Andreas Slot-Henriksen underviser underviser d. 18. december 2020 om emnet: “At HVILE i Guds nærvær”

Skriftsteder fra undervisningen

Lukas 8:4-15 – Billedet med jordbunden
4 Folk fra alle byerne i nærheden opsøgte Jesus, og en dag, da en stor folkeskare var samlet, fortalte han følgende historie:
5 „En landmand gik ud for at så korn på sin mark. Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, hvor det blev trådt ned, og fuglene kom og spiste det. 6 Noget af kornet faldt på stengrund. Så snart planterne kom op, visnede de, for der var for lidt væde i jorden. 7 Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. 8 Men noget af kornet faldt i god jord og gav et udbytte på 100 gange så meget, som der var sået.” Da Jesus var færdig med historien, råbte han: „Lad dem høre, som har øre.”
Guds riges mysterier forklares kun for disciplene
9 Disciplene kom bagefter hen og spurgte Jesus, hvad meningen bag historien var. 10 Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men de andre må nøjes med at spekulere over billedtalen. Derved opfyldes ordet:
‚De ser, men fatter dog intet.
De hører, men forstår dog intet.’
11 Lad mig forklare jer billedtalens betydning: Kornet, der blev sået, er et billede på Guds ord. 12 Nogle mennesker er som vejen. De hører godt nok Guds ord, men Djævelen kommer og piller de ord væk, som blev sået i deres hjerter, for at de ikke skal komme til tro og få det evige liv. 13 Nogle er som stengrunden. Når de hører Guds ord, tager de imod det med glæde. Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når modgangen kommer, giver de op og falder fra. 14 Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og jagten på materielle goder kvæler ordet, så der ingen frugt bliver. 15 Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og gemmer det i et fint og godt hjerte. De holder ud gennem modgang, og derfor bærer det frugt i deres liv.”

Hebr. 4:3-13
3 Altså er det kun, når vi tror på Guds løfte, at vi får lov til at gå ind til hans hvile. Det passer med, hvad han sagde om de vantro: „Så svor jeg i min vrede, at de ikke skal få lov at opleve min hvile.”
Det sagde Gud, selvom alt var planlagt og havde været klar siden verdens skabelse.
4 Der står jo et sted om den syvende dag: „Siden alting nu var fuldført, kunne Gud hvile på den syvende dag.” 5 Men selvom løftets land var parat, måtte Gud sige: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.” 6 Der er dog alligevel nogle, som får lov til at komme ind i Guds hvile, selvom de, der først fik løftet, ikke oplevede at få det opfyldt, fordi de var ulydige mod Gud. 7 Han fastsatte nemlig en ny dag, for de ord, der allerede er citeret fra Davids salme, hvor han taler om „i dag”, blev sagt mange år senere:
„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord.”
8 Hvis det var lykkedes Josva at føre folket ind til hvilens land, havde Gud ikke behøvet senere at tale om en ny tid, hvor man kunne opleve Guds hvile. 9 Altså er der stadig en hvile i vente til Guds folk. 10 De, som oplever at gå ind til den hvile, vil kunne hvile fra deres anstrengelser, ligesom Gud hvilede efter at have skabt verden. 11 Lad os derfor stræbe efter at komme ind i den hvile, og lad ingen af os gå glip af den på grund af ulydighed og oprør som dengang i ørkenen.
12 Pas på ikke at være ulydige, for når Gud taler, er der både liv og kraft i hans ord. De er skarpere end noget tveægget sværd og er i stand til at trænge ind i hjertets inderste kroge. Guds ord afslører vores hemmeligste tanker og motiver, og de sætter skel mellem det sjælelige og det åndelige. 13 Ingen kan gemme sig for Gud. Alt ligger åbent og udbredt for hans øjne, og vi skal engang stå til regnskab over for ham.

Lovprise Gud – og så kommer freden…! Og SÅ taler Gud.

Første Kongebog 19:9b-18  – Gud åbenbarer sig for Elias på flugt fra Jessabel på Horebs bjerg – i en faste på 40 dage
9b Men Herren spurgte ham: „Hvorfor er du her, Elias?”
10 „Herre, almægtige Gud!” sagde Elias. „Jeg har brugt alle kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”
11 „Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi.”
Først kom der en voldsom storm hen over bjerget, og sten og store klippestykker blev revet løs, men Herren var ikke i stormen. Derefter rystedes bjerget af et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. 12 Derefter kom der ild forbi, men Herren var ikke i ilden. Til sidst hørtes noget ligesom en svag susen. 13 Da gik Elias ud og stillede sig i hulens indgang med tilhyllet ansigt. Den samme stemme lød nu igen: „Elias, hvorfor er du her?”
14 Elias gentog sit svar: „Herre, almægtige Gud, jeg har brugt alle mine kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”
15 Da sagde Herren til ham: „Vend tilbage! Gå ad vejen gennem ørkenen til Damaskus. Der skal du salve Hazael til konge af Aram. 16 Jehu, Nimshis sønnesøn, skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn fra Abel-Mehola, skal du salve til profet, så han kan blive din efterfølger. 17 Enhver ba’aldyrker, der undslipper Hazael, vil blive dræbt af Jehu, og den der undslipper Jehu, vil blive dræbt af Elisa. 18 Men jeg vil skåne de 7000 mænd i Israel, som ikke har bøjet knæ for Ba’al eller kysset hans afgudsbillede.”

Hvis du ikke hviler I, hvem du er I Kristus, vil du ikke finde hvile. Du vil altid søge at få det, du ikke har og blive den du ikke er.

Det er først HVILEN – SÅ kan Guds salvelse og gaver kan komme over os.

1 Johannes 4:18
Guds kærlighed giver ikke plads til frygt. Tværtimod, Guds fuldkomne kærlighed jager frygten på flugt. Frygt har nemlig med straf at gøre, og de, der lever i frygt, har ikke fuldt ud forstået Guds kærlighed.

Anden Krønikebog 20:13-22 – Krigen som Gud vinder…!
5 Joshafat stod frem i den nye forgård i Herrens hus foran hele forsamlingen og bad denne bøn: 6 „Herre, vores fædres Gud, du som regerer i Himlen og over alle jordens riger. Du har den højeste magt, og ingen kan besejre dig. 7 Vi har hørt, hvordan du drev de andre folkeslag ud af dette land, dengang dit folk kom hertil. Vi ved, at du gav dette land til din ven Abrahams efterkommere for evigt. 8 Her slog dit folk sig ned og byggede dette tempel for dig. 9 Dengang sagde de: ‚Hvis der kommer en ulykke over os, hvad enten det er fjendehære, pest eller hungersnød, så vil vi komme til dette tempel, hvor du bor, og bede dig om hjælp, så du kan gribe ind og redde os.’
10 Se nu! Vi bliver angrebet af en stor hær fra Ammon, Moab og Seirs bjerge. Det er de folkeslag, du ikke tillod vores forfædre at udrydde på vej op fra Egypten. Derfor gik de i en bue uden om dem og lod dem være. 11 Se nu, hvad de gør til gengæld. De er kommet for at jage os ud af det land, du har givet os i eje. 12 Åh, Gud, du må standse dem. Vi står magtesløse over for så mægtig en hær og ved ikke, hvad vi skal gøre, men vi stoler på din hjælp.”
13 Alle Judas mænd stod foran Herrens tempel med deres koner og børn. 14 Da kom Herrens Ånd over Jahaziel, en af levitterne fra Asafs slægt.
15 „Lyt til mig, kong Joshafat og alle Judas og Jerusalems indbyggere,” råbte han. „Herren siger: Vær ikke bange! Lad jer ikke skræmme af denne mægtige hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds! 16 I morgen skal I rykke frem mod dem. De kommer ad vejen op til Zitz, og I vil kunne se dem for enden af dalen, der fører ud til Jeruels ørken. 17 I skal ikke kæmpe mod dem, men blot tage opstilling og se på, at Herren giver sejr. Judas og Jerusalems indbyggere, vær ikke bange og tab ikke modet! I morgen skal I gå dem i møde—og Herren vil være med jer.”
18 Ved disse ord faldt kong Joshafat på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse, og Judas og Jerusalems indbyggere gjorde det samme. 19 Derefter rejste levitterne af Kehats og Koras slægter sig og brød ud i en højlydt lovsang til Herren, Israels Gud.
20 Tidligt næste morgen gjorde de klar til at drage ud i ørkenen i retning af Tekoa. Joshafat opmuntrede dem med følgende ord: „Lyt til mig, Judas og Jerusalems indbyggere! Stol på Herren jeres Gud, så skal det lykkes for jer! Stol på hans profeter, så vil det gå jer vel!”
21 Efter at have rådført sig med folkets ledere besluttede Joshafat at lade sangerne gå foran soldaterne. De skulle lovprise Herren for hans hellighed og herlighed med ordene: „Lovet være Herren! Hans trofasthed varer til evig tid!”
22 Under deres sang og lovprisning skabte Herren panik blandt fjendernes hære, så de begyndte at hugge hinanden ned. 23 Først dræbte ammonitterne og moabitterne i fællesskab dem fra Seirs bjerge, hvorpå de begyndte at slå hinanden ihjel. 24 Da judæerne nåede frem til udkigsposten oven for ørkenen, lå der døde kroppe så langt øjet rakte—ikke en eneste af fjenderne var undsluppet! 25 Kong Joshafat og hans soldater gik ud for at samle byttet ind, og de fandt så meget i form af forsyninger, udstyr og kostbarheder, at det tog dem tre dage at samle det hele sammen. 26 På den fjerde dag samledes de i dalen og lovpriste Herren for sejren. Derfor kaldes dalen den dag i dag for Berakadalen.

Salme 36:8
Hvor er din kærlighed fantastisk, Gud, mennesker søger ly i dine vingers skygge.

Salme 63:8
Jeg husker, hvor ofte du har hjulpet mig, jeg fryder mig under dine vingers skygge.

Ved en balance mellem tro og hvile kommer Guds løfter og mirakler til udfoldelse…