Skriftsteder fra undervisningen

Anden Mosebog 3.1–6
1 Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. 2 Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, 3 og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« 4 Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, 5 og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« 6 Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

Anden Mosebog 19.9–20.7
9 Herren sagde til Moses: »Jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre mig tale med dig og for al fremtid stole på dig.« Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt, 10 og Herren sagde til Moses: »Gå ned til folket; du skal hellige dem i dag og i morgen, og de skal vaske deres klæder. 11 De skal holde sig rede til i overmorgen, for i overmorgen vil Herren i hele folkets påsyn stige ned på Sinajs bjerg. 12 Du skal spærre af for folket hele vejen rundt og sige til dem, at de skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af det. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden; 13 men ingen hånd må røre ham; han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve. Når vædderhornets lange tone lyder, må man gå op på bjerget.«
14 Så kom Moses ned fra bjerget til folket; han helligede folket, og de vaskede deres klæder. 15 Og han sagde til dem: »Hold jer rede til i overmorgen; hold jer fra kvinder!«
16 Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel. 17 Men Moses førte folket ud af lejren, hen imod Gud, og de stillede sig op ved foden af bjerget. 18 Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, 19 og hornklangen blev kraftigere og kraftigere. Moses talte, og Gud svarede ham, så det kunne høres. 20 Herren steg ned på Sinajs bjerg, på toppen af bjerget; han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop. 21 Herren sagde til Moses: »Gå ned og advar folket mod at trænge sig frem til Herren for at se ham, for så vil mange af dem miste livet. 22 Selv præsterne, der må træde frem for Herren, skal hellige sig, for at Herren ikke skal bryde løs mod dem.« 23 Moses svarede Herren: »Folket kan ikke komme op på Sinajs bjerg, for du har jo selv advaret os og sagt, at vi skulle afspærre bjerget og hellige det.« 24 Men Herren sagde til ham: »Gå nu ned, og kom så herop sammen med Aron! Præsterne og folket må ikke trænge sig frem for at komme op til Herren, for så bryder han løs mod dem.« 25 Så gik Moses ned til folket og sagde det til dem.
1 Gud talte alle disse ord: 2 »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.
3 Du må ikke have andre guder end mig.
4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. 5 Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; 6 men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

Lukasevangeliet 3.16
16 Men han sagde til dem alle: »Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.

Johannesevangeliet 13.6–11
6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

Anden Mosebog 3.3
3 og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?«

Exodus 3:3 (KJV 1900)
3 And Moses said, I will now turn aside, and see this great sight, why the bush is not burnt.

Anden Mosebog 3.13–14
13 Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« 14 Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

Anden Mosebog 4.10–17
10 Men Moses sagde til Herren: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.« 11 Da sagde Herren til ham: »Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? 12 Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« 13 Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!« 14 Da flammede Herrens vrede op mod Moses, og han sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. 15 Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. 16 Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham. 17 Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.«

Paulus’ Brev til Efeserne 4.22–24
22 at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, 23 og at I skal fornyes i sind og ånd 24 og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.

Paulus’ Brev til Kolossenserne 3.8–17
8 Men nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot og skamløs snak i jeres mund. 9 Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger 10 og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse. 11 Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.
12 Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. 13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. 14 Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. 15 Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. 16 Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. 17 Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

Paulus’ Brev til Galaterne 3.26–29
26 For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. 27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. 28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, 29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.