Skriftsteder fra undervisningen

Lukasevangeliet 9.1–3
1 Jesus kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme. 2 Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge, 3 og han sagde til dem: »Tag ikke noget med jer på rejsen, hverken stav eller taske eller brød eller penge, heller ikke to kjortler hver.

Lukasevangeliet 10.1–6 & 17-19
1 Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. 2 Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. 3 Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. 4 Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. 5 Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! 6 Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer.
….
17 De tooghalvfjerds vendte glade tilbage og fortalte: »Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn.« 18 Da sagde han til dem: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. 19 Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer. 20 Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.«

Johannesevangeliet 14.12–14
12 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; 13 og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. 14 Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.

Matthæusevangeliet 28.16–20
16 Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. 17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. 18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. 19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, 20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Markusevangeliet 16.15–20
15 Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. 16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. 17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, 18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«
19 Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. 20 Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Lukasevangeliet 24.46–49
46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Johannesevangeliet 21.25
25 Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.

Paulus’ Andet Brev til Korintherne 10.3–6
3 Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. 4 Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger 5 og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus, 6 og vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret.

Ordsprogenes Bog 12.22–23
22 Løgnagtige læber vækker Herrens afsky,
de, der taler sandhed, har hans velbehag.
23 Et kløgtigt menneske gemmer på kundskaben,
tåbers hjerte råber dumheden ud.

Ezekiels Bog 37.1–10
1 Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen. Den var fuld af knogler. 2 Han ledte mig forbi dem, hele vejen rundt. De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. 3 Så spurgte han mig: »Menneske, kan disse ben blive levende?« og jeg svarede: »Gud Herre, det ved kun du!« 4 Da sagde han til mig: »Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! 5 Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. 6 Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.« 7 Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden. 8 Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig. 9 Så sagde han til mig: »Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende.« 10 Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær.

Matthæusevangeliet 14.22–33
22 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. 23 Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. 24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. 25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. 26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. 27 Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« 28 Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« 29 Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. 30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« 31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« 32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. 33 Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«