Andreas Slot-Henriksen forklarer om, hvordan dæmoniske fæstninger bygges op i menneskers tanker og liv, og hvordan de kan brydes ned gennem Guds sandhed, hellighed, ydmyghed og konkrete valg i vandringen med Jesus. Undervisningen begynder med et humoristisk eksempel om en ny T-shirt og en yoghurtplet, for at vise hvor optaget mennesker ofte er af overfladen, og hvor meget andre lægger mærke til små detaljer, mens der i virkeligheden foregår noget langt vigtigere og dybere under overfladen. Overgangen bruges til at pege på aftenens emne: “Bryd dæmoniske fæstninger ned”, som beskrives som noget helt centralt i det kristne liv, fordi disse fæstninger kan afskære fra frihed, kald og nærhed med Gud. Før fæstninger kan brydes ned, må der defineres, hvad en fæstning er: et befæstet anlæg med mure, skyttegrave og volde, bygget til at modstå og besvare angreb, beskytte strategiske punkter og give en hæren fordel.
Dette fysiske billede overføres til den åndelige virkelighed: I stedet for at købe minigraver og gummiged for at rive mure ned, må der forstås, at kampmidlerne i Guds rige er helt anderledes, og derfor læses der fra 2. Korintherbrev kapitel 10 vers 3-6 om, at nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker; vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned, vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud og gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus. Verset bruges som nøgle til at forstå, at fæstningsværker først og fremmest er tankebygninger, løgne og mønstre, som rejser sig imod Guds erkendelse og hindrer sindet i at bøje sig for Jesus. Ved at gå til grundteksten i det græske uddybes ordene: der er tale om en militær kamp, kampvåben som krigsredskaber, mægtig som kraftfuld, og “bryde ned” som at ødelægge fuldstændigt, som en bulldozer, der smadrer en mur. Djævelens strategi beskrives som “opblæsthed”: løgnene pustes op som en ballon, der fylder hele synsfeltet, men inderst inde er der kun varm luft, som kan punkteres, hvis sandheden stikkes ind.
Undervisningen viser, at Satan har en klar mission: at ødelægge mennesker, især dem, Gud vil bruge stærkt. Der fortælles fra erfaringer med udfrielser, hvor dæmoner igen og igen svarer, at deres opgave er “at ødelægge det her menneske”, fordi personen er farlig for djævlens rige, når Guds vilje får plads. Det understreges, at fjenden bruger stort set de samme metoder overalt: de samme tanker, mønstre og løgne går igen hos mange, men hver enkelt tror ofte, at det “kun er mig”, hvilket gør det svært at søge hjælp og skabe fællesskab omkring kampen. På den måde isoleres mennesker i skam, tavshed og følelse af at være unormale, mens djævelen “hygger sig” og trækker dem længere ned, fordi de ikke tør erkende behovet for hjælp.
Mindreværd fremhæves som en af de mest almindelige fæstninger. Djævelen angriber ikke først og fremmest på, hvad mennesket kan, men på, hvem det er: tanker som “du er ikke god nok”, “de andre kan se, du er en taber” og “ingen vil have dig” næres og forstærkes, især når kritiske kommentarer eller misforståede ord fra andre mennesker forvrænges og bliver til “beviser”. Når sådanne tanker får lov at blive gentagne og uanfægtede, bygges der et fæstningsværk i sindet, hvor alt, selv uskyldige bemærkninger, tolkes som bekræftelse på mindreværdet. Dermed bliver det meget svært at tage imod Guds ord om identitet, fordi løgnen står som en mur foran sandheden; det, der læses, preller af, fordi hjertet allerede har bundet sig til en anden “sandhed”.
Sygdom nævnes som et andet område, hvor fæstninger let opstår. I starten kæmpes der måske i tro og bøn, men efter langvarig smerte eller manglende gennembrud begynder tankerne at vende indad: “Det er nok, fordi Gud vil lære mig noget”, “jeg fortjener det”, “jeg skal nok gå i denne skole hele livet”. Lidt efter lidt får sygdommen karakter af identitet og teologi, og der bygges en mur af religiøse forklaringer, som bruges til at forsvare, hvorfor man ikke skal forvente helbredelse eller frihed. Samtidig kan der vokse en mur af stolthed op, der skal beskytte det sårede hjerte: udadtil virker man stærk, vidende og “ovenpå”, men indeni er der knusthed, tvivl og smerte. Sådan kan djævelen få bygget flere lag af mure: mindreværd, stolthed, religiøsitet og kontrol, der tilsammen skaber et indre fængsel.
Kontrol beskrives som endnu et typisk fæstningsværk: behovet for at have styr på alt, planlægge hver detalje og sikre sig mod enhver usikkerhed, fordi der dybest set ikke stoles på, at Gud leder. Det understreges, at planlægning i sig selv ikke er forkert, men når behovet for kontrol bliver så stærkt, at der ikke kan siges “Far, du bestemmer retningen i dag”, er det blevet en mur, der hindrer tro og efterfølgelse. Når andre omkring én oplever frihed og gennembrud, mens egne fæstningsværker bliver stående, kan misundelse og frustration snige sig ind og bygge endnu en mur; tvivl følger efter: “Hvorfor sker det ikke for mig?”, “mon Gud overhovedet vil mig?”. Samlet set tegnes et billede af, hvordan lag på lag af mursten – mindreværd, sygdomsteologi, stolthed, kontrol, misundelse, tvivl og selvmedlidenhed – kan omslutte hjertet, så Gud opleves fjern, selv om Han i virkeligheden står klar på den anden side af muren.
Der peges på, at djævelen ikke kun arbejder gennem aktuelle tanker, men også gennem ord og oplevelser fra fortiden. Et enkelt ord fra en forælder, en kommentar fra et søskende eller en lærer, der blev hørt – måske endda “ved en fejl” – kan bore sig dybt ind og danne grundlag for et livslangt fæstningsværk. Mange har gået med sår i årevis, mens der udadtil er bygget en poleret facade, og djævelen har flittigt pustet til de gamle ord: “Du hørte godt, hvad de sagde”, “du var uønsket”, “det havde været bedre, hvis du ikke var der”. Så selv når man forsøger at bortforklare det – “de mente det sikkert ikke så slemt” – kommer anklageren og overdriver det yderligere, så såret bekræftes i stedet for at læges.
Undervisningen gør det klart, at djævelen ganske vist har stor skyld, men at mennesket selv også har ansvar. Der tales om den frie vilje: når Guds ord er kendt, er der et valg mellem at tro på løgnen eller tro på sandheden om, hvem man er i Jesus, og hvilke planer Gud har. En udbredt fæstning, man selv vælger, beskrives som holdningen “jeg kan selv, jeg har ikke brug for hjælp”; det opleves pinligt at indrømme behov, og derfor fastholdes facaden, selv når hjertet råber efter befrielse. Der gives personlige erfaringer med en pæn, teologisk facade i barndomshjemmet, hvor alt så godt ud udadtil, mens relationerne indeni var mærkede af konflikter, sår og usagt smerte – som et eksempel på, hvordan stolthed kan holde sandheden og helbredelse ude.
Materialisme, perfektionisme og skepsis omtales som yderligere lag i fæstningsværkerne. Nogle søger tryghed i ting, præstationer eller det perfekte ydre; andre møder næsten alt nyt med skepsis og har svært ved at tage noget ind, fordi alt må “godkendes” af fornuften først. Problemet opstår, når den samme skepsis overføres til Gud: “Jeg vil først tro, når jeg forstår”, “jeg skal kunne gennemskue logikken i alt, før jeg kan handle i tro”, hvilket i praksis binder troen på hænder og fødder. Der peges på, at Gud ikke kan forstås fuldt ud, fordi Han ikke er et menneske; hvis Han kunne rummes af menneskelig fornuft, ville Han ikke være Gud. Bibelens historie om Israels folk, der igen og igen oplevede mirakler og alligevel vendte sig til afguder, bruges som eksempel på både Guds ubegribelige tålmodighed og menneskers begrænsede forståelse.
Et vigtigt punkt i undervisningen er, at fæstningsværker også kan bygges af religiøse traditioner. Når der altid gøres “som vi plejer”, og nye tiltag eller anderledes måder at følge Gud på skydes ned med henvisning til tradition, bliver traditionen en mur mod Helligåndens ledelse. Der vises, hvordan Jesus i evangelierne helbreder og møder mennesker på mange forskellige måder – nogle gange med et ord, andre gange med berøring, spyt eller mudder – netop for at sprænge kasser og forhindre, at der gøres metode til afgud. Sætningen “traditioner skaber religion, og religion fjerner relation” bruges til at illustrere, at når formen bliver vigtigere end fællesskabet med Gud, styrkes fæstningsværkerne i stedet for at brydes.
Der spørges så: Hvordan brydes fæstningsværkerne ned i praksis? Billedet med minigraver og gummiged efterlades, og svaret samles i tre nøgleord: helliggørelse, hellighed og ydmyghed. Første skridt er at gå på knæ for Gud og ærligt anerkende: “Jeg har fæstningsværker i mit liv; jeg har selv bygget nogle, og djævelen har pustet andre op, som jeg har valgt at tro på.” Denne anerkendelse er ikke en religiøs øvelse, men en dyb, konkret overgivelse, hvor der sættes ord på, hvad man ikke længere vil leve med, og hvor der bedes om, at Gud bryder det ned og fører ind i hellighed.
Det opmuntres til at spørge Gud direkte: “Hvad har jeg selv bygget op? Hvad har djævelen bygget? Hvilke oplevelser i fortiden har formet mig?” Ofte vil Helligånden minde om konkrete situationer, ord eller valg, som var startpunktet for et fæstningsværk. Når disse ting kommer frem, opfordres der til at gå ind i en proces af omvendelse: bekende stædighed, retten til altid at have ret, bitterhed, kontrol eller andre mønstre og be Gud om tilgivelse og forandring. For at gøre processen effektiv anbefales det at involvere andre troende: at sige højt, hvilken beslutning der er taget, og give dem lov til at “holde én op” på forandringen, så djævelen ikke kan isolere og hviske, at der ikke sker fremskridt.
Som et praktisk eksempel foreslås det at aftale et kodeord – for eksempel “citronfromage” – som venner kan bruge, når de ser gamle mønstre dukke op. På den måde bliver det nemmere både at blive påmindet uden lange forklaringer og at tage imod korrigering uden at gå i forsvar. Undervisningen udfordrer tanken om, at mindreværd er en følelse, man er “dømt” til at leve med, og understreger i stedet, at det starter med et valg: at sige nej til løgnen og ja til Guds sandhed, også selv om følelserne først langsomt følger efter. Guds ord kaldes her ammunition og rettigheder; uden kendskab til ordet er det meget svært at skelne mellem djævlens anklager og Helligåndens overbevisning, men når ordet kendes, kan der siges “det her stemmer ikke med, hvad Gud har sagt om mig”.
I den forbindelse læses ordene om at underordne sig Gud, stå djævelen imod, holde sig nær til Gud, rense hænder og hjerter og ydmyge sig for Herren, så vil Han ophøje. Der understreges, at “at stå djævelen imod” ikke betyder at kæmpe direkte med ham, men at vende ryggen til ham, se på Jesus og tale Guds sandhed, mens det hviles i, at djævelen må flygte. Opfordringen “hold jer nær til Gud” beskrives som en befaling, ikke en følelse: det er menneskets opgave at søge Gud, så vil Han holde sig nær, ikke omvendt. Der udfordres også på tvetydighed: man kan ikke både ville Guds fulde fællesskab og samtidig fylde sig konsekvent med vantro og ting, der underminerer troen; der må træffes valg om, hvad der lukkes ind i sind og hjerte.
En afgørende sandhed, der fremhæves, er, at Guds Søn blev åbenbaret for at tilintetgøre djævlens gerninger, og hvis djævlens gerninger i livet blandt andet består af mure og fæstningsværker, betyder det, at Jesus vil tilintetgøre dem sammen med den, der tager Hans hånd. Det kræver livsvalg, ikke blot “nytårsfortsætter”: valg om at tro på, at man er underfuldt skabt, ikke bare i teorien, men også konkret om sig selv, og valg om at sige nej til false identiteter og masker. Gud beskrives som den, der fryder sig over skaberværket; Han ønsker ikke, at mennesker går gennem livet undskyldende, gemt væk bag facader, men at de tør elskes for den, de faktisk er. Der opfordres til at kunne stå frem og sige: “Min far har skabt mig fantastisk”, ikke af stolthed, men som en bekendelse af Guds værk.
Det understreges, at djævelens hovedstrategi er at bygge mure på alle sider for at isolere, lukke munden på troende og hindre dem i at være de redskaber i Guds hånd, som de er kaldet til at være. Et andet fæstningsværk afsløres her: forestillingen om, at når man er et værktøj i Guds hånd, skal man selv være “perfekt værktøj” – dygtig nok, pæn nok, rigtig nok – i stedet for at hvile i, at det er Gud, der bruger værktøjet. Billedet med tømrer og værktøj bruges til at vise, at det er Mesteren, der vælger søm og tang, ikke værktøjet selv, og at menneskets opgave er at stille sig til rådighed og “holde munden”, så Gud kan handle. Når Guds vilje får førsteplads over egen kontrol, stolthed og frygt, mister fæstningsværkerne deres styrke.
Som afslutning bindes det hele sammen i en opfordring til at gå ind i en proces med Gud, hvor fæstningsværker ikke længere forklares eller forsvares, men bringes frem i lyset for at blive brudt ned. Det handler om at aflægge det gamle menneske, lade tanker og sind fornyes og aktivt tage Guds sandhed på sig i stedet for djævlens løgne. Frihed beskrives ikke som et øjebliks følelse, men som en vandring, hvor sandheden trin for trin overtager pladsen i sind og hjerte, mens løgnen mister grebet. Dermed bliver kampen imod dæmoniske fæstninger ikke en håbløs overanstrengelse, men en rejse sammen med Jesus, der allerede er kommet for at tilintetgøre djævlens gerninger og føre mennesker ind i den frihed, Han har betalt med sit eget blod.
Citat fra undervisningen:
“Det er ikke djævlens fæstningsværker, der bestemmer din fremtid; det er de valg, du tager sammen med Gud, når du siger nej til løgnen og ja til sandheden.”
