Andreas Slot-Henriksen fortæller om det at beregne omkostningerne ved at være Jesu discipel. Navnet Jesus blegner aldrig, og Hans navn har kraft. Når man ser på verden, er en af djævelens taktikker at tage kraften ud af navnet Jesus, at vi skal kalde Ham noget andet eller miste fokus på, hvem Han er. Jesus er vejen, sandheden og livet, og der er ingen andre navne, der er vigtigere end Hans. Derfor skal Han sættes øverst i alt, ikke blot som et religiøst tilhørsforhold, men en relation og et kald til efterfølgelse og offer.

Det er nemt at sige, at man tror på Gud eller Jesus, men spørgsmålet er, hvad det egentlig betyder. Mange vil med munden bekende tro, men er det nok bare at ytre, at man tror? Hvad vil det sige at være kristen, og hvad indebærer det at beregne omkostningerne som Jesus’ disciple? Her tager undervisningen udgangspunkt i eksempler fra livet, hvor folk, der virkelig går all in, fx talentfulde børn, sportsudøvere eller akademikere, må give afkald og ofre meget for at nå toppen. De bruger ikke bare tid på deres passion; de giver slip på alt muligt andet for at vinde medaljen eller æren, og disse afkald former deres liv og identitet.

Der trækkes en parallel til at være Jesus’ discipel: I Guds rige handler det om at give sit liv til Ham, men motivet er ikke egen vindings skyld, som i sport eller karriere. Formålet er ikke ære eller stolthed, men om overgivelse, relation og kærlighed til Gud. Gud ønsker, at vi skal ofre os for Ham, ikke fordi Han vil fratage os noget, men fordi Han vil føre os ind i det, der er væsentligt. Paulus bruges som eksempel på et radikalt livsforvandlende møde med Jesus, hvor Paulus går fra at have forfulgt kristne til i dyb erkendelse at ofre al tidligere anerkendelse, status, venskaber og position for at følge Jesus. Hans tidligere liv mister betydning sammenlignet med at kende og tjene Jesus, og han må også arbejde med skyld og tilgivelse og give slip på selvfordømmelse som et offer.

Diskussionen går på, at alle de første disciple forlod deres arbejde, hverdag og netværk for at følge kaldet med det samme. De tøvede ikke, men forlod alt og fulgte efter, uden kontrakter, sikkerhedsnet eller garantier. Det var et kompromisløst valg baseret på tro og tillid uden at kende hele udbyttet på forhånd. Der henvises til Lukas 14, hvor Jesus siger, at man ikke kan være disciple, hvis man ikke sætter Ham over selv familie og eget liv, og at den, der ikke bærer sit kors, ikke kan være disciple. Her understreges det, at ‘hade’ i jødisk sprogbrug handler om prioritering – at Jesus skal sættes først, ikke at man ordret skal hade sin familie. Mateus 10 præciserer: “Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd; og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” Motivationen for efterfølgelse skal altså være, at Jesus er først i prioriteringen, også foran relationerne, og det hjertefokus Jesus efterspørger gentages i Lukas 9: Enhver, der vil følge Ham, må fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op. Tab og vinding vendes her på hovedet: “For den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.” Dette er ikke bare idealistiske ord, men en radikal krævende invitation til at give slip på det gamle for at opnå fællesskab og kald sammen med Gud.

Motivation og motiv bliver centralt: Handler troen om at opnå goder fra Gud, eller handler det om et ønske om at elske Ham og være sammen med Ham? Formålet med skabelsen er ifølge undervisningen relation og fællesskab med Gud, som kun opnås gennem Jesus. Enhver religiøs præstation eller forventning derom er forkert, og det eneste rigtige motiv er kærlighed til Gud, ikke forventning om velsignelse eller opfyldelse af egne behov. Gud elsker mennesket ubetinget og har allerede givet løfter og velsignelser, men kun det rene hjertemotiv gør fællesskabet sandt og levende. Når de praktiske konsekvenser beskrives, understreges det, at Jesus flere steder forkynder, hvad det kan koste at følge Ham – alt fra materielle tab, forfølgelse og udstødelse til direkte fare for livet. I Matteus 10 advarer Jesus disciplene: “Jeg sender jer ud som får blandt ulve” og forbereder dem på forfølgelse og modstand, men lover samtidig, at Helligånden vil give de fornødne ord og støtte. Frygt ikke dem, der forfølger legemet; frygt Gud, som har magten over sjælen og evigheden.

Jesus’ løfte er, at Gud kender og vil tage sig af dem, også i modgang, men fokus må være på tillid og troskab. Her opfordres til ikke at følge Jesus for ‘brødet’ – de synlige goder eller oplevelser – men for relationens skyld. Gud forsørger, men alt det sekundære må komme i anden række. Materielle ting, penge, status, tidsspilde med ligegyldigheder og egointeresser kan alt sammen blive afguder eller forhindringer for at følge kaldet og give sig selv fuldt ud. Det handler om at tro og handle på tro, tage skridtene væk fra det, der tager tid og opmærksomhed, og investere kræfterne rigtigt. Djævelen søger at stjæle tid og ressourcer, så vi ikke investerer helhjertet i Guds rige. Eksempler fra livet – såsom trangen til sport, sociale medier, forbrug eller tryghed – bruges til at advare mod at lade små ting fortrænge det væsentlige. Guds løfter står fast, men kræver tro og handling. Hver enkelt må derfor reflektere over, hvad der fylder mest i hverdagen, og hvor der skal gives slip for at leve i kaldet.

Opofrelse og omkostning står centralt: Det kræver konkret vilje til at lægge økonomi, relationer, vaner, tid og alt andet i Hans hænder – og gøre det med et løftet hjerte, ikke af tvang, men af kærlighed og tillid. Det handler ikke om at gøre ting for at fortjene noget, men fordi kærligheden til Jesus omformer prioriteringerne. Et rørende eksempel gives med Zakæus, der som rig overtolder straks vælger at give halvdelen af sin formue til de fattige og mangedoble det, han uretmæssigt har taget. Det er ikke et krav, men en spontan respons på at møde Guds kærlighed. Opofrelse i Bibelen er helhjertet, nærmest ufornuftig i menneskelige øjne, men det er netop dette radikale valg, der åbner for Guds riges virkelighed i livet. Selv Jesus viste sin kærlighed ved at tjene og ofre – fx da Han vaskede disciplenes fødder.

Disciplenes liv viser, at at følge Jesus kan koste alt, og at mange af dem endte med at dø som martyrer. Paulus’ rejse fra forfølger til forfulgt understreger, at det ikke blot handler om at ændre sit syn, men også om konkret at give slip og gå i tro på det kald, Gud giver. Det er ikke en konkurrence, men en indre rejse, hvor man må stille sig spørgsmålene: Hvad har jeg ofret for Jesus? Hænger min tro sammen med mine handlinger? Er jeg en troende eller en troende discipel? Har jeg taget fiskegarnene med ud af båden, eller har jeg virkelig forladt alt og fulgt Ham? Har jeg lagt mit ego, min tid, mit forbrug, min status og min sikkerhed på alteret?

Refleksionerne inviterer til daglig selvransagelse og overvejelse omkring balancen mellem liv og efterfølgelse og kræver ærlig stillingtagen til, om man virkelig har givet alt til Gud eller holder noget tilbage. Afslutningsvis opfordres der til konkret handling og forandring – ikke at vente med det eller tænke store tanker uden at handle. Hvis Gud sætter en impuls, så handle straks, læg tingene fra dig og gør, hvad Han lægger på hjerte. For kun ved at give alt kan man få lov at opleve det fulde potentiale og velsignelse af livet med Jesus. Ingen får et større slot, end man har budgetteret med i Guds rige: Jo mere man giver, jo mere åbner Gud Himlens ressourcer. Opfordringen er klar: Tal med Gud, overvej, hvad du kan bringe som et levende offer, og søg at leve for at ære og herliggøre Ham i alle konkrete hverdagssituationer. Tjene fællesskabet, tage sig af nødlidende og leve i forholdet til Gud – det er det sande offer og kald.

Citat fra undervisningen: “Hvor meget er Jesus egentlig værd for dig? Prøv at svare dig selv helt ærligt. Hvor meget må det koste?”