Skriftsteder fra undervisningen

Lukasevangeliet 21.5–19
5 Da nogle talte om, at templet var smykket med smukke sten og tempelgaver, sagde han: 6 »Det, I dér ser – der skal komme dage, da der ikke skal lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.«
7 De spurgte ham: »Mester, hvornår skal dette da ske, og hvad er tegnet på, at det skal til at ske?« 8 Han svarede: »Se til, at I ikke bliver ført vild. For der skal komme mange i mit navn og sige: Det er mig! og: Tiden er nær! Følg dem ikke! 9 Og når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme. For det skal ske først, men enden er der ikke straks.« 10 Da sagde han til dem: »Folk skal rejse sig imod folk, og land imod land. 11 Der skal komme store jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest; der vil ske forfærdelige ting og vise sig store tegn fra himlen.
12 Men før alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge jer, udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel, og I vil blive ført frem for konger og statholdere på grund af mit navn. 13 Det vil give jer lejlighed til at aflægge vidnesbyrd. 14 Læg jer så på sinde, at I ikke skal forberede jer på, hvordan I skal forsvare jer, 15 for jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige. 16 I vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden, 17 og I skal hades af alle på grund af mit navn. 18 Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. 19 Ved at holde ud skal I vinde jeres liv.

Brevet til Hebræerne 10.32–36
32 Husk den første tid, da I efter at være blevet oplyst udstod megen kamp og lidelse, 33 når I enten selv blev stillet offentligt til skue under spot og mishandling eller gjorde fælles sag med andre, når de blev behandlet sådan. 34 For I led med de fængslede, og I fandt jer med glæde i, at man røvede jeres ejendom, fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår. 35 Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. 36 For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet.

Apostlenes Gerninger 16.19–31
19 Men da hendes herrer forstod, at det var ude med deres håb om indtægt, greb de fat i Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet til myndighederne. 20 De førte dem frem for byens embedsmænd og sagde: »Disse mennesker skaber uro i vores by. De er jøder, 21 og de forkynder skikke, som det ikke er tilladt os romere at antage eller følge.« 22 Folkeskaren gik også løs på Paulus og Silas, og embedsmændene lod tøjet rive af dem og befalede, at de skulle piskes. 23 Efter at de havde givet dem mange piskeslag, satte de dem i fængsel og gav fangevogteren ordre til at bevogte dem sikkert. 24 Da han havde fået den ordre, satte han dem i det inderste fangehul og spændte deres fødder fast i blokken.
25 Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede. 26 Pludselig kom der et kraftigt jordskælv, så fængslets grundmure rystedes; i det samme sprang alle døre op, og alles lænker faldt af. 27 Fangevogteren blev vækket af sin søvn og så fængselsdørene stå åbne. Han greb et sværd og ville dræbe sig selv, for han troede, at fangerne var flygtet. 28 Men Paulus råbte højt: »Gør ikke en ulykke på dig selv, for vi er her alle sammen.« 29 Fangevogteren forlangte at få fakler, og han løb ind og faldt skælvende på knæ for Paulus og Silas. 30 Så førte han dem udenfor og spurgte dem: »I gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« 31 De svarede: »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.«

Peters Første Brev 3.17
17 For det er bedre, om det er Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde.

Peters Første Brev 4.1–2
1 Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden 2 for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje.

Paulus’ Andet Brev til Timotheus 1.9–12
9 Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, 10 og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet. 11 For det evangelium er jeg indsat som forkynder og apostel og lærer. 12 Derfor må jeg også lide dette; men jeg skammer mig ikke, for jeg ved, hvem jeg tror på, og jeg er vis på, at det står i hans magt at tage vare på den skat, der er betroet mig, til den dag kommer.

Apostlenes Gerninger 5.27–32
27 Da de havde hentet dem, fremstillede de dem i Rådet, og ypperstepræsten tog dem i forhør 28 og sagde: »Vi har udtrykkeligt forbudt jer at undervise i dette navn, og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe denne mands blod over os.« 29 Peter og apostlene svarede: »Man bør adlyde Gud mere end mennesker. 30 Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ. 31 Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse. 32 Og vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.«

…lidt senere efter Sanhedrinets ”votering”

Apostlenes Gerninger 5.39b–42
De fulgte hans råd 40 og kaldte apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem. 41 De forlod så rådssalen, glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld. 42 Både i templet og hjemme fortsatte de hver dag med at undervise og forkynde, at Jesus er den Salvede.

Lukasevangeliet 8.4–15
4 Da der samlede sig en stor skare, og de kom ud til ham fra den ene by efter den anden, sagde han i en lignelse: 5 »En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. 6 Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. 7 Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. 8 Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.« Da han havde sagt det, råbte han: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
9 Hans disciple spurgte ham, hvad denne lignelse skulle betyde. 10 Han svarede: »Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at
de skal se, men intet se,
og høre, men intet fatte.
11 Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds ord. 12 De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. 13 De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. 14 Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. 15 Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt.

Paulus’ Brev til Romerne 8.28–29
28 Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. 29 For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre.

Brevet til Hebræerne 12.10–13
10 For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. 11 Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. 12 Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, 13 og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt.