Skriftsteder fra undervisningen

Første Mosebog 6.5–9.17
5 Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. 6 Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet 7 og sagde: »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.«
8 Men Noa fandt nåde for Herrens øjne.
9 Dette er Noas slægtshistorie. Noa var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han vandrede med Gud. 10 Noa fik tre sønner, Sem, Kam og Jafet.
11 Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. 12 Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt. 13 Da sagde Gud til Noa: »Jeg har besluttet at gøre ende på alle mennesker, for de er skyld i, at jorden er fuld af vold. Nu vil jeg ødelægge dem sammen med jorden. 14 Lav en ark af gofer-træ; du skal indrette den med rum, og du skal tjære den indvendig og udvendig. 15 Således skal du bygge arken: Den skal være tre hundrede alen lang, halvtreds alen bred og tredive alen høj.
16 Du skal lægge et tag på arken, og tagrygningen skal du hæve en alen. Du skal sætte en dør i arkens side, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste dæk. 17 Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge alle under himlen, der har livsånde. Alle på jorden skal omkomme. 18 Men med dig vil jeg oprette min pagt. Du skal gå ind i arken sammen med dine sønner, din kone og dine svigerdøtre. 19 Af alle levende væsener skal du bringe ét par ind i arken, for at de kan overleve sammen med dig; de skal være han og hun. 20 Af alle slags fugle, al slags kvæg og af alle slags krybdyr på jorden skal ét par gå ind til dig for at overleve. 21 Du skal tage noget af alt, der kan spises, og samle det hos dig; det skal du og de have til føde.« 22 Noa gjorde, ganske som Gud havde befalet ham.
1 Herren sagde til Noa: »Gå ind i arken med hele din familie, for dig har jeg fundet retfærdig i denne slægt. 2 Af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun. 3 Også af himlens fugle skal du tage syv par, han og hun, for at de kan have efterkommere på jorden. 4 Om syv dage lader jeg det regne på jorden i fyrre dage og fyrre nætter, og jeg udsletter alle levende væsener, som jeg har skabt, fra jordens overflade.« 5 Noa gjorde, ganske som Herren havde befalet ham. 6 Noa var 600 år, da vandfloden kom over jorden.
7 Så gik Noa sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre ind i arken for at undslippe vandfloden. 8 De rene dyr og de, der ikke var rene, og fuglene og alle krybdyr på jorden 9 kom par for par til Noa i arken, han og hun, sådan som Gud havde befalet Noa.
10 Efter de syv dages forløb kom vandfloden over jorden. 11 I det år, Noa blev 600 år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, 12 og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter. 13 Netop denne dag gik Noa og hans sønner Sem, Kam og Jafet, hans kone og hans tre svigerdøtre ind i arken, 14 både de og alle slags vilde dyr, al slags kvæg, alle slags krybdyr, der kryber på jorden, og alle slags fugle, alle vingede fugle. 15 Par for par kom de til Noa i arken, alle der havde livsånde. 16 Af alle levende væsener kom de, han og hun, sådan som Gud havde befalet ham, og Herren lukkede efter ham.
17 I fyrre dage kom vandfloden over jorden. Vandet steg og løftede arken, så den hævede sig fra jorden. 18 Vandet steg så højt over jorden, at arken flød på vandet. 19 Højere og højere steg vandet over jorden, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult. 20 Vandet steg femten alen over bjergene og skjulte dem.
21 Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. 22 Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. 23 Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage. 24 Vandet steg over jorden i hundrede og halvtreds dage.
1 Men Gud glemte ikke Noa og alle de vilde dyr og alt kvæget, der var med ham i arken. Han lod en storm blæse hen over jorden, så vandet sank. 2 Urdybets kilder og himlens vinduer blev lukket, og regnen fra himlen holdt op. 3 Lidt efter lidt trak vandet sig tilbage fra jorden. Efter hundrede og halvtreds dage begyndte vandet at falde. 4 Den syttende dag i den syvende måned gik arken på grund på Ararats bjerge. 5 Vandet blev ved med at falde indtil den tiende måned; første dag i den tiende måned kom bjergtoppene til syne.
6 Efter fyrre dages forløb åbnede Noa den luge, han havde lavet i arken, 7 og sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden. 8 Så sendte han en due ud for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade. 9 Men duen fandt ikke et sted, hvor den kunne sætte sig, så den vendte tilbage til ham i arken, fordi der var vand over hele jorden; Noa rakte hånden ud og tog den ind til sig i arken. 10 Han ventede syv dage til og sendte så duen ud af arken igen. 11 Ved aftenstid kom den tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, og så var Noa klar over, at vandet var forsvundet fra jorden. 12 Han ventede syv dage til og sendte så duen ud, og den vendte ikke tilbage til ham igen.
13 I det år, Noa blev 601 år, på den første dag i den første måned, var vandet tørret bort fra jorden, og da han fjernede overdækningen på arken og kiggede ud, så han, at jorden var tør. 14 Den syvogtyvende dag i den anden måned var jorden tør. 15 Da sagde Gud til Noa: 16 »Gå ud af arken sammen med din kone, dine sønner og svigerdøtre. 17 Alle dyrene hos dig, alle levende væsener, fugle, kvæg og krybdyr, der kryber på jorden, skal du tage med dig ud, så de kan vrimle på jorden og blive frugtbare og talrige på jorden.« 18 Så gik Noa ud sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre. 19 Også alle de vilde dyr, alt kvæget, alle fuglene og alle krybdyrene, der kryber på jorden, gik ud af arken, art for art.
20 Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. 21 Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.
22 Så længe jorden står,
skal såtid og høsttid,
kulde og varme,
sommer og vinter,
dag og nat
ikke ophøre.«
1 Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden. 2 Hos alle de vilde dyr, hos alle himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel for jer; de er givet i jeres magt. 3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter. 4 Men kød med liv i, med blod i, må I ikke spise. 5 Og jeres eget blod vil jeg kræve hævn for; af ethvert dyr vil jeg kræve hævn for det, og af ethvert menneske vil jeg kræve hævn for et menneskes liv.
6 Den, der udgyder menneskets blod,
skal få sit blod udgydt af mennesker.
For i sit billede
skabte Gud mennesket.
7 Men I skal blive frugtbare og talrige,
I skal vrimle på jorden og blive talrige på den.«
8 Gud sagde til Noa og hans sønner: 9 »Nu opretter jeg min pagt med jer og med jeres efterkommere, 10 med hvert levende væsen hos jer, fuglene, kvæget og alle de vilde dyr hos jer, alle der gik ud af arken, alle jordens dyr. 11 Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.«
12 Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. 13 Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. 14 Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, 15 da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. 16 Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.« 17 Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.«

Brevet til Hebræerne 11.7
7 I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro.

Peters Første Brev 3.13–22
13 Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? 14 Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; 15 men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, 16 men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer. 17 For det er bedre, om det er Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde. 18 For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, 19 og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; 20 det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. 21 Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, 22 han som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.

Matthæusevangeliet 25.1–13
1 Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. 3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. 4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. 6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! 7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. 8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. 9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. 10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. 11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! 12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Jakobs Brev 1.2–15
2 Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; 3 I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. 4 Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget. 5 Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. 6 Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. 7 Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, 8 tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.
9 En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, 10 en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. 11 Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed.
12 Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. 13 Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. 14 Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; 15 når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.