Undervisningen tager udgangspunkt i 1. Korintherbrev kapitel 12 og 14 og handler om profetier, åndens gaver og tungetale, ikke som teori, men som noget, der skal bruges i praksis i menighedens og hverdagslivets fællesskab. Der tages fat i den udbredte opfattelse, at kun nogle få særligt “åndelige” har bestemte nådegaver, mens flertallet må nøjes med at se på fra sidelinjen. Andreas Slot-Henriksen forklarer her om, hvordan Gud har givet en hel palet af gaver, som alle troende må lære at pakke ud og bruge, så Kristi lægeme bliver bygget op. Pointen er, at det ikke handler om åndelig prestige, men om kærlighed og lydighed mod det, Gud har befalet.

Der læses fra 1. Korintherbrev 12,4-7 om, at der er forskellige nådegaver, men den samme Ånd, forskellige tjenester, men den samme Herre, og forskellige kraftige gerninger, men den samme Gud, der virker alt i alle. Når Helligånden giver en åbenbaring, er det for, at det skal blive til gavn for andre. Det understreges, at mange har brugt dette kapitel til at begrænse nådegaverne: “nogen” har helbredelse, “nogen” har profeti, “nogen” har tungetale, og resten må bare acceptere, at det ikke er for dem. Men det udfordres af 1. Korinther 14,1, hvor der står: “Jag efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver, men især efter at profetere.” og vers 31: “For I kan alle komme til at profetere én ad gangen, så alle kan lære noget og blive formanet.” Det giver ikke mening, at Paulus både begrænser og samtidig opfordrer alle til at stræbe efter særligt den profetiske gave, hvis gaverne kun var et fast “par stykker” til hver.

Der bruges et billede: når man bliver frelst, giver Gud en stor gavepakke fuld af nådegaver. Alle gaverne ligger der, men ikke alle er pakket ud endnu. For nogle bliver helbredelse hurtigt lukket op med en stærk indre længsel efter at bede for syge og se dem blive raske. For andre åbner Gud profetisk tale eller kunskabsord, mens helbredelse måske ikke fylder så meget. Men det betyder ikke, at de gaver, der endnu ikke “kører”, ikke findes. De skal bare opsøges, aflæres og bruges. Der tales om en personlig rejse, hvor kærligheden til at se syge blive helbredt på gaden vækker en ny længsel: at kunne tale Guds ord direkte ind i menneskers liv gennem profeti og kunskabsord, så de både hører evangeliet, oplever helbredelse og mærker, at Gud ser dem helt personligt.

Markus 16,17-18 bliver trukket frem som et klart ord om, at tegnene ikke kun er for de særligt kaldede, men for “dem, der tror”: “Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger; … på syge skal de lægge hænderne, så de bliver raske.” Det viser, at tungetale og helbredelse er grundlæggende tegn, der hører til det almindelige kristenliv, ikke kun til platformen. Sammen med 1. Korintherbrev 14,31 bruges det til at vise, at alle troende kan komme til at profetere, når de stræber efter det og øver sig. Dermed flyttes fokus fra “hvem har hvilke gaver?” til “hvordan tager vi imod og bruger den palet af gaver, Gud allerede har lagt foran os?”.

Der tales ærligt om, hvor grænseoverskridende det kan være at træde ud i det profetiske og i tungetale. Modargumenter og undskyldninger kender de fleste: “Tænk, hvis jeg tager fejl”, “Tænk, hvis der ikke sker noget”, “Tænk, hvis andre synes, jeg er åndssvag”. Men der er en vigtig modspørgsmål: Er det nok bare at tro, eller kræver det et aktivt valg, hvor man handler på Guds ord, selv når det koster ens stolthed? Der fortælles om, hvordan begyndelsen ofte er præget af stilhed – man synes ikke, man hører noget som helst fra Gud, når man prøver at lytte for at få et ord til andre. Frustrationen er reel, men invitationen er at blive ved, fordi Gud gerne vil tale, og fordi man bliver trænet til at skelne Hans stemme fra egne tanker.

For at gøre det konkret forklares forskellen på de tre former for tungetale, der ses i Bibelen. Den første er den personlige tungetale til egen opbyggelse, hvor ånden beder, når man selv er løbet tør for ord. Det er den tungetale, man ofte hører i lovsang og bøn, og som Paulus siger, man gerne må bruge “for sig selv og for Gud”. Den anden er tungetale, der kræver udlægning i forsamlingen – en slags profetisk tungetale, hvor en anden eller taleren selv får en udlægning, så hele menigheden kan forstå budskabet. Den tredje er det, der skete på pinsedag: mennesker taler på sprog, de aldrig har lært, men som andre omkring dem forstår. Alle tre former eksisterer, men den personlige tungetale fylder ofte mest, fordi få er blevet trænet i de to andre.

Der tages fat på misforståelsen af 1. Korinther 14,27-28, hvor der står, at hvis nogen taler i tunger i forsamlingen, skal det være én ad gangen, to eller tre og med udlægning. Mange har brugt det som et forbud mod, at flere taler i tunger samtidig under lovsang, men det glemmer sætningen: “Men de skal tale for sig selv og for Gud.” Undervisningen forklarer, at Paulus her taler om den tungetale, der har karakter af et offentligt budskab, ikke den personlige bønnetungetale. Derfor kan man roligt bede i tunger i fælles lovsang, så længe det ikke handler om at råbe højere end alle andre eller skabe kaos, men om at søge Gud.

Et centralt spor er, hvordan Gud taler, og hvordan vi kan forvente, at profeti og billeder ser ud i praksis. Der gøres op med forestillingen om, at Gud altid taler med dyb, rungende “profetrøst”: “Så siger Herren…”. Der lægges op til en langt mere jordnær tilgang, hvor man siger: “Jeg oplever” eller “Jeg har en fornemmelse af, at Gud siger…”. Gud taler ofte som en stille tanke, en indre sætning, lidt som når man siger 10-tabellen inde i sit hoved: det er tydeligt, men ikke nødvendigvis dramatisk. På samme måde med billeder: nogle ser klare “filmscener” med mange detaljer, andre mere diffuse glimt eller en fornemmelse af noget. Der gives små øvelser: forestil dig en strand og en solnedgang, eller gå en runde rundt om dit barndomshjem med lukkede øjne og se vinduerne for dig. Den måde, du “ser” det på, er ofte den måde, Gud viser dig profetiske billeder.

Der lægges stor vægt på ansvar og kærlighed i brugen af profeti. Profetiske ord skal ikke bruges til at blære sig med åndelighed eller styre andre menneskers liv. De skal bringes i kærlighed og under Guds ords ramme. Derfor advares der mod at være for hurtig med meget specifikke ord om “datoer, kærester og babyer”, fordi de kan ramme dybt og skabe forvirring, hvis man tager fejl. I sådanne tilfælde opfordres der til at få ordet prøvet af modne troende, der kender både Gud og Skriften, før man giver det videre. Almindelige ord om Guds kærlighed, opmuntring og retning kan man frimodigt dele, når de stemmer med Bibelen.

Undervisningen bevæger sig derefter over i det praktiske, fordi hele pointen er, at alle kan øve sig. Der forklares en konkret øvelse, hvor man i små grupper skal arbejde med både tungetale og profetisk udlægning. Først spørger man Gud, om man skal være den, der taler i tunger, eller den, der udlægger, og i en gruppe på fem vil det typisk ende med, at to taler i tunger, to udlægger, og én er den, der modtager. Den, der taler i tunger, taler højt og tydeligt, ikke mumlende, mens den, der skal udlægge, lytter efter den indre impuls, de ord, billeder eller fornemmelser, Helligånden giver. Udlægningen er ikke en ord-for-ord-oversættelse, men en udlægning, hvor hovedbudskabet er det vigtige.

Dernæst kommer en anden runde, hvor der ikke tales i tunger, men hvor man i stedet beder stille og lytter efter ord eller billeder til en person ad gangen. Man får måske kun et enkelt ord eller et enkelt lille billede, og opfordringen er: bring det. Gud kan bruge selv et enkelt ord som “skjorte” til at bekræfte noget dybt, som det konkrete vidnesbyrd viser, hvor en kvinde bad Gud om dette præcise ord som tegn. Der fortælles også en historie om en kvinde, der følte, hun skulle stille sig på hovedet op ad en cola-automat på en tankstation – noget, der i sig selv virker helt tosset. Men for ekspedienten, der havde bedt Gud om et meget tydeligt tegn, blev det livsforvandlende. Pointen er, at det, der føles dumt for den ene, kan være liv eller død for den anden, når Gud står bag, og derfor må stolthed lægges ned.

En vigtig tråd gennem hele undervisningen er, at profeti er ufuldkomment, fordi det går gennem mennesker. Vi hører stykkevis og profeterer stykkevis. Vi blander nogle gange Guds ord med vores egne tanker, men hvis hjertet er forankret i kærlighed, og vi er villige til at lade andre prøve det, vi får, kan Gud stadig bruge det stærkt. Det afgørende er, at vi ikke lader frygt for at tage fejl lamme os, så vi slet ikke træder ud. I stedet opfordres der til at leve modigt, lade sig træne, være villig til at blive korrigeret, og huske, at det handler om at tjene andre, ikke om at bygge sit eget navn.

Undervisningen afrundes med en klar opfordring: alle, der tror på Jesus, inviteres til at jagte kærligheden og stræbe efter åndens gaver, især profetien. Det er ikke noget, man skal lade “de særligt åndelige” om, men en del af det almindelige kristenliv, hvor Helligånden vil bruge helt almindelige mennesker til at opbygge og trøste hinanden. Det kræver, at man tør tage chancer, tør risikere at se dum ud, og tør stole på, at Gud er større end vores fejl. Guds ønske er at tale til sine børn og gennem sine børn, og den, der siger ja, vil opleve, at Han er trofast og leder skridt for skridt.

Citat fra undervisningen:”Det handler ikke om, at du ser åndelig ud, det handler om, at Gud får lov til at tale gennem dig, selv når du føler dig lille og dum – og det er dér, de stærkeste profetier ofte fødes.“

Relevante søgeord: profetier – tungetale – udlægning af tungetale – åndens gaver – Helligåndens stemme – 1 Korintherbrev 12 – 1 Korintherbrev 14 – Markus 16 – praktisk profeti – høre fra Gud – billeder fra Gud – bøn og nådegaver – opmuntrende profeti – menighedsopbyggelse – helbredelse og tegn – åndelig træning – kærlighed og nådegaver – Helligåndens ledelse – hverdagsprofeti – praktisk discipelskab