Andreas Slot-Henriksen underviser om, hvad Bibelen siger om sabbat, og hvordan sabbatsbuddet skal forstås i lyset af den nye pagt, hvor Jesus er blevet den egentlige hvile for mennesket. Undervisningen tager udgangspunkt i de mange spørgsmål, der ofte dukker op: Skal sabbat holdes i dag? Gælder de 10 bud stadig på samme måde? Skal man holde lørdag, søndag, eller overhovedet en bestemt hviledag? Der lægges op til, at emnet er vigtigt, fordi mange kristne stadig er usikre på, om de lever rigtigt over for Gud, når det gælder sabbat og hviledag, og fordi der findes miljøer, der ligefrem kobler frelsen sammen med, om man holder sabbat efter bestemte regler. Indledningsvis peges der derfor på behovet for at gå til Skriften og se både den oprindelige indstiftelse af sabbatten og den udvikling, der sker gennem Det Gamle og Det Nye Testamente.
Udgangspunktet er skabelsesberetningen, hvor Gud på den syvende dag hviler efter skaberværket og velsigner og helliger den dag som noget særligt, fordi Han hviler fra sit værk. Her vises, at selve ideen om hvile ikke opstår med loven på Sinai, men allerede er forankret i Guds eget eksempel, hvor hvilen er en del af skabelsesrytmen. Senere, i forbindelse med udgangen af Egypten og pagten med Israel, bliver sabbaten gjort til et konkret bud og et tegn på pagten mellem Gud og israelitterne, formuleret i de 10 bud med ordene om at huske sabbatsdagen og holde den hellig, arbejde seks dage og så hvile på den syvende dag uden at nogen i huset – mennesker, trælle, dyr eller fremmede – må udføre arbejde. Det fremhæves, at sabbaten i den mosaïske pagt ikke blot er en praktisk hviledag, men en del af selve grundloven for Guds folk.
Undervisningen viser, hvor alvorligt sabbatsbuddet blev taget i Det Gamle Testamente ved at trække historien frem om manden, der bliver taget i at samle brænde på sabbatten i ørkenen, hvorefter Herren befaler, at han skal stenes af hele menigheden. Dette opleves umiddelbart som en hård dom for noget så “uskyldigt” som at samle brænde, men der forklares, at pointen ikke er selve aktiviteten, men det bevidste brud på Guds klare befaling. Loven er ikke et sæt elastiske anbefalinger, men Guds retfærdige standard, og syndens alvor bliver tydelig. Det kobles til beretningen om Ananias og Safira i Apostlenes Gerninger som et nytestamentligt eksempel på, at Gud stadig er den samme retfærdige Gud, der ikke tolererer løgn og bevidst oprør, selv om der nu er mulighed for omvendelse og nåde.
Herefter gives et indblik i, hvordan sabbaten praktiseres og reguleres i den jødiske tradition. Der henvises til Talmud, hvor de mundtlige traditioner er samlet med lange lister over, hvad der må og ikke må gøres på sabbatten – aktiviteter som at så, pløje, høste, binde eller løse knuder, skrive mere end ét bogstav, lave mad, klippe får, væve, bygge, nedrive og meget mere. Der nævnes også moderne tolkninger, hvor sabbatsreglerne oversættes til forhold som ikke at køre bil, ikke at tænde eller slukke elektriske apparater, ikke at trykke på elevator- eller dørknapper, ikke at skrive SMS eller email, ikke at lave madlavning, handle, udføre pengetransaktioner eller havearbejde. Det tegner et billede af en dag, hvor næsten enhver form for praktisk aktivitet er reguleret eller forbudt, og hvor der bruges tekniske hjælpemidler som timere og sabbatsplader for at “omgå” direkte handling, hvilket beskrives som en form for religiøs kreativitet, der let fjerner fokus fra Guds hensigt.
Undervisningen bevæger sig så ind i evangelierne, hvor Jesus træder ind i en kultur, der stærkt betoner sabbatsbuddet, men samtidig har udviklet en omfattende tradition af ekstra regler. En central tekst er episoden, hvor Jesus og disciplene går gennem kornmarker på en sabbat, og disciplene begynder at plukke aks, hvilket farisæerne straks kritiserer som ulovligt arbejde. Jesus svarer med henvisning til David, der i mangel på mad spiste de hellige skuebrød, og Han afslutter med ordene, at sabbatten blev til for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbattens skyld, og at Menneskesønnen er herre også over sabbatten. Dette udlægges som et radikalt perspektivskifte: sabbatten var tænkt som en gave til mennesket, ikke som en lænke, og Jesus placerer sig selv som den, der har autoritet til at definere sabbattens rette brug.
Der inddrages også fortællingen om den krumbøjede kvinde, som Jesus helbreder på en sabbat, hvor synagogeforstanderen bliver forarget over, at helbredelse finder sted på hviledagen. Jesus afslører hykleriet ved at minde om, at de selv løsner deres okser og æsler og giver dem vand på sabbatten, og argumenterer for, at det må være langt mere i tråd med Guds hjerte at sætte et menneske fri fra sygdom, også på den dag. På den måde bruges healingsberetningerne til at vise, at Guds intention med hvilen ikke er passivitet, men at Guds liv og godhed skal udfoldes – også når det bryder med menneskelige systemer og regler. Samtidig understreges det, at Jesus aldrig siger til disciplene, at de skal undgå at helbrede eller udføre godt arbejde på sabbatten; tværtimod opfordres de til at helbrede syge, uddrive dæmoner og prædike evangeliet uden at gøre undtagelse for bestemte dage.
Et vigtigt teologisk spor i undervisningen er, hvordan den nye pagt i Jesus forholder sig til Moseloven generelt og sabbatsbuddet specifikt. Der henvises til Paulus’ ord i Romerbrevet, hvor han taler om, at nogle regner én dag for vigtigere end andre, mens andre regner alle dage for lige vigtige, og at hver skal være fast i sin overbevisning, idet det afgørende er, at det, der gøres, gøres for Herren. Det kobles til undervisningen om madregler og “svag” og “stærk” tro, hvor Paulus opfordrer til ikke at dømme hinanden på ydre praksis, men til at tage hensyn til dem, der har svært ved at slippe gamle vaner, så deres tro ikke snubles. Der peges på, at de første jødekristne kom fra et samfund, der var dybt formet af Moseloven, og at overgangen til en ny pagt, hvor loven er opfyldt i Jesus, var en enorm forandring.
Der henvises dernæst til Kolossenserbrevet, hvor Paulus direkte siger, at ingen må dømme de troende på grund af mad, drikke, højtider, nymåne eller sabbatter, fordi disse ting kun er en skygge af det, som skulle komme, mens selve legemet er Kristus. Sabbatten forstås her som et forvarsel på den hvile, der kommer i Jesus, og ikke som en evig frelsesbetingelse i sig selv. I Galaterbrevet advarer Paulus de troende mod at vende tilbage til de “svage og ynkelige magter” ved at begynde at holde bestemte dage, måneder, tider og år som religiøse krav, og han udtrykker frygt for, at hans arbejde blandt dem skal være forgæves, hvis de lader sig binde igen af lovens system. Det fremhæves, at Galatermenigheden nærmest er på vej tilbage ind under lovtrældom, og Paulus taler skarpt til dem, fordi de er ved at forlade evangeliets frihed.
Et centralt punkt bliver Paulus’ undervisning om omskærelse i Galaterbrevet, hvor han siger, at den, der lader sig omskære for at blive retfærdiggjort, er forpligtet til at holde hele loven og dermed bliver afskåret fra Kristus og er faldet ud af nåden. Hermed etableres et princip: forsøger man at blive retfærdiggjort ved loven på blot ét punkt, binder man sig til hele lovkomplekset og stiller sig uden for nåden. Dette princip anvendes på sabbatten: hvis sabbatten holdes som et krav for retfærdiggørelse, må hele loven følges – inklusive alle detaljerede påbud og straffe. Jakobs brev nævnes som en bekræftelse: den, der ellers holder hele loven, men snubler på ét punkt, er skyldig i dem alle. Derfor sættes der en skarp skillelinje op: enten lever man under loven og må bære hele dens byrde, eller også lever man under nåden og lader retfærdigheden komme gennem tro, virksom i kærlighed.
Undervisningen tager også fat på en udbredt påstand om, at søndagen som kristen samlingsdag blot er et produkt af romersk hedenskab, solkult og senere kirkelige beslutninger, især under Konstantin. Der anerkendes, at Konstantin historisk fastlagde søndag som officiel hvile- og helligdag i riget, men der påpeges samtidig, at de kristne allerede længe før det samledes på “den første dag i ugen” for at bryde brødet og holde samling, hvilket blandt andet ses i Apostlenes Gerninger og Første Korintherbrev. Der henvises til tidlige kristne skrifter, hvor søndagen beskrives som dagen, hvor Gud skabte verden, og hvor Jesus opstod, og at de kristne derfor fejrer opstandelsen og ikke længere udvandringen fra Egypten på samme måde som israelitterne. Søndagen forstås dermed ikke som en ny “lov-sabbat”, men som en naturlig dag for kristent fællesskab og fejring af opstandelsen, uden at dette i sig selv gøres til et nyt lovkrav.
Der lægges vægt på, at det i lyset af Paulus’ ord er ligegyldigt, hvilken dag der bruges som hviledag eller samlingsdag, så længe det sker for Herren, og at enhver dag kan være en hviledag, hvis den tages ud til hvile og til at søge Gud. Der tales varmt for, at hvile er sund og nødvendig, både fysisk og sjæleligt, og at mennesker i dag ofte er dårlige til at hvile, men dette kobles ikke til et krav om at genskabe den gamle sabbatsordning med alle dens forbud. I stedet understreges det, at sabbatten blev til for menneskets skyld, og at Jesus er herre over sabbatten og dermed selve opfyldelsen af det, sabbatten pegede frem imod. Spørgsmålet bliver derfor: hvad er vigtigst – at holde en religiøs hviledag efter et sæt regler, eller at lade Jesus være den daglige hvile for hjertet midt i hverdagens aktiviteter?
Undervisningen udfolder, at Jesus i dybeste forstand er vores sabbat. Han inviterer til at lægge alle bekymringer, byrder og anstrengelser over på Ham, lover at give en fred, som er større end enhver menneskelig forståelse, og vil bære os i det daglige liv, så hvilen ikke begrænses til én dag, men bliver en livsstil. Der citeres Jesu ord om at give sin fred og om at komme til Ham, alle som slider sig trætte og bærer tunge byrder, for at få hvile for sjælene, fordi Hans åg er godt og Hans byrde let. På den måde tegnes et billede af hvile, der ikke først og fremmest handler om at lægge arbejdet fra sig én dag om ugen, men om at leve i tillid og overgivelse til Jesus hver dag, så hjertet kan være roligt også midt i travlhed og ansvar.
For at konkretisere forskellen på ydre hviledag og indre hvile beskrives to slags mennesker: dem, der objektivt set ikke har ret meget i kalenderen, men alligevel er konstant stressede og bekymrede, og dem, der har meget travlt, men bærer en grundlæggende fred og hvile i hjertet. Forskellen forklares som et spørgsmål om, hvorvidt Guds hvile har fået plads i hjertet – om man går alene med sine bekymringer, eller om man aktivt lægger dem over på Jesus i tillid til, at Han har styr på livet. Der opfordres til at søge Gud ikke først og fremmest for at få svar på alle praktiske spørgsmål, men for at ophøje Ham for den Han er og takke Ham for, at Han har kontrol. Der peges på, at jo mere der fokuseres på Jesus selv og ikke på egne problemer, desto mere slår hvilen rod, og desto sværere bliver det for dagligdags udfordringer at vælte én.
En praktisk øvelse i at søge hvilen i Jesus beskrives: at sætte sig ned, række hånden ud og i tro sige til Jesus, at Han må tage hånden og være til stede, ikke for at levere svar eller løsninger, men bare for at være sammen. Selvom det kan føles mærkeligt i starten, opfordres der til at blive ved, fordi det handler om at træde ind i et venskab med Jesus, hvor nærvær og fællesskab kommer før behovslisten. Der fortælles personligt om, at hvis alle potentielle bekymringer blev båret alene, ville depression og nedbrud hurtigt melde sig, men at fordi Jesus er fred og hvile, behøver bekymringer og depression ikke få plads. Dette gøres ikke til et løfte om, at man aldrig vil opleve pres eller kamp, men som et vidnesbyrd om, at Guds kærlighed og hvile kan være stærkere end de belastninger, der potentielt kunne slå én ud.
Undervisningen vender tilbage til spørgsmålet om sabbat som frelsesbetingelse. Der advares mod retninger, der lærer, at man mister frelsen, hvis ikke sabbatten holdes efter bestemte mønstre, fordi det i praksis flytter frelsens grundlag fra nåde og tro til lovlydighed. Det understreges, at hvis man holder sabbat med den begrundelse, at det er nødvendigt for at være retfærdiggjort, så har man sat sig selv under loven og må konsekvent bære hele lovens byrde. Samtidig understreges, at det absolut ikke er forkert at have en hviledag, at fejre søndag eller at samles lørdag, søndag eller en anden dag for at tilbe og hvile; det forkert bliver det først, når hviledagen gøres til en målestok for frelse eller åndelig værdi. Der opfordres til at glæde sig over mulighederne for at samles, fejre opstandelsen, have fri og hvile, men uden at lægge et åg på sig selv eller andre.
Mod slutningen samles trådene ved at pege på, at sabbat betyder hvile, og at den dybeste opfyldelse af sabbatten i dag er at gå med Guds hvile alle dage, ikke at indføre et nyt religiøst ritual. Ligesom Jesus skærper buddet om ikke at begære ved at sige, at bare den, der ser med begær, allerede har syndet i hjertet, skærpes forståelsen af hvile: tidligere var der én dag med hvile, i dag skal Jesus være hvilen hver dag i hjertet. Det betyder ikke, at fysisk hvile og pauser er unødvendige – tværtimod anbefales de som sunde og nødvendige – men at den afgørende hvile er, at Jesus får lov til at være centrum og fred midt i alt. Der opfordres til at søge Gud hver dag, ikke nøjes med en rutinepræget aftenbøn, men lade Jesus være centrum i hele livet, så mennesker omkring kan mærke en fred, der smitter og vækker længsel efter det samme.
Afslutningsvis løftes blikket mod, hvordan Guds hvile forvandler relationer og reaktioner: når hvilen bor i hjertet, bliver lunden længere, irritationen mindre og reaktionen mildere, fordi man ikke længere behøver at forsvare sig og kæmpe i egen kraft. Der tales om, hvordan mennesker, der er fyldt af Guds fred, opleves som behagelige at være sammen med, mens konstant surhed og gnavenhed har den modsatte effekt. Jesus bruges som forbillede: Han var fuld af fred, men kunne samtidig stå fast, revse farisæerne og vælte vekselerernes borde uden at blive bundet af langvarigt nag eller bitterhed. Det er denne kombination af sandhed, retfærdighed og dyb indre hvile, der sættes frem som idealet. Sabbatten reduceres således ikke til et spørgsmål om kalenderdage, men løftes op til at handle om en livsstil i Guds hvile, hvor Jesus er den levende sabbat i hjertet, hver eneste dag.
Citat fra undervisningen: “Sabbatten blev til for menneskets skyld, men i dag er det Jesus, der er sabbatten i dit hjerte, hvis du vil lade ham være din hvile.”
