Helbredt i toget

Jeg er lige kommet hjem fra gaden efter at have bedt for folk med nogle andre kristne – Mange fede oplevelser….

MEN – på vejen hjem i toget… ja, hvad er “chancen” lige… Jeg sad overfor en ung mand, med krykker. Det viste sig, at han havde fået en fodboldskade for en god uges tid siden, hvor han havde fået smadret ankel og tå. Selvom han var på smertestillende, havde han meget ondt og kunne ikke støtte på foden.

Jeg fortalte ham om Jesus og spurgte om jeg måtte bede for ham. Det fik jeg lov til og bagefter rejste han sig op og gik frem og tilbage i toget UDEN krykker og UDEN smerter. Han blev virkelig påvirket af det, og kunne slet ikke holde tårerne tilbage.

Det viste sig, at han og resten af familien kom fra Afrika. Hans forældre var kristne og havde slæbt ham med i kirke som barn, men han havde aldrig rigtig troet på det – og for ganske kort tid siden havde han så valgt helt at droppe Gud. Paradoksalt nok havde han fået en kæreste, som selv var kristen, og flere gange havde hun fortalt ham, at han skulle prøve at bede til Gud og søge Ham. Det lød som om, de havde været ret uenige på det punkt med tro…. men nu…! Det var så konkret for ham og så “overnaturligt” og så alt muligt andet end kirke og religion. Det her rørte ham helt vildt.

Flere gange imens vi snakkede, vred han rundt med foden for at lede efter smerten og var ved at græde af glæde flere gange. Specielt da han fik en Bibel, var han helt “oppe at ringe”…

Fedt at se ham gå ud af toget UDEN smerter, UDEN krykker og UDEN tvivl på Gud.

WOW – Hvor er det vildt, at hvis bare vi lukker munden op, så gør Gud resten – og Han sætter virkelig mennesker på vores vej… Og måske endda som bønnesvar for andre. Men griber vi chancen, når den er der…? Eller er det for pinligt…?