Åbner i en ny fane

Den fortabte søn

Den fortabte søn

Den fortabte søn

Tre citater fra undervisningen d. 2023-11-29

u skal ikke hjælpe Satan. Du er nødt til at stole på Guds løfter.

Han står de stolte imod.

Alt hvad der er mit, det er dit. Men tager du det, bruger du det?

Kort beskrivelse af undervisningen

Undervisningen folder lignelsen om den fortabte søn ud som et stærkt spejl på Guds hjerte, menneskets stolthed og vejen hjem. Der vises, hvordan ærlig omvendelse åbner for Faderens favn, nye klæder og sønnekår, og hvordan sammenligning som den ældste bror lukker hjertet. Der opfordres til at se på Jesus, ikke mennesker, og til at handle på det, Gud allerede har givet – så troen tændes igen. Fokus er på praktisk ydmyghed, tilgivelse, dåbens liv og en hverdagsvandring, hvor nåden bliver konkret.

Se undervisningen her...

Se undervisningen direkte på YouTube her: https://youtu.be/ij5HMx6JrSs

NB!! Se bibelversene, som blev brugt, samt en transskribering af hele undervisningen, i bunden af siden!

Vi er afhængige af DIG!!

For at kunne lægge undervisning osv. ud er vi økonomisk afhængig af hjælp!

Da LytTilJesus.dk ikke er en organisation, er gaver ikke fradragsberettigede i sig selv — men du kan støtte gennem “Rescue Team”, som har indsamlingstilladelse og er indberettet til Skat:

Klik her og støt vores arbejde

Kom og vær med til et af vores møder

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.
Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.
Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Wedding seminar

Servicetjek af ægteskabet

Tag med til en inspirerende weekend for ægtepar, hvor I får tid, ro og konkrete redskaber til at styrke jeres ægteskab.
Seminaret er to dage og KUN for ægtepar. Det bygger på kristne værdier med fokus på kærlighed, respekt, ydmyghed og omsorg for hinanden – og selvfølgelig med god forplejning.

I løbet af dagene sætter vi fokus på kommunikation, forventninger, forskelligheder mellem mand og kvinde, konflikthåndtering og hvordan man skaber mere tryghed, nærhed og glæde i ægteskabet. Temaerne omhandler alt fra kommunikation, konflikter, tryghed og fælles værdier til seksualitet.

Vi kommer også ind på taknemmelighed, tilgivelse og konkrete redskaber, som kan styrke hverdagen sammen. Husk travesko – der bliver også plads til at gå en tur.

Undervisningen varetages af Birte og Andreas Slot-Henriksen, som selv snart har været gift i 30 år.
Birte er uddannet i PREP, som er et redskab til at styrke kommunikation og forståelse i parforholdet. Gennem årene har Birte og Andreas hjulpet mange gennem ægteskabsrådgivning og set flere ægtepar blomstre op.

Der er kun plads til MAX. 10 ægtepar, så tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. Når holdet er booket, er der ikke flere pladser!
Prisen er pr. par og er inkl. mad og forplejning.

Læs mere og tilmeld dig

Fællesskab med nadver (ingen undervisning)

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Denne aften har vi ingen undervisning, men vi har lovsang, nadver og vidnesbyrd hele aftenen.

Vi slutter vi af med en kop kaffe eller te.

Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

SøndagsCafé

Et arrangement for hele familien

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Klovborg

Sidste søndag i måneden samles vores lille hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.

Det er for hele familien... så er sker både noget for børn og voksne...!

I husmenigheden på Stenslyngen ønsker vi enhed omkring Jesus Kristus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Jesus Kristus og Guds ord, Bibelen, er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Fællesskab med undervisning

En ugentlig samling, hvor vi priser Jesus

Sted

Sandvadvej 30, 8765 Kloborg

Hver onsdag samles vores lille, hyggelige husmenighed, hvor vi sammen priser Jesus og ophøjer vores Herre.
Aftenen er en god blanding af lovsang, bøn, vidnesbyrd og fællesskab – oftest er der ligeledes undervisning, og så slutter vi af med en kop kaffe eller te.
Når vi mødes, ønsker vi ikke blot et program, men et levende fællesskab med Jesus i centrum. Vi giver tid til, at mennesker kan dele, hvad Gud gør i deres liv, og vi ønsker at opmuntre hinanden til at følge Jesus i hverdagen.

Efter selve mødet er der god tid til snak og spørgsmål ved bordene, til at søge forbøn og til at vokse i både tro, karakter og nådegaver.
Programmet for aftenen er lavet, så det kan brydes, da vi ønsker at give Helligånden plads til at lede, så Jesus kan få lov at gøre det, han vil, midt iblandt os.

I husmenigheden ønsker vi enhed omkring Jesus og Bibelen. Derfor har vi skrevet ned, hvad vi tror på, så du ikke har en anden forventning om, hvad og hvem vi er. Du kan læse vores trosgrund her, så du ved, hvad vi står for.

Vi ønsker at være et fællesskab, hvor Bibelen er vores autoritet, hvor evangeliet om Jesus forkyndes klart – uden at gå på kompromis – og hvor mennesker kan blive udrustet til at leve som disciple, både i familien, på arbejdet og blandt naboer og venner.

I husmenigheden mødes vi privat hos Birte & Andreas Slot-Henriksen i deres ejendom, Stenslyngen.

Ingen tilmelding nødvendig

Du er velkommen til at møde op.

Denne undervisning er kategoriseret indenfor nedenstående emner:
– klik på dem for at se mere relevant undervisning

Vidste du, at du kan høre den nyeste undervisning som podcast på bla. Spotify og AppleMusic?

Klik dig ind og lyt her: https://li.sten.to/lyttiljesus

  • Skriftsteder fra undervisningen om 'Den fortabte søn'

Lukasevangeliet 15.11–32 (Danish CLV)
11 Han sagde også: »En mand havde to sønner. 12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. 13 Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; 14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. 15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, 16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. 17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. 18 Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. 19 Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. 21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. 22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, 23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. 24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
25 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, 26 og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. 27 Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. 28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. 29 Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. 30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. 31 Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«


Anden Samuelsbog 12.1–14 (Danish CLV)
1 Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. 2 Den rige havde får og køer i mængde, 3 den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. 4 En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«
5 Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, 6 og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« 7 Da sagde Natan til David: »Du er manden! Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg reddede dig fra Saul. 8 Jeg gav dig din herres hus og lagde din herres hustruer i din favn, og jeg gav dig Israels hus og Judas hus. Og skulle det ikke være nok, havde jeg gerne givet dig langt mere. 9 Hvorfor har du vist foragt for Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hittitten Urias har du slået ihjel. Hans kone har du giftet dig med, og ham selv har du hugget ned med ammonitternes sværd. 10 Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hittitten Urias’ kone. 11 Dette siger Herren: Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. 12 Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.« 13 Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren.« Natan svarede David: »Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø. 14 Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø.«

NB! Nedenstående referat er en automatisk AI genereret tekst fra selve undervisningen. Der kan derfor forekomme fejl i større eller mindre grad!!
Se i stedet hele undervisningen på YouTube!!

  • Referat af undervisningen om 'Den fortabte søn'

– Lignelsen om den fortabte søn viser Guds hjerte for tilgivelse og genopretelse, uanset hvor langt vi er drevet væk.
– Stolthed holder os ofte fra at vende om, men ærlig bekendelse åbner døren hjem til Faderens favn og fest.
– Den yngste søn er et billede på det menneske, der vil gå sin egen vej, mister alt – og finder livet igen i omvendelse.
– Den ældste søn afslører faren ved sammenligning og misundelse: Vi glemmer, at “alt mit er dit”.
– “Andreas Slot-Henriksen underviser her om, hvordan Gud løber os i møde, iklæder os nye klæder og sætter ringen på vores finger, når vi vender om med et ydmygt hjerte.”
– Dåb og tilgivelse spejles i fortællingen: vasket ren, iklædt Kristus, og forlovet med Brudgommen – kaldet til at leve som sønner og døtre, ikke daglejere.
– Slut med selvfordømmelse og hjælp ikke fjenden: Stol på Guds løfter og gå ind i den nåde, Han rækker dig nu.
– Brug det, Gud allerede har givet: når vi handler på det lille, betror Han os mere – tro bliver levende, ikke en ørkenvandring.
– Lad være med at se på mennesker; se på Jesus. Så bevares hjertet varmt, og menigheden bygges op i kærlighed og kraft.
– Gør op med stolthed: sig undskyld, sig tak, og lad fortiden blive begravet – gå frem i lydighed og længsel efter mere af Guds kraft.

Jeg dykker ned i lignelsen om den fortabte søn, fordi den rammer kernen af, hvem vi er som mennesker, og hvem Gud er som Far. Her er vi ikke bare vidner til en moralsk historie; vi ser et hjerte, der bryder sammen i længsel, og et andet hjerte, der bryder igennem med nåde. Den yngste søn tager arven og løber – han tror, frihed er fravær af Faderens rammer, men opdager i stedet tomhed, hunger og skam. Det begynder i en gråzone, der bliver mørkere skridt for skridt, og pludselig står han blandt svin, uden engang at kunne få deres foder. Det er billedet på at glide ud, fordi fristelserne kommer i lag, mens længslen efter hjemmet dæmpes af “lige en tur mere”.

Midt i sølet kommer opvågningen: “Jeg vil bryde op og gå til min far.” Her oplever mange af os kampen med stolthed: Kan jeg vende om? Kan jeg sige, at jeg tog fejl? Og det er netop her, evangeliet sprænger alle mure. Faren løber ham i møde, falder ham om halsen og kysser ham. Han klæder ham ikke som tjener, men som søn: ny klædning, ring på fingeren, sko på fødderne, fest i huset. Nåde er ikke lappeløsning; nåde er genindtræden i sønnekår. Her klinger dåbens billede tydeligt: vasket ren og iklædt Kristus, elsket og sat i ære. Vi kommer ikke tilbage for at forhandle, undskylde os eller forklare; vi kommer tilbage for at bekende: “Far, jeg har syndet,” og Han svarer med favn og fest.

Alligevel er der en anden faldgrube: den ældste brors vrede. Han havde alt, men følte sig forbi-set. Han havde arven, men levede som om han var daglejer. Hvor tit har vi ikke gjort det samme? Vi sammenligner, vi ser andres velsignelse, og misser, at “alt mit er dit.” I stedet for at række ud efter de nådegaver og ressourcer, Gud allerede har lagt i vores hænder, sætter vi os tilbage og siger: “Jeg får jo ikke noget.” Men i riget fungerer det sådan: Begynder du at bruge det, du har, giver Han mere. Når du betror Ham din lydighed, betror Han dig sin kraft.

Undervisningen peger også ind i den klassiske snubletråd: at hjælpe fjenden med selvfordømmelse. Mange tænker: “Gud kan ikke tilgive mig det her.” Men det er netop at sætte sig over Hans løfter. Når Faderen ser os komme, løber Han. Ikke med en fodnote, men med favn og kys. Derfor må vi holde op med at støtte selvanklagerne og i stedet stå på det, Gud har sagt. Vi er kaldet til at vende om – både over for Gud og mennesker. Sig undskyld. Læg stoltheden ned. Lad kærligheden rydde op, så relationer kan blive hele, og troen bliver varm og enkel igen.

Et stærkt spejl på omvendelse og afsløring er mødet mellem profeten Natan og kong David. Davids skjulte synd kom for dagen, men tilgivelsen brød igennem, da han bekendte: “Jeg har syndet mod Herren.” Nogle ting forsvinder ikke, før de siges højt i lyset. Derfor er det befriende at bekende sandheden, også når alt i os vil undskylde eller forklare. Omvendelse er ikke ydmygelse for ydmygelsens skyld; det er nøglen til genoprettelse og ny frimodighed.

Når sønnen får nye klæder, røres et andet billede ved: ringen på fingeren. Der er noget bryllupsagtigt i Guds pagt med os. Jesus er Brudgommen; vi er Hans brud. Det er ikke blot juridik; det er kærlighed. Derfor handler kristenlivet ikke om at snuble tilbage i fortiden og pille i gamle sår. Vi er døbt, begravet og opstået med Kristus. Hvorfor så lede efter det, Gud allerede har begravet? Vi må vælge at lade det gamle ligge og leve som dem, der er gjort nye – elsket, renset, sat fri.

Sammenligningen i hjertet er også noget, der udmatter menigheden. Vi kigger på hinandens gaver, erfaringer og gennembrud og glemmer at se på Jesus. Vi begynder at sætte hinanden på plads i stedet for at sætte os selv på plads – og så går varmen ud af troen. Men når vi løfter blikket til Jesus, når vi husker at bede for syge, forvente udfrielse og række ud i tro, så vender glæden og ilden tilbage. Tro bliver ikke en ørkenvandring, men en rejse fuld af vidnesbyrd.

Til sidst står det praktiske valg: Vil jeg blive ved Faderens bord og bruge det, Han har givet? Vil jeg rejse mig fra stolen, handle på de små tilskyndelser og se, at Han lægger mere til? Eller vil jeg lade mig fange af stolthed, sammenligning og passivitet? Svaret former vores hverdag. Når vi vælger ydmyghed og lydighed, lægger vi brænde på bålet. Og så brænder hjertet varmt igen – for Jesus, for mennesker, og for det liv Han har kaldet os ind i.

Citat fra undervisningen: Du skal ikke hjælpe Satan. Du er nødt til at stole på Guds løfter.

Relevante søgeord: fortabte søn – omvendelse – tilgivelse – Guds nåde – sønnekår – dåb – nye klæder – ring på fingeren – sammenligning – stolthed – ydmyghed – helliggørelse – nådegaver – tro i praksis – Gud som Far – løfte – genoprettelse – menighed – bøn – helbredelse – udfrielse – Jesus som brudgom – leve i ånden – vende hjem

ReadTranscription

Klik her for at læse hele transkribtionen af ‘Den fortabte søn’.

Søg efter undervisning her...

Relateret undervisning

Læs hele indholdet af undervisningen 'Den fortabte søn'

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser og fejl, da nedenstående tekst er aflyttet og tilrettet automatisk.

Jeg havde bare sådan, vi skal simpelthen tage fat i den fortabte søn og se, hvad er det egentlig, Jesus han siger med den her, for den er helt enormt stærk, når vi dykker ned i den. Og jeg er simpelthen lige nødt til at starte med at læse den, så vi alle sammen ved, hvad vi snakker om. Og den står i Lukasevangeliet kapitel 15, vers 11 til 32, og jeg læser for den autoriseret her, og der står der:

Han sagde også – det er altså Jesus, der sagde det her – en mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig en del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue i et udsvævende liv.

Da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin. Og han ønskede at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Der gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.

Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet imod himlen og imod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.

Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faren sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven. Slagt den og lad os spise og feste, for min søn her var død, men er blevet levende igen. Han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham om at komme ind.

Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud, men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn der, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faren svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men han er blevet fundet.

Det er jo bare, bare at læse den i sig selv, er jo bare wow. Det er bare en helt fantastisk lignelse, Jesus fortæller. Men hvad er det, den handler om? I bund og grund så handler den jo om, man kan sige, grundessensen i mennesket. Det handler om, hvad er vi for nogle størrelser som mennesker.

Faktisk så handler den jo om, at den her bror, som vender sig om fra sin far, det er faktisk omsat til hverdag. Det er en kristen, en der har taget imod Jesus, men som på et tidspunkt vender ryggen til, fordi han ved bedre, fordi han vil ud og prøve sin egen vej. Han har måske fået nogle opfattelser, som er anderledes. Nu gider han ikke blive passet på hjemme ved sin far, hjemme ved Gud.

Det vil sige, han skubber egentlig sig selv væk fra farens godhed ved, at han er hjemme hos faren på den her farm. Der er han under farens beskyttelse. Faren tager ham ind, faren giver ham mad, faren forsørger ham, faren giver ham alt det, han har brug for. Men knægten

Her vælger at sige: Jeg gider ikke din beskyttelse mere. Jeg vil gerne gå min egen vej, og han går, til trods for – og det er da sjovt, det hele. Faren har virkelig arbejdet hårdt. Han har virkelig arbejdet hårdt. Han har knoklet. Vi kan læse, han har jo en kæmpe farm med masser af tjenere.

Hvad er det Jesus har gjort? Hvad er det Gud har gjort? Han har arbejdet hårdt på at give os sin arv. Hans arv er Himmeriget, hans arv det er at få lov at komme hjem. Men sønnen her, han ser jo helt anderledes på det, fordi stoltheden tager over. Vi skal ud og give den gas. Vi skal ud og have det sjovt. Vi skal – det er lidt lige meget, lidt det her med – det starter måske i en gråzone. Nu får han masser af penge, det frister. Den her gråzone bliver mørkere og mørkere og mørkere.

Og som vi kan læse, hvordan sønnen han svarer, så har han jo brødet sammen med ludere, eller “skøger” står der som gammelt ord. Det vilde af det hele, det er, hvis vi kigger på, hvor langt han kom ud – svin. Hvis vi forstår konteksten fra dengang, svin var nogle urene dyr, som jøderne virkelig ikke måtte røre ved. De måtte ikke være i nærheden af dem. Så det vil sige, dem han arbejdede for – altså svinehyrden – var ikke jøder.

Men fordi han var så presset, var han nødt til at gå ud blandt de urene, helt derud, hvor ingen har lyst til at være. Han havde ingen penge, han havde ødet det hele op, fordi der blev lagt fristelse på fristelse på fristelse på fristelse foran ham. Og det der sker inde i ham på vejen, tror jeg – jeg ved det jo ikke – men det tror jeg, det er, ind imellem, så bliver han mindet om den der godhed, der var hjemme hos faren. Ej, han har haft den der længsel, men: Nå nej, jeg har flere penge. Jeg skal ud og hygge mig, jeg skal ud – hey, der var lige en pige derovre, jeg skal lige… Han har drukket hjernen ud, han har hygget sig, men han har haft en længsel indeni. Han er blevet rodløs.

Og derfor, da han er helt ude i sølet, han får ikke engang mad til sidst. Han kan ikke engang få svinenes mad. Så har det, han tænker: Okay, jeg er nødt til at komme hjem til – jeg er nødt til at komme hjem til min far. Men det der er så specielt, det er, tit og ofte så står stolthed i vejen for, at vi kommer tilbage til Gud, hvis vi kommer ud på en gal vej. Vi behøver ikke engang nødvendigvis at komme helt derud, hvor den fortabte søn var. Jeg synes bare, det er så fantastisk et eksempel, fordi det viser, at uanset hvor langt vi er ude, så er der forsoning, når vi kommer tilbage.

Men der er situationer i vores liv, der ikke nødvendigvis er, at vi alle sammen kommer helt derud, men hvor vi måske går et stykke af vejen. Men det at komme tilbage, og det at sige: Jeg har faktisk gjort noget forkert – det er så svært. Det er så svært, fordi vi har stolthed, fordi vi føler os afsløret. Allerede Adam og Eva, da de havde spist af Kundskabens træ – vupti – de var da godt nok flove over det, de gemte sig. Ja, de så, de var nøgne, men de var flove over det. De vidste: Ups, nu bliver vi afsløret.

En af de rigtige fantastiske historier, som jeg har lige lyst til at læse fra Anden Samuelsbog kapitel 12. Det der sker her, det er, at Kong David har en affære med Batseba, som er Urias’ kone, og det er jo ikke særlig godt. Problemet er bare, at David han er faktisk ikke særlig stolt ved det her, og han kan ikke få sig selv til at komme tilbage til Gud og så sige: Ved du hvad, undskyld, undskyld, tilgiv mig. Fordi det er så hamrende svært at sige undskyld, det er så svært at indrømme: Jeg har lavet en fejl. Nej, nej, hvad gør David? Han lægger en plan. Han får Urias til at gå i krig, men han får ham sendt ud i aller, aller, aller forreste linje i krigen uden at få hjælp, så de er sikre på, at han dør. Problem ryddet af vejen.

Død, men hvad skaber det? En skjult frustration indeni. David ved godt, det her, det er ikke i orden, men at sige undskyld til nogen, ej, det kan han ikke. Men jeg synes, det der er rigtig godt, fordi Gud, han er jo fantastisk, fordi alt det, hvad der er i mørket, det kommer jo frem i lyset. Specielt David, han var udvalgt af Gud. David, han var salvet af Gud. Guds ånd var over David, og Gud kan jo ikke have sådan noget, så alt hvad der er i mørket, kommer frem.

Så Gud sender profeten Natan til David, og det står i Anden Samuelsbog 12, de første 14 vers. Vi skal lige prøve at læse dem her: Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: Der var to mænd i samme by, den ene var rig, den anden var fattig. Den rige havde får og køer i mængder, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det. Det voksede sig stort hjemme hos ham og hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som var det hans datter.

En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så han tog den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet. Davids vrede flammede voldsomt op imod den mand, og han sagde til Natan: Så sandt Herren lever, den mand, der gør sådan, skal dø. Og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst.

Da sagde Natan til David: Du er manden. Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg reddede dig fra Saul. Jeg gav dig din herres hus og lagde din herres hustruer i din favn. Jeg vil give dig Israels hus og Judas hus, og skulle det ikke være nok, havde jeg gerne givet dig langt mere. Hvorfor har du vist foragt for Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hetitten Urias har du slået ihjel, hans kone har du giftet dig med, og ham selv har du hugget ned med ammoniternes sværd.

Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hetitten Urias’ kone. Dette siger Herren: Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig skal jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed for hele Israel.

Der sagde David til Natan: Jeg har syndet mod Herren. Natan svarede David: Så tilgiver Herren din synd, du skal ikke dø. Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø.

Den er lidt hård, men David bliver tilgivet ved at anerkende, at han har syndet. Når vi går ud på den der glidebane, og vi får øjnene op for: Okay, det var vist ikke godt. Det her, det her var vist faktisk væk fra Gud. Det var ovre på et skråplan. Det var ovre i gråzonen. Så kom tilbage og sig undskyld, måske sige undskyld til de mennesker, der er involveret, men også gå tilbage til Gud.

Der er så mange, der oplever den her pil, der kommer, når man har lavet noget skidt. Jamen, jeg kan jo ikke gå tilbage, jeg kan ikke gå tilbage til Gud, fordi det, jeg har gjort, det er bare, åh, jeg fordømmer mig selv sådan for det. Gud kan ikke tilgive mig for det her. Nej. Og man begynder at banke sig selv i hovedet igen og igen og igen.

Men du skal ikke hjælpe Satan. Du er nødt til at stole på Guds løfter. Du er nødt til at stole på, at når han kalder på dig, du er nødt til at stole på, som der står her: Da faren fik øje på sønnen, kom han løbende. Han ikke bare gik ham i møde. Det var altså ikke særlig meget normalt at løbe dengang, tror jeg, slet ikke i klipklapper, han har sagt, eller Jesus-sandaler og kjortel og den.

Havde far kommet og stod her, min søn her, og han kommer ned og opdager sønnen. Dengang var man jo meget, altså vi er meget kramme-kramme. Der står, faren faldt ham om halsen og kyssede ham. Wow, det er sådan, din far i himlen reagerer, hvis du beslutter dig for at komme tilbage og sige undskyld.

Og sønnen kommer tilbage med den her tanke: Okay, hvis bare jeg kan få en plads som daglejer, altså som tjener, som slave, så er det fedt, så er det fint, så er det godt. Wow. Ah, nej, den går ikke. Faren tager ham ind igen som sin søn og giver ham plads som sin søn. Det er helt fantastisk.

Men spørgsmålet er, hvis du var søn, hvordan vil du så tage imod det? Vil du lade faren give dig ny kjortel på? Det er så specielt det her. Der står netop, at han får ny klædning på, en ring på fingeren og så videre. Jeg tænker med min logiske forstand, at man giver ikke nogen tøj på uden at vaske dem. Det vil sige, vi bliver vasket i hans blod.

Det kan også være et billede på dåben, hvis man ikke er døbt, fordi det her, der er specielt, det er i dåben, der bliver vi iklædt Kristus. Og sådan her får iklædt de nye klæder, og ved at han får den her iklædning af de nye klæder på, der får han også en ring på fingeren. Hvad er det, Jesus han ønsker? Han ønsker et ægteskab med dig, hvor han er brudgommen, og du er hans brud. Så alt det sker, når du kommer tilbage i ydmyghed.

Sønnen, han kommer ikke tilbage og prøver at retfærdiggøre, altså “Far, du må godt nok undskylde, at jeg har gjort alt det der, men altså du skal bare vide, altså hende der p derovre, hun var virkelig, virkelig lækker, og jeg kunne bare ikke lade være, og så kom jeg ud til, og ved du hvad, de fristede mig alle sammen med det der. Jeg kom til at drikke hjernen ud, og det var, ja, det kan godt være, det var dumt, men altså ej, hvor var det godt nok hyggeligt. Så jeg skulle måske have tænkt mig lidt mere om.” Det gør han ikke.

Han kommer tilbage helt fladt nede på jorden: “Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld.” Og hvor gode er vi til det? Hvis der kommer en til dig, hvor god er du så til at sige: “Sorry, det kan jeg godt se, tak fordi du siger det.” Og hvor gode er vi til at komme med den der facade op for at beskytte os selv: “Jamen, jeg gjorde det jo, fordi at hun så jo rigtig lækker ud, og jeg kunne jo ikke,” og så videre. Det gjorde han ikke, og det skal vi heller ikke gøre. Han står de stolte imod.

Samtidig så er der også et valg i det at komme tilbage. Valget er, at han lader det gamle ligge. Han er nødt til at lade verden ligge. Han er nødt til at lade de gamle valg ligge, så han simpelthen afskærer sig 100% fra det, for ellers kan han ikke være hjemme ved faren. Han er nødt til 100% at sige: “Okay, nu er jeg hjemme ved min far i himlen, nu er jeg der, og jeg lader ham passe på mig.”

Det, der så sker bagefter, som jo er helt specielt, det er hans bror, storebroren, der kommer og bliver sur, for nu er fedekalven slagtet, nu er der fest. Og den her bror har jo sagt: “Ja tak, jeg vil gerne, du må gerne fejre mig.” Han er gået med på det, men broren, den anden bror, kommer, og han bliver da godt nok sur. Helt ærligt, det kan du bare ikke tillade dig. Øj, så er han bastard, helt ærligt. Jeg har været sammen med dig hele mit liv, og du har ikke gjort noget for mig. Tag dig sammen, far. Ej, hvor har jeg det bare træls indeni nu. Jeg føler mig godt nok ikke set af dig og elsket af dig, noget som helst. Øv bøv.

Jeg kunne lige se den her søn. Hvordan er det, når du sammenligner dig med andre? Ser du, hvad du har? Det er så fantastisk, svarer den her far kommer med: “Jamen søn, alt hvad der er mit, det er jo dit. Alt hvad der er mit, det er dit. Men tager du det, bruger du det? Hvor har du i dag alt det, som Gud har givet dig?”

Står han og velsigner dig med al himlens velsignelse, alt der står? Ikke, du har fået noget af det, der står, du skal stræbe efter alle nådegaverne. Du har fået hele paletten. Hvad for nogen stræber du efter at bruge? Det er så nemt at sidde tilbage. Ja, men jeg kan ikke profetere, det kan alle de andre. Jeg kan ikke tale i tunger, men det kan alle de andre. Kom nu ind i kampen og stræb efter det, for vi kan gøre det.

Vi er nødt til at få den her: “Uh, jeg vil have alt, hvad du har, Jesus. Gud, jeg vil ikke putte dig i en kasse. Jeg vil ikke putte dig i en kasse. Jeg vil ud af den kasse. Jeg vil ikke mere, ikke religiøsitet, ikke religion, ikke hvad sagde Luther engang, hvad sagde en eller anden anden engang. Nej, hvad siger Jesus Kristus?” Tit så ser vi ikke, hvad han har lige foran os. Vi ser ikke, hvad han har givet, og han har givet hele paletten, og han ønsker, du skal bruge det, fordi det herliggør ham, hvis du gør det. Ydmyghed.

Spørgsmålet er nu: Hvad sker der med rebellen? Hvad gør rebellen nu? Tager han samme tur ud i verden som sin bror og vælger aldrig at komme tilbage, eller æder han sin stolthed? Hvor har jeg set mange kristne, som er gået, fordi de blev såret over andre kristne, fordi de havde forventet, fordi der blev forskelsbehandlet, fordi de ikke så, fordi whatever. Åh, hvor har det godt nok været årsag til mange, der er faldet fra, fordi de så ikke, hvad de havde. De kiggede ikke på Jesus, de kiggede på et menneske.

Jo, Jesus, han er også et menneske, fuldt ud menneske og fuldt ud Gud, men vi er nødt til at se på ham. Vi er nødt til ikke at kigge på mennesker som forbillede. Hvis alle folk kigger på mig, og jeg falder, og det går ikke. Lad være at kigge på mig, kig på Jesus Kristus i alt. Det er så vigtigt, og det er så vigtigt, vi holder hinanden op på det igen og igen og igen.

Det er så vigtigt, at vi minder hinanden om, hvad vi faktisk har fået. Det er så vigtigt, vi minder hinanden om, for eksempel sådan noget med: “Jamen, kom morgen, der er jo lægedom. Har du glemt det? Kom nu, lad os bede for det. Der er udfrielse. Kom nu. Kom nu ind i kampen.” Åh, hvor har vi set mange mennesker blive sat fri igennem Jesu blod, men vi glemmer det, fordi vi nogle gange kommer til at kigge lidt i vores egen navle, og så bliver det til menneskebrygger, nær sagt.

Vi sammenligner os lidt med hinanden. Vi prøver at leve lidt hinandens liv, fordi det er rigtig sjovt. Vi prøver at sætte hinanden lidt på plads i stedet for at sætte os selv på plads. Vi er nødt til at komme helt ned på maven, helt ned, lidt ligesom når den der kamel skal ind igennem nåleøjet, som det var det, Jesus siger: “Det er lige så svært for en rig at komme ind i Guds rige, som det er for en kamel at komme igennem et nåleøje.” Det er ikke nåleøjet som i en stoppenål, men det er nåleøjet som i, hvad hedder det, tempelpassageindgang. Wow.

Og hvis ikke det kan komme med ind, så kan det jo heller ikke trække dig ned. Ej, hvor er det heldigt. Det er da helt fantastisk. Problemet er bare, vi glemmer det nogle gange. Vi glemmer også lidt nogle gange, at når vi er blevet døbt, begravet i vandet og opstået til et nyt liv, så er det gamle liv faktisk væk. Det gamle liv er begravet, så hvorfor går du hele tiden og kigger på dit gamle liv? Hvorfor går du og prøver at finde ting og fejl fra dit gamle liv? Hvorfor? Han har sat os fri så vildt.

Så jeg vil sige, der er enormt mange, enormt mange paralleller, man kan drage med lignelsen her om den fortabte søn. Men jeg tror, vi skal både tage den her med at komme tilbage til Gud, turde lægge os selv ned. Det er så vigtigt, også overfor hinanden, ikke kun overfor Gud, men også over for hinanden. Kom tilbage og sig undskyld. Kom tilbage og sig: “Ved du hvad, vi…”

Der er mennesker, der er så meget fed og fader blandt mennesker, men det skal der ikke være i Guds menighed. Det skal der ikke være. Vi har et ansvar for at få ryddet op. Vi har endnu mere et ansvar for at få ryddet op med vores ikke-troende venner, fordi vi er forbilleder. Vi repræsenterer ham i alt, og derfor er vi nødt til at lægge den der stolthed ned. Derfor er vi nødt til at kunne sige undskyld. Vi er nødt til at kunne sige tak.

Åh, hvor er det svært at sige undskyld, men det er bare nødvendigt, og så gøre noget ved det bagefter. Og så virkelig huske den her med, at vi skal ikke blive sure over, hvad den anden har, og hvad den anden får. Men kig på, hvad det egentlig er, Gud har givet dig. Begynd at kigge ind i, hvordan får jeg mere. Begynd at få en stræben. Begynd at få en længsel ind i efter at opleve mere af Guds kraft i dit liv. Begynd at bevæge dig.

Det er så nemt at sidde på en stol og sige: Jeg får jo ikke noget. Men hvad sker der, hvis nu du rejser dig op og begynder at bruge det, du allerede har fået? Jamen, så giver han dig mere nu. Men hvis nu vi ikke bruger det, vi har fået, hvad står der så? Så tager han det fra dig, som han har givet dig en gang, og giver til ham, der har. Det betyder ikke, at du ikke kan få det igen. Det er bare at komme til Jesus og sige: Ved du hvad, nu vil jeg gerne starte med en krone igen. Så vil jeg se, om jeg kan få den til to kroner, og så til fire kroner, og så til otte kroner. Jeg er ikke så god til tabeller, men ej, men det er bare, det handler om valg. Og det handler om vilje.

Og når vi gør det, så ser vi virkelig, hvordan tingene begynder at blomstre i vores liv. Og når vi gør det, så sker der faktisk også det, at den tro, mange har, som på et eller andet tidspunkt for nogen går hen og bliver sådan en ørkenvandring. Åh mand, der sker bare ikke noget. Jeg synes ikke, jeg hører fra Gud. Men når du virkelig rejser dig op og begynder at gå for ham, for Jesus, så oplever du bare vilde ting, og så bliver det faktisk ikke en ørkenvandring.

Det er dit ansvar at putte brænde på bålet, fordi ellers så brænder det ud. Og det gør man i ydmyghed. Det gør man ikke ved at kigge på, hvad den anden har fået, og hvad du ikke har fået.

Luk