Fjerde Mosebog 18.21–28 (Danish CLV)
21 Levitterne giver jeg al tiende i Israel som arvelod, til gengæld for det arbejde, de udfører i Åbenbaringsteltet, 22 så israelitterne ikke mere skal komme Åbenbaringsteltet nær og pådrage sig skyld og dø. 23 Levitterne skal udføre arbejdet i Åbenbaringsteltet, og de skal have ansvaret for det. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt. Blandt israelitterne skal de ikke have arvelod. 24 For den tiende, israelitterne yder Herren som afgift, giver jeg levitterne som arvelod; derfor har jeg sagt til dem, at de ikke skal have arvelod blandt israelitterne.«
25 Herren talte til Moses og sagde: 26 »Du skal tale til levitterne og sige til dem: Når I fra israelitterne modtager den tiende, som jeg har tildelt jer som jeres arvelod fra dem, så skal I som afgift til Herren yde en tiendedel af tienden. 27 Det skal regnes som jeres afgift, som var det kornet fra tærskepladsen og udbyttet fra vinpersen. 28 På den måde yder også I afgift til Herren af al den tiende, I modtager fra israelitterne, og heraf skal I give den afgift, der tilkommer Herren, til præsten Aron.
Matthæusevangeliet 10.29–42 (Danish CLV)
29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. 30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. 31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. 33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. 34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. 35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, 36 og en mand får sine husfolk til fjender. 37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. 38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. 39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
40 Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. 41 Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. 42 Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«
Lukasevangeliet 6.37–38 (Danish CLV)
37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. 38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«
Markusevangeliet 12.41–44 (Danish CLV)
41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Lukasevangeliet 18.18–30 (Danish CLV)
18 Og et medlem af jødernes råd spurgte Jesus: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« 19 Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. 20 Du kender budene: ›Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ « 21 Han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.« 22 Da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« 23 Da manden hørte det, blev han fortvivlet, for han var meget rig.
24 Da Jesus så, at manden blev fortvivlet, sagde han: »Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. 25 Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« 26 De, der hørte det, sagde: »Hvem kan så blive frelst?« 27 Han svarede: »Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.«
28 Peter sagde: »Se, vi har forladt, hvad vi havde, og har fulgt dig.« 29 Han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, 30 som ikke får det mangedobbelt igen i denne verden og evigt liv i den kommende verden.«
Paulus’ Andet Brev til Korintherne 9.6–15 (Danish CLV)
6 For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. 7 Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver. 8 Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt 9 – som der står skrevet:
Han strøede ud, han gav til de fattige,
hans retfærdighed består til evig tid.
10 Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, 11 så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os. 12 Den hjælp, som ligger i denne tjeneste, udfylder nemlig ikke kun de helliges mangler; den er også en rigdom ved at fremkalde manges taksigelse til Gud. 13 At I med den hjælp står jeres prøve, vil få dem til at prise Gud for, at I er lydige mod bekendelsen til evangeliet om Kristus, og prise ham for jeres oprigtige fællesskab med dem og med alle, 14 og de vil bede for jer og længes efter jer på grund af Guds overvældende nåde mod jer. 15 Gud ske tak for hans uudsigelige gave!
Paulus’ Brev til Filipperne 4.14–20 (Danish CLV)
14 Alligevel var det smukt af jer at gøre fælles sag med mig i min nød. 15 I ved jo også selv, filippere, at i evangeliets første tid, da jeg drog bort fra Makedonien, var der ingen anden menighed end jer, der stod sammen med mig om udgifter og indtægter. 16 Også i Thessalonika sendte I mig indtil flere gange, hvad jeg havde brug for. 17 Ikke at jeg stræber efter gaven, men jeg stræber efter det udbytte, som tæller godt i jeres regnskab. 18 Jeg har modtaget det hele og har nu rigeligt. Jeg har mere end nok efter at have modtaget jeres gave af Epafroditus, en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag. 19 Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus. 20 Gud, vor Fader, være ære i evighedernes evigheder! Amen.
Paulus’ Første Brev til Timotheus 6.17–19 (Danish CLV)
17 Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. 18 Du skal byde dem at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, 19 og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.
Matthæusevangeliet 6.1–4 (Danish CLV)
1 Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. 2 Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. 3 Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, 4 for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Lukasevangeliet 12.22–37 (Danish CLV)
22 Til sine disciple sagde han: »Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. 23 Livet er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne. 24 Læg mærke til ravnene; de sår ikke og høster ikke, de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden. Hvor langt mere værd end fuglene er ikke I! 25 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? 26 Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige? 27 Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 28 Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende! 29 Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. 30 Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette. 31 Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift.
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. 33 Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. 34 For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
35 I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt 36 og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. 37 Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem.
Paulus’ Brev til Kolossenserne 3.12–17 (Danish CLV)
12 Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. 13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. 14 Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. 15 Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. 16 Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. 17 Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!
Andreas Slot-Henriksen underviser her om, hvad det vil sige at leve et liv i Guds rige med et hjerte, der giver, og ikke bare forholder sig til tiende som en religiøs pligt. Undervisningen tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad Bibelen egentlig siger om at give, både når det handler om økonomi og om tid, kræfter og liv. Der lægges vægt på, at Gud er fantastisk, at Jesus har givet alt, hvad der er brug for, og at der kaldes til at lade sig forvandle, så livet ikke begrænses af egne ønsker, bekvemmelighed og kontrol, men åbnes for Guds planer. Udgangspunktet er ikke en kollektprædiken eller en opfordring til at fylde kirkebøssen, men en undervisning om et bibelsk princip, hvor hjertet og forholdet til Jesus er det afgørende.
Der forklares, hvordan hele tanken om tiende i Det Gamle Testamente opstod, da Israel blev opdelt i tolv stammer, og levitterne fik opgaven at gøre præstetjeneste i åbenbaringsteltet og derfor ikke kunne dyrke deres egen jord. De øvrige stammer skulle give ti procent af deres udbytte til levitterne, så de kunne leve af deres tjeneste for Gud. Der peges på, at dette var en god og nødvendig ordning i den tid, men at den var knyttet til et særligt præsteskab og et tempelsystem. Når Jesus dør på korset, flænges forhænget ind til det allerhelligste, og alle får adgang til Gud. Præstegerningen i den gamle form ophører, levitternes særlige tjeneste ændres, og dem, der tilhører Jesus Kristus, bliver et helligt præsteskab. Derfor beskrives det, at det gamle tiendeprincip til levitterne som sådan ikke længere er bindende, fordi hele strukturen, det byggede på, er ophørt.
Undervisningen understreger, at når man tilhører Jesus, er det ikke kun ti procent, der tilhører Ham, men alt. Der bruges billedet af ægteskabet, hvor to bliver ét, og hvor alt, hvad man ejer, bliver fælles. På samme måde beskrives relationen til Jesus som et ægteskab, hvor man siger: Alt, hvad der er mit, er dit, og alt, hvad der er dit, er mit. Det stiller et spørgsmål til, om man i praksis laver særskilt økonomi i sit liv med Gud, hvor man holder sine penge for sig selv, samtidig med at man gerne vil nyde alle Guds gaver. Der lægges vægt på, at sådan en opdeling ikke fungerer i Guds rige. Det handler ikke om, at Gud vil tage noget fra én, fordi man ikke er god nok, men om at Han vil forvandle og forme et menneske, så det kan bruges langt ud over, hvad man selv havde forestillet sig.
I undervisningen trækkes der linjer til Jesu ord om efterfølgelse, selvfornægtelse og værdien af at sætte Ham højere end familie, bekvemmelighed og eget liv. Spørgsmålet stilles, om det er nok bare at tro, eller om der kaldes til at tage sit kors op og følge Jesus, også når det koster noget. Der lægges vægt på, at det at give ikke kun handler om penge, men om at stille sig selv, sin tid, sine evner og sin komfort til rådighed for Guds rige. At give kan være at gå, når Gud siger gå, også når det regner, når det er ubehageligt, eller når frygten protesterer. Der deles erfaringer med, at mange oplever en massiv modstand, inden de går ud på gaden, deler evangeliet eller tjener andre, men at netop lydighed på trods af modstanden fører til nogle af de stærkeste oplevelser med Gud.
Undervisningen viser, hvordan Gud ikke ser på beløb eller ydre størrelse, men på hjertet. Der refereres til fortællingen om den fattige enke ved tempelblokken, som gav to småmønter, men som ifølge Jesus gav mere end alle de rige, fordi hun gav alt, hvad hun havde at leve af. Det understreges, at Gud ser, om et menneske giver af sin overflod og holder fast i sin sikkerhed, eller om det i kærlighed og tillid overlader sin økonomi til Ham. Det fører til et opgør med fremgangsteologi og tanken om, at man kan vride armen om på Gud ved at give bestemte beløb for at sikre sig økonomisk belønning. I stedet peges der på, at fokus skal være på at søge Jesus selv, ikke gaverne, og at fremgang og velsignelse kommer som en frugt af et liv, der er overgivet til Ham.
Der gives også konkrete eksempler på, hvordan økonomisk rigdom kan bruges til Guds ære, når den forvaltes ret. Der omtales mennesker og familier, som bevidst har sat store formuer ind i projekter, der udbreder evangeliet, og hvor Gud har ladet midlerne vokse, fordi de bliver ved med at flyde videre ind i Hans rige. Samtidig advares der kraftigt mod faren ved rigdom og penge, når de bliver en afgud, der binder hjertet og skaber stolthed, begær og nærighed. Det forklares, at Jesus ikke fordømmer rigdom i sig selv, men stiller skarpt på det hjerte, der hellere vil holde fast i sin sikkerhed og sin økonomiske kontrol end at være lydig, når Han kalder til at give.
Et centralt tema i undervisningen er, at Gud ønsker villige hjerter, ikke tvungne gaver. Der henvises til, at enhver skal give, som han har hjerte til, ikke vrangvilligt eller under pres, fordi Gud elsker en glad giver. Der opfordres derfor ikke til at give af dårlig samvittighed, gruppepresse eller menneskelig manipulation, men til at lade Gud tænde et giversind. Hvis hjertet er hårdt, nært eller bange, opfordres der til at gå til Gud med det og bede Ham forvandle hjertet, i stedet for bare at presse sig selv til ydre handlinger. Et giftigt mønster, hvor man giver for at se godt ud, eller for at blive anerkendt af andre, afsløres som en form for religiøs humanisme, hvor Gud er skubbet ud, og mennesker og præstationer er sat i centrum.
Undervisningen taler også om, hvordan det at give, når man egentlig ikke har råd, kan være en form for ydmygelse og tillidsskole foran Gud. Når man giver det, man oplever, Han lægger på hjertet, selvom budgettet er stramt, tvinges man væk fra afhængigheden af penge og ind i afhængigheden af Gud. Der fortælles konkrete vidnesbyrd om, hvordan lydighed i at give bestemte beløb eller ting straks efterfølges af overnaturlig forsørgelse, som for eksempel når et nødvendigt strygejern bliver givet som svar på en skjult længsel, eller når Gud inspirerer til at betale en ukendt persons regning, præcis i det øjeblik, hvor hun har bedt om hjælp. Disse historier bruges ikke til at ophøje giveren, men til at vise, hvordan Gud kender behov, taler specifikt og glæder sig over villige hjerter.
Et andet vigtigt fokus er, hvordan vidnesbyrd om at give skal håndteres. Der advares imod at blæse basun for sig selv og fortælle i detaljer om, hvor meget og til hvem man har givet, hvis motivet i virkeligheden er at blive set og beundret. Der henvises til Jesu ord om, at almisser bør gives i det skjulte, så Faderen, som ser i det skjulte, kan belønne. Derfor opfordres der til at beskytte både sit eget hjerte og andres ved at udelade navne og detaljer, når man deler vidnesbyrd, så fokus forbliver på Guds trofasthed og ikke på menneskelig generøsitet. Samtidig siges det, at der ligger stor opmuntring i at høre, hvordan Gud leder og forsørger, så vidnesbyrd i den rette ånd kan vække tro og lyst til selv at være lydig.
Der tales også om, at Gud ikke kun leder til at give penge, men ofte kalder til at give tid, nærvær, opmuntring, forbøn, praktisk hjælp og engagement i andre menneskers liv. Nogle gange er det lettere at give et beløb end at sætte sig ved en hjemløs, investere tre timer i samtale eller stå skulder ved skulder i et praktisk projekt, men Gud kan netop kalde ind i det, der udfordrer komfortzonen mest. Det understreges, at den, som ikke har store midler, ikke er sat udenfor, men kan give det, der er muligt, også når det blot er et glas vand, et kram, et lyttende øre eller en enkel tjeneste. Pointen er, at Gud lægger værdi i lydighed og kærlighed i det små, ikke i størrelse og synlighed.
Undervisningen vender igen og igen tilbage til, at man skal lytte til Helligånden og ikke bare kaste sig ud i tilfældig gavmildhed for at føle sig from. Der opfordres til regelmæssigt at spørge Gud: Er der noget, jeg kan give? Hvem vil du, at jeg skal investere i? Hvad lægger du på mit hjerte i dag? Der advares mod at misbruge ordene “Giv, så skal der gives jer” som en slags åndelig forretningsmodel, hvor man regner på, hvad man kan få tilbage. I stedet kaldes der til at stole på, at Gud vil forsørge og velsigne, men at motivet for at give skal være kærlighed til Ham og til mennesker, ikke ønsket om selv at blive rigere.
Til sidst berøres, hvordan det at engagere sig tungt i Guds projekter, både økonomisk og praktisk, kan opleves som menneskeligt ulogisk og kostbart. Der skildres, hvordan det kan føles skørt at investere alt i et stort byggeri eller et projekt, hvis formål endnu ikke står klart, men hvordan tro og lydighed alligevel bærer igennem, fordi Gud har kaldet, og fordi Han er trofast. Bekymringer om tomme konti, hårdt arbejde og usikker fremtid bliver mødt med et nej til satans løgne og en vilje til at blive ved, fordi projektet tilhører Gud. Undervisningen lander i en appel til at lade sig forme som gavmilde mennesker, der giver ud fra kærlighed, lytter til Helligånden, holder hjertet rent over for penge og kontrol og lever i tillid til, at Faderen ser i det skjulte og vil lønne i sin tid.
Citat fra undervisningen:Hvis dit hjerte er, at du virkelig elsker Jesus, så giver du det, du har at give, og du lader Ham bestemme, hvad det skal koste dig.
Relevante søgeord:
giv, så skal der gives jer – tiende i Bibelen – kristen økonomi – Guds rige og penge – fremgangsteologi – glad giver – efterfølgelse af Jesus – lydighed mod Helligånden – offergave – discipelskab – rigdom og afgud – give tid og ressourcer – hemmeligt givertjeneste – Guds forsørgelse – tillid til Gud i økonomi
