Åbner i en ny fane

Når troen bliver en ørkenvandring

Når troen bliver en ørkenvandring

Når troen bliver en ørkenvandring

Tre citater fra undervisningen d. 2023-03-29

Tro er ikke en følelse; Gud er nær, også når du intet mærker.

Lunkenheden fjerner man kun ved at lægge brænde på bålet.

Når Jesus mister førstepladsen, sniger skramlet sig ind og dæmper lyset.

Kort beskrivelse af undervisningen

Undervisningen tager fat i ørkenvandringen, når troen føles tør og fjern, og viser, hvordan lunkenhed sniger sig ind, hvis første kærlighed går tabt. Der opfordres til at lægge brænde på bålet gennem enkel, målrettet disciplin: bøn højt, Bibellæsning, tungetale, lovsang og mod til at bede for mennesker. Der peges på renhed i hverdagen og visdom i ord, så hjertet igen brænder for Jesus. Budskabet er praktisk, varmt og lige til at handle på, så glæden og kraften vender tilbage.

Se undervisningen her...

Se undervisningen direkte på YouTube her: https://youtu.be/ep5GW3eNZ7w

NB!! Se bibelversene, som blev brugt, samt en transskribering af hele undervisningen, i bunden af siden!

Vi er afhængige af DIG!!

For at kunne lægge undervisning osv. ud er vi økonomisk afhængig af hjælp!

Da LytTilJesus.dk ikke er en organisation, er gaver ikke fradragsberettigede i sig selv — men du kan støtte gennem “Rescue Team”, som har indsamlingstilladelse og er indberettet til Skat:

Klik her og støt vores arbejde

Kom og vær med til et af vores møder

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.
Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.
Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Wedding seminar

Servicetjek af ægteskabet

Tag med til en inspirerende weekend for ægtepar, hvor I får tid, ro og konkrete redskaber til at styrke jeres ægteskab.
Seminaret er to dage og KUN for ægtepar. Det bygger på kristne værdier med fokus på kærlighed, respekt, ydmyghed og omsorg for hinanden – og selvfølgelig med god forplejning.

I løbet af dagene sætter vi fokus på kommunikation, forventninger, forskelligheder mellem mand og kvinde, konflikthåndtering og hvordan man skaber mere tryghed, nærhed og glæde i ægteskabet. Temaerne omhandler alt fra kommunikation, konflikter, tryghed og fælles værdier til seksualitet.

Vi kommer også ind på taknemmelighed, tilgivelse og konkrete redskaber, som kan styrke hverdagen sammen. Husk travesko – der bliver også plads til at gå en tur.

Undervisningen varetages af Birte og Andreas Slot-Henriksen, som selv snart har været gift i 30 år.
Birte er uddannet i PREP, som er et redskab til at styrke kommunikation og forståelse i parforholdet. Gennem årene har Birte og Andreas hjulpet mange gennem ægteskabsrådgivning og set flere ægtepar blomstre op.

Der er kun plads til MAX. 10 ægtepar, så tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. Når holdet er booket, er der ikke flere pladser!
Prisen er pr. par og er inkl. mad og forplejning.

Læs mere og tilmeld dig

Fællesskab med nadver (ingen undervisning)

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Denne aften har vi ingen undervisning, men vi har lovsang, nadver og vidnesbyrd hele aftenen.

Vi slutter vi af med en kop kaffe eller te.

Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

SøndagsCafé

Et arrangement for hele familien

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Klovborg

Sidste søndag i måneden samles vores lille hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Det er for hele familien... så er sker både noget for børn og voksne...!

I husmenigheden på Stenslyngen ønsker vi enhed omkring Jesus Kristus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Jesus Kristus og Guds ord, Bibelen, er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.
Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.
Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Denne undervisning er kategoriseret indenfor nedenstående emner:
– klik på dem for at se mere relevant undervisning

Vidste du, at du kan høre den nyeste undervisning som podcast på bla. Spotify og AppleMusic?

Klik dig ind og lyt her: https://li.sten.to/lyttiljesus

  • Skriftsteder fra undervisningen om 'Når troen bliver en ørkenvandring'

Esajas’ Bog 41.17–20
17 De hjælpeløse og fattige søger vand,
men der er ikke noget,
deres tunge tørrer ud af tørst.
Jeg, Herren, vil svare dem,
jeg, Israels Gud, svigter dem ikke.
18 Jeg lader floder strømme i det nøgne land,
lader kilder springe i dalene.
Jeg gør ørkenen til oase,
det tørre land til kildevæld.
19 Jeg planter cedertræer i ørkenen,
akacier, myrter og oliventræer,
jeg sætter enebær i det øde land
tillige med ask og cypres,
20 for at de kan se og erkende,
lægge sig på sinde og forstå,
at Herrens hånd har gjort det,
Israels Hellige har skabt det.


Johannes’ Åbenbaring 2.1–5
1 Skriv til englen for menigheden i Efesos:
Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: 2 Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. 3 Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. 4 Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. 5 Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig.


Johannes’ Åbenbaring 3.14–22
14 Og skriv til englen for menigheden i Laodikea:
Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: 15 Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! 16 Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. 17 Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, 18 så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. 19 Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! 20 Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. 21 Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. 22 Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.«


Paulus’ Første Brev til Korintherne 5.1–5
1 Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru. 2 Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte? 3 Hvad mig angår, så har jeg, personligt fraværende, men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige, som om jeg virkelig var til stede: 4 Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft 5 overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag.


Paulus’ Første Brev til Timotheus 1.18–20
18 Dette påbud giver jeg dig, mit barn Timotheus, i tillid til de profetier, der engang lød over dig, for at du med støtte i dem skal stride den gode strid, 19 med tro og med god samvittighed. Den har nogle afvist, og derved har deres tro lidt skibbrud; 20 til dem hører Hymenæus og Alexander, som jeg overgav til Satan, for at de skulle lære ikke at spotte.


Matthæusevangeliet 3.11–12
11 Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. 12 Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.«


Malakias’ Bog 3.1–4
1 Se, jeg sender min engel,
han skal bane vejen for mig.
Herren, som I søger,
kommer med ét til sit tempel,
pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
siger Hærskarers Herre.
2 Hvem kan udholde den dag, han kommer?
Hvem kan bestå, når han viser sig?
Han er som ilden i smelteovnen,
som den lud, man bruger til blegning.
3 Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. 4 Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år.


Paulus’ Brev til Romerne 12.9–16
9 Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. 10 Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. 11 Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. 12 Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. 13 Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. 14 Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. 15 Glæd jer med de glade, græd med de grædende. 16 Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab.


Paulus’ Brev til Kolossenserne 3.12–17
12 Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. 13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. 14 Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. 15 Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. 16 Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. 17 Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!


Paulus’ Brev til Galaterne 2.19b–20
19 Jeg er korsfæstet med Kristus. 20 Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.

NB! Nedenstående referat er en automatisk AI genereret tekst fra selve undervisningen. Der kan derfor forekomme fejl i større eller mindre grad!!
Se i stedet hele undervisningen på YouTube!!

  • Referat af undervisningen om 'Når troen bliver en ørkenvandring'

– Ørkenvandring i troen er normalt, men må ikke få lov at gøre os lunkne
– Tro er ikke en følelse; Gud er nær, også når vi ikke kan mærke Ham
– Lunkenhed åbner døren for synd og slukker lyset; vend om og læg brænde på bålet
– Helligåndens ild tændes gennem disciplin: bøn, Bibellæsning, tungetale og lydighed
– Ægteskabslignelsen: kærlighed bæres af valg, ikke kun følelser – sådan er det også i troen
– Gør konkrete valg: sig nej til skrammel, ja til renhed, tjen med mod, bed for folk
– Kirken må vågne: Jesus skal have førstepladsen – ellers flyttes lysestagen
– Når vi synger, takker og gør det Jesus siger, vender glæden og kraften tilbage

Er troen blevet tør og tung, hvor bønnen føles svær, og Bibelen virker lukket? Mange rammes af den slags ørkenvandringer. Det første, der skal på plads, er, at tro ikke er følelser. Gud måles ikke på gåsehud eller på, om lovsangen giver varme i kroppen. Følelser kan snyde, men Guds trofasthed står fast. Når vi tror, Han er nær – også når vi ikke kan mærke Ham – så står vi på et bedre fundament end stemninger. Andreas Slot-Henriksen underviser her om at forstå ørkenvandringen og bryde lunkenhedens greb ved at lægge brænde på bålet igen.

Der males et stærkt billede af, hvordan troens start ofte minder om nyforelskelse. Alt er nyt, friskt og spændende. Man taler, ler, deler alt og kan ikke lade være med at fortælle andre om det. Men som i et ægteskab kan det glide over i hverdag, hvor småting begynder at irritere, og nærværet forsvinder, hvis man ikke vælger kærligheden aktivt. Sådan er det også med troen: uden bevidste valg begynder hjertet at køle af, og man bliver lunken. Og lunkenhed er alvorlig. Når hjertet glider væk fra første kærlighed, forsvinder renheden, og små kompromiser kryber ind. Man begynder at fylde sig med skrammel, og lyset dæmpes. Til sidst glemmer man at række ud i Åndens gaver, at tale i tunger, at bede for mennesker og lytte efter ord og billeder. Resultatet er tomme handlinger uden varig frugt.

Undervisningen rammer også kirkelivet: Når hjertet ikke brænder for Jesus’ renhed, åbner man let for ting, der ikke hører hjemme, og kalder det kultur, velvære eller tradition. Men Jesus kalder til omvendelse, for Han tåler ikke lunkenhed. Derfor må vi spørge ærligt: Hvad har førstepladsen? Hvad har vi givet plads til, som kvæler ilden?

Hvordan bryder man det så? Først med ærlige, praktiske valg. Disciplin er ikke et hårdt ord, men et kærligt værktøj. Sæt faste tider af til bøn og læsning, også når du ikke føler for det. Bed højt, så tankerne ikke stikker af. Gå en tur og sæt ord på dit hjerte. Aftal med dig selv at tale i tunger i nogle minutter ad gangen – brug evt. ur. Det føles måske tørt i starten, men du lægger brænde på bålet, og pludselig tager ilden fat igen. Led efter de små “hæmmere”: underholdning, vrede, jalousi eller dårlige vaner, der trækker dig væk. Kald det ved navn, læg det ned, og vælg renhed. Vælg også modet: når en kollega deler en smerte, så tilbyd bøn – selvom det føles sårbart. Ibenfra begynder glæden at boble, når vi gør det, Jesus siger, uanset føleriet.

Et stærkt vidnesbyrd hjælper os på vej: Da en nabo konstant delte friske historier om bøn, helbredelser og mærkbare tegn, vakte det sult. Ikke fordi oplevelserne var målet, men fordi han havde brugt tid med Jesus og lod Helligånden flyde. Pointen er ikke jagt på “det særlige”, men daglig nærhed med Jesus, der vækker troens mod og kærlighed.

Der undervises også klart om sund formaning. Når en bror eller søster nægter at vende om fra åbenlys synd, stikker vi ikke hovedet i busken. Kærlighed er ikke slaphed. Tanken er forløsning, ikke fordømmelse: at mennesket må nå til omvendelse og frelses. Det er derfor vigtigt at handle før ørkenvandringen bliver til kviksand. Lunkenhed vokser i stilhed – men brydes i lys og sandhed.

Lovsangens og takningens vej understreges: Fyld dit hjem og dit hjerte med sang, bøn og Guds ord. Syng, selv hvis du synger falsk – det handler om Ham, ikke om performance. Når du fylder dig med lovsang og taknemmelighed, skifter klimaet inden i dig. Tankestrømmene, der plejer at løbe mod bekymring eller distraktion, begynder at løbe mod bøn, pris og tungetale. Rejsen går fra følelser som kompas til troens lydighed som motor, og så følger følelserne efter som en frugt, ikke som styrmand.

En konkret øvelse er at behandle troens hverdag som et ægteskab på genopdagelse. Beslut dig for at skifte vris og kritik ud med opmuntring, ros og kærlige ord. Sæt små, opnåelige mål: sig “jeg elsker dig” jævnligt, giv et kram, vælg blid tone. Lige sådan: vælg at åbne Bibelen dagligt, bed højt, brug tre minutter på tungetale, og bed for mindst én person i løbet af ugen. Små trofaste skridt tænder igen gløderne, og snart står ilden klarere end før.

Til sidst rettes blikket mod årsagerne: Hvad sendte dig i ørkenen? En langsom glidebane? Sårende kommentarer i et fællesskab? Følelsesstyret tro? Underholdning, der stjal fred? Stil ærlige spørgsmål, og læg en simpel plan, så det ikke gentager sig. Samtidig: vær varsom med dine ord til andre – vejled med visdom, ellers er stilhed bedre. Og når du selv møder hårde ord, så ryst dem af dig. Når Jesus er centrum, kan verden ikke vælte dig med meninger. Frihed fra selvfokus gør dig fri fra andres dom.

Konklusionen er klar: Ørkenvandring er ikke endestationen. Læg brænde på bålet. Søg Helligåndens ild. Vælg renhed og lydighed. Syng, bed, læs og tjen. Så vender glæden, frimodigheden og kraften tilbage – og Jesus’ lys skinner igen klart gennem dig, også på de dage, hvor følelserne er stille.

Citat fra undervisningen: Lunkenheden fjerner man kun ved at lægge brænde på bålet.

Relevante søgeord: ørkenvandring i troen – lunken tro – Helligåndens ild – første kærlighed – disciplin i bøn – tungetale – omvendelse – renhed – helbredelse og mirakler – åndelige gaver – lovsang og tilbedelse – tro i hverdagen – mod til at bede for andre – åndelig vækkelse – brænde på bålet

ReadTranscription

Klik her for at læse hele transkribtionen af ‘Når troen bliver en ørkenvandring’.

Søg efter undervisning her...

Relateret undervisning

Læs hele indholdet af undervisningen 'Når troen bliver en ørkenvandring'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

Yes, vi skal have et emne, som jeg tror, at rigtig mange trorende på et eller andet tidspunkt kommer igennem i løbet af deres trosliv. Netop når troen bliver en ørkenvandring. Hvad så? Jeg tror, rigtig mange har oplevet det her med, at man bare får fede oplevelser, og det er bare så sejt, og det går bare derudaf. Og så får man simpelthen en død periode i ens liv, og man har den der, okay, jeg ved det godt, Jesus han er der, jeg ved udmærket godt, at det er rigtigt, men jeg oplever ham bare ikke sådan, og jeg føler ligesom ikke, og jeg kan ikke mærke ham mere, og det er bare lidt ligesom om, at jeg går ud i en ørken, og solen bare bager, og Gud, han er der bare ikke, jeg kan ikke mærke ham.

Jeg tror, der er rigtig mange, der har oplevet den. Jeg har hørt det fra enormt mange. Man behøver ikke engang være sådan særlig gammel i troen, før man får den der. Jeg kan ikke mærke Gud mere. Hvor er han henne? Jeg føler, han har svigtet mig. Hvad er der sket? Og jeg vil lige starte med at sige, at for det første, så skal vi lige have det på det rene, at tro, at Gud er ikke en følelse. Punkt 2. Det er ikke en følelse. Der er mange, der aldrig nogensinde mærker Gud fysisk, men ved, han er der. Det er den allerførste ting, vi lige skal have på plads.

Så om du kan mærke Gud eller ikke mærke Gud, det har ikke noget at gøre med, om Gud er der eller ej. Nogle gange kan det faktisk være, du tror, du mærker Gud, men et eller andet sted kan det bare være en følelse, du får indeni. Prøv at gå til en koncert og høre et symfoniorkester, der bare spiller det smukkeste musik. Hvordan alle nakkehårene kan rejse sig. Jeg ved ikke, om I har prøvet det, men det er bare wow. Røstigt smukt.

Eller en eller anden fantastisk sang, der bare lyder fantastisk godt, og alle de små nakkehår rejser sig. Det er jo ikke ensbetydende med, at man kan mærke Gud, men det er fordi, man mærker en følelse. Og ofte så er det den følelse, så mange forveksler med, at de kan mærke Gud. Og derudover vil jeg sige, at nogen kan mærke et nærvær på rigtig mange forskellige måder. Men det skal bare ikke definere din tro, om du mærker noget eller ikke mærker noget.

Men rigtig mange oplever simpelthen i deres kristne liv den her ørkenvandring, hvor man virkelig, virkelig synes, det bliver tungt. Det bliver svært at bede, det bliver svært at læse i Bibelen. Man synes godt nok, der er lang vej hjem, fordi oh, hvordan får man det brudt? Kan det brydes? Vi skal tage Gud så over helt bogstaveligt, som i helt bogstaveligt, hele vejen hjem.

Og jeg faldt over et skriftsted, hvor jeg tænkte, wow, jeg har læst det rigtig, rigtig mange gange. Men det er bare fra Esajas Bog kapitel 41, vers 17-20, der står der: De hjælpeløse og fattige søger vand. Men der er ikke noget, deres tunge tørrer ud af tørst. Jeg, Herren, vil svare dem. Jeg, Israels Gud, svigter dem ikke. Jeg lader floder strømme i det nøgne land. Lader kilder springe i dalene. Jeg gør ørkenen til oase, det tørre land til kildevæld. Jeg planter cedertræer i ørkenen, akacier, myrter og oliventræer. Jeg sætter enebær i det øde land, tillige med ask og cypres, for at de kan se og erkende, lægge sig på sinde og forstå, at Herrens hånd har gjort det, Israels Hellige har skabt det.

På samme måde kan man have den her ørkenvandring, men hvis du virkelig stoler på, at Gud skal nok få tingene til at spire frem igen, Gud skal nok gøre, at det sker, så er du virkelig nået et godt stykke.

Men jeg tænker også, det her med tro, der er vi nødt til at tage det som et ægteskab, hvor man møder hinanden. Nu møder man Gud, man er hamrende nyforelsket, og det er bare wow, det er bare for fedt. Man snakker sammen, man bruger timer på at lære hinanden at kende, man griner sammen, man spiser sammen, man tænker på hinanden, man kan ikke lave noget uden at tankerne bare kører konstant. Man glæder sig helt vildt til, at man skal være sammen igen, hvis man har været væk fra hinanden. Man glæder sig helt vildt over at fortælle andre om ens udkårne, og fortælle hvad det er, man har lavet sammen, og man elsker bare hinanden så dybt og så højt.

Man stoler 100 procent på den anden, og man har den her åh, giv, vi kan komme endnu tættere på hinanden, og bare uh, jeg vil bare give dig alt. Det er sådan at være nyforelsket, men stille og roligt, så bliver det hverdag. Stille og roligt, så sker der det, at før, når man snakkede sammen, når man grinede sammen, når man havde det sjovt, og nu snakker jeg ikke i kristne ægteskaber, eller de kristne ægteskaber, hvor man ikke 100 procent følger hvad Gud han har anvist os. Så ender det med, at i stedet for at grine af hinanden, og kunne se ens små dumme fejl, og bare grine af dem, se splinten i ens eget øje, så laver man præcis det, at man ser altid bjælken i den andens øje, hver gang.

Man begynder stille og roligt i det små, og vrisse af hinanden. Man begynder at glemme at sige, at man elsker hinanden. Man glemmer at give et kram. Og stille og roligt, så den her udvikling gør bare, at det kan godt være, at man er sammen, det kan godt være, at man siger, at man elsker hinanden, men det bliver ikke den her wow. Og det er præcis det samme, der sker ofte i vores tro, at tingene stille og roligt glider ud. Og det er ikke fordi man vil det, ikke altid i hvert fald, men det er nogle gange fordi man måske lader verden tage over, der kan ske så mange ting.

Men det er faktisk en alvorlig sag det her, fordi det der jo sker, når troen bliver en ørkenvandring, hvis man ikke virkelig holder fast, så sker der faktisk det, at man bliver lunken i sin tro. Og hvis man bliver lunken i sin tro, det står faktisk nævnt to gange i Johannes’ Åbenbaring, hvor der er tale til de her forskellige menigheder. Der først til menigheden i Efesos, det er i Johannes’ Åbenbaring kapitel 2, de første fem vers. Der står der, skriv til englen for menigheden i Efesos. Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager. Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed, og ved, at du ikke kan døje de onde, at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men er det ikke, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed, og har døjet meget på grund af mit navn, og ikke blevet træt.

Wow, her har vi virkelig en menighed, der virkelig, virkelig, virkelig rykker dig ud af, og bare vil Jesus. Men så står der videre i vers 4, men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du gjorde, eller du først gjorde, ellers kommer jeg over dig, og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Så det vil sige til trods for, at menigheden virkelig har gjort alle de her ting, så har hjertet ikke været ret. Det har ikke været den første kærlighed til Jesus, der har drevet det, men det har været, at vi gør det, fordi det plejer vi at gøre. Og det skal vi jo gøre, og det er jo sådan det er, at vi gør det, og det er sådan det er. Og det er sådan det er.

Det nytter bare ikke noget, for så bliver lysestagen fjernet, står der. Hvis vi læser videre til, igen, Åbenbaringsbogen kapitel 3 vers 14 til 22, der står der: Og skriv til englen for menigheden i Laodikea. Dette siger Amen, den trofaste og sanddru vidne, skabningens ophav. Jeg kender dine gerninger. Du er hverken kold eller varm. Gid du enten var kold eller varm, men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.

Det er bare at skulle tale det her. Det er virkelig bare at skulle tale. Og derfor er vi nødt til at gøre noget ved den her lunkenhed, der kan komme ind. Vi er nødt til, at det ikke bliver den, der følger os. At det ikke bliver en lunken tro, men en tro, der vil noget. En tro, der var. En tro, der virkelig elsker Jesus.

Hvis man kigger på lunkenhed, og hvorfor er det, at Gud har så meget imod lunkenhed? Jamen, det, der sker, når man er lunken, det er, at stille og roligt begynder man at lukke synd ind i sit liv. Man begynder at fylde sig med skrammel, fordi Jesus ikke længere har førstepladsen. Man tror på ham, man ved, at han er der. Han har ikke nødvendigvis førstepladsen. Det kan godt være, at man siger, at han har det.

Jeg kan i hvert fald godt sidde derhjemme og fylde mig med en lortefilm med en masse mennesker, der bliver skudt og alt muligt andet, eller folk, der bliver en eller anden gyser, og lige sætter frygten ind i ens liv. Og alle de her ting, det kan jeg i hvert fald godt gøre. Og det, der sker, det er, at lige pludselig, det lys, der er i dig, det bliver stille og roligt omsluttet af et mørke, der gør, at man ikke kan se det.

Det vil sige, hvis du er lunken, så kan du ikke være et lys for andre. Hvis du er lunken, så stille og roligt mister du din helhed. Altså det her med, at du virkelig af hjertet ønsker at gå ren for Jesus. Stille og roligt, når du bliver lunken, så vil du også opleve, at åndens gaver og frugter, dem kommer du til at glemme. Du glemmer at tale i tunger. Du glemmer at bede for nogen. Du glemmer at spørge efter ord og billeder. Du glemmer at gøre alle de her ting, som Bibelen faktisk siger, at vi skal gøre.

Resultatet af det, det kan godt være, at du får nogle frugter, sådan meget kortvarigt, men du får ingen varige frugter. Derfor kan det faktisk være fatalt for andre mennesker at møde en, der er lunken. Vi ser det i rigtig mange kirker i dag. Lunkenhed. De lukker for eksempel den hinduistiske ånd af yoga og alt muligt andet skrammel ind. Det er lunkenhed, der gør det. Det er fordi hjertet ikke er, at vi vil leve rent, vi vil leve helligt.

Jesus, der har førstepladsen, det har han gjort på korset, men det bliver vi gjort, fordi det plejer vi at gøre. Det er den, vi skal ud af, så vi kommer til at leve rent. Når først synd kommer ind, så er det faktisk ikke godt. Og kan man ikke selv se det, og vil man ikke selv vende om fra det, så er det faktisk simpelthen problematisk.

Det er ikke noget, vi snakker om som kristne typisk, fordi det er et emne, vi ikke lige kan forholde os til og alt muligt, fordi det er da lidt mærkeligt, og det er da lidt ondt af Gud, men der står faktisk i Korintherne 5, 1-5. Der står det her, det er et eksempel på synd, hvor man er lidt ligeglad. Man gider ikke vende om. Det er almindeligt kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det er så af den art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru, og så er I tilmed indbildske. Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte.

Hvad angår mig, så har jeg personligt, fraværende men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige, som om jeg virkelig var til stede. Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg åndeligt er til stede med vor Herre Jesu Kristi kraft, overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag. Det lyder voldsomt, det her.

Og når man står der, så kan man tænke, wow, det giver bare ikke mening, hvorfor skal han overgives til Satan? Problemet er, at hvis man ikke vil lægge den her lunkenhed væk – han kommer jo i kirken, i menigheden, han lytter jo efter. Problemet er bare, at han har nogle ting, der gør, nogle ting han ikke vil lægge væk, nogle ting han ikke vil give afkald på, nogle ting, der gør, at den helighed, som egentlig skal være, den forsvinder.

Grunden til, at han her skal overgives til Satan, er for, at hans kød skal dø, og han kan komme til omvendelse og sige, okay, det her var måske ikke særlig fedt. Jeg vælger dig, Gud. Og det er, fordi vi med menneskelige briller, så kigger vi på dem. Det er da synd for ham, hvis vi skal overgive ham til Satan. Det svarer lidt til, når han har sagt jo, så at Satan får lov at gøre et eller andet skidt ved ham.

Men i bund og grund, så gør vi det faktisk, fordi vi ønsker, at han skal frelses på dommens dag, så han kan vende om, så han kan komme ind i Guds midte. Og derfor vil jeg sige, inden man i en lunkenhed kommer derhen, hvor man ikke gider vende om, så er det bare så vigtigt, at man forstår seriøsiteten af det. Fordi det er alvorligt, det her. Det er ikke bare for sjov.

Gud, han er så trofast, og han vil så gerne frelse alle dem, der kalder på ham, hvis de i hjertet ønsker ham, og vælger alt det andet skam fra. Så derfor, når man kommer ind i sådan en ørkenvandringsperiode i sit liv, så er det så vigtigt, at man er opmærksom på det, og gør noget ved det, så man ikke synker dybere og dybere ned. Fordi så er det ikke længere en ørkenvandring, men så bliver det kviksand ude i ørkenen, der hiver dig ned.

Og jeg lover dig for, at Satan skal nok gøre noget for at skabe kviksandshuller, men når end du går så ind imellem, så plopper du i med din fod, og kan næsten ikke komme op igen. Og lunkenheden, den fjerner man kun ved at lægge brænde på bålet. Du er nødt til at vide 100 procent, at Gud fjerner sig aldrig fra dig.

Det kan godt være, at det er en følelse, du får. Det kan godt være, at du pludselig føler alt muligt, du går ud og laver en masse lort, og så er det ikke værd at være med ham, jeg er ikke værdig til Gud, jeg kan aldrig komme tilbage. Jeg kan lige så godt gå. Gud fjerner sig ikke fra dig, medmindre du beder ham om det, eller medmindre du bevidst lever i synd, som Gud ikke kan være i nærheden af.

Gud fjerner sig ikke fra dig, han ønsker at være sammen med dig. Den ild, du skal bruge til at komme i brand med, det er Helligåndens ild. Og har du taget imod Helligånden og er fyldt med Helligånden, så forlader han dig ikke igen.

Hvordan får man ild til at brænde? Det gør man ved at putte brænde på bålet. Og der står klokkeklart, ligesom Johannes Døberen siger: Jeg døber med vand til omvendelse, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg. Jeg er ikke værdig til at bære hans sko. Han skal døbe jer med Helligånd og ild. Han har kasteskovlen i hånden og skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade. Men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.

Så der tales om to forskellige slags ild her. En egentlig ild er Helligåndens ild og kraft, som skal brænde igennem dig, for at du kan være det her lys, der skinner ud.

Det andet er helvedesild, som brænder i en uudslukkelig, kontinuerlig røgsky. Det er alternativt. Det er derfor, de står lige efter hinanden. Hvad gør man så helt konkret? Hvordan er det, man putter brænde på bålet? Hvordan er det, vi søger ud? Hvordan er det, vi finder ham? Hvordan kommer vi op af det her hul igennem?

Det første er disciplin. Du er nødt til at have disciplin i dit liv, hvor du simpelthen laver nogle regler for dig selv. Kig på dit liv og se, hvad laver jeg i mit liv, der gør, at jeg kommer væk fra Gud? Hvad er det, jeg laver? Hvad er det, jeg fylder mig med i min hverdag, som Jesus bestemt ikke ville være stolt over, at jeg lavede? Så lyttede til, når han kom. Hvilket område af mit liv vil jeg prøve at forsvare mig? Helt vildt, hvis han kom. Det der er bare fordi, jeg kan ikke lige se. Drop det nu bare. Den køber han ikke. Den køber han ikke. Du kan altså levere.

Det kan være vrede. Det kan være jalousi. Det kan være allesammen nogle ting, som virkelig gør, at Jesus, han vil trække sig og sige, okay, det der kan jeg ikke være i nærheden af. Så gør op med det. Gør op med det. Få disciplin til at søge Gud og bed under Åndens inspiration. Det vil sige, uanset om du får bønnesvar eller ej, uanset om du kan samle dine tanker eller ej, så vælg som et regulært valg med disciplin og bed.

Vælg at sætte ord på, så det ikke bliver tankerne, der kører rundt som en stor suppe af tankemudder herinde, og pludselig kan du ikke huske, hvad det var, du bad, og pludselig så ender det over i vasketøjet, og så ender det i aftensmaden, og så ender det i alt muligt andet, der skal have styr. Jeg har tænkt mig bare til at vaske tøj. Men i hvert fald det her med aftensmad, eller hvad for en skrue skal jeg bruge her, eller hvad man nu står i, pludselig er det det, der har fokus frem for at søge Gud.

Læg nogle fælder ud for dig selv, gå en tur og bed højt, sæt ord på, fordi når man beder højt og skal have den kørende, så kan de der flyvske tanker ikke stoppe den talestrøm. Beslut dig for, at du vil tage lidt tungere. Hvis du synes, det er for svært, og det er for lang tid, og det kan du ikke, tag lidt ur på, du er nødt til at gøre noget konkret og sige, okay, nu vil jeg tage lidt tungere med min vilje, og jeg gør det i 3 minutter.

Fordi når det er en ørkenvandring, så kommer det ikke indefra, så bobler det ikke bare over sig selv. Det er du nødt til at få gang i igen ved at putte det her brænde på bålet, og lige pludselig så kommer det igen. Så gør Gud sorg. Uanset hvad du tænker og føler, gør Gud sorg.

Det kan godt være, du ikke føler for at fortælle nogen på arbejdet, at du tror på Jesus, men hvis du er på arbejde, og personen står med et problem, og du ved udmærket godt, hvad løsningen er, så ydmyg dig selv. Jeg kan så tydeligt huske, jeg kan ikke huske, at jeg nævnte det før, fordi der var vi både for nogle gange siden. Vi havde en genbo, som bare gik med Jesus og bad for alle mulige på kryds og tværs, og jeg var selv sådan en ret lunken kartoffel.

Men det, der var så interessant, det var, at når han kom over, så delte han bare det ene vidnesbyrd, efter det andet vidnesbyrd, efter det tredje og det fjerde. Han fortalte alle mulige ting, alle mulige, han havde bedt for, alle mulige helbredelser, mirakler, og han søgte bare Gud helt vildt, og når han bad for folk, så oplevede han i en periode, at han fik simpelthen olie i hænderne. Det begyndte at løbe ud med olie i hænderne, når han bad for dem, fordi han brugte så meget tid på Jesus.

Og jeg kan huske, hver eneste gang han var gået, det boblede i mig af begejstring, det boblede i mig af glæde. Jeg kunne mærke, wow, det ville jeg også have, det værd. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det, og jeg skulle da i hvert fald ikke ud på den måde, fordi jeg skulle ikke bare stoppe mennesker, det var da simpelthen for pinligt. Og så lod jeg det løbe på det igen, og så havde jeg glemt det dagen efter. Men det gjorde noget i mig.

Jeg var ikke opmærksom på, jeg tror ikke, jeg vidste, jeg var lunken. Det var bare sådan, man var. Men når man går ud og gør de her ting, når man beder for mennesker, der hvor de er, sætter sin stolthed væk og siger, okay, det er godt, hvis jeg ikke kan mærke Gud, det er godt, hvis jeg ikke har kunnet mærke Gud i tre måneder nu. Men jeg ved, hvad der er det rigtige at gøre, og jeg gør det nu, fordi jeg vil tættere op på dig, Jesus. Jeg vil tættere op på dig. Jeg gør det rigtige.

Og det, der så sker, det er, at stille og roligt, når man går ud og gør de her ting, når man vælger at læse i Bibelen. Når man gør de her ting, når man vælger at læse i Bibelen, eller bede, gerne begge dele, søge Gud, tale i tunger, alle de her ting, når man gør det med disciplin, så stille og roligt, så vokser noget frem indeni en. Stille og roligt, så bliver der lagt brænde på bålet. Og Gud får fat i det her brænde, og det begynder at brænde voldsomt ind i dig, og folk omkring dig vil kunne se det.

Og pludselig så vil der ske det, at du slet ikke kan lade være med at prise Gud, du vil ikke kunne lade være med at ære Gud, du vil ikke kunne lade være med at synge sangen ind i dig selv, du vil ikke kunne lade være med, når du går fra A til B, tale i tunger, prise Gud, tak fordi du bare er fantastisk, og tak fordi du bare er brugt i tungetale. Tit og ofte digter jeg min egen sang ind i hovedet og går og synger, men bare indeni til ære for Jesus.

Og det er der, vi kommer hen, når vi virkelig går i de her ting. Og det er der, vi skal være, det er, at når vores tanker lige er væk fra det, vi nu lige har gang i, og det normalt er de der flyvske tanker, der begynder at komme, whoopti, så er det ånden, der tager over, så er det Gud, vi søger. Når vi kommer derhen, så behøver vi ikke at være bange for, at det bliver en ørkenvandring i vores tro. Fordi så fylder man hele tiden brænde på bålet.

Men der, hvor det går hen og bliver et problem, det er, hvis man glemmer det lige pludselig. Hvis man ikke bruger sin disciplin, hvis man ikke gør det af et valg, præcis ligesom i ægteskab. Hvis man er kommet derhen, hvor man har det her med at vrisse af hinanden, og man synes, det er irriterende, hvordan er det, man finder hinanden igen? Det gør man ved at begynde at tage nogle beslutninger.

Jeg nægter fra nu af at vrisse af min ægtefælde. Jeg vil ikke vrisse. Jeg vil ikke lyde irriteret. Jeg vil ikke lyde sur. Jeg vil i stedet for bruge ros. Jeg vil give en opmuntring. Jeg vil begynde. Det kan godt være, at det er meget lang tid siden, jeg har sagt, at jeg elsker den anden. Men nu vil jeg i hvert fald gøre det hver tredje dag, så det ikke virker alt for akavet. Og så vil jeg begynde at sige det mere og mere. Og så kan det være, at jeg vil begynde at komme lidt tættere på. Så kan det være, at jeg vil begynde at give et kram.

Og når man gør det her med disciplin, og når man gør det her, fordi man vælger at gøre det, og ikke en følelse, så sker der faktisk det, at stille og roligt, så kommer følelserne med. Og stille og roligt, så er alt det, der var træls før, det bliver vendt til noget fantastisk. Og sådan er det også i troen på Jesus.

Vi er nødt til at lade den her brænde på bålet være den, der flammer det hele op. Det er også derfor, der står. Paulus han siger det i brevet til Kolossenserne kapitel 3, der står der: Kristi fred skal råde i jeres hjerter. Til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige.

Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden, med salmer, hymner og åndelige sange. Syng med tak i jeres hjerter til Gud. Hvad end I gør i ord eller gerninger, gør det alt sammen i Herren Jesu navn. Og sig Gud Fader tak ved ham. Wow. Det er der, vi skal hen. At Kristi fred skal råde i vores hjerter. Så meget, at alt i os bobler over.

Tungemålene kan bare køre ind i bønnen. Og der står helt konkret her: Syng med tak i jeres hjerter til Gud. Syng til ham. Jamen, jeg synger falsk. Syng nu bare. Det er jo ligegyldigt. Gud har skabt dig med den stemme, du har. Bare syng til ære for ham. Jamen, jeg har aldrig sunget. Nej, så er det da på tide at komme i gang.

Der er så meget kraft i at gøre det. Der er så meget kraft i at synge til ham og ære ham. Husk, som Paulus skriver i hans brev til Romerne. Eller undskyld, til Galaterne, undskyld. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig. Og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig hen for mig.

Så hvis det er Kristus, der lever i dig, og du ikke selv lever mere, så giver det jo ikke mening, at det hele er en ørkenvandring. Det giver ikke mening, at det hele føles stødt og indelukket, hvis Kristus lever i dig. Så hvis det er en ørkenvandring, så kan det godt være lidt provokerende. Er det så fordi, at Kristus ikke lever i dig? Det var det ved mig før, jeg virkelig kom i brand.

Man skal love for det, når man virkelig inviterer ham ind. Og hver dag holder troen ved lige. Så vender det ikke tomt tilbage, og så får man bare et fantastisk spændende liv. Og grænseoverskridende liv. Og man får lov til at opleve rigtig mange mærkelige ting, vilde ting og specielle ting.

Men jeg vil lige også her til sidst sige, hvis du nogensinde har været ude i sådan en ørkenvandring, så vil jeg sige, stil dig lige nogle spørgsmål. Prøv at stille dig selv nogle spørgsmål. Hvad var det, der gjorde, at du kom så langt ud? Hvad var det, der gjorde, at det blev en ørkenvandring? Var det en langsom glidebane, så du ikke opdagede det? Var det nogle mennesker, som gjorde dig stødt på manchetterne? Nogle, der sagde noget til dig, så du følte dig fornærmet eller ked af det? Var det fordi din tro var baseret på følelser? Eller var der en helt anden årsag?

Nej, hvad har jeg oplevet mange mennesker, som er gået, fordi de har fået nogle trælse kommentarer? Og desværre vil jeg sige, vi har faktisk også oplevet det fra det her fællesskab, at folk er gået, fordi de får noget at vide om personlige ting eller deres udseende eller smykker eller whatever. Så bliver de frustrerede, og så går de. Og hvis man har sådan en ny tro, at det ikke er Jesus, der er på førstepladsen endnu, eller i hvert fald at følelserne fylder rigtig meget, så bliver man såret, og så går man.

Så derfor to ting. Pas på, hvad du lukker ud af din mund. Der stod, som jeg læste før, at vi skal vejlede hinanden, men der stod i visdom. Ellers er det bedre at holde sin mund. Den anden ting det er, når du oplever at få nogle kommentarer i dit liv, så ryst det af dig. Det kan godt være, at der er noget om det, men så overvej, om du skal gøre noget ved det, i stedet for at blive fornærmet og frustreret og vred. Og hvis ikke du skal gøre noget ved det, så kan det være lige meget.

Fordi det handler ikke om dig, men det handler om ham, som har skabt dig. Hvis det handler om ham, så kan hele verden køre dig ned med alle mulige dumme kommentarer, og du vil være fløjt hammernelig glad. Fordi hvis han er for dig, hvem kan så være imod dig? Og den skal vi hvile i. Jeg kan huske, jeg hørte en prædiken helt til da jeg kom i brand, hvor netop denne her ene sætning virkelig, virkelig, virkelig har gjort noget i mig. Hvor han siger, I’m so free from me, that I’m free from you. Jeg er så fri fra mig selv, at jeg er fri fra dig.

Altså, du kan sige alt til mig, jeg er ligeglad. Fordi det handler ikke om mig. Det handler ikke om, om jeg bliver såret eller ked af det eller whatever. Nej, det handler om ham, som har skabt mig. Når det handler om ham, som har skabt mig, så er det ligegyldigt. Men jeg tror, det er vigtigt at prøve nogle gange at kigge tilbage, hvis man har været i de der ørkenvandringer. Hvad var det, der gjorde det? Var det fordi, jeg sad og spillede Wii hele dagen? Var det fordi, jeg whatever, fyldte mig med skidt, skrammel og kanel? Var det fordi, jeg altid skulle ind i biografen og se de vildeste splatterfilm? Fordi ja, det får en længere væk fra Jesus.

Så prøv at gøre op og kigge tilbage, hvorfor var det, jeg kom derud? Og igen, brug din disciplin til at sørge for, at det ikke sker igen. Brug dine valg, fordi du har et valg. Ligesom i det her ægteskab, du har et valg til at blive ved med at elske din partner. Bare fordi, at forelskelsen forsvinder, betyder det godt nok ikke, at kærligheden skal forsvinde. Fordi kærligheden tror alt, den tåler alt, og den udholder alt. Og det skal kærligheden til Jesus også gøre.

Uanset om du så i flere år føler, at du ikke kan mærke Gud. Det ændrer ikke på hende her. Og når du går ud og gør det, han har bedt dig om at gøre, så vil du se frugten. Uanset hvor du er i dine følelser.

Luk