Skriftsteder fra undervisningen

1. Mosebog 18 v16…. (BPH)
Abraham går i forbøn for Sodoma
16 Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. 17 Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? 18 Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. 19 Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.” 20 Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. 21 Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” 22 De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. 23 Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? 24 Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? 25 Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?” 26 Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.” 27 Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. 28 Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.” 29 „Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.” 30 „Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren. 31 „Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.” 32 Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.” 33 Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.

1. Mosebog 18 – Sodomas ondskab
1 Samme aften ankom de to engle til Sodoma. Lot sad på torvet lige inden for byporten, og da han fik øje på dem, gik han dem straks i møde og bøjede sig ærbødigt for dem. 2 „Mine herrer,” sagde han, „kom hjem til mig og få vasket støvet af jeres fødder. I skal være mine gæster, og i morgen tidlig kan I så begive jer videre på rejsen.” „Nej tak,” svarede de. „Vi vil hellere tilbringe natten her på torvet.” 3 Men Lot pressede på, og til sidst gik de med ham hjem. Han fik bagt noget brød i en fart, selv om der ingen surdej var i huset, og han serverede et måltid mad for dem. 4 Efter måltidet, da de skulle til at gå til ro, blev huset omringet af byens mænd, både unge og gamle. 5 De råbte til Lot: „Hvor er de mænd, som kom for at overnatte hos dig? Bring dem ud til os, så vi kan have sex med dem!” 6 Men Lot gik ud til dem og lukkede døren efter sig. 7 „Rolig, venner!” sagde han. „Gør jer ikke skyldig i noget så ondt! 8 Jeg har to døtre, som endnu er jomfruer. Dem kan jeg bringe ud til jer. Så kan I gøre med dem, hvad I vil. Men I må lade disse mænd i fred. De er mine gæster og under min beskyttelse.” 9 „Flyt dig!” råbte de. „Hvad bilder du dig ind? Vi gav dig lov til at bo iblandt os, og så vil du fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre! Bare vent til vi får fat i dig, så skal vi behandle dig værre end dine gæster!” De nærmede sig truende Lot, parate til at brække døren op om nødvendigt. 10 Da rakte de to mænd hænderne ud efter Lot, trak ham ind i huset og lukkede døren. 11 Samtidig gjorde de mændene udenfor blinde, så de ikke kunne finde døren. 12 „Har du nogen pårørende her i byen, Lot, svigersønner, sønner, døtre eller andre, som hører til din familie?” spurgte englene, „så sørg for at få dem ud af byen hurtigst muligt! 13 Vi har nemlig fået ordre til at tilintetgøre dette sted! Synden her er blevet så himmelråbende, at Herren har besluttet at ødelægge byen.” 14 Lot skyndte sig af sted til de mænd, der var forlovet med hans døtre. „I må forlade byen hurtigst muligt!” sagde han. „For Herren vil ødelægge den!” Men de troede, det var hans spøg.

15 Ved daggry næste morgen, skyndede englene på Lot. „Få fat i din kone og dine to døtre og kom af sted, så I ikke skal miste livet på grund af byens synd.” 16 Da Lot tøvede, tog englene ham og hans kone og de to døtre ved hånden og førte dem skyndsomst uden for byen, for Herren ville redde dem. 17 „Løb for livet!” sagde englene. „Se jer ikke tilbage og stands ikke nogen steder i Jordandalen. Flygt op i bjergene, hvis I vil redde livet!” 18 Men Lot indvendte: „Åh nej, herre! 19 I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør. 20 Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.” 21 „Godt,” svarede englen, „jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt. 22 Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.[1] 23 Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar. 24 Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra. 25 Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne. 26 Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte. 27 Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren. 28 Da han kiggede ud over sletten i retning af Sodoma og Gomorra, så han en tyk røg stige til vejrs over hele området. 29 Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen.

Matt 10,37 (BPH)
Den, der elsker sin far eller mor mere end mig, er ikke værdig til at være min discipel. Og den, der elsker sin søn eller datter mere end mig, er ikke værdig til at følge mig.

Paulus’ Første Brev til Korintherne 10.1–13
1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet 2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet 3 og spiste alle den samme åndelige mad 4 og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus – 5 og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen. 6 Derved blev de advarende eksempler for os, for at vi ikke skal få lyst til det onde, sådan som de fik det. 7 Bliv heller ikke afgudsdyrkere, sådan som nogle af dem blev det – som der står skrevet: »Folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse.« 8 Lad os heller ikke bedrive utugt, sådan som nogle af dem gjorde det, og på én dag blev der dræbt treogtyve tusind. 9 Lad os heller ikke udæske Kristus, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af slanger. 10 Giv heller ikke ondt af jer, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen. 11 Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. 12 Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. 13 De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.

Lukasevangeliet 9.57–62
57 Mens de var undervejs, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« 58 Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« 59 Og Jesus sagde til en anden: »Følg mig!« Men han svarede: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« 60 Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.« 61 Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« 62 Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«

Paulus’ Brev til Filipperne 3.13–17
13 Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; 14 jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. 15 Således skal vi tænke, vi der er fuldkomne, og tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer; 16 blot skal vi blive i det spor, vi er kommet ind på.
17 Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os.