Skriftsteder fra undervisningen

Daniels Bog 3.7–30
7 Så snart alle folkene hørte lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter og alle andre instrumenter, kastede alle folk, stammer og tungemål sig ned og tilbad guldstøtten, som kong Nebukadnesar havde opstillet.
8 Da trådte nogle kaldæiske mænd frem med anklager mod jøderne. 9 De sagde til kong Nebukadnesar: »Kongen leve evigt! 10 Du har udstedt den befaling, konge, at enhver, der hører lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, skal kaste sig ned og tilbede guldstøtten, 11 og at enhver, der ikke kaster sig ned og tilbeder, skal kastes i ovnen med flammende ild. 12 Nu er der nogle jødiske mænd, Shadrak, Meshak og Abed-Nego, som du har sat til at styre provinsen Babylon. Disse mænd retter sig ikke efter dig, konge; din gud dyrker de ikke, og den guldstøtte, du har opstillet, tilbeder de ikke.« 13 Da befalede Nebukadnesar i vrede og harme, at man skulle hente Shadrak, Meshak og Abed-Nego; disse mænd blev så ført frem for kongen. 14 Nebukadnesar spurgte dem: »Shadrak, Meshak og Abed-Nego, er det sandt, at I ikke dyrker min gud og ikke tilbeder den guldstøtte, jeg har opstillet? 15 Hvis I vil kaste jer ned og tilbede den billedstøtte, jeg har ladet fremstille, når I hører lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter, sækkepibe og alle andre instrumenter, så er alt godt. Men hvis ikke I vil tilbede, vil I straks blive kastet i ovnen med flammende ild. Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?« 16 Shadrak, Meshak og Abed-Nego svarede kongen: »Nebukadnesar, vi behøver ikke at svare dig! 17 Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. 18 Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.«
19 Da blev Nebukadnesar opfyldt af vrede mod Shadrak, Meshak og Abed-Nego, og hans ansigt blev ganske fortrukket. Han befalede, at ovnen skulle ophedes syv gange så meget som sædvanlig, 20 og han gav befaling til nogle stærke mænd i hæren om at binde Shadrak, Meshak og Abed-Nego og kaste dem i ovnen med flammende ild. 21 Så blev mændene bundet, og iført deres kapper, bukser, huer og andet tøj blev de kastet i ovnen med flammende ild. 22 Fordi kongens ordre var streng og ovnen så stærkt ophedet, blev de mænd, der løftede Shadrak, Meshak og Abed-Nego op, dræbt af flammerne fra ilden; 23 og de tre mænd, Shadrak, Meshak og Abed-Nego, faldt bundne ned i ovnen med flammende ild.
24 Pludselig blev kong Nebukadnesar forfærdet og sprang op og spurgte sine ministre: »Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne ned i ilden?« De svarede kongen: »Jo, det var, konge.« 25 Han sagde så: »Jamen, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn.« 26 Så gik Nebukadnesar hen til døren ind til ovnen med flammende ild og råbte: »Shadrak, Meshak og Abed-Nego, Gud den Højestes tjenere, kom ud, og kom herhen!« Shadrak, Meshak og Abed-Nego kom ud fra ilden, 27 og satrapperne, fyrsterne, statholderne og kongens ministre stimlede sammen for at se mændene; deres legemer havde ilden ikke fået magt over, håret på deres hoved var ikke afsvedet, deres kapper var uskadt, og der hang ikke brandlugt ved dem.
28 Nebukadnesar sagde: »Lovet være Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud, som sendte sin engel og reddede sine tjenere, fordi de satte deres lid til ham og overtrådte kongens ordre; de ville hellere prisgive sig selv end dyrke og tilbede nogen anden gud end deres egen. 29 Denne befaling udsteder jeg til alle folk, stammer og tungemål: Enhver, der udtaler en forhånelse mod Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud, skal sønderlemmes, og hans hus skal lægges i grus, for der er ingen anden gud, der kan redde som han.« 30 Og kongen gav Shadrak, Meshak og Abed-Nego høje stillinger i provinsen Babylon.

Lukasevangeliet 5.1–11
1 Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, 2 fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. 3 Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« 5 Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« 6 Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. 7 De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. 8 Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« 9 For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået 10 – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« 11 Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Jakobs Brev 1.5–8
5 Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. 6 Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. 7 Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, 8 tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.

Brevet til Hebræerne 11.6
6 Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.