Andreas Slot-Henriksen underviser om, hvorfor og hvordan man læser sin bibel, og hvordan Guds ord forvandler sind, hjerte og liv, når det ikke bare forbliver teori, men bliver en levende virkelighed. Hele udgangspunktet er, at mange kristne godt ved, at Bibelen bør læses, men kæmper med spørgsmål som: Hvorfor er det egentlig nødvendigt, når historierne allerede er kendt? Hvordan læses der på en måde, så det ikke bare er pligt, men bliver liv? Der peges på, at et af de mest centrale bibelsteder om dette er ordene om ikke at tilpasse sig denne verden, men at lade sig forvandle, ved at sindet fornyes, så Guds vilje kan skønnes som det gode, det som behager Ham, det fuldkomne. Mange af de kampe, kristne står i, er ikke først og fremmest dæmoniske, men rodfæstet i tankemønstre, vaner og forestillinger i sindet, som må fornyes gennem Guds ord.
Der fremhæves, hvordan Guds ord beskrives som levende, virksomt og skarpere end noget tveægget sværd, der skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og dømmer hjertets tanker og meninger, og at ingen skabning kan være skjult for Ham, men alt ligger blottet og åbent for Hans øjne, som der står til regnskab for. Det billede bruges til at vise, at Bibelen ikke bare er en samling religiøse tekster, men et redskab, der trænger helt ind i hjertets inderste kroge, afslører motiver og skærer igennem alt det, der er uklart. Guds ord beskrives som noget, der “skræller” lag af sindet, hvis der gives slip på fastlåste teologier og menneskelige måder at tænke på, og der gives plads for, at Helligånden kan komme til. Hvis hjertet derimod er låst i egne forestillinger, kan man læse de samme ord uden at opleve liv, fordi man innerst inde har besluttet, hvad der “må” stå, i stedet for at lade Gud tale.
Undervisningen understreger, at hele Skriften er indblæst af Gud og nyttig til undervisning, bevis, vejledning og opdragelse i retfærdighed, så det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent og udrustet til al god gerning. Det betyder, at Bibelen er givet for vækst, så man ikke bliver i en spæd, “babymælk”-tilstand, men modnes i troen og karakteren. Spørgsmålet stilles, hvad Guds ord egentlig er til: Det er ikke blot trøst og fromme ord, men en åbenbaring af, hvem Gud er, hvem mennesket er skabt til at være, og hvilke rettigheder der er i Jesus Kristus. Når djævelen kommer som anklager dag og nat, både gennem tanker og gennem andre menneskers ord, bliver kendskabet til sine rettigheder i Kristus helt afgørende for at kunne afvise løgn og fordømmelse.
Der tales om, hvordan mange bærer på livslange anklager fra mennesker – ord om ikke at være god nok, om altid at fejle, om at være dum, langsom eller underlegen – og hvordan sådanne ord kan binde sindet, hvis ikke Guds ord får definere identiteten. Når Guds ord får lov til at tale, træder en anden virkelighed frem: Gud elsker, kender og udvælger; identiteten i Jesus betyder, at mennesket er løskøbt, elsket og sat fri, og derfor mister djævelens anklager sin kraft. Bibelen beskrives som grundbogen for identiteten – bogen, der fortæller, hvem man er, hvem Gud har skabt én til at være, og hvilke løfter og rettigheder der gives i Kristus. Når det får lov at sætte sig, bliver sammenligninger, menneskers domme og egne selvanklager gradvist afsløret som tomme, fordi Faderen i himlen allerede har talt sandhed ind over livet.
Undervisningen understreger, at Bibelen ikke bare er én sandhed blandt mange, men sandheden, som alle andre påstande må måles imod. Guds ord beskrives som uforanderligt, det samme i går, i dag og til evig tid; verden forgår, men Guds ord består, uanset kulturelle strømninger og tidsånder. Der nævnes vidnesbyrd om bibler, der har overlevet husbrande, hvor alt andet brændte, som et billede på, at Gud vogter over sit ord og lader det bestå. Bibelen fremstilles også som historisk og arkæologisk veldokumenteret, hvor udgravninger igen og igen bekræfter fortællinger, der tidligere blev afvist som myter, og hvor man finder spor af begivenheder som Sodomas ødelæggelse og udgangen gennem Det Røde Hav.
Der peges på, at Bibelen er den bedst dokumenterede tekstsamling, der findes, og samtidig den mest angrebne, fordi så mange ønsker at ændre dens budskab – især med henblik på at degradere Jesus til mindre end Gud. Forskellige religiøse og spirituelle retninger nævnes som eksempler på, hvordan der forsøges at gøre Jesus til blot en profet eller en engel i stedet for Gud selv, for på den måde at undergrave evangeliets kraft. Samtidig beskrives Bibelen som en bog om Guds enorme kærlighed til mennesket: Mennesket er skabt i Guds billede, og formålet med livet er fællesskab med Ham, ikke blot religiøs aktivitet. Gud beskrives som nidkær, ikke fordi Han er usikker, men fordi Han ved, at andre “guder” fører i fortabelse, mens Han alene leder ind i sandhed, frihed og liv.
Der peges på, at Bibelen afslører både hvem Gud er, og hvem mennesket er – både med Gud og uden Gud. Samtidig betones det, at Bibelen har en dybde, der langt overgår, hvad man først ser ved overfladelæsning, særligt når man går til grundsprogene og oplever, hvordan Jesu person og frelsesværk ligger indvævet allerede fra første vers. Der gives eksempler på, hvordan enkelte vers, som mennesker har forsøgt at fjerne, viser sig at være strategisk centrale, og at Guds visdom også kan ses i, hvordan kapitler og vers er blevet opdelt, selvom det er gjort af mennesker. På den måde tegnes et billede af, at Gud gennem historien har bevaret sit ord, selv når mennesker har prøvet at udvande eller begrænse det.
Der lægges vægt på, at Bibelen er bygget på øjenvidneberetninger, skrevet af mennesker, der betalte en høj pris for at holde fast ved det, de havde set og hørt. Disciplene led hån, forfølgelse og martyrdød, og alligevel gav de ikke slip på budskabet, hvilket bruges som argument for, at de ikke bare har fundet på en historie for egen fordel. Der peges på, at den samme passion og hjerteslængsel, der drev dem, nu gives videre gennem Guds ord til nutidens troende, som kaldés til at skrive “næste kapitel” gennem deres liv med Jesus. På den måde bliver Bibelen ikke kun et dokument om fortiden, men et levende kald til at træde ind i Guds historie i nutiden.
Et centralt billede i undervisningen er, at Bibelen ikke kun er en bog, vi læser, men en bog, der læser os. Guds ord afslører motiver, tanker og hjertets tilstand, og det kan opleves som at stå nøgen foran Gud, fordi intet kan skjules for Ham. Når ordet afslører synd, egoisme eller forkerte motiver, kan det vække skam og dårlig samvittighed, men der understreges, at denne første smerte er givet af Gud for at føre til omvendelse, ikke til fordømmelse. Djævelen vil efterfølgende forsøge at fastholde i en destruktiv skam, men Guds sigte er at lede til omvendelse, tilgivelse og genoprettelse.
Derfor beskrives det som vigtigt at lade Guds ord få lov til at afsløre hjertet, selv når det gør ondt, fordi Gud er den, der både kender alle tanker, og samtidig elsker ubetinget. Bibelen kaldes sandhedens kampplads, fordi djævelen også kender skriften og misbruger den til at slå mennesker ned, forvrænge Guds karakter og skabe teologier, der bortforklarer Guds kraft. Der nævnes eksempler på, hvordan nogle retninger benægter helbredelse, tungetale eller dæmonuddrivelse i dag, og hvordan det i praksis stækker evangeliets fulde pakke. Der insisteres på, at Bibelen ikke er en “tag-selv-buffet”, hvor enkelte vers kan vælges og andre ignoreres, men en helhed, der må modtages som alt eller intet.
Undervisningen advarer imod at gøre Bibelen til et rent kundskabsprojekt, hvor troen bliver bygget mere på teologi, arkæologi og information end på Guds levende nærvær. Viden uden lydighed beskrives som noget, der i længden dræber ånden; det, der læses, skal omsættes til praksis, ellers forbliver det døde bogstaver. Der bruges billeder fra køreskoleverdenen: Teoribogen er nødvendig, men hvis man aldrig sætter sig bag rattet, lærer man ikke at køre. På samme måde er det først, når man handler på Guds ord, går ud og beder for syge, deler evangeliet og tager konkrete skridt, at Bibelens sandheder begynder at forme karakter og erfaring.
Et vidnesbyrd, hvor der på få timer på gaden opleves mange spontane helbredelser, bruges til at illustrere, hvordan to timer i praksis kan lære mere end mange år i ren teori. Efter sådanne oplevelser melder spørgsmålene sig: Hvordan fungerer det? Hvad siger Bibelen om det her? På den måde bliver erfaringen en drivkraft til at gå tilbage til skriften og lade det blive instruktionsbogen for det videre liv med Gud. Guds ord beskrives ikke som forslag eller anbefalinger, men som Guds vilje, der ikke er til forhandling, og som er givet for at lede ind i frihed, hellighed og frugtbar tjeneste.
Bibelen kaldes fundamentet, lys i mørket og kompas, når livet kører af sporet, og man ikke længere kan finde vej. Guds ord beskrives som den indre stemme, der kan kalde den “fortabte søn” hjem, fordi ordet ligger så dybt, at det minder om, hvem Faderen er, selv når man er vandret langt bort. Uanset hvor langt man er drevet af egne valg eller verden, vil Guds ord ikke skubbe én væk, men insisterer på at kalde tilbage til fællesskab og omvendelse. Det understreges, at Gud kender til alt det, der ikke nævnes højt – skam, hemmeligheder og sår – og at Hans ord netop vil ind dér, hvor alt andet er lukket.
Der tales også om, hvordan Bibelen ikke er skrevet for at tilpasses kulturen, men for at forvandle den. Samtidig konstateres det, at tiden presser på for at omforme Bibelens sprog og indhold, så ingen føler sig stødt, og så den bedre passer i tidsånden, men det beskrives som en farlig vej. I stedet betones, at Guds ord er givet som korrektiv til kulturen, og at historien viser, hvordan Bibelen igen og igen har ændret samfund, lovgivning og tidsforståelse, helt ned til hvordan kalenderen er struktureret. Guds rige har sat dybe spor i verden gennem ordet, og det sker fortsat, når troende lader skriften definere virkeligheden i stedet for at lade verden definere skriften.
Undervisningen skifter herefter til meget praktiske råd om, hvordan man konkret kan læse Bibelen. Der nævnes læseplaner, der fører igennem både Det Gamle og Det Nye Testamente, som en hjælp til at få den store historie og konteksten på plads. Samtidig opfordres der til ikke kun at “pløje” teksten igennem for at kunne sige “nu har jeg læst hele Bibelen”, men derimod at læse langsomt, meditativt og med tid til refleksion og bøn. Et eksempel med en, der læste hele Bibelen på en uge, bruges til at illustrere, at hurtiglæsning kan efterlade sindet uberørt, fordi ordet ikke får tid til at synke ned og forvandle.
Der anbefales især at læse tematisk, eksempelvis om identitet: Hvem er jeg i Kristus? Hvad siger Gud om mig? I en teknologisk tidsalder er der mange ressourcer, hvor andre har samlet bibelsteder om bestemte emner, og det kan bruges som udgangspunkt for eget bibelstudium. Når sådanne lister findes, opfordres der til at tage ét vers ad gangen, læse det langsomt, meditere og sætte ord på det i bøn, så det bliver personligt: takke Gud for, hvad der siges, og bede om, at det må blive virkelighed i eget liv. Ord som “meditere” forklares som at grunde over, tygge på og vende tilbage til teksten, indtil den kommer ind i hjertet og ikke bare ligger på overfladen.
Der opmuntres til at bruge hjælpemidler som Blue Letter Bible og tilsvarende værktøjer, hvor grundteksten på hebraisk og græsk kan studeres. Ved at slå nøgleord op og se, hvordan de bruges andre steder i Bibelen, åbner der sig ofte en helt ny dybde i et vers, som ellers syntes velkendt. Omvendelse nævnes som eksempel, hvor grundordet viser, at der ikke kun er tale om skyldfølelse, men om en konkret retningsændring i livet, en vending fra én vej til en anden. På samme måde kan andre ord udfoldes, så Logos – det skrevne ord – bliver til Rema, det åbenbarede ord, der taler direkte ind i situationer og former sindet.
Der gives også råd om at bruge krydshenvisninger i almindelige bibler: at læse verset, se henvisningerne i margen eller i bunden, slå dem op, læse konteksten før og efter, og derpå følge den næste henvisning videre. På den måde kan ét vers om for eksempel identitet, nåde eller tro føre til en hel buket af bibelsteder, som tilsammen tegner et fyldigt billede, der kan lægges som en paraply af sandheder over livet. Det understreges, at tanken ikke er at samle viden for videnens skyld, men at det, der opdages, skal omsættes i både bøn og handling. Når hjertet fyldes med Guds ord på denne måde, vil djævelen møde et menneske, der virkelig tror det, der står, og som lever på det.
Undervisningen vender igen og igen tilbage til, at Bibelen er givet for at forvandle karakteren. Det er ikke nok at tro på Gud, hvis karakteren stadig “stinker”; Guds ord er givet for at rense sind, helbrede sår og forme et liv, der er en velduft for Gud. Der bruges billedet med at læse to vers og reflektere dybt, hellere end at læse tre kapitler uden at tage noget til sig, fordi målet er at blive formet, ikke at nå en kvote. Når ordet får lov til at røre de steder, hvor der er smerte, bitterhed, egoisme eller skjult synd, vil der både være smerte og frihed, fordi sandheden sætter fri.
Et vigtigt fokus er, at Guds ord ikke primært er givet for at sætte fri fra ydre problemer, men for at sætte fri fra selvet – fra egoismen og den syndige natur, som alle er født med. Der gives hverdagseksempler med små børn, der slås, ikke kan dele og instinktivt kæmper for sig selv, som billede på den grundlæggende syndfuldhed, der præger mennesket fra starten. Gennem Guds ord og Helligåndens arbejde ønsker Gud at forvandle den natur, så der ikke længere leves for sig selv og verdens værdier, men som et Guds barn i verden uden at være af verden. Denne forvandling sker ikke ved et hurtigt overblik over nogle kapitler, men gennem en livslang vandring med skriften og med Helligånden som vejleder.
Der peges også på, at det er vigtigt at begynde enhver bibellæsning i bøn, med en enkel men ærlig invitation til Gud om at åbne ordet, så det ikke bliver en “tør kiks”, men liv. Fremfor at fokusere på at læse et bestemt antal kapitler, opfordres der til at være lydhør over for, hvornår Helligånden stopper én ved et vers eller en sætning, som bør tygges på, bedes over og måske bruges som forbøn for andre mennesker. Når bibellæsningen bliver et samarbejde med Helligånden, forvandles den fra rutine til et sted, hvor Gud leder, korrigerer, trøster og sender. Det er sådan, hjertet formes, bønslivet fordybes, og karakteren ændres, så livet begynder at spejle Guds hjerte og vilje.
Gennem hele undervisningen går en stærk opfordring til ikke at bilde sig selv ind, at Bibelen er “overstået”, eller at der ikke er mere at lære. Gud vil vedblive at forme, korrigere og uddybe forståelsen, særligt dér, hvor man selv tror, at alt allerede er på plads. Derfor gælder det om igen og igen at vende tilbage til ordet med et åbent hjerte, lade det læse én, lytte til Helligåndens røst og være villig til at handle på det, der vises. På den måde bliver bibellæsningen ikke en religiøs pligt, men en livslinje, hvor Guds sandhed sætter fri, former sindet og gør det muligt at vandre i Guds vilje midt i en verden, der går i en helt anden retning.
Citat fra undervisningen:
“Bibelen er ikke noget, du skal klare eller mestre; Bibelen er noget, der stille skal synke ind – Bibelen er noget, der skal mestre dig.“
