Jonas’ Bog 3.10–4.11 (Danish CLV):
10 Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.*
4 Da blev Jonas meget forbitret og vred. 2 Han bad til Herren: »Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken.* 3 Herre, tag nu mit liv, for jeg vil hellere dø end leve.«* 4 Herren sagde: »Har du ret til at være vred?«
5 Så gik Jonas ud af byen og slog sig ned øst for den. Han lavede sig en hytte og satte sig dér i skyggen for at se, hvad der skete med byen. 6 Gud Herren befalede så en olieplante at skyde op over Jonas, så den kunne skygge for hans hoved og befri ham for hans mismod, og Jonas glædede sig meget over olieplanten. 7 Men da det blev lyst næste morgen, befalede Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visnede. 8 Og da solen stod op, befalede Gud en gloende østenvind at komme, og solen stak Jonas i hovedet, så han var ved at besvime. Han bad om at måtte dø og sagde: »Jeg vil hellere dø end leve.« 9 Da sagde Gud til Jonas: »Har du ret til at være vred over olieplanten?« Han svarede: »Jeg har ret til at være dødeligt vred.« 10 Da sagde Herren: »Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat.* 11 Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr?«
Paulus’ Brev til Efeserne 4.25–32 (Danish CLV):
25 Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer.* 26 Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede,* 27 og giv ikke plads for Djævelen. 28 Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.* 29 Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.* 30 Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag.* 31 Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab;* 32 men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.*
Jakobs Brev 1.19–21 (Danish CLV):
19 Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede,* 20 for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud.* 21 Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.*
Matthæusevangeliet 21.12–17 (Danish CLV):
12 Så gik Jesus ind på tempelpladsen, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke,* 13 og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule.«* 14 Og blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. 15 Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undere, han gjorde, og da de så børnene på tempelpladsen, som råbte: »Hosianna, Davids søn!« blev de vrede, 16 og de spurgte ham: »Hører du ikke, hvad de siger?« Men Jesus svarede dem: »Jo, har I aldrig læst: ›Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang‹?«* 17 Og han forlod dem og gik uden for byen til Betania og overnattede dér.
Markusevangeliet 3.1–6 (Danish CLV):
3 Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd.* 2 Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. 3 Og han sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og kom ind i midten!« 4 Så sagde han til dem: »Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?« Men de tav. 5 Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. 6 Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.*
Matthæusevangeliet 17.14–21 (Danish CLV):
14 Da de kom ned til folkeskaren, kom en mand hen til Jesus, faldt på knæ for ham* 15 og bad: »Herre, forbarm dig over min søn, for han er månesyg og lider slemt. Han styrter snart i ild og snart i vand. 16 Og jeg har bragt ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.« 17 Jesus udbrød: » Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«* 18 Og Jesus truede ad dæmonen, og den fór ud af ham, og i samme øjeblik blev drengen rask.
19 Da de var blevet alene, kom disciplene hen og spurgte Jesus: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?«* 20 Han sagde til dem: »Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.* 21 Den slags fordrives kun ved bøn og faste.«
Ordsprogenes Bog 19.3 (Danish CLV):
3 Et menneskes dumhed bringer ham til fald, men hans hjerte raser mod Herren .
Anden Samuelsbog 6.1–10 (Danish CLV):
Derpå samlede David alle udvalgte mænd i Israel, tredive tusind mand.* 2 Han brød op med hele sin hær og drog til Ba’ala i Juda for at hente Guds ark, som bærer navnet »Hærskarers Herre, som troner på keruberne«.* 3 De satte Guds ark på en ny vogn og førte den fra Abinadabs hus på højen. Uzza og Akjo, Abinadabs sønner, kørte vognen;* 4 Uzza gik ved siden af Guds ark, og Akjo gik foran den, 5 mens David og hele Israels hus dansede af alle kræfter for Herrens ansigt til sang og til spil af citere, harper, pauker, sistrer og cymbler. 6 Men da de kom til Nakons tærskeplads, rakte Uzza ud efter Guds ark og greb fat i den, fordi okserne snublede. 7 Da flammede Herrens vrede op mod Uzza, og Gud slog ham ihjel på grund af hans forseelse, og han døde dér ved Guds ark.* 8 Men David blev vred over, at Herren var brudt løs imod Uzza; derfor kaldte han stedet for Peres-Uzza; det hedder det den dag i dag. 9 Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Herren og sagde: »Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig?« 10 Og han ville ikke flytte Herrens ark hjem til sig i Davidsbyen, men satte den hen i gatitten Obed-Edoms hus.
Salmerns Bog 37.8–9 (Danish CLV):
8 Bliv ikke vred, lad din harme fare,
far ikke op, det bringer kun ulykke;*
9 thi forbryderne bliver udryddet,
men de, der håber på Herren, får landet i arv og eje.
Prædikerens Bog 5.1 (Danish CLV):
1 Lad ikke din mund løbe og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden! Derfor skal dine ord være få…
Jobs Bog 38.1–19 (Danish CLV)
1 Da talte Herren til Job inde fra stormen:
2 Hvem er det, der med uforstandige ord
formørker det, jeg har bestemt?
3 Spænd bæltet om lænden som en mand,
og giv mig svar, når jeg spørger dig!
4 Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?
Fortæl det, hvis du har forstand til det!
5 Hvem bestemte dens mål – det ved du vel?
Hvem spændte målesnoren ud over den?
6 Hvor blev dens fodstykker sat ned,
og hvem lagde dens hjørnesten,
7 mens alle morgenstjerner jublede,
og alle gudssønner råbte af fryd?
8 Hvem spærrede havet inde bag porte,
da det brød ud af moderlivet,
9 dengang jeg gav det skylaget til klædning
og de mørke skyer til svøb,
10 da jeg afstak en grænse for det
og indsatte port og slå
11 og sagde: »Hertil må du komme, ikke længere,
her standser dine stolte bølger.«
12 Har du nogen sinde beordret morgenen frem,
anvist morgenrøden dens plads,
13 hvor den kan gribe fat i jordens kanter,
så de ugudelige rystes af den?
14 Da skifter jorden farve som ler til forsegling,
den farves, som man farver en klædning.
15 De ugudelige forholdes deres lys,
og den løftede arm brækkes.
16 Har du været ved havets kilder,
har du vandret på urdybets bund?
17 Er dødens porte blevet åbenbaret for dig,
har du set mørkets porte?
18 Har du givet agt på jordens vidder?
Fortæl det, hvis du ved, hvor stor den er.
19 Hvor er vejen til lysets bolig,
og hvor har mørket sit hjem?
Jobs Bog 40.1–14 (Danish CLV)
1 Og Herren sagde til Job:
2 Vil den, som klager over den Almægtige,
føre sag mod ham?
Den, som går i rette med Gud,
må give svar.
3 Job svarede Herren:
4 Nej, jeg er for ringe, hvad skal jeg svare dig?
Jeg lægger hånden på munden.
5 Én gang har jeg talt, jeg tager ikke til orde igen,
to gange, jeg fortsætter ikke.
6 Da talte Herren til Job inde fra stormen:
7 Spænd bæltet om lænden som en mand,
og giv mig svar, når jeg spørger dig!
8 Skal du drage min retfærdighed i tvivl,
dømme mig skyldig, så du selv kan få ret?
9 Er du så stærk som Gud?
Kan din røst tordne som hans?
10 Så smyk dig med storhed og vælde,
klæd dig i højhed og pragt!
11 Udøs din heftige vrede,
ydmyg de hovmodige med dit blik,
12 undertving de hovmodige med dit blik,
træd de ugudelige ned på stedet!
13 Gem dem væk i jorden,
spær dem inde i det skjulte;
14 så vil jeg prise dig,
for din højre hånd har skaffet dig sejr.
Paulus’ Brev til Efeserne 4.30–32 (Danish CLV)
30 Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag. 31 Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; 32 men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.
Andreas Slot-Henriksen fortæller om, hvordan emnet vrede mod Gud kan opleves som både vanskeligt og nødvendigt at tage op i et kristent liv. Mange oplever, at vrede mod Gud sniger sig ind, især når livet ikke udvikler sig som forventet, og modgangen føles uretfærdig eller ubærlig. Det er centralt at fastslå, at vrede hverken er forkert eller farlig, hvis den håndteres ærligt, men der er risiko for, at den kan føre til bitterhed, isolation og tab af tro, hvis man nægter at forholde sig til den. Bibelen illustrerer flere steder, hvordan vrede kommer til udtryk blandt troende, og hvordan Gud ikke forskrækkes af menneskets følelsesmæssige oprør. Ofte er det lettest at pege fingre ad Gud, når meningen med livet går tabt under lidelse, død eller svære tab, fordi spørgsmålene “Hvorfor tillader Gud dette?” eller “Hvorfor svarer Gud ikke på mine bønner?” melder sig.
Bibelen gør det tydeligt, at det at bringe sin vrede frem for Gud er langt sundere end at undertrykke eller fornægte følelsen. Vrede dækker nemlig ofte over sorg, afmagt eller dyb frustration. Nogle gange spærrer følelsen for evnen til at se Guds større plan, særligt når tanker om uretfærdighed eller meningstab fylder. Det bliver aktuelt i Jobs beretning, hvor Job fremstiller sin vrede overfor Gud, fordi han oplever uretfærdighed og total meningsløshed midt i lidelsen. Gud svarer Job i kapitel 38 med: “Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig! Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!” Disse ord åbner for perspektivet om, at Guds ordninger rækker ud over det, mennesket kan forstå eller rumme. Mennesket må i sidste ende bøje sig for Hans visdom og erkende sin begrænsning.
Vrede mod Gud opstår ofte, når troen presses i mødet med tilværelsens store spørgsmål om lidelse, tab og menneskets begrænsede udsyn. Søgen efter mening og trøst får hjertet til at længes efter svar, men kristen tro peger på, at det netop er i afmagten, at relationen til Gud kan fordybes. Det ses også hos Jonas, som protesterer mod Guds beslutning om at vise barmhjertighed mod Nineves beboere. Jonas bliver vred, fordi Gud handler anderledes end hans egne ønsker og forestillinger, men Gud viser, at Hans plan er at forbarme sig, hvor mennesket søger rethaverisk retfærdighed. Bibelen opmuntrer til, at man kan sætte ord på sin vrede og sin uforstand, men at det samtidig er nødvendigt at overgive dette til Gud, lade Hans Helligånd trøste og hele, samt rette blikket mod Hans perspektiv i ydmyghed og afhængighed.
Det er ikke unaturligt at blive vred eller frustreret over Guds handlinger eller mangel på samme – eller over verdens uretfærdighed. Ofte ligger der længsel efter mening og nærhed bag vreden, og modet til at være ærlig om følelsen er en forudsætning for, at Gud kan bringe ny retning eller trøst. Bibelen opfordrer: “Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen.” (Efeserbrevet 4,26-27). Her trækkes grænsen for vreden: Mennesket må gerne bringe frustration og oprør frem, men det må ikke få plads til at vokse og slå rod, så det bliver til nag og bitterhed, der lukker relationen til Gud og andre mennesker. Bearbejdelse af vrede består først og fremmest i at anerkende og åbne op for følelsen, undersøge dens rødder, og tage ansvar for at vende den til bøn, tillid og vilje til at forstå Guds vilje – selv når den ikke er nem at rumme.
I undervisningen adresseres også, hvordan vreden ikke må blive en undskyldning for at give afkald på fællesskab eller lukke sig inde i isolation. Tværtimod bør vreden bringes frem i tillid til, at Gud tåler ærlighed og dybe følelser. Ofte opstår en ny frihed, når man tør lægge vreden åbent frem, både i bøn og i samtale. Der stilles spørgsmål som: “Hvornår er det berettiget at blive vred?” og “Hvad kan jeg selv gøre for at bryde med vrede, der truer med at afspore mit liv eller min tro?” Svaret er at gå ydmygt til Gud, være villig til at undersøge de dybeste lag bag sine følelser, og ikke lade vrede styre tanker eller handlinger. Sandhed, tilgivelse og Guds perspektiv må vinde ind, så relationen bevares trods spørgsmål, svigt eller manglende forståelse.
Eksempler fra det kristne fællesskab inddrages, hvor der er blevet bedt sammen med personer, der rummer dyb vrede mod Gud – over tab, over uret, over manglende svar eller uforklarlige prøvelser. I stedet for at afvise eller fornægte vreden, lægges den frem i bøn og i et åbent hjerte for Gud. Igennem denne proces oplever mange, at bitterhed og vrede mister sin magt, og at Gud møder med trøst, sætter fri og giver mulighed for genoprettelse og fred. Vrede peger ikke kun på svaghed, men på sårbarhed og længsel efter forsoning og helhed. Det vigtigste er, at vrede aldrig må blive en permanent tilstand, men skal bringes ind foran Gud igen og igen, så Hans lys, trøst og visdom kan slippe ind.
Der nævnes også, at vrede tit kan dække over andre, mere skjulte behov eller sår i livet – usikkerhed, savn efter kærlighed, frygt eller mistillid. Det er derfor centralt at bringe hele sit følelsesliv til Gud, også det, man helst vil gemme væk. Det kan give slippelse og drive mod heling, når man erkender disse ting sammen med Gud og i trygge relationer. Afslutningsvist rettes fokus mod glæde, frihed og forvandling: Når vreden ikke længere styrer, men bliver en anledning til at søge Gud dybere, vil troen vokse og livet blive præget af mere frihed, selvom alle spørgsmål ikke får svar.
Citat fra undervisningen:
“Du skal ikke være bange for dine følelser. Du skal tage dem som en gave. Men de må aldrig styre dig. Det er dig sammen med Gud, der skal styre dem.“
