Skriftsteder fra undervisningen

Matthæusevangeliet 6.33
33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Paulus’ Brev til Galaterne 3.6–9
6 Det er som med Abraham: »Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« 7 Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner. 8 Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: »I dig skal alle folkeslagene velsignes.« 9 Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham.

Paulus’ Brev til Efeserne 5.1–2
1 I skal ligne Gud som hans kære børn 2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.

Paulus’ Første Brev til Korintherne 11.1
1 Efterlign mig [Paulus], ligesom jeg efterligner Kristus!

Esajas’ Bog 45.21b
21b Der er ingen anden Gud end mig,
en retfærdig Gud, en Gud der frelser,
der er ingen anden end mig.

Salmerns Bog 97.1–7
1 Herren er konge! Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig.
2 Skyer og skymulm omgiver ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
3 Foran ham går ilden,
og hans fjender omspændes af flammer.
4 Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og skælver.
5 Bjergene smelter som voks foran Herren,
foran hele jordens Herre.
6 Himlen fortæller om hans retfærdighed,
og alle folkene ser hans herlighed.
7 Alle, der dyrker gudebilleder, beskæmmes,
de som roser sig af afguder.
Alle guder skal kaste sig ned for ham.

Johannes’ Første Brev 4.7–8
7 Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. 8 Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.

Salmerns Bog 34.20
20 Mange ulykker rammer den retfærdige,
dog redder Herren ham ud af dem alle.

Salmerns Bog 55.23
23 Kast din byrde på Herren,
så vil han sørge for dig.
I al evighed
lader han ikke den retfærdige vakle.

Salmerns Bog 64.11
11 Den retfærdige glæder sig over Herren
og søger tilflugt hos ham,
alle de oprigtige priser sig lykkelige.

Paulus’ Brev til Efeserne 5.8–11
8 For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, 9 for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; 10 lad kun det gælde, som behager Herren, 11 og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem.

Paulus’ Brev til Galaterne 5.16–26
16 Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. 17 For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. 18 Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.
19 Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, 20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, 21 nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.
22 Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, 23 mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! 24 De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. 25 Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. 26 Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.

Peters Første Brev 3.13–22
13 Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? 14 Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; 15 men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, 16 men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer. 17 For det er bedre, om det er Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde. 18 For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, 19 og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; 20 det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. 21 Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, 22 han som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.

Jakobs Brev 2.14–26
14 Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? 15 Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, 16 og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? 17 Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død.
18 Nogen vil indvende: »Én har tro, en anden har gerninger.« Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. 19 Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også – og skælver. 20 Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? 21 Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? 22 Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. 23 Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,« og han blev kaldt Guds ven. 24 I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene. 25 Blev skøgen Rahab ikke ligeledes gjort retfærdig af gerninger, da hun modtog sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden vej? 26 For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.

Lukasevangeliet 18.9–14
9 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: 10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. 11 Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. 12 Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. 13 Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! 14 Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«