Jesus kom ikke for at fordømme, men for at sætte os fri…!!
– så mon ikke du skulle droppe din selvfordømmelse og så leve for Jesus..!?
Johannesevangeliet 3:17
Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.
Mange mennesker har virkelige problemer med at ”holde hovedet oven vande”. De føler, de drukner i problemer, uretfærdighed og negative tanker – endda selvom de er kristne.
Mange tror, de har givet deres liv til Jesus, men faktisk vil de gerne selv have kontrollen over livet – og hvad er der så tilbage, af det, de har givet Jesus? De vil måske gerne have, at Jesus skal bestemme lidt, men de vil selv kontrollere og afgøre, om der skal adlydes eller ej. Nogle vil endda gerne sortere i Bibelen, og tage de passager ud, der ”passer bedst” ind i ens eget liv og med ens egen moral, frisind, løgn, tro på himmel og helvede osv…
…men når det er sagt, ved du så godt, at hvis du virkelig har taget imod Jesus og har underordnet dig Ham i ALT… så er der kun ét problem tilbage: Dig selv!! Man tit er sin egen værste fjende…!
I Johannes 10:10 står der om Satan: ”Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg (Jesus) er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”
Ja, Satan kan sagtens plante en masse negative tanker og vrøvl i vores hoved – så mange, at vi bliver helt ødelagt af det. Tanker om mindreværd, skyldfølelse, selvfordømmelse, vrede, jalousi, misundelse, oprør osv. – og ved du godt, at det at tage tankerne ind over os, er faktisk ”synd”. Jesus ønsker nemlig at beskytte os, og netop sådan nogle tanker, er med til at skade os og i værste fald ødelægge vores relationer til andre mennesker. …men problemet er bare, at du jo reelt selv vælger, om du vil give efter for alle de tanker og følelser, der bliver plantet i dig, eller om du sætter ”modtagelse nægtet” på tanken. Jeg siger bestemt ikke, at du altid selv kan forhindre tanken i at komme, men du vælger jo selv, om den skal have lov til at bo i dig og slå rod i dig. Ligesom du heller ikke altid selv vælger, hvem der ringer på din dør – men du vælger selv, hvem du lukker ind.
Jeg hørte engang ordsproget: ”Så en tanke – høst en handling. Så en handling – høst en vane. Så en vane – høst en evig væremåde”. For at et frø kan vokse sig stort, kræver det næring. Så hvis først du får en negativ tanke, som du efterfølgende omsætter til ord og handling, går det galt. Omvendt, hvis du får en negativ tanke, som du ignorerer og ikke giver vækstbetingelser, visner den igen!
Romerne 8:6
Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred.
Tag bare et ret banalt eksempel, som jeg faktisk oplever ret tit i forhold til ”fordømmelse”: Jeg er selv en aktiv troende kristen, som oplever de vildeste ting med Gud og jeg vidner om Jesus, hvor jeg kan. Mange, der følger mig på FB eller hører de vilde vidnesbyrd, vi oplever, tænker ofte ”Nu synes ham Andreas sikker ikke, jeg er god nok” eller ”jeg duer ikke, og min kristendom er forkert”. Straks vælter der (selv)fordømmelsen ind. Men er det mon reelt de tanker jeg får over personen? Nej, slet ikke, men ofte er det faktisk tanker, der bliver skabt, fordi man ikke hviler i, hvem Gud har skabt en til at være – eller fordi man har et forhold til Gud, som faktisk halter lidt eller som måske ikke er baseret på ens egen relation til Jesus, men på kultur eller på socialt samvær.
Så hvis du føler dig fordømt, er der to ting at gøre:
1. Hvis der er noget om det, så gør noget ved dét, du føler dig fordømt over, så du ikke skal gå rundt med følelsen mere.
2. Hvis der ikke er noget hold i det, hvorfor føler du dig så fordømt? Så smid følelsen på lossepladsen, som ”problemaffald” – ”modtagelse nægtet” – ”ubekendt på adressen”.
Fuld overgivelse til Jesus i ALT, sætter fri..! Jeg har oplevet SÅ MANGE kristne, som tror på Jesus, men som bare ikke overgiver sig til Ham i alt. Når vi overgiver os, oplever vi det, Paulus taler om her:
Galaterne 5:22-23
Men det, Helligånden frembringer i os, er: Kærlighed, glæde og fred; tålmodighed og hjælpsomhed; godhed og troskab; nænsomhed og selvbeherskelse. Ingen lov forbyder den slags ting.
Husk at Jesus er ikke en følelse, men når vi lukker Hans ånd ind (Helligånden), forvandler det den ånd, som bor i os – og så bliver det vores egen opgave at VILLE lade ånden forvandle vores sind og tanker – og det sker KUN ved FULD overgivelse til Jesus og til Guds ord.
Efeserne 4:21-25
…og I har lært, at sandheden findes hos Jesus. Derfor skal I aflægge den gamle livsstil, som I havde før i tiden, da I blev bedraget af jeres begær og var på vej mod fortabelsen. I stedet skal I fornyes i tanker og sind. I skal iklæde jer det nye liv, som Gud har givet jer, så I kan ligne ham og leve med en ren samvittighed i lydighed mod sandheden.
Læg al løgn til side og tal sandhed til hinanden. Vi er jo lemmer på det samme legeme.
1. Tessalonikerne 5 16-18
Vær altid glade, bed uden at blive trætte, og sig tak under alle forhold, for det er Guds vilje for jer, som tilhører Jesus Kristus.
Husk at et tæt forhold til Jesus ikke kun kræver tro, men det kræver også, at vi OMVENDER os fra den gamle livsstil.
Galaterne 5:19-21
Folks ugudelige og egoistiske handlinger er velkendte, som for eksempel: Seksuel synd, umoral og perversitet; afgudsdyrkelse og okkultisme; had, skænderier og misundelse; hidsighed og selviske ambitioner; klikedannelse og jalousi; drukkenskab og orgier. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: De, der lever på den måde, vil ikke få adgang til det kommende Guds rige.
Tro kan ikke stå alene, for troen skal altid underbygges af handling – og ikke af alle mulige bortforklaringer og løgne om, at Bibelen blev skrevet for 2000 år siden og derfor kan vi ikke være sikre på, det også gælder i dag, for Gud skal jo følge med samfundet. Gud har ikke sat regler for at skade os, men for at beskytte os!
Hebræerne 13:8
Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja til evig tid.
Jo mere du underordner dig Jesus og giver HAM kontrollen, desto mere vil du faktisk opleve en ekstrem frihed i dine tanker – og desto mere vil du også finde ud af, hvem Gud har skabt DIG til at være. Når først du finder ud af det, vil der ikke være grobund for depression eller negative tanker og følelser – og du vil endda glimtvist begynde at kunne se andre mennesker igennem Guds øjne.
Filipperne 4:6-8
Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.
Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose.
Er det nemt…? Nej, det er svært! Men det hele starter faktisk med et VALG og med handling bag valget – og ikke med opgivenhed. Tro, omvendelse fra synd og fuld overgivelse er et valg. Vi skal IKKE sætte spørgsmålstegn ved Gud og hans ”holdninger”, men bare underordne os, hvis vi ønsker Guds frihed i vores liv.
Andreas Slot-Henriksen
December 2018