Skriftsteder fra undervisningen

Brevet til Hebræerne 4-13
1 Lad os altså være på vagt, så ingen af jer skal vise sig at være kommet for sent, da løftet om at komme ind til Guds hvile endnu står ved magt. 2 For vi har fået det glædelige budskab forkyndt ligesom de; men de havde ikke gavn af at høre ordet, fordi de ikke modtog det i tro, da de hørte det. 3 For når vi kan komme ind til hvilen, er det, fordi vi tror, sådan som han har sagt:
Så svor jeg i min vrede:
De skal aldrig komme ind til min hvile,
og det sagde Gud, skønt hans gerninger var færdige, fra verden blev grundlagt. 4 For et sted har han sagt således om den syvende dag: »Og på den syvende dag hvilede Gud efter alle sine gerninger,« 5 men på dette sted derimod: »De skal aldrig komme ind til min hvile.« 6 Det står altså endnu tilbage, at nogle kommer ind til hvilen, og de, der tidligere havde fået det glædelige budskab, var på grund af ulydighed ikke kommet ind. 7 Derfor fastsætter han for anden gang en dag, som skal være »i dag«, idet han efter så lang tids forløb taler ved David, som det før er nævnt:
Om I dog i dag ville lytte til ham!
Gør ikke jeres hjerter hårde.
8 For hvis Josva havde ført dem ind til hvilen, ville Gud ikke senere have talt om en anden dag.
9 Altså venter der Guds folk en sabbatshvile. 10 For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine. 11 Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed.
12 For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. 13 Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.

Matthæusevangeliet 12.1–8
1 På den tid kom Jesus på en sabbat forbi nogle kornmarker. Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og spise. 2 Da farisæerne så det, sagde de til ham: »Se, dine disciple gør noget, som det ikke er tilladt at gøre på en sabbat.« 3 Men han sagde til dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne, 4 hvordan han gik ind i Guds hus og de spiste af skuebrødene, som det hverken var ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise? 5 Eller har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld? 6 Men jeg siger jer: Her er noget større end templet! 7 Havde I fattet, hvad det betyder: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,‹ havde I ikke fordømt de uskyldige. 8 For Menneskesønnen er herre over sabbatten.«

Paulus’ Brev til Galaterne 6.1–10
1 Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! 2 Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. 3 For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. 4 Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; 5 for enhver skal bære sin egen byrde. 6 Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. 7 Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: 8 Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. 9 Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. 10 Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller.

Johannesevangeliet 15.1–8
1 Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. 2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. 3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. 4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. 5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. 6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. 7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. 8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

Matthæusevangeliet 11.28–30
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Markusevangeliet 6.30–31
30 Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. 31 Og han sagde til dem: »Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.« For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise.

Johannesevangeliet 11.5–10
5 Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. 6 Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; 7 først derefter sagde han til disciplene: »Lad os tage tilbage til Judæa.« 8 Disciplene sagde til ham: »Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?« 9 Jesus svarede: »Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. 10 Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.«

Paulus’ Første Brev til Korintherne 13.4–7
4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. 5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. 6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. 7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Lukasevangeliet 11.24–26
24 Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. 25 Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. 26 Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Lukasevangeliet 14.35
25 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: 26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. 27 Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. 28 Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? 29 – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham 30 og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! 31 Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? 32 Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. 33 Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. 34 Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? 35 Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Esajas’ Bog 9.5
5 For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.

Johannesevangeliet 14.25–27
25 Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. 26 Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. 27 Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Paulus’ Brev til Efeserne 2.11–18
11 Husk derfor, at I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne af dem, der kalder sig omskårne, dem der har en legemlig omskærelse, gjort med hænder 12 – husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. 13 Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. 14 For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. 15 Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred 16 og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet. 17 Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. 18 For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen.

Paulus’ Brev til Romerne 5.1–4
1 Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. 2 Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. 3 Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, 4 udholdenheden fasthed, og fastheden håb.

Første Mosebog 18.22–33
22 Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Herren. 23 Abraham trådte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? 24 Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? 25 Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?« 26 Herren svarede: »Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.« 27 Abraham svarede: »Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske! 28 Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre.« 29 Men Abraham blev ved med at tale til ham: »Måske findes der fyrre,« og han svarede: »For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det.« 30 Så sagde han: »Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive,« og han svarede: »Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive.« 31 Men han sagde: »Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve,« og han svarede: »For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« 32 Så sagde han: »Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti,« og han svarede: »For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« 33 Så gik Herren, da han var færdig med at tale med Abraham, og Abraham vendte hjem.

Prædikerens Bog 3.1–11
1 Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
2 En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
3 En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
4 En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
5 En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
6 En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
7 En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
8 En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
9 Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
10 Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: 11 Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.