Markusevangeliet 16.17–20 (Danish CLV)
17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, 18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«
19 Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. 20 Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.
Apostlenes Gerninger 1.3–5 (Danish CLV)
3 Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. 4 Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – »om det har I hørt mig sige: 5 Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.«
Apostlenes Gerninger 2.1–13 (Danish CLV)
1 Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. 2 Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. 3 Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. 4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
5 I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. 6 Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. 7 De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? 8 Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? 9 Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, 10 Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, 11 jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« 12 Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« 13 Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«
Apostlenes Gerninger 10.44–48 (Danish CLV)
44 Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet. 45 Og de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger; 46 for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud. Da tog Peter til orde: 47 »Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?« 48 Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage.
Apostlenes Gerninger 19.1–7 (Danish CLV)
1 Mens Apollos var i Korinth, var Paulus rejst gennem egnene inde i landet og var kommet ud til Efesos. Dér mødte han nogle disciple 2 og spurgte dem: »Fik I Helligånden, da I kom til tro?« De svarede: »Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.« 3 Paulus spurgte: »Hvilken dåb blev I da døbt med?« De svarede: »Med Johannes’ dåb.« 4 Så sagde Paulus: »Johannes døbte med omvendelsesdåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus.« 5 Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, 6 og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. 7 Der var vel i alt tolv mand.
Paulus’ Første Brev til Korintherne 12.7–11 (Danish CLV)
7 Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. 8 Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. 9 Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, 10 og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. 11 Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.
Paulus’ Første Brev til Korintherne 12.27–31 (Danish CLV)
27 I er Kristi legeme og hver især hans lemmer. 28 Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. 29 Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? 30 Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale? 31 Men stræb efter de største nådegaver!
Og jeg vil også vise jer en langt bedre vej.
Paulus’ Første Brev til Korintherne 13.8–10, (Danish CLV)
8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. 9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, 10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.
Apostlenes Gerninger 2.5-6 + 13, Danish CLV
5 I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. 6 Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål.
…..
13 Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«
Johannesevangeliet 12.28–30 (Danish CLV)
28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« 29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« 30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld.
Paulus’ Første Brev til Korintherne 14.1–12 (Danish CLV)
1 Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk. 2 For den, der taler i tunger, taler ikke til mennesker, men til Gud; ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder. 3 Men den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst. 4 Den, der taler i tunger, opbygger sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger menigheden. 5 Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger, men hellere, at I taler profetisk. For den, der taler profetisk, er større end den, der taler i tunger, hvis han da ikke tolker det, han siger, så at menigheden kan blive opbygget.
6 Hvis jeg nu kommer og taler i tunger til jer, brødre, hvad gavn har I så af det, hvis jeg ikke også giver jer åbenbaring, kundskab, profeti eller belæring? 7 Sådan er det også med livløse ting, der frembringer lyd, en fløjte eller en harpe: Hvis der ikke er forskel på tonerne, hvordan kan man så opfatte det, der fløjtes eller spilles? 8 Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp? 9 Sådan er det også med jer: Hvis I ikke bruger tungen til at tale tydeligt, hvordan kan man så forstå, hvad der bliver sagt? Så snakker I jo bare ud i luften. 10 Der er så og så mange slags sprog i verden, og intet sprog er stumt; 11 men kan jeg ikke sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler det, og han som en fremmed for mig. 12 Sådan er det også med jer: Når I lægger så stor vægt på åndsgaver, så søg at blive rige på gaver, som tjener til at opbygge menigheden.
Paulus’ Brev til Romerne 8.25–27 (Danish CLV)
25 Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. 26 Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, 27 og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.
Paulus’ Første Brev til Korintherne 14.18–19 (Danish CLV)
18 Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer. 19 Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger.
Paulus’ Første Brev til Korintherne 14.22–25 (Danish CLV)
22 Derfor er tungetale et tegn, ikke for de troende, men for de ikke-troende. Og profetisk tale er ikke for de ikke-troende, men for de troende. 23 Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller nogle ikke-troende ind, vil de så ikke sige, at I er vanvittige? 24 Men hvis alle taler profetisk, og der kommer en ikke-troende eller en udenforstående ind, så ser han sig afsløret af alle, bedømt af alle; 25 det åbenbares, hvad der er skjult i hans hjerte, og så vil han falde på sit ansigt, tilbede Gud og udbryde: Gud er virkelig hos jer.
Paulus’ Første Brev til Korintherne 14.26–40 (Danish CLV)
26 Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse. 27 Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det. 28 Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud!
….
39 Altså, mine brødre, I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger. 40 Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til.
Tungetale er et emne, der skaber megen debat blandt kristne, fordi der er så mange forskellige holdninger til, om den er tilgængelig for alle troende, om den døde med apostlene, og hvordan den skal bruges. Andreas Slot-Henriksen fortæller her om tungetale ved at gå kronologisk gennem Bibelen og se på alle de steder, hvor der står noget om tungetale. Det allerførste sted er faktisk hos Jesus selv i Markusevangeliet kapitel 16, hvor Han lige før Han tages op til himlen siger, at visse tegn skal følge dem, der tror – heriblandt at tale i nye tunger, uddrive dæmoner og helbrede syge. Disse ord var nogle af de sidste, Jesus sagde, hvilket gør dem ekstra væsentlige at tage alvorligt.
På Pinsedag ser vi, hvordan Helligånden kommer over disciplene med et kraftigt vindstød og ildtunger, og de begynder alle at tale i andre tungemål. Det fantastiske er, at folk fra mange forskellige nationer hver især hører dem tale på deres eget modersmål om Guds storværker. Disciplene selv forstår ikke, hvad de siger, men Guds Ånd giver dem ordene. Interessant nok forstår de fromme jøder, hvad der bliver sagt, mens andre spotter og siger, at disciplene er fulde. Dette viser, at Gud åbenbarer sit budskab til dem, der har et ærligt hjerte.
Senere i Apostlenes Gerninger møder Peter hedningen Kornelius, og mens Peter forkynder evangeliet, falder Helligånden over alle de forsamlede hedninger, og de taler i tunger som bevis på, at Ånden er kommet. Dette chokerer de troende jøder, der er med Peter, fordi det viser klart, at Helligånden ikke kun er for jøder, men for alle, der tror. I Apostlenes Gerninger kapitel 19 møder Paulus nogle disciple i Efesos, som aldrig har hørt om Helligånden. Da han lægger hænderne på dem, kommer Helligånden over dem, og de taler i tunger og profeterer. Dette viser, at mange troende går i egen kraft uden Helligåndens power, indtil de modtager dåben med Helligånden.
I Første Korintherbrev skriver Paulus om forskellige slags tungetale. Der er forskel på den tungetale, der er til offentlig brug i menigheden, og den personlige tungetale, som er til vores egen opbyggelse. Når vi samles til gudstjeneste, får forskellige personer forskellige gaver – en får tungetale, en anden får tolkning, en tredje får en profeti. Det er til menighedens opbyggelse. Dette betyder ikke, at kun nogle få kan tale i tunger, men at gaverne fordeles forskelligt i forsamlingen, så der bliver orden og ikke kaos. Paulus siger faktisk tydeligt, at han gerne ser, at alle taler i tunger, men at profetisk tale er endnu vigtigere, fordi det opbygger andre.
Den personlige tungetale er til vores egen andagtstid og bøn. Når vi taler i tunger privat, taler vi ikke til mennesker, men til Gud. Vi forstår det ikke selv, men Ånden beder gennem os med uudsigelige suk. Paulus skriver, at den, der taler i tunger, opbygger sig selv, og han takker Gud for, at han taler mere i tunger end alle andre. Dette viser, hvor vigtig denne gave er i vores personlige åndelige liv. Mange kristne ved ikke, at de kan få Helligånden og tale i tunger, fordi de tror, det døde med apostlene eller kun er for nogle få udvalgte.
Men Paulus skriver klart, at kærligheden aldrig ophører, mens profetiske gaver skal forgå, og tungetale skal forstumme. Mange bruger dette som bevis på, at tungetale er ophørt. Men hvornår skal det ske? Når det fuldkomne kommer. Og hvad er det fuldkomne? Det er Jesus Kristus. Når Han kommer igen, har vi ikke længere brug for brudstykker af åbenbaring gennem tungetale og profeti, for da skal vi se Ham ansigt til ansigt. Indtil da er tungetale stadig tilgængelig og nødvendig.
Der findes grundlæggende tre til fire typer tungetale. Den første er et regulært sprog, som vi så på Pinsedag, hvor folk faktisk forstår det som et rigtigt sprog. Den anden er tungetale, der skal udlægges i en forsamling. Den tredje er den personlige tungetale til opbyggelse, som ingen forstår, men som Ånden bruger i vores bønneliv. Den fjerde er også personlig tungetale, men hvor vi beder for andre gennem Åndens ledelse, uden selv at vide, hvad vi beder om. Ånden kan vække os om natten og kalde os til at bede i tunger for en bror eller søster, der har brug for forbøn.
Når vi bruger tungetale i menigheden, skal det ske ordentligt. Højst to eller tre må tale i tunger under et møde, og der skal være en til at tolke det. Hvis der ikke er nogen til at tolke, skal man tie stille i forsamlingen – men man kan stadig tale til sig selv og til Gud. Dette handler ikke om at forbyde tungetale, men om at skabe orden. Den personlige tungetale kan vi bruge hele tiden i vores eget bønneliv, men den offentlige tungetale kræver tolkning for at opbygge menigheden.
Mange kristne har Helligånden boende i sig, men har aldrig åbnet op for tungetalen, fordi de har en forkert forventning. De tror, de skal have hele ordbogen inde i hovedet og perfekt udtale, før de kan begynde. Men tungetale handler om at turde åbne munden, sætte lyd på og stole på, at Gud giver ordene. Det begynder ofte ganske stille og småt, men når vi øver os og bruger det, vokser det. Stolthed kan også forhindre os i at bruge tungetale, fordi vi er bange for, hvad andre tænker, eller vi føler os ydmygede. Men når vi lægger stoltheden væk og tør adlyde Guds kald, oplever vi Hans storhed.
Tungetale er et tegn, der skal følge dem, der tror. Jesus sagde det klart. Det er ikke noget, vi måske kan opleve, hvis vi er heldige. Det er noget, der skal være en naturlig del af vores kristenliv. Når Helligånden kommer over os, får vi kraft til at være Jesu vidner, til at drive dæmoner ud, helbrede syge og tale i nye tunger. Vi skal stræbe efter åndsgaverne, ikke bare slå os til tåls med det, vi har. Paulus opfordrer os til aktivt at søge gaverne, især dem, der opbygger andre, men også den personlige tungetale, som styrker vores eget åndelige liv.
Citat fra undervisningen: Jesus, Han siger, de her tegn skal følge dem der tror. Det er ikke noget med at I kan komme ud for at I ser nogen troende hvor de her tegn måske følger med hvis I er heldige. Han siger, de her tegn skal følge dem, der tror.
Relevante søgeord: tungetale – HelligÃ¥nden – Ã¥ndsgaver – dÃ¥ben med HelligÃ¥nden – profeti – Pinsedag – Paulus – Korintherbrevet – opbyggelse i troen – bøn i Ã…nden – Ã¥ndelig kraft – kristen vækst – bibelundervisning – discipelskab – nÃ¥degaver – tro og handling – kristen praksis – menighedsliv – personlig andagt
