Andreas Slot-Henriksen underviser d. 30. juni 2021 om emnet : Jesus’ genkomst & De sidste tider
Skriftsteder fra undervisningen
Matthæus 26:26-29
Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, for det er mit blod, som besegler den nye pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”
1 Korinterne 11:26-29
Indtil Herren kommer, forkynder I derfor budskabet om hans død, hver gang I spiser af brødet og drikker af bægeret.
Det betyder også, at hvis nogen spiser af brødet og drikker af Herrens bæger på en uværdig måde, gør de sig skyldige i synd over for Herrens legeme og blod. Derfor bør man bedømme sig selv, før man spiser brødet og drikker af bægeret. For hvis man deltager i nadveren uden at tage hensyn til, hvad Kristi legeme betyder, så spiser og drikker man sig en dom til.
Johannes 14:1-4
Jesus fortsatte sin tale til disciplene: „I skal ikke være bange eller urolige. I tror på Gud. Tro også på mig. I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer. Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er. Og I kender vejen, der fører til det sted, hvor jeg skal hen.”
Matthæus 24:36-44 – Vær altid parat
Ingen kender dagen eller tidspunktet, hvornår det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. Som det gik i Noas dage, skal det gå ved Menneskesønnens komme. Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme. To mænd vil arbejde sammen i marken, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. To kvinder vil arbejde sammen i huset, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.
Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår jeres Herre kommer tilbage. I ved, at hvis en husejer havde fået at vide, hvornår tyven ville komme, så ville han have holdt vagt for at forhindre indbruddet. Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.
Matthæus 25:1-13 – De ti brudepiger
Jesus fortsatte: „Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.
Men ved midnatstid lød råbet: ‚Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. Men de andre svarede: ‚Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.
Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‚Herre, luk op for os!’ Men han svarede: ‚Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’ ”
„Vær altid parate,” sagde Jesus, „for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.”
Lukas 4:18-19
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
1 Tessalonikerne 4:13-18
Vi vil gerne gøre det helt klart for jer, venner, hvad der sker med de kristne, som er sovet ind, så I ikke skal fortvivle af sorg som dem, der lever uden håb. Da vi tror på, at Jesus døde og derefter genopstod, tror vi også på, at Gud på samme måde vil lade dem genopstå, som er sovet ind i troen på Jesus. Det her siger vi jer fra Herren selv: Vi, som er i live, når Jesus kommer igen, skal ikke gå forud for dem, der er sovet ind. Herren selv vil stige ned fra Himlen, og der vil lyde et mægtigt kommandoråb, en overengels røst og en fanfare fra Guds trompet. Så vil allerførst de, der er døde i troen på Kristus, genopstå. Derefter skal vi, der er i live her på jorden, bortrykkes sammen med dem op i skyerne for at møde Herren i luften. Fra da af skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hinanden med dette budskab!
Aabenbaringen 19:6-9 – Lammets bryllup
Dernæst hørte jeg lyden af råb fra en stor menneskemængde. Det var en buldrende lyd som et mægtigt vandfald eller en kraftig torden:
„Halleluja!
Nu er det Herren, den Gud, som hersker over alle ting, der regerer!
Lad os være glade og juble og lovprise ham.
Nu kan Lammets bryllupsfest begynde.
Hans brud har gjort sig parat,
hun har fået en skinnende hvid klædning at tage på.”
(Den hvide klædning er Guds folks gode gerninger.)
Englen sagde nu til mig: „Skriv: Velsignede er alle, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.” Og han fortsatte: „De ord, du hørte, er Guds sande ord!”
Paulus’ Første Brev til Timotheus 4.1–5
1 Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, 2 som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. 3 De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden. 4 For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; 5 for det helliges ved Guds ord og ved bøn.
Apostlenes Gerninger 2.16–21
16 Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel:
17 Det skal ske i de sidste dage, siger Gud:
Jeg vil udgyde af min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres unge skal se syner,
jeres gamle skal have drømme.
18 Selv over mine trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage,
og de skal profetere.
19 Jeg gør undere oppe på himlen
og sætter tegn nede på jorden,
blod og ild og kvælende røg.
20 Solen forvandles til mørke
og månen til blod,
før Herrens store og herlige dag kommer.
21 Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.
Johannes’ Første Brev 2.18–21
18 Kære børn, det er den sidste time, og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den sidste time. 19 Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore. 20 Men I er blevet salvet af den Hellige og har alle kundskab. 21 Jeg skriver ikke til jer, at I ikke kender sandheden, men at I kender den og ved, at ingen løgn kommer af sandheden.
Matthæus 24
Jesus forudsiger templets ødelæggelse
24 Da Jesus var på vej væk fra templet sammen med disciplene, gjorde de ham opmærksom på templets smukke bygninger. 2 „Ja, det ser smukt ud,” sagde Jesus. „Men det siger jeg jer: Det hele vil blive jævnet med jorden.”
Jesus advarer om krige, katastrofer og forfølgelser
3 Da de var nået over på Olivenbjerget, satte Jesus sig ned. Han var alene sammen med disciplene, som sluttede kreds om ham og spurgte: „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at du kommer, og det bliver verdens ende?”
4 Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. 5 Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange mennesker på vildspor. 6 I vil høre om uro og krigshandlinger rundt omkring, men lad det ikke skræmme jer. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. 7 Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der hungersnød og jordskælv. 8 Men det er kun som de første veer inden en fødsel.
9 I vil blive forfulgt, og mange vil blive dræbt. I vil blive hadet af alle folkeslag, fordi I hører mig til. 10 Mange vil derfor opgive troen og endda forråde og hade hinanden. 11 Mange falske profeter vil dukke op, og de vil føre mange vild. 12 Efterhånden som ondskaben breder sig, vil kærligheden blive kold hos mange. 13 Men de, der holder ud indtil det sidste, skal blive frelst. 14 Og glædesbudskabet om Guds rige skal forkyndes i hele verden, så alle folkeslag kommer til at høre det—og så vil afslutningen komme.
Jerusalems ødelæggelse
15 Når I ser ‚den afskyelige ødelægger’, som profeten Daniel taler om, stå i helligdommen,” (må de, der læser det, forstå alvoren i det) 16 „så skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene. 17 De, der opholder sig uden for deres hus, skal ikke løbe ind for at pakke deres ting, 18 og de, der arbejder i marken, skal ikke løbe hjem for at hente deres overtøj. 19 Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes. 20 Bed til Gud om, at jeres flugt ikke kommer til at ske om vinteren, og at den ikke falder på en sabbat. 21 For det bliver så forfærdeligt, som det ikke har været siden verdens begyndelse og heller aldrig vil blive igen. 22 Hvis ikke Gud afkortede den periode, ville intet menneske overleve. Men nu bliver den afkortet for de udvalgtes skyld.
Falske profeter
23 Hvis der kommer nogen og fortæller jer, at Messias er kommet og befinder sig her eller der—så tro ikke på det. 24 Der vil komme falske profeter og folk, der hævder at være Messias, og de vil gøre store mirakler for—om muligt—at vildlede endog Guds udvalgte. 25 Nu har jeg advaret jer!
26 Hvis nogen kommer og siger: ‚Se, Messias er ude i ødemarken!’ så lad være med at tage derud. Eller hvis de siger, at han skjuler sig på et bestemt sted, så lad være med at tro det. 27 For når Menneskesønnen kommer, så bliver det som lynet, der oplyser himlen fra øst til vest.
28 Hvor gribbene samles, der er ådslet.
Tegnene på, at Jesus snart kommer igen
29 Efter den tids frygtelige trængsler vil solen pludselig blive formørket og månen holde op med at skinne. Stjernerne vil falde ned fra deres positioner og himlens kræfter komme ud af balance. 30 Tegnet på Menneskesønnens komme vil derefter vise sig på himlen, og alle jordens folkeslag vil jamre højlydt, når de ser Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed. 31 Da vil jeg sende mine engle ud under gjaldende trompetfanfarer for at samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner, fra jordens og himlens yderste grænser.
32 Lad mig bruge figentræet som billede. Når de nye skud bryder frem, og bladene folder sig ud, så ved I, at sommeren er på vej. 33 På samme måde kan I vide, at jeg er lige på trapperne, når I ser disse ting ske. 34 Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske. 35 Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Vær altid parat
36 Ingen kender dagen eller tidspunktet, hvornår det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. 37 Som det gik i Noas dage, skal det gå ved Menneskesønnens komme. 38 Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. 39 Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme. 40 To mænd vil arbejde sammen i marken, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. 41 To kvinder vil arbejde sammen i huset, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.
42 Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår jeres Herre kommer tilbage. 43 I ved, at hvis en husejer havde fået at vide, hvornår tyven ville komme, så ville han have holdt vagt for at forhindre indbruddet. 44 Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.
45 En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. 46 Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. 47 Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer.
48 En dårlig forvalter tænker derimod: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig.’ 49 Derfor har han ingen skrupler ved at mishandle sine medtjenere og bruge tiden til at feste med sine venner. 50 Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, 51 bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med hyklerne. Dér, hvor de kommer hen, er der gråd og stor fortvivlelse.”
Dokumentaren “Before the Wrath” kan ses her: www.christiancinema.com
Ovenstående er video-undervisning på dansk!!