Skriftsteder fra undervisningen

Matthæusevangeliet 25.14–30
14 Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; 15 én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. 16 Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. 17 Ligeledes tjente han med de to talenter to til. 18 Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. 19 Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. 20 Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. 21 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! 22 Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. 23 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! 24 Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, 25 og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. 26 Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. 27 Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. 28 Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. 29 For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. 30 Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Paulus’ Brev til Romerne 12.1–2
1 Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. 2 Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Paulus’ Brev til Kolossenserne 3.22–25
22 Slaver, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men af et oprigtigt hjerte i frygt for Herren. 23 Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker. 24 I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld. Tjen Kristus, vor Herre. 25 Den, der gør uret, skal få den uret igen, han har gjort, og der bliver ikke gjort forskel på folk.

Jakobs Brev 4.13–17
13 Og nu I, som siger: »I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge« 14 – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. 15 I skulle hellere sige: »Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.« 16 Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. 17 Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.

Jakobs Brev 5.12
12 Frem for alt, mine brødre, sværg ikke, hverken ved himlen eller ved jorden, eller nogen anden ed; men jeres ja skal være et ja, og jeres nej skal være et nej, for at I ikke skal hjemfalde til dom.

Matthæusevangeliet 7.1–5
1 Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. 2 For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. 3 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? 4 Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? 5 Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.

Johannesevangeliet 6.5–13
5 Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« 6 Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. 7 Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« 8 En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: 9 »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« 10 Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. 11 Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. 12 Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« 13 Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

Markusevangeliet 12.41–44
41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

Lukasevangeliet 10.38–42
38 Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. 39 Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. 40 Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« 41 Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. 42 Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Brevet til Hebræerne 12.14–15
14 Stræb efter fred med alle
– og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren.
15 Se til, at ingen går glip af Guds nåde,
– at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den,

Paulus’ Brev til Kolossenserne 2.6–12
6 Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren,
– så lev i ham, 7
– rodfæstede i ham,
– opbyggede i ham,
– grundfæstede i troen, som I har lært det,
– overstrømmende i jeres tak. 8
Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus. 9 For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod, 10 og i ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den. 11 I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, 12 da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde.

Matthæusevangeliet 10.26–33
26 Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. 27 Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. 28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. 29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. 30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. 31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. 33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.