Kvæstet og smadret af lastbil

Smadret af en lastbil, kvæstet og i koma!

Det her er virkelig vildt, vidunderligt og absolut fantastisk…

Der er ændret lidt i navne osv. da det ønskes anonymt.

Tirsdag d. 1 maj 2018 er vi i gang med at bede for en her i huset, hvor Louise er med… men midt under bønnen, får hun et billede foran sig af et trafikuheld – helt ude af kontekst. Det kommer flere gange, så hun vælger at gå ind for sig selv for at søge Gud mere intenst med spørgsmålet: ”Hvorfor?”. Svaret kommer i endnu et billede: ”Et skræmt barn, der står og skriger på sin mor”. Med det samme får Louise fornemmelsen af, at hendes mor må have været impliceret i et trafikuheld, og da hun telefonisk hverken kan få kontakt til hendes mor, hendes far eller til hendes bror, vælger hun at starte bilen, og køre afsted for at tjekke det. Det viser sig, at de alle tre sidder i møde, og at alt er godt… så Louise sætter sig ud i bilen igen, for at vende næsen tilbage. Hun tænder radioen, og med det samme starter lige præcis den ene sang, hun havde sammen med hendes meget tætte veninde, Mille.

…med det samme er Louise 100% klar over, at det her trafikuheld ikke handler om hendes mor, men om Mille… og der går også kun max 30 sekunder, inden telefonen ringer… det er en af Milles piger, som fortæller, at Mille netop har været impliceret i et voldsomt trafikuheld. Hun var blevet ramt af en lastbil og skubbet ned i en grøft, hvor lastbilen så landede ovenpå bilen med Mille i. Da hun ankommer på sygehuset, er hun mere eller mindre død. Hun ligger i koma, ryggen er brækket flere steder og hun er alvorligt kvæstet. Lægerne vælger at holde kunstigt liv i hende i max et døgn, idet chancerne for at overleve reelt ikke er tilstede – og hvis hun mod forventning skulle overleve, vil det blive som ”en grøntsag”.

Vi har en lille hjemmegruppe, hvor vi mødes hver onsdag til bøn, lovsang og undervisning mv., men ”tilfældigvis” var gruppen den her ene gang rykket til netop den tirsdag, hvor uheldet med Mille sker… så vi vælger at gå i aktiv bønnekrig for Mille. Vi får virkelig mange ord og billeder ind i hele situationen, om at Gud vil rejse hende og helbrede hende, præcis som Jesus gjorde med Lazarus… og der går også kun max 30 minutter, før Louise får et opkald om, at Mille pludselig selv er begyndt at trække vejret, og at hendes hjerte slår stabilt… wow!! Hun ligger stadig i koma, men er helt stabil – og nu uden respirator.

Midt i alt det her, hvor Mille ligger i koma, snakker vi med Louise om at tage op og be’ for Mille helt fysisk, men når man er helt ny i troen, som Louise er, er det et stort skridt at spørge familien om lov til at komme – og det er også et stort skridt at be’ for en, når det er så alvorligt…. Og tænk sig, hvis nu de siger ”nej tak”. Derudover er lysten til at se Mille, heller ikke tilstede, for hun ser ikke ligefrem pæn ud efter ulykken, så det bliver ikke rigtig til noget… trods meget snak frem og tilbage.

16 dage efter uheldet, ligger Mille stadig i koma uden yderligere forandringer… vi be’r igen for hende i vores bibelgruppe (Mille er ikke-troende)… og ”det eneste” der kommer ud af vores bøn er, at Louise får et billede af Mille… nærmest som en glaskugle med lys indeni… så bliver lyset slukket, kuglen visner, skrumper ind og bliver nærmest pulveriseret. Straks ved Louise godt, hvad det betyder: at Mille skal dø! Så helt naturligt trækker Louise sig og bryder sammen i sorg og med skyldfølelse om ikke at have bedt for hende… eller i det mindste tilbudt familien at bede for hende.

Jeg får en rigtig god snak med Louise om, at de billeder Gud giver os ikke nødvendigvis altid er, hvordan fremtiden er, men hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvis vi ikke agerer på det, Gud ønsker. Snakken ender med, at Louise kontakter familien og får lov til at bede for Mille i Skejby, dagen efter – men hun skal komme alene, da de ikke magter at forholde sig til nye mennesker midt i den alvorlige krise, de står i.

Torsdag d. 17. maj – 17 dage efter uheldet, bliver Mille flyttet til Odense Universitetshospital (OUH), netop dén dag, hvor Louise har fået lov til at bede for Mille. Jeg tager med til Odense som moralsk support til Louise, men bliver siddende i forhallen, mens hun alene finder vej ind på neurointensiv afdeling. På det tidspunkt har Louise ikke bedt højt mere end 4-5 gange før… så det er MEGET nyt, hun har ikke lyst til at se Mille med alle mulige slanger på og det hele er bare ekstremt grænseoverskridende – men Gud har kaldet, så hun går!!!

Da Louise kommer ind på stuen, starter hun med at be’ kort for Milles ene datter, som også oplever en fred i det. Efterfølgende lægger Louise hånden på Mille og be’r ganske kort for hende. Så får hun et billede af et ur uden visere, men hun hører tydeligt lyden ”tik tak tik tak tik tak”. Hun kigger rundt i lokaltet for at tjekke, om der rent faktisk ér et ur, men det er der bare ikke…. Så vælger hun at slå over i tungetale, men oplever at Gud bremser det – nærmest som om, ”der er sagt, hvad der skal siges” og hun får derefter fra Gud, at hun skal slå op i Salmernes bog kap. 41 v4: ” Når de er syge, tager han sig af dem og helbreder dem fra alle deres sygdomme”. Det læser hun højt for familien og tager hurtigt afsted igen, med en stærk overbevisning om, at Gud har rykket…!

Lige godt en time efter besøget, får Louise en SMS: ”Mille er vågnet”… og allerede dagen efter, er hun oppe at gå – hun er selv på toilet trods brækket ryg osv! Hun har ingen lammelser og ingen smerter i ryggen (kun i hovedet) – og ikke nok med det, men i sidste uge, gad Mille ikke sygehuset mere, så hun udskrev sig selv, og er nu kommet hjem!!!

Jesus Kristus, har helbredt Mille…! HALLELUJA…

Så nu ligger opgaven bare foran, løbende at fortælle og undervise familien om Jesus, så Han må blive æret igennem det her fantastiske vidnesbyrd
….for man må da næsten ikke kunne andet end at tro på Jesus efter sådan en fantastisk og mirakuløs indgriben.

Æl ære, pris og respekt til vores Far i Himmelen. TAK FOR ALT HVAD DU GØR FOR OS, JESUS…!

Andreas Slot-Henriksen
Juli 2018