Andreas Slot-Henriksen underviser i undervisningen om, hvordan Guds grundlæggende fred kan blive en dyb og bærende realitet i et menneskes liv, også midt i urolige tider med krig, usikkerhed og personlige kampe. Udgangspunktet er, at mange, der tror på Jesus og er døbt til at tilhøre Ham, alligevel lever uden den dybe fred, Bibelen taler om igen og igen. Derfor udfoldes begrebet fred ud fra det hebraiske ord “shalom”, som rummer trivsel, helbred, sikkerhed, velstand, fremgang, helhed og fuldkommenhed, og ikke kun fravær af krig. Shalom beskrives som en helheds-velsignelse, som Gud selv vil lægge over sit folk, og som i den aronitiske velsignelse bliver formuleret som Guds eget ønske om at velsigne, bevare og give fred. Alligevel opleves der fravær af fred i mange troendes liv, og undervisningen udforsker, hvorfor det er sådan, og hvad der blokerer for den fred, Gud vil give.
En af de største fredstyve er frygt. Mange bekymrer sig for hverdagen, for morgendagen, for økonomien, for krig, for verdenssituationen og for politiske ledere, som de alligevel ikke kan ændre på. Frygt bliver illustreret gennem en samtale med en mand fra et lokalt savværk, som i sin grundnatur ikke er bange, men alligevel bærer på en dyb frygt for fremtiden, der lammer både ham og kunderne, så ingen tør lægge planer. Frygten bliver beskrevet som en dyne, der lægger sig over mennesker og hindrer Guds fred i at nå igennem. Ved siden af frygt nævnes skam som en anden stærk forhindring for fred: skam over fortid, over ord man har sagt og handlinger man fortryder, selv om det er bekendt og gjort op med Gud. Der fortælles om, hvordan mennesker igen og igen bliver mindet om gamle fejl, ikke kan tilgive sig selv og derfor går med en konstant indre uro.
En familieepisode bruges til at illustrere, hvordan skam og skyld kan ødelægge freden, selv i noget så konkret som et rudeslag i et nybygget hus. Børnene nægter at indrømme, at de har gjort det, fordi skam og frygt for konsekvensen fylder mere end tillid til farens reaktion. Først da der bliver lagt et vist pres på, træder sønnen frem, bekender og oplever, at faderen ikke eksploderer i vrede, men møder ham med tilgivelse og aflastning. Det gøres til et billede på, hvordan den himmelske Far tager imod, når et menneske kommer med sin synd og skam: ikke med skideballer, men med glæde over, at barnet kommer, og med tilgivelse og, hvor det er relevant, en retfærdig vejledning til at gøre det ødelagte godt igen. Skammen afløses af fred, når sandheden kommer frem, og det kobles til, hvordan skam og selvbebrejdelser også åndeligt kan hindre os i at træde ind i den fred, Gud vil give.
Kontrolbehov nævnes som endnu en stor fjende af fred. Mange, måske særlig kvinder men også mænd, har et stærkt behov for at have styr på alting, og når kontrollen glipper, føles livet som et skib på oprørt hav. Manglende tillid til Gud og overdreven tillid til mennesker eller til sig selv stjæler freden, og der peges på, at Gud ønsker, at vi mister vores egen kontrol for i stedet at hvile i Hans omsorg og ledelse. Det kobles med, at gamle mønstre, sår, erfaringer og tankevaner i sindet ofte er det sted, hvor kampen om freden står: man har måske begravet fortiden i dåbens vand, men djævelen forsøger igen og igen at trække gamle ting op af graven og friste til at genoptage skyld, skam og selvfokus. Fristelsen ligger ikke kun i konkrete synder, men i at lade de gamle følelser og historier få plads igen, i stedet for at holde fast ved, at det er lagt ned og er under blodet.
Der peges på, at mange i sådanne situationer søger psykologhjælp og ender med at bruge tid og ressourcer på igen og igen at gennemanalysere det samme, som allerede er lagt af hos Gud, i stedet for at holde fast ved det, Gud har sagt, og lade det gamle blive i graven. Pointen er ikke, at man aldrig må være ked af det eller frustreret, men at følelserne ikke skal være drivkraften; livet skal drives af et valg om at tro på Guds løfter, om at være død fra sit gamle liv og leve som en, der tilhører Gud. Det understreges, at Guds løfter er fuldbragte, ikke halvfærdige: Jesus har allerede sejret, og det, Han har gjort, er nok. Der er ikke tale om en kamp, Han først skal til at vinde; det er en sejr, der allerede er vundet, og som man må vælge at tro og hvile i.
Herefter læses og gennemgås Jesu ord om fred, hvor Han gør klart, at den fred, Han giver, ikke er som verdens fred. Verden lover ro og balance gennem ydre omstændigheder, komfort, succes eller nydelse, men når man når derhen, viser det sig at være midlertidigt, hult og utilfredsstillende. Den fred, Jesus giver, er dyb, gennemgribende og uafhængig af omstændigheder; det er en fred, der når helt ind i marv og ben og giver hvile midt i stormen. Denne fred beskrives også som at vide sig til rette med Gud: at vide, ikke bare tro som en vag idé, men vide, at man ikke har udeståender, at livet er lagt ned for Gud, at man villigt lader sig korrigere og er parat til at ændre det, Han peger på. Spørgsmålet stilles, om det er nok bare at tro i hovedet, eller om det kræver et aktivt valg og offer at leve i den fred, Gud har lovet.
Ud fra Jesu ord om, at Han efterlader sin fred, løftes det frem, at freden hænger sammen med løfter om, at Han er med alle dage, at Han ikke lader sine børn i stikken og ikke svigter. Gud beskrives som tilflugt og borg, hvor man ikke først løber til egne strategier, venner eller distraktioner, men søger ind til Ham som den sikre mur og beskyttelse. Der tegnes et billede af Gud som den, der står for beskyttelsen, mens vores opgave er at blive i borgen og leve på kongens betingelser, ikke vores egne. Bekymringer, der får lov at fylde, bliver direkte modarbejdelse af den fred, Gud vil give, og der udfordres til at “kaste” bekymringerne på Ham – ikke forsigtigt lægge dem, men bogstaveligt talt smide dem fra sig, så de ikke længere bæres i sindet.
Det understreges, at langt de fleste bekymringer i et menneskes liv aldrig bliver til virkelige problemer, og at den lille procentdel, som faktisk bliver reel, sjældent er den, man har brugt mest tid på at bekymre sig over. Derfor opfordres der klart til at lade være med at bekymre sig og i stedet handle på Guds ord. Guds fred beskrives som noget, der overgår al forstand; det er ikke en intellektuel øvelse, men en guddommelig beskyttelse af hjerte og tanker, som bliver en realitet, når ordet praktiseres. Samtidig løftes Jesus frem som “fredsfyrste”, ikke bare som en poetisk titel, men som en faktisk hersker over freden – en konge, hvis ord om fred ikke vender tomt tilbage, men er ment til at blive taget imod, sådan at Hans fred konkret får lov at råde i den troendes liv.
Spændingen mellem, at Jesus er fredsfyrste, og at Han samtidig siger, at Han ikke er kommet for at bringe fred på jorden, men sværd, bliver udfoldet. Her fremhæves det, at freden Han bringer, først og fremmest er en indre, åndelig fred med Gud, ikke en verdenspolitisk ro. Når et menneske tager imod Jesus og lever som lys i verden, vil det skabe modstand og splid, også i nære relationer. Der gives eksempler på, hvordan det ofte modtages positivt, hvis man bliver buddhist eller følger andre religiøse retninger, mens en klar bekendelse til Jesus og Bibelen vækker irritation, latterliggørelse og fjendskab. Det forklares som en åndelig kamp, hvor levende tro på Jesus skiller vandene, fordi evangeliet afslører mørke og kalder til omvendelse.
Der fortælles om forfulgte kristne, der henrettes for deres tro, og om hvordan deres ansigter stråler af fred midt i døden, fordi de ved, hvad der venter på den anden side. Stefanus, der bliver stenet, nævnes som et eksempel på en, som gennemgår en ekstremt smertefuld død, men alligevel stråler, fordi blikket er på Jesus. Disse billeder bruges til at vise, at den fred, Gud giver, ikke nødvendigvis fjerner lidelse eller forfølgelse, men bærer igennem det værste, verden kan udsætte et menneske for. Ønsket er at vandre med den samme fred, så frygten for, hvad mennesker kan gøre, ikke får lov til at dominere, selv hvis det skulle koste livet.
Freden beskrives videre som en del af Åndens frugt; når Helligånden bor i en, kommer fred sammen med kærlighed, glæde og de øvrige aspekter af frugten. Men der understreges, at det ikke bare er en passiv frugt, man kan betragte; der tales om at vandre i Ånden, og dermed om et liv, hvor man aktivt går på Guds vej, også når det ikke føles nemt eller naturligt. Et stort byggeprojekt bruges som praktisk billede: arbejdet er hårdt, tidskrævende og ofte uden umiddelbar lyst, men det gøres, fordi Gud har sagt det, ikke fordi det føles rart. Noahs byggeri af arken i ørkenen nævnes som et bibelsk eksempel: der har sikkert været mange dage, hvor han ikke havde lyst, men han byggede, fordi Gud havde talt. På samme måde kaldes der til et liv, hvor lydighed mod Gud vægtes højere end spontane følelser og bekvemmelighed.
En central pointe er, at Jesus’ fred skal “råde” i hjertet, forstået som at freden skal være dommer og overdommer i vores liv. Det forklares, at man selv må give lov til, at Kristi fred får den position; Gud tvinger den ikke igennem. Spørgsmålet stilles direkte, om det er freden, der får lov at være overdommer, eller om det er bekymringer, skam, kontrolbehov, konflikter og sårede følelser, som i praksis får lov at bestemme. Djævelen beskrives som en, der konstant prøver at stjæle freden gennem løgne om, at man ikke er god nok, ved at skabe konflikter i ægteskab og relationer, ved at puste til følelsen af at være forurettet og ved at sprede religiøse misforståelser om, at Gud ikke holder sine løfter eller ikke leder en.
Der vises til et sted i Bibelen, hvor Kristi fred omtales som noget, der skal “råde” i hjertet, og hvor sammenhængen også handler om, at Guds ord skal bo rigt i menigheden, så de underviser, formaner og opmuntrer hinanden med visdom, sang og tak. Hermed betones, at fred ikke er et privat projekt, men noget der udfolder sig i fællesskab, hvor ordet deles, og troen bliver praktiseret sammen. Eksemplet på Julie, der sidder alene og fylder sig med undervisning, bøn og noter, men uden at træde ud og tjene andre, illustrerer, hvordan man kan længes efter fred og samtidig spænde ben for den, fordi alt er vendt indad. Hendes historie viser, hvordan freden begynder at vokse, da hun vælger at handle på troen, engagere sig praktisk, besøge en ældre dame, hjælpe i menigheden og lade ordet blive til noget, der gives videre.
Julie-beretningen køres som en gennemgående case på, hvordan et menneske kan sidde fanget i en evig indre proces: mere undervisning, mere bøn, flere noter, men uden reel forvandling, fordi fokus hele tiden er: “hvordan får jeg det bedre, hvordan får jeg mere fred, hvordan bliver jeg hel?”. Først da hun begynder at se sig selv som sendt og som ambassadør for Jesus, ændrer perspektivet sig. Hun halverer skærmtiden med undervisning, beslutter sig for fast bøn og ord, giver økonomisk til menigheden og mission, og beder Gud vise hende mennesker, hun kan opmuntre. Det er netop i den bevægelse – væk fra selvfokus og hen imod at elske og tjene andre – at freden stille og roligt begynder at slå rod i hende.
Det forklares, at Julie oplever, hvordan velkendte bibelvers får ny dybde, når hun læser dem højt med andre, og hvordan Guds fred ikke kommer som et følelses-chok, men som en stille, vedvarende strøm, der følger med et liv i lydighed og tjeneste. Det bliver tydeligt, at freden er forbundet med, at Kristi ord bor rigt, ikke som lager på en hylde, men som brød, der deles ud. Når hun handler som en, der er elsket og sendt, i stedet for at vente på, at hun føler sig klar og hel, opdager hun, at freden allerede var givet i Kristus, og at kampen primært stod om fokus: om hun skulle kredse om egne mangler eller leve som ambassadør for Himmelen midt i en kaotisk verden.
Historien om Julie kobles direkte til den generelle udfordring til tilhørerne: at det ofte går som i hendes liv, hvor man ubevidst gør alt med sig selv som centrum – egen helbredelse, egen fred, egne følelser – og derfor aldrig rigtig træder ind i den fred, som følger med et liv, der gives til Gud og til andre mennesker. Der opfordres til at vende blikket ud, ofre tid, kærlighed og økonomi for andre og tillade Gud at flytte fokus fra “hvordan kan jeg få det bedre” til “hvem kan jeg elske og tjene i dag med det, jeg allerede har fået”. Sådan beskrives vejen ind i den fred, der overgår al forstand, som en vandring, hvor man kender fjendens taktikker, afslører løgnene, siger nej til frygt, skam og bekymring og aktivt vælger at lade Kristi fred være overdommer i hjertet.
Der lægges vægt på, at freden ikke er fravær af problemer, men Guds nærvær midt i dem. Det er ikke en garanti for, at man slipper for forfølgelse, sygdom eller økonomiske udfordringer, men en dyb hvile i, at Gud er med, at Hans løfter står fast, og at Han er tilflugt, borg og klippe. Det afsluttende billede er, at freden smitter: når den får lov at fylde hjertet, begynder andre at se den, selv når omstændighederne er svære. Kaldet er derfor at lade Kristi fred få lov til at bo og råde, så livet bliver et vidnesbyrd om Guds fred midt i en verden, der er fyldt af frygt, uro og kaos.
Citat fra undervisningen: “Fred er ikke fravær af problemer, men nærvær med Jesus.”
