Skriftsteder fra undervisningen

Paulus’ Brev til Kolossenserne 1.12–18
12 Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. 13 Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; 14 i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.
15 Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.
16 I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Ved ham og til ham er alting skabt.
17 Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
18 Han er hoved for legemet, kirken. (ĕkklēsia – de helliges fællesskab)
Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første.

Paulus’ Brev til Efeserne 4.9–16
9 Men at han er steget op, hvad andet betyder det, end at han også er steget ned til den lave jord? 10 Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt. 11 Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere 12 for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, 13 indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. 14 Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, 15 men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. 16 Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.

Paulus’ Brev til Kolossenserne 2.16–23
16 Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. 17 Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus. 18 Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, 19 og som ikke holder sig til ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst.
20 Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden: 21 Tag ikke, smag ikke, rør ikke! 22 – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære. 23 Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse.

Paulus’ Brev til Romerne 12.3–8
3 I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. 4 For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, 5 således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. 6 Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; 7 den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; 8 den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne.
9 Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. 10 Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. 11 Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. 12 Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. 13 Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. 14 Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. 15 Glæd jer med de glade, græd med de grædende. 16 Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab.

Paulus’ Brev til Efeserne 5.21–33
21 I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, 22 I hustruer under jeres mænd som under Herren; 23 for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens (ĕkklēsia – de helliges fællesskab) hoved og sit legemes frelser. 24 Ligesom kirken (ĕkklēsia) underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.
25 Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken (ĕkklēsia) og givet sig hen for den 26 for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, 27 for at føre kirken (ĕkklēsia) frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. 28 Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. 29 Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken (ĕkklēsia). 30 For vi er lemmer på hans legeme. 31 Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. 32 Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken (ĕkklēsia). 33 Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.

Johannes’ Første Brev 4.8
8 Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.