Johannesevangeliet 3.14–21 (Danish CLV)
14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, 15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. 16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. 17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. 18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. 19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. 20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. 21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«
Johannesevangeliet 15.9–10 (Danish CLV)
9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. 10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.
1 Johannes Brev 4.7–16 (Danish CLV)
7 Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. 8 Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. 9 Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. 10 Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
11 Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. 12 Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.
13 Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. 14 Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. 15 Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. 16 Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.
1 Johannes’ Brev 5.3 (Danish CLV)
3 For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge.
9 græske ord for “kærlighed”
Epithumia – kærlighed til afhængighed. Kærlighed til det forbudte, lyst.
Eros – Kærlighed opstået ved fysisk ”tiltrækning”
Philia – Kærlighed til mellem venner (at kunne lide nogle).
Storgé – Kærlighed til familie – det familiære bånd
Mania – En observerende kærlighed, som affødes af en ”besættelse” – som f.eks. en ”stalker”
Ludus – (kommer af ét ”game”/spil) – En flirt, forførelse og alm. seksualitet.
Pragma – En obligatorisk kærlighed – fx til sit land, sit job, sine pligter (fx militær). Fx arrangeret ægteskaber, hvor ”Pragma” fx kan føre til ”ludus” eller ”eros”.
Philautia –Kærlig til en selv (selvværd) – KAN negativt udmønte sig i fx narcicisme
Agape – Kærlighed ved handling. Født ud af en følelsesmæssig forbindelse el. medlidenhed. Først når der HANDLES på ”forbindelsen” er der tale om Agape. SELV hvis det er for en fjende…!
Johannesevangeliet 3.16 (Danish CLV)
16 For således havde Gud medlidenhed med verden og handlede på det, så han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Markusevangeliet 12.28–34 (Danish CLV)
28 En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?« 29 Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, 30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ 31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.« 32 Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, 33 og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« 34 Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.
Paulus’ Brev til Romerne 1.18–32 (Danish CLV)
18 For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. 19 Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. 20 For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. 21 For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. 22 De hævdede at være vise, men blev tåber, 23 og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.
24 Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. 25 De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen.
26 Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, 27 og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.
28 Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: 29 De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, 30 de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; 31 de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. 32 De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.
Paulus’ Brev til Romerne 1.16–17 (Danish CLV)
16 For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. 17 For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«
Apostlenes Gerninger 7.51–53 (Danish CLV)
51 I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. 52 Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. 53 I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.«
Anden Mosebog 20.3–7 (Danish CLV) – EKSEMPEL på kærlighed og på straf…!
3 Du må ikke have andre guder end mig.
4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. 5 Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; 6 men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
Markusevangeliet 10.17–18 (Danish CLV)
17 Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« 18 Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud.
Markusevangeliet 9.42–46 (Danish CLV) – Konsekvensen af synd…!!
42 Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet. 43 Og hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede, til den uudslukkelige ild, 44 hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. 45 Og hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede, 46 hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes.
Matthæusevangeliet 12.33–37 (Danish CLV)
33 Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. 34 Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. 36 Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. 37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
Matthæusevangeliet 20.1–16 (Danish CLV)
1 For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. 2 Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. 3 Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, 4 og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. 5 De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. 6 Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? 7 De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. 8 Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. 9 Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. 10 Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. 11 Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren 12 og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. 13 Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? 14 Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. 15 Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? 16 Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
– Gud er både kærlighed og retfærdig dommer – de to sider hører sammen og kan ikke skilles ad.
– Kærlighed i Det Nye Testamente er agape: kærlighed, der viser sig i handling – ikke bare følelser eller ord.
– Gud elsker sit skaberværk, men Han velsigner ikke synd; kaldet er at omvende sig og leve i Hans bud.
– Bibelen viser én og samme Gud fra første til sidste side; Han ændrer sig ikke med tiden.
– Evangeliets vej: omvendelse, tro, bekendelse – og et liv, der handler på troen.
– Ærefrygt for Gud giver retning, beskyttelse og et stærkt liv i Helligåndens kraft.
– Guds retfærdighed betyder, at der er konsekvenser – og at Hans løfter altid holder.
– Nåde er åben for alle – selv i “ellevte time” – men kærlighed kalder på respons og efterfølgelse.
Vi tager fat i det store spørgsmål: Er Gud kærlighed? Det korte svar er ja – men ikke på en flad, menneskelig måde, hvor alt bare stryges med hårene. Guds kærlighed er dyb, ren og hellig. Den bærer, tilgiver og frelser, men den dæmper ikke sandheden om synd og dom. Det udfoldes ved at se hele Bibelens billede af Gud, fra skabelse til genoprettelse, i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Her går kærlighed og retfærdighed hånd i hånd. Ikke som modsætninger, men som to sider af Guds hellige væsen. Andreas Slot-Henriksen underviser her om, hvordan agape-kærligheden i Bibelen ikke bare er varme følelser, men en kærlighed, der altid handler. Det gør en verden til forskel for, hvordan vi taler om Gud – og hvordan vi lever som efterfølgere af Jesus.
Det er udbredt at sige, at Gud elsker alle ubetinget, som vi er. Sandheden er, at Gud virkelig elsker, men Han elsker os ind i det, Han har skabt os til – ikke nødvendigvis de mønstre, synden har formet. Derfor kalder Han os ikke til at blive i mørket, men ind i lyset. Når Jesus siger, at den, der gør sandheden, kommer til lyset, er pointen, at kærligheden viser sig i bevægelsen mod Gud, ikke i en passiv fastholdelse af det, der binder os. Det er agape: Guds kærlighed, der viser sig ved, at Han gav sin Søn – og vores kærlighed, der ses, når vi handler på Hans ord.
Her rammer vi et sprogligt problem: På dansk siger vi bare “kærlighed”. I Det Nye Testamente bruges primært ordet agape – den kærlighed, der har handlingen med. Vi kan sige “jeg elsker Gud” fra nu og til evighed, men uden lydighed bliver det tomme ord. Når Jesus knytter “bliv i min kærlighed” sammen med “hold mine bud”, peger Han på kærlighedens frugt: et liv i efterfølgelse. Kærlighed er ikke et fripas til at ignorere sandheden, men drivkraften til at leve sandheden ud.
“Gud i GT er vred, Gud i NT er sød” er en sejlivet myte. Men Gud er den samme. Han velsigner – og Han dømmer. Han er overbærende – og Han sætter grænser. Han frelser – og Han straffer oprør, når mennesker afviser Ham trods advarsler. Noahs dage og Sodoma/Gomorra er eksempler på dom efter lang tålmodighed. Guds dom er ikke et vredesudbrud, men en retfærdig konsekvens. Tænk på en jordisk dommer: Hvis han frikender en voldtægtsmand “af kærlighed”, svigter han ofret, samfundet og retfærdigheden. En god dommer holder loven – netop af kærlighed til retfærdighed. Sådan er Gud: god, fordi Han både er kærlig og retfærdig.
Det betyder også, at når Gud har givet os fri vilje, overskriver Han den ikke bare, hver gang nogen vælger ondt. Han vil ikke lyve eller gå imod sit ord. Det gør Hans løfter urokkelige – og Hans domme forudsigelige. Når Han siger, at synd ødelægger og fører væk fra Ham, er det ikke manipulation, men sandhed i kærlighed. Og netop fordi Han elsker, sætter Han beskyttende rammer omkring livet. Guds “nej” er aldrig småligt; det er faderens hjerte, der vil os det godt.
Hvordan bar de første kristne sig ad? Når man læser Apostlenes Gerninger, prædiker de ikke “Gud elsker dig, så alt er fint”. De taler om Guds hellighed, omvendelse og troen på Jesus, den Retfærdige. Ikke fordi kærligheden mangler, men fordi kærligheden netop kalder mennesket ud af mørket og ind i lyset. Evangeliet er Guds kraft til frelse – for enhver, der tror. Det er ikke en hyggelig tanke, men en himmelsk dynamit, der genføder, renser og sender ud.
Agape smadrer idéen om “ubetinget” i den forstand, at kærlighed altid må blive til handling. Gud elskede og gav. Vi elsker og følger. Tro er ikke kun en indre overbevisning; tro bekendes med munden, og leves med hænder og fødder. Det er derfor Jesus’ stærke billeder om at tage drastiske skridt mod det, der får os til at falde, stadig taler: bedre at skære synden fra end at bevare alt og miste livet. Ærefrygt er ikke frygt for at blive afvist; det er en kærlig respekt, som gør, at vi tager Ham alvorligt – fordi Han tog os dybt alvorligt på korset.
Guds hjerte for mennesker er også synligt i lignelsen om daglejerne i vingården. Om du kommer tidligt eller sent, rækker Han den samme frelse. Det kan støde vores regneark-retfærdighed, men det åbenbarer nåden: Gud er god. Han giver ikke efter for misundelse, men holder sit løfte til alle, der svarer på Hans kald – også i “ellevte time”. Det betyder håb for den værste synder, der omvender sig – og en venlig, men klar påmindelse til os andre om, at lønnen er nåde, ikke selverhverv.
Hvordan taler vi så til mennesker i dag? Vi kan ikke bare kaste om os med “Gud elsker dig” på en måde, der luller folk i søvn. Lad os i stedet male det sande billede: Gud er hellig, Han har skabt dig i sit billede, og Han længes efter fællesskab med dig. Synd skiller, men korset åbner vejen. Der opfordres til at vende om, tro og bekende – og så handle på troen. Kærlighed og lydighed hænger sammen som sjæl og krop. Når vi søger først Guds rige og Hans retfærdighed, tager Han ansvar for resten. Ikke som en automatik, men som et løfte fra en trofast Far.
Og til dig, der kæmper: Guds kærlighed er ikke skørtejagten efter din præstation. Den kom før dig, bar dig på korset og kalder dig ind i et liv, hvor Helligånden gør lydighed mulig. Gå den vej med ærefrygt og frimodighed. Lad kærlighed blive handling i dine valg, dine ord og din tjeneste. For Gud er kærlig – og retfærdig – og netop derfor er Han uendeligt god.
Citat fra undervisningen: Kærlighed i Bibelen er agape – ikke bare en følelse, men en handling, der viser, hvem og hvad vi tilhører.
Relevante søgeord: gud er kærlighed – agape kærlighed – guds retfærdighed – omvendelse og tro – efterfølgelse – hellighed – nåde og sandhed – evangeliet – det nye testamente – jesus kors – ærefrygt for gud – disciplerskab – guds bud – lydighed i kærlighed – helligåndens kraft