det der ord er til mig. Det er til mig. Det er til mig. Og det var lige præcis ikke til mig.
Der har været en eller anden profet måske i en eller anden kirke, så… Jeg har et ord til dig. Det er til dig. Åh, jeg har et ord til dig dernede. Åh, jeg har et ord til dig. Og så har det næsten været med alle sammen igennem, når jeg sidder bare der. Åh, mit ord er henne. Hvorfor fik jeg ikke noget? Gud, du er godt nok uretfærdig. Er han? Nej, Gud, han er god. Fordi han ved, hvem der har behov for hvad, hvornår. Gud, han er god.
Men hvad er det, der gør, at jeg bliver såret, at jeg bliver frustreret? Jalousi. Eller egen forståelse. I mit hoved skal det være sådan. Gud kan tale lige så godt til mig i mit eget lønkammer, som han kan tale til mig igennem et eller andet profetisk menneske. Men når man er tungnem nogle gange, og ikke kan finde ud af at bruge tid med Gud eller lytte, så er det så fantastisk, at han kan sende profetiske mennesker ind i ens liv.
Så husk, hvis du har en tro, som du gør intellektuelt, så skaber du en religion. Hvis du har en tro, der bygger på barnekår, så har du et venskab. Du har et far-barn-forhold, og det varer resten af dit liv. Fordi en kærlig far, og hvis du har haft et far-forhold, der ikke har været fedt her på jorden, så drop lige det der far-forhold i et øjeblik.
Prøv at forestille dig den suverænt bedste drømmefar, du nogensinde kunne være i nærheden af. Faren, der havde tid, faren der opdragede, faren der var kærlig, faren der både gav is, men også børstede tænderne bagefter. Den her far, der var hele paletten rundt og havde tid, aldrig afviste dig og sagde, ved du hvad, jeg har ikke tid. Den far, han vil være sammen med dig hele livet igennem.
Og ikke bare det, fordi når du så dør fra det her menneskelige korpus, så får du lov til at være sammen med ham i evigheden, hvis bare du holder dig til ham. Så venskab, barnekår.
